Med en spilletid på over to timer er “Hereafter” en lang film, hvilket er pudsigt i betragtning af, hvor lidt den har at sige. Til trods for spillelængden formår den ikke at vække det mindste interesse for nogen af dens figurer, og da filmen i 11. time pludselig udvikler sig til en romantisk komedie, tror man næsten, det er en slags dårlig vits. ”Hvis mit liv skal handle om de døde, har jeg slet ikke noget liv tilbage selv,” erklærer Matt Damons figur og opsummerer på sin vis filmen i en nøddeskal. Den har ganske vist blikket rettet mod den næste verden, men selv er den så livløs som et oldgammelt lig.
#11 mr gaijin 13 år siden
Jeg kan godt forstå det, men jeg billiger det ikke. Jeg kan ikke forestille mig en kedeligere tilgang til film, end at have et sæt fasttømrede værdier (religiøse og andre værdier) på plads, som man vurderer filmen på. Hvis man ikke er åben overfor at lade film ændre ens tilgang til verden, så går man glip af de allerstørste oplevelser.
Mht. "Hereafter", så fik Sørens anmeldelse den sidste af flere, der fik min vægt til at tippe den sidste millimeter over "Undgå den"-siden. Men det kan stadig ændre sig. Hvis du ser den og siger god for den, så vil jeg give den en chance.
#12 Bruce 13 år siden
#13 Patriarch 13 år siden
#14 Bruce 13 år siden
#15 filmkorn.dk 13 år siden
Se min anmeldelse via linket i min signatur.
#16 Babo Rises 13 år siden
7/10
#17 Bruce 13 år siden
Hvis hr. Eastwood bliver mere afdæmpet med alderen så falder jeg formentlig i trance til hans næste film. Og dette er ikke ment med slet skjult sarkasme, men som et cadeau ovenpå en film, som jeg trods enkelte fodfejl, føler er en hyldest til menneskets evner for reflektion.
Blot et lille kendskab til filmens synops og det står klart for én, at her sikkert er endnu en film, som alene på baggrund af ordene religion og spiritualitet, vil passe fint ind i den kommende danske valgkamp, hvor fordomme på forhånd har bestemt ens stemmeafgivning.
Jeg kan ret hurtigt konkludere, at Eastwood på ingen måde i sit livs efterår, er igang med at indgå en pagt med det metafysiske. Som karaktererne i sin fortælling, er han reflekterende og åben, men aldrig påståelig eller dømmende. Gennem tre karakterer og deres forskellige rendezvous med efterlivet, er vi med på en rejse af reflektioner og valg over eget liv, som Eastwood sjældent skildrer i ord, men i nedtonede stemningsbilleder og dybt empatiske og troværdige menneskeudtryk.
To af disse tre historier (Cécile de France og Matt Damon) rørte mig meget og en, ikke særligt. Ikke melodramatisk eller spektakulært, men ligeså levende og let som det musikalsk understøttende valg af klassiske kompositioner.
Der skal formentlig nok være nogle, som ser Kristus komme eller på anden måde tilløb til overdreven spekulation, nu temaet KAN og MÅ siges at være religiøst eller spirituelt inspireret. Men der ER ikke nogen svar givet her og det ser for mig heller ikke ud til, at det er det udenjordiske, som er essensen af Eastwoods historie. Tværtimod er det en dyb og elegant rejse ind i os selv og for mit vedkommende, endda en særdeles givtig af slagsen.
8/10
#18 Ericmase 13 år siden
Clinten owner stadig som en 81 årig gammel mand! ;)
#19 Babo Rises 13 år siden
Han er bare blevet en blød, slatten og konservativ gammel mand :) Men han har et fint bundniveau må jeg sige. Men vi er stadig langt fra Million Dollar Baby, Mystic River, Unforgiven og Grand Torino.
#20 Lord Beef Jerky 13 år siden
Million Dollar Baby - 4/6
Mystic River - 5/6
Unforgiven - 6/6
Gran Torino - 3/6
Hvis vi er langt fra disse film, er det så 1/6? =)