Undergangsstemningen og uhyggen er allestedsnærværende og omslutter beskueren gennem både lyd og billeder. Cliff Martinez’ musik, hvor elektroniske beats blandt andet er tilsat brusende kirkeorgel, rumler faretruende fra dybet og slår tonen an fra start. Larry Smiths billeder er grusomt smukke. Det er volds- og undergangstableauer, man bare ikke kan tage øjnene fra – lige meget hvor meget, man end gerne ville. Som i Cannes vil “Only God Forgives” dele publikum. Langt hen ad vejen er der tale om strengt formalistisk, visuel onani fra Nicolas Winding Refns side, der selv har talt om sin fetich for filmvoldens æstetik. Bangkok iscenesættes mareridtsagtigt i skærsildens røde flammer, hvor alle handlinger føles som en konstant nedadgående spiral, der hvirvler én med sig ned i helvede.
Se også: Filmz TV: Blodrød “Only God Forgives”-gallareportage
#51 the_paki_don 11 år siden
#52 Driver 11 år siden
Har Gosling udtalt, at han ikke har været begejstret for, at lave Only God Forgives og/eller resultatet af den endelige film??? :/
I Valhalla Rising siger Mads Mikkelsen vidst ikke et eneste ord. Var det ikke allerede udvandet og kedeligt i Drive så? Eller har du ikke fået set Valhalla Rising endnu?
Nu har han, i følge Refn selv, også valgt at gengive Driver og One Eye, han har bare vendt bøtten på hovedet. I stedet for stærk, er Julian svag. I stedet for fri, er Julian kontrolleret af sin mor. Julian står generelt, i næsten alle aspekter, i kontrast til One Eye og Drivers guddommelighed, til trods for, at Julian også bærer dette mytiske og overmenneskelige element, igennem sin tavshed.
Nu har jeg ikke set filmen endnu (!!!), men i følge Refn så skal Julian fremstå som en person, som søger en religion, noget at betro sig til, mens Chang er Gud, som Julian må konfrontere og overvinde. Men det er faktisk igennem konfrontationen med Chang, at han kan tage det egentlige opgør - nemlig opgøret med sin mor. Moren må for Julian, til syvende og sidst, jo fremstå som det guddommelige, fordi det er hende, der har skabt ham.
Jeg tror man skal slå hjernen fra når man sætter sig til at se den og lade hjertet absorbere de mange nuancer og følelser i filmen, som Refn spiller på - fetichs-elskeren. En af grundende til, at Refn anvender stilhed fra sine hovedkarakterer er også for, at lade ens hjerte tolke og forklare, hvad der foregår, frem for åbenlys dialog, der absorberes og fortolkes af hjernen.
Only God Forgives, er i følge Refn en spirituel og religiøs rejse og sådan vil jeg gå ind til filmen, når jeg skal se den. Som var jeg i trance, ude af stand til at skelne mellem rigtigt og forkert og fiktion og virkelighed. Jeg glæder mig. :)
#53 BN 11 år siden
den forkerte: at vide - ved, har vidst, vidste
den rigtige: vist (eller vistnok)
;-)
#54 Driver 11 år siden
Men tilbage til topic...
#55 NightHawk 11 år siden
Mytiske modsætninger og poetisk dødedans mødes i Refns blodige bastard af et morderisk mareridt og mesterlige opfølger til den dynamiske “Drive”, der uden nogen slinger i valsen og helt uden at blinke formåede at parallelparkerer direkte ind på en permanent holdeplads i mit filmhjerte. Det samme er nu blevet tilfældet med “Only God Forgives”, der efter en hypnotisk kompromisløs 90 minutters meditativ deroute, (arm i arm med filmens stoiske protagonist i makaber fortabt skikkelse af Ryan Goslings selvafstraffende forpinte Julian), tog mig på en samlet tour de force gennem helvedes bloddryppende forgårds umiddelbart nihilistiske neon spejls refleksioner af pervers ondskab og sjælegranskende karaoke, på en så både smuk og grum symbiotisk facon at filmen ramte tung og hårdt som et bombastisk og vedvarende suckerpunch direkte ind i sanserne hos undertegnede.
Umiddelbart er “Only God Forgives” en simpel og primitiv fortælling, men forvandles i Refns kyndige hænder via et drømmende billedsprog til en fascinerende malerisk metaforisk fabel, hvis skiftende varmblodede og følelseskolde farveskala, samt dvælende melodiske kulisse, hermed ophøjer de mindst ligeså simple og hårdt skårede karakterportrætter, særligt Julian, i modspillet til deres anti lyriske snoretræk fra det hinsides, som uden nåde trækker de tre nøglekarakterer rundt i manegen. I skildringen af disse ubehagelige menneskelige arketyper er det i den forbindelse Julians to modpoler og moralsk diametrale modsætninger, (moderen og politichefen), der er de umiddelbart mest iøjnefaldende.
På den ene front placeres den gennemført frygtindgydende, afskyvækkende, diabolsk perverse og altdominerende moder, (mesterligt psykotisk spillet af en forrygende god Kristin Scott Thomas), der udøver sin dystre dominans mentale voldtægt af sine sønner i form af kvalmende incestbetonede berøringer og eksplicitte kommentarer om brødrenes kønsdele, der vidner om en fortid og en familie gennemsyret af et depraverende og altødelæggende seksuelt misbrug. Et misbrug der på sigt har udmundet sig i et dybt had og foragt for det kvindelige køn, som broderen Billy er ude af stand til at kontrollere og som Julian er blevet så hæmmet af, at han ikke er i stand til nogen oprigtig følelsesmæssig kontakt.
Som både visuelt og verbalt udtryk for fortidens forbandelse, symboliseres det midlertidige fix og den momentvise forløsning af ondskabens væsen i de oftest knugede og forpinte næver, der for Julians vedkommende, og som led i hans selvdestruktive mission og forsøg på at eliminere sine indre dæmoner, bedst illustreres og understreges i tre nøglepunkter i filmen:
Store Spoilers!
Hertil bliver den udmagrende duel med politichefen, dødsenglen og Julians spirituelle guide og frelser et langt aflad og løsrivelse fra moderens jerngreb, der kulminerer i det direkte fysiske opgør imellem de to mænd. Et opgør der på ingen måde er et antiklimaks, da Julian reelt set ikke har nogen intentioner eller forhåbninger om at vinde velvidende om, at han på forhånd er oppe imod en uovervindelig overmagt, hvilket i stedet gør den hårdtslående konfrontation til en for ham nødvendig korporlig afstraffelse for de synder han har begået, samt de synder han har potentiale til at begå i fremtiden. Elegant symboliseret i en af filmens sidste scener hvor Julian redder politichefens datter og dermed sørger for at historien ikke gentager sig, forstået på den måde at han selv “mistede livet” i sin barndom.
Klimakset på duellen er samtidig en naturlig udvikling set i lyset af Julians manglende evne til selv at eliminere sin altdominerende moder, hvilket i stedet overlades til politichefen og hans skarpslebne klinge, der efterfølgende udmunder sig i en bizar scene, som understreger det forkvaklede incest forhold, da den fortabte søn står ansigt til ansigt med det blodige lig og penetrere hendes sår i maven med sin hånd (det tilbagevendende symbol), hvilket blot og på mest tragisk vis illustrere at Juilian i bund og grund er ligeså død indvendigt, som liget han nu er i symbiose med. Afslutningsvis står afhugningen af armene (og, tolker jeg det som, ultimativt døden) derfor som et mesterligt punktum og perfekt forløsning på den tragiske protagonist rejse, der endelig får den frihed og fred, han så længe har drømt om.
---------------------------------------
Nicholas Winding Refn har i mine øjne atter begået en film, som jeg uden tøven vil betegne som et mesterværk, og jeg glæder mig derfor allerede til igen at tage en tur i biografen og nyde denne grumme genistreg.
6/6
#56 the_paki_don 11 år siden
Jeg er glad på dine vegne, at du nød filmen så meget. For mig virkede din beskrivelse af filmen bare som en bedre historie end selve filmen. :)
Only God Forgives: 2/6
NightHawks beskrivelse af Only God Forgives: 4-5/6
#57 Ispep 11 år siden
#58 the_paki_don 11 år siden
http://themetapicture.com/media/funny-Ellen-Degene...
#59 Doom 2: Hell on Earth 11 år siden
Utroligt stemningsfyldt og visuelt gennemtænkt film, hvor en lille bitte histoie får lov at fylde. Refn ikke er bange for at dvæle. Det er befriende. Og musikken er eminent.
Politimanden er så eminent med sit udtrykløse ansigt. Og så er han så mean, at jeg sjældent har set noget lignende. Ryan Gosling er helt ikke den der bærer denne film, selvom han ikke er udmærket.
De første 2:3-dele er til 6:6. Desværre bryder jeg mig ikke om finalen. Jeg havde nok hellere set en mere Hollywood-agtig afslutning - ikke som i sødsuppe men som i et federe opgør - selvom jeg er klar over, at det modsatte med sikkerhed er intentionen.
Derfor lander vi på mellem 4 og 4½ af 6.
Det er dog næppe en en film, jeg kommer til at se igen.