Vis SpoilerMed den titel havde jeg ventet, at filmen ville have en bittersød stemning af, at godt nok havde gutterne været nogle hårde negle undervejs, men de havde ikke rigtigt opnået noget væsentligt i deres liv, som nu virkede goldt og koldt efter de mange formålsløse skyderier og nævekampe. Men sådan er det desværre ikke. Kun Mickey Rourke er lidt eftertænksom i en enkelt scene, hvor han gør det rigtigt godt. Han prøver at give filmen lidt poesi og sjæl, men i sidste ende, viser det sig desværre kun at være en helt overfladisk undskyldning for mere hjernedød action.

Det overfladiske plot er et af de store problemer, fordi det også er hamrende uoriginalt. Hele indledningen, hvor holdet skal præsenteres som seje, er stort set en lang kopi af amerikanske specialtroppers action overfor somaliske pirater, der i Aden-bugten havde kapret skibet Mærsk Alabama og holdt kaptajnen som gidsel. Det var en historie, hvor de amerikanske specialtropper var klare helte, fordi skød alle piraterne og befriede besætningen. Så den stjæler Sly lige til at få sit hold til at se seje ud. Somalierne er selvfølgelig også dumme, onde mennesker, der ikke skal nuanceres, men bare være utålelige, så vi kan smile og være glade, når vores helte skyder dem midt over, så de eksploderer. Hvis du synes, det lyder utiltalende, så lad for alt i verden være med at se ”The Expendables”, for sådan er filmen hele vejen igennem. Heltene er egentlig ret utiltalende, men de er heltene, og derfor skal skurkene til sammenligning være nogle rigtigt dumme svin, der bare skal dø. Og som vi skal være jublende glade over at se dø. Længere er den sag bare ikke.

Der er så mange ting, der kunne gøres bedre... Som hvis Sly gad tage cigaren ud af munden, når han snakker - han lyder sgu ikke for godt i forvejen. Eller hvis man lige havde gjort sig den ulejlighed at skrive et par seje replikker ind i manuskriptet. Jeg savner sgu Arnolds seje one-liners som "Stick around" eller "Hasta la vista, baby". Der er ellers en hel idéel gylden mulighed for at levere et par i scenen med Arnold, Sly og Bruce Willis, men intet af det er videre godt, og da især ikke når Willis skal true Sly og kun kan fremstamme noget macho-nonsens om, at hans folk finder Sly og skærer ham i småstykker, hvis han prøver at snyde dem. Gee, how original... Det havde da været sjovere at lade lade Willis kigge efter Arnold (der har forladt rummet og er Slys gamle rival - også i filmen) og sige, "If you try to cheat us... I'm going to make him an offer, he can't refuse."

Hele den ellers så tiltalende idé om et ensemble er dog noget spildt, fordi Sly og Statham selv tager al opmærksomhed i filmen og overlader alle andre til at være rene statister. Når nu Rourke er den eneste, der forsøger at bruge sine få øjeblikke til noget spændende, så er det måske forståeligt, men det ødelægger stadig hele filmens grund-idé en del. Statham gør det så også ret godt i sin rolle og kører meget selvsikkert og selvfølgeligt videre fra "Transporter". Selv om det altid er godt at se Charisma Carpenter igen, så er hele kærlighedsaffæren dog meget overfladisk og lidt ligegyldig. Men den giver dog Statham lidt karakter i filmen, hvilket er mere, end man kan sige om de andre deltagere. Sly er derimod meget på det jævne og formår kun at vise noget i stenansigtet, når Rourke er til stede til at hjælpe ham med at løfte stangen lidt. Ellers er det meget venstrehåndsarbejde.

Men det er trist, at selv om Sly har gjort et stort nummer ud af at samle de gamle action-bøffer, så er det kun ham selv og Statham, der får nogen plads i historien overhovedet. Alle de andre er nemlig flintrende ligegyldige. Det er måske sjovt at se dem, men de kunne sagtens klippes helt ud af filmen, uden at det gjorde noget. Mickey Rourke er som nævnt kun med i de mere rolige scener, hvilket egentlig er en skam, når han faktisk er den, der viser mest drama undervejs.

Jet Li har en del scener, men de kredser konstant om hans grundliggende problem med at være lille. WTF? Jeps, han er ikke så høj, så derfor er han i en macho-film jo bare en lille ubetydelig spirrevip, som alle andre kan banke efter behag. Den kyniske, stille, lille dræber fra film som "Hero", "Romeo Must Die" og "Lethal Weapon 4", der sin beskedne størrelse til trods kunne mule enhver modstander, og derfor repræsenterede en uset fare, er her reduceret til ubetydelig gnom, der hopper lidt rundt, forsøger at snakke en masse frygteligt gebrokkent engelsk, beklager sig over sine pengeproblemer og generelt har en mindreværdskompleks på grund af sin størrelse. Jeg havde ventet, at den tråd i filmen ville føre til en eller anden pointe, men nej - han er bare lille og derfor et fnug. "Size matters" er åbenbart indstillingen, hvilket resten af filmen så også underbygger, og derfor er små mennesker altså bare små.

Det er den slags fladpandede overfladighed, der hæmmer "The Expendables". Jo, det er da fin drengerøvs-action så længe det varer, men så er filmen også slut, og der er ingen grund til at se den igen. Jeg ser afgjort hellere "Inception" fjerde eller femte gang, end jeg ser "The Expendables" anden gang.

Men selv om Jet Lis rolle er en tynd omgang, så er han dog stadig bedre stillet end Randy Couture og Terry Crews, der er helt igennem ligegyldige statister, der kun stiller op i baggrunden, så tæskeholdet kan se komplet ud. Selv den tredje na'vi til højre for Neytiri i "Avatar" har mere karaktermæssig dybde... Man forstår godt, hvorfor Chuck Norris ikke er med her. Havde han været det, ville han jo have lavet en parodi på den film-serie, han selv blev mest kendt på. På samme måde har Steve Austin ligeså meget dybde som den onde oberst i "Avatar", mens Eric Roberts som en af de få nyder at være bad-guy, så han rent faktisk kan gøre nogle onde ting. Han er cool, men det er så også noget auto-pilot for ham. Dolph Lundgren er også ret overflødig, men får dog lidt mere betydning i filmens plot. Han er dog stadig ikke meget med og evner ikke at vise megen af den bitterhed og dramatik, som plottet ellers leverer for ham på et sølvfad. Så går det meget bedre, når folk skal sparkes ned eller skydes midt over.

Bevares, nu er det her selvfølgelig en hyldest til de overfladiske action-film. Men derfor gjorde det nu ikke noget, hvis tingene var velskrevet og hang bare lidt bedre sammen. I filmens slutning giver det faktisk overhovedet ingen mening, at Sly og co. udrydder en hær, eftersom deres leder netop er blevet dræbt af filmens skurk for øjnene af dem. Sly og co. burde da netop alliere sig med alle soldaterne for at nakke den onde Monroe, der lige har dræbt hærlederen. Men så havde vi jo ikke haft en sej action-fest, så derfor smider vi bare al logik på møddingen...

Det hjælper så heller ikke, at Sly forsøger sig med moderne "shaky-cam" for at bøffe sin action lidt op. Der er til tider nærmest umuligt at følge med i, hvem der egentlig slås med hvem, og det hæver ikke den spænding, man ellers gik i biffen for at se. Faktisk er det her værre end i "Quantum of Solace", hvor de ellers heller ikke på nogen måde havde styr over, hvordan den teknik bruges. "Shaky-cam" er måske populære, men det skal også bruges rigtigt og derfor overlades til folk som Paul Greengrass og Peter Jackson.

Alt i alt gør disse ting "The Expendables" til en yderst jævn affære. Det skulle gerne være en hyldest til de gamle action-drøn fra 80'erne, hvor Arnold og Sly for alvor dystede om action-tronen. Derfor kan jeg sagtens leve med det overfladiske plot, hjernedød macho-dialog, blod-sprøjtende nedslagtning af "hostile soldier #23" og det mildt sagt begrænsede skuespil. Men jeg skal også have en fornemmelse af, at filmen faktisk vil en anelse mere, end blot at spilde to timer af mit liv.

Nu får filmen meget kredit alene på rendyrket nostalgi, og det er også fint nok, men selv med det in mente, så er det stadig en særdeles jævn og helt igennem ligegyldig affære, der er glemt i løbet af få minutter. Der er sgu ikke engang nogle seje one-liners, når der bliver nakket fjender undervejs. Filmen er da nødt til at satse enten i den retning eller forsøge at fortælle popcorn-plottet med en selvironisk distance. Eller endnu bedre begge dele. Men den vil ingen af dem. Hvis vi får en "Expendables 2", så bliver det vist udelukkende på grund af ren nostalgi.

Jeg vil så gerne kunne sige, at denne film scorer på sin underholdningsværdi og give den en stjerne ekstra alene på den baggrund. Men det holder ikke at skamrose den, bare fordi jeg i forvejen havde lyst til at kunne lide den, fordi ensemble-idéen var tiltrækkende. Det er en jævn og overfladisk omgang, og det kommer jeg ikke uden om at erkende. Jeg havde ikke ventet det store skuespil, men det er heller ikke nyskabende action eller velskrevet plot eller dialog. Det er bare jævnt og ret ligegyldigt. På det punkt er filmens titel desværre meget ufrivilligt blevet lidt for sigende.