Terry Gilliams seneste skud på filmstammen fremstår først og fremmest som et lidt rodet og billigt udseendet imaginarium. En prægtig afsluttende salut fra Heath Ledger, en lovende optræden af den smukke Lily Cole som Valentina og endelig en djævelsk charmerende præstation af Tom Waits som Mr. Nick er blandt de opkvikkende elementer i dette moraltunge eventyr. Hårdt arbejde er skam udmærket, men at spil, hor og druk skulle være djævlens værk lyder som en morale undfanget i helvede.
#1 Lord Beef Jerky 14 år siden
#2 mr gaijin 14 år siden
All jokes aside, så er det en ganske god anmeldelse. Selv om jeg måske ikke vil være enig i bedømmelsen, så kan jeg bruge den til selv at bedømme, om det er noget, jeg vil se. Og det er jo hele hovedformålet med enhver anmeldelse.
#3 wimmie 14 år siden
5/6
#4 sluppermand 14 år siden
#5 bjarke 14 år siden
Og så fungerer det altså bestemt godt med Depp, Law og Farrell, som træder i Ledgers sted. En flippet løsning, som i filmens skæve univers fungerer fint og nærmest gnidningsløst. Så udover Gilliams fortællermæssige legelyst og vilde visuelle udflugter, er der et stærkt skuespillerkorps, hvor også den umage teatertrup er indtagende bekendtskaber. Og jeg er sgu også helt solgt til Tom Waits, som med bowlerhat giver den som selveste Djævelen. Han er intet mindre en fabelagtig. Virkelig godt set af Gilliam at caste den runkne og ru sanger til denne enigmatiske rolle. Herligt.
Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For selvom både Londons gader er indtagende og turene ind i det magiske spejl er forførende, så savner man til tider også mere fremdrift. Men bevares, på trods af en smule tomgang, så er filmen stadig fyldt med finurlige idéer, gode karakterer og visuelle narrestreger, som bestemt gør turen ind i biografmørket det hele værd.
If you want to - lidt flere ord på bloggen.
#6 mr gaijin 14 år siden
Terry Gilliam er et meget fantasifuldt individ. Ingen tvivl om det. ”The Imaginarium” er en rejse i det gamle Monty Python-medlems syrede hoved med alt, hvad der hører til af politimænd i nederdele, balloner med ansigter, vrede dværge, eksploderende mødre, og hvad har vi.
Det er også en meget klaustrofobisk rejse med vidvinkler, close-ups, små rodede rum og råbende egoer. Alle i filmen er meget påtrængende med eksplosive temperamenter. Christopher Plummer spiller den alkoholiserede, udødelige Parnassus, som roder rundt i sit eget skidt i en hestevogn med sit lille cirkus med sin unge datter (underskønne Lily Cole), en vred ung mand, en dværg og en trickster. Han har indgået en aftale med djævlen (Tom Waits) om, at den af dem, der fanger flest sjæle i Parnassus' magiske spejlunivers, får datterens sjæl.
Det er en klassisk historie om at give slip på sin datter og lade hende vælge sin egen skæbne. Det er en kluntet, rodet fortalt historie. Ideen med fantasiuniverserne i spejlet er god, da den kan suge publikum endnu dybere ind i filmens virkelighed. Men filmens yderste virkelighed er så rodet og uvirkelig, at det hele virker uvedkommende og ligegyldigt.
Problemerne og farerne i den ”virkelige” verden virker slet ikke farefyldte. Jeg var hamrende ligeglad med om djævlen, som virker som en hyggelig fyr i form af Waits, tog sig af Lily Cole. Hun lader til at ville den vej alligevel.
En person, der gjorde virkeligheden levende og virkelig, er den charmerende Heath Ledger. Han løftede hele projektet. Derfor er det ekstra tragisk, at vi ikke har ham med os i dag. Scenerne hvor han dingler fra et reb virker derfor ekstra ubehagelige. Med vilje? Det håber jeg skam ikke.
3/6
#7 filmkorn.dk 14 år siden
Den handler om Dr. Parnassus to sider. Hans gode og hans dårlige. De tre karakterer der spiller ham udstiller hans gode og dårlige sider, og de valg hans dårlige side har taget er skyld i at han har "mistet" sin datter da hun var 12 år. Hele filmen er således en gennemgang af Dr. Parnassus liv og har intet med virkeligheden at gøre. Det hele foregår i hans hovede.
Det understreges til sidst i filmen, hvor Dr. Parnassus står i de klæder Heath Ledger har båret under hele filmen, blot i laser da han er blevet gammel. Han kigger på sin datter, som er sammen med en af karaktererne fra Dr. Parnassus univers, og sit barnebarn, som er så gammel, at det passer fint med at han ikke har fulgt med i sin datters liv siden hun var 12. Hvilket skyldes hor, druk og ludomani. Det er derfor hans fantasidatter hele tiden brokker sig over hvorfor hun skal spille en 12 årig når nu hun er ældre. Det er hans indre konflikter der her kommer til udtryk. På den ene side at give slip på sin datter og på den anden at holde fast i den tid, hvor han stadig var sammen med hende.
Det er derfor at djævlen på et tidspunkt siger 'Damn, I have won'. Hans dårlige side vandt igen selv om han ikke brød sig om det.
#8 Høegh 14 år siden
Den første halvdel er ren Gilliam-magi. Dialogen er vittig og skarp, historien er spændene og universet er interessant.
Den sidste halvdel af filmen ender desværre, og overraskende nok, med at være en omgang ren middelmådighed. En mudret handling der munder ud i et ret uinteressant klimaks, hvor hverken plottet eller karakterenes skæbne er særligt engagerende. Den vittige dialog forsvinder og uopfindsomheden overtager, hvor fx den samme joke gentages igen og igen.
Et klart højdepunkt er dog den relativt ukendte skuespiller Andrew Garfield der spiller den unge Anton. Han formår med få virkemidler at fremstille en nuanceret og interessant karakter, en karakter man langt hellere vil følge end den noget uinteressante Tony - spillet af Heath Ledger, Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. Og her ligger nok filmens egentlige problem, for filmens hovedperson Tony er desværre en ret dårligt skrevet og spillet karakter som man aldrig rigtigt interesserer sig for. Og det er selvsagt et problem.
3 ud af 6 stjerner
#9 filmkorn.dk 14 år siden
#10 David Munch 13 år siden