Der er mange ting man kunne slå ned på i “Eragon”, men først og fremmest viser filmen med al tydelighed, at det ikke er nok bare at have et populært forlæg. Episke fortællinger kræver troværdige og komplekse karakterer, for at vi kan føle med dem – og føle, at der er noget på spil. Måske er der noget på spil i “Eragon”, men vi har glemt det så snart filmen er færdig.
#71 filmz-mortenk 17 år siden
men ellers 3½/6
#72 filmz-Jessmoeller 17 år siden
Genrelt set var den kedelig, men der var nogle flotte scener
2/6
http://www.intervocative.com/DVDCollection.aspx/jessmoeller
#73 Sanzor 17 år siden
Igen, hvordan i alverden lægger han navnet op til Aragorn? Jeg tror vist han skulle rende en tur udenfor for at få noget frisk luft, og sluk LotR 3 eller noget.
Dragon var da nok det første der slog mig, da jeg hørte navnet, da det giver mening sammen med historien.
Det er også generelt trist at mange skubber fantasy film til siden, da de synes godt om LotR. Der er mange forskelligeheder.
Magi? Hvor ser vi det henne i LotR? Det er meget sparsomt, og så vidt jeg hørte, var det noget Tolkien ikke kunne li´. Hvorfor ikke?
Magien i Eragon er på det højeste, hvilket giver den et godt pift. Det er altid genialt med noget supernaturligt, istedet for en gammel mand med en stav og et sværd der går på en Bealrog >_<
Eragon er også vittig på mange måder. En anden ting er hvor hurtigt det går. Det gør den meget aktion præget, i stedet for du sidder og venter 40 år på der sker noget.
Filmen var min aften værd, og jeg venter spændt på den næste.
#74 filmz-Pfreak 17 år siden
Personligt synes jeg begge bøger omkring Eragon er fantatiske, men filmen har skuffet mere end jeg nogensinde har kunne forestille mig.
Gå ikke ind og se denne film, spar pengene og læs bøgerne istedet!
#75 Winniepooh 17 år siden
#76 blahblah 17 år siden
#77 Old Son 17 år siden
#78 Sanzor 17 år siden
Det er vidt forskelligt, efter hvad folk god kan li', kk?
Det ville være det samme som jeg sagde du burde rende udenfor, istedet for at sidde herinde og koge -_-
#79 blahblah 17 år siden
Øhm, det er jo netop det jeg siger. Hvis man kan lide Eragorn, så kan det kun være fordi man lader sig nøje med det makværk, og ikke har nogen som helst form for sans for hvad kvalitet er i fiktions bøger.
Og det er Eragorn ikke. Det har intet med smag at gøre. Sproget er simpelt og ringe, historien er set en million gange før og dårligt udført, karaktererne er (når de ikker et tydeligt tyvstjålet, og ofte også der) to-dimensionelle og dialogen er noget af det værste jeg har oplevet i mange år.
Det har intet med smag at gøre. Hvis man kan LIDE alt det, så har man brug for at udvide sin basis en hel del.
#80 filmz-pandora 17 år siden
Aragorn og Eragon ligger snublende tæt. Punktum.
Skrifligt er der to bogstaver, der adskiller dem.
Ordet Dragon har kun ét bogstav til forskel fra Eragon, men ligger lydmæssigt meget længere fra Eragon end Aragorn gør, da det starter med D - en konsonant - hvilket gør, at det bliver inddelt i to stavelser, i modsætning til Eragon, hvor du har en vokal, der bliver en selvstændig stavelse - så Eragon får tre stavelser ligesom Aragorn, og derfor får disse to ord samme rytme, længde og lydmæssige udtryk.
De to vokaler, der er tale om, er A og E, som på dansk er rimeligt lette at høre forskel på, men som udtalt på engelsk ligger lydmæssigt meget tættere på hinanden. Pøv at tænk på ordene "arrogant" og "error". Det er i høj grad samme lyd. Oveni det, så forsvinder nummer to 'r' i Aragorn når det udtales, og bliver til en prægning af 'o'-lyden.
Jeg hørte bla. speakeren sige "Eragon" i tv-reklamen for filmen i søndags, samme aften som de sendte LOTR II på TV2. Navnene er så godt som umulige at adskille.
Det kan virke som en latterlig diskussion, men jeg synes fx. Polt har ret i sine indvendinger mod kliché og næsten-kopiering.
Noget af det, der i mine øjne kendetegner en god forfatter (eller instruktør for den sags skyld) er:
1) Originalitet (of course)
2) Bevidsthed om sin genre og om ikke at lægge sig for tæt op ad det allerede eksisterende, medmindre der er en direkte pointe i det.
Det er fint at man lader sig inspirere, endda måske så direkte og bevidst at det kan kaldes en reference - tag fx. en forfatter som Terry Pratchett, som skamløst skaber navne, der ligner virkelige eller fiktive forbilleders, men som gør det som en del af satiren i hans Diskworld - der virker det fantastisk.
Det er derimod fattigt når en forfatter som Paolini er så ubevidst om sine inspirationskilder, at han kalder helten for Eragon/Aragorn uden at tilsyneladende at ane sammenhængen, plus tager ord og lyde mere eller mindre direkte fra nordiske og arabiske sprog til sin trylleverden.
Det er ligesom børnehavebørn, der har opsnappet et ord i tv-avisen, som de ikke forstår, men synes lyder fedt, og dagen efter hedder deres Actionman "MærskMackinney", deres Bratz-dukke "Ankara" og deres tøjhund "Plutonium".
Og så kan man sige: Jamen han er jo også kun 13 år, hvordan skal han dog være bevidst om alle de referencer og sprog?
Og til det kan man svare: Der er en god grund til, at historier af 13-årige forfattere som regel ikke udgives.