jeg var inde og se den og den var rigtig fed men den slå ikke gladiator kampscene var rigtig flotte men slutting kunne de godt lave lidt bedre men den kan helt klart afbefales til Ridley Scotts fans 4 stjener ud af 6 i min bog

#43:

Harry Gregson-Williams har da lavet flere scores som er på højde med Zimmers - at man så måske ikke kan lide dem er en smagssag.

Hmm, skød du ikke lige dig selv i foden? Hvis vi snakker smagssag, så er din udtalelse om at hans scores er fuldt lige så gode, jo i høj grad også en smagssag, derfor mister det jo ligeså meget sin gyldighed. Men ja, lad os bare sige at smag er forskellig og så droppe diskussionen...
Men hvis vi nu skal se hvilke scores man husker lang tid efter (som publikum) så er det ikke Goldsmiths (og i hvert fald ikke Gregson-Williams), men Zimmers.

#Angel Eyes. He he, ja jeg refererede bare til den gamle filmmusik-vittighed om hvordan Zimmers imperium spytter den ene Zimmer-klon ud efter den anden.

Seriøst så er Hans Zimmer god til at lave flot musik som de fleste kan bevæge sig lidt til, men nogen stor filmkomponist er han ikke. Lytter man nærmere til hans musik er der ikke meget at arbejde videre med. Han interesserer sig for overflade og viser ikke den store forståelse for at fange hvad der sker bag det ydre, og forholder sig mest til at score det åbenlyse.

Lidt eks:
"Thelma and Louise" lyder meget godt, men scoret rører ikke ved konflikterne i filmen. Hvad har f.eks. det fede gennemgående guitartema med personerne at gøre?
"The Thin Red Line" er flot men for pokker hvor er der også meget fyld.
"Gladiator" er også flot, men hvad f.eks. fortæller den etniske lyd os andet end at vi befinder os i et fremmed land.
"Black Hawk Down" - hvad bruges sammensmeltningen af det vestlige guitartema og det afrikanske kor til? Zimmer bruger det naturligvis til at understøtte det åbenlyse, at to kulturer er stødt sammen.
Senest så jeg "The Last Samurai", som igen har et flot score, men selvom filmen er en udviklingshistorie er der ingen udvikling at spore i musikken, kun de samme flotte gentagelser.

Zimmer laver i bund og grund popmusik (der for det meste er kendetegnende ved at være flot eller heroisk), og det er som sådan også fint. Popmusik er f.eks. til dels også hvad John Williams laver. Han interesserer sig også mere for det ydre end det indre, men han forstår til gengæld at fange essensen af sine karakterer og udvikle musikken i takt med at personerne oppe på lærredet udvikler sig.

Hvis det at man kan huske musikken siger noget om kvaliteten, vil det så sige at Beethovens 3. symfoni er ringere end hans 9. fordi en hel verden ikke kan huske den 3. symfoni, men tydeligt kan huske den 9.? ;)

Nå da da, der kom jeg vist til at lægge mig ud med Goldsmith-mafiaen (håber ikke alle goons'ne fra Williams-mafiaen også læste mit indlæg for så bliver det da først hedt om ørerne!) :)
#45: Nogle af dem vil man måske kunne huske, men udover L.A. Confidential så er det imo ikke særlig spændende scores (Rambo?? Give me a break!).
Men inden det ender i ren mudderkastning så lad mig lige slå fast at jeg har stor respekt for hr. Goldsmith og anser ham som en glimrende komponist - lad os bare sige at der er langt mellem snapsene hvad angår scores som virkelig fænger (men så er vi jo tilbage i hele smags-diskussionen, og der gider vi ikke hen).
#46, #47: Jeg må jo nok bare lige sige at Hans Zimmer i mine øjne er en mere alsidig komponist, der også har formået at blande den klassiske filmmusik med andre elementer, ligesom f.eks. Angelo Badalamenti eller David Julyan har gjort. Synes altid det er forfriskende at se folk som ikke partout bliver hængende i den gamle Max Steiner mentalitet, selvom den da har sin charme...
Derudover mener jeg Zimmer besidder den kvalitet at lave scores, der også kan stå på egen hånd og gennemlyttes på anlægget uden at blive akkompagneret af selve filmen (hvilket Goldsmiths værker har væsentlig sværere ved) - mere lettilgængelige? Måske. Popkomponist? Det kan da godt være. Men det ændrer ikke ved det faktum at han kan skrive musik der i den grad er følelsesladet uden at være sentimental, og musik der samtidig supplerer billedsiden emminent.
Og mht. om han kører i samme rille, så skal det ikke forveksles med, at han har en klart defineret stil, som er gennemgående i alle hans scores. F.eks. var det tydeligt at musikken til "Kingdom of Heaven" ikke var skrevet af ham, selvom Gregson-Williams efter sigende skulle være en Zimmer-klon. There are composers and then there are just plain posers - don't confuse the two! :)
Alright, KoH's score var ikke dårligt; det var skam udemærket, uden at skille sig ud - vil bare mene at havde Zimmer skrevet musikken til den, så ville det have været mere catchy (og så havde Ridley ikke behøvet at lave Alien-tricket og hente gamle musikstykker ind fra andre film for at lappe scoret).
Og lige til sidst, #46: Dis aldrig musikken til "The Thin Red Line" - bedre og mere helstøbt filmscore findes ikke (fyld?? Der er ikke ét gram for meget på det lydspor!)!
Og så tror jeg efterhånden ikke jeg kan koge mere suppe på denne diskussion ;)

Ganske ok film alt i alt, men som historisk drama synes jeg personligt at den halter en del... En smed, der ingen formel eller uformel uddannelse har, der pludseligt er adelsmand, og klarer dette uden problemer? Og får folk til at følge sig i døden uden nogen trækker ham til side og spørger " Er du nu HELT sikker på det her...?"
Derudover, en promiskuøs, giftblandende magtbegærlig personlighed som prinsessen, der i filmen er sat op som uskyldigt pigebarn...? En slatten hofsnog som Guy der i filmen har både karisma og selv svinger sværd under slagene? Ahh, come on... Hvis man VIL benytte virkelige personer, så få dog styr på de historiske facts... ;o)