Undergangsbilleder

Voldsæstetikken er i førersædet i “Only God Forgives” – den niende spillefilm fra Nicolas Winding Refns sikre hånd. Refn er ikke længere bare dansk films slemme dreng, men hele den internationale filmverdens. Ved den just veloverståede filmfestival i Cannes, hvor Refn dog måtte vende tomhændet hjem, var han og “Only God Forgives” the talk of the town – ikke mindst fordi det hurtigt rygtedes, at publikum forlod salen midt under visningen eller kvitterede med buh-råb. Jo, Refn forstår om nogen at holde gryden i kog. Og med “Only God Forgives” serverer han en djævelsk stærk stemningsstuvning af hævn, sex og mor(d).

Vi befinder os i Bangkok, men det føles mere som helvedes forgård. To amerikanske brødre, Julian og Billy (Ryan Gosling og Tom Burke), driver en Muay Thai-bokseklub med narkosalg som nebengesjæft. Storebror Billy fornøjer sig med at tæske tilfældige prostituerede på sine byture, og en aften går han helt over gevind: Supersadisten voldtager og myrder en ung prostitueret. Pigens far får nys om drabet gennem den civilklædte politimand Chang (Vithaya Pansringarm) og nedslagter selv Billy.

Lillebror Julian ønsker selvsagt hævn, men da det går op for ham, hvad Billy har gjort, lader han drabsmanden gå fri. Og så er mor Chrystal (Kristin Scott Thomas) skuffet. Som en furie ankommer hun med det første fly til Bangkok fra USA og befaler Julian at hævne broderen og bringe morderens hoved til hende på et sølvfad!

“Only God Forgives” er en film badet i rødt. Bangkoks neonbelyste stræder. Dunkle barer, der byder på kødelige forlystelser af enhver tænkelig og utænkelig art. Og så selvfølgelig al blodet. I det usle værelse, hvor Billy i filmens åbning forbryder sig imod den unge kvinde, er væggene som spraymalet med blod. Liget af kvinden er sølet ind i blod fra top til tå. Blodet sprøjter, løber og efterlader pletter igennem hele filmen og giver et varigt indtryk. Volden, og den er der meget af, er udpenslet og eksplicit. Ellers ville det jo ikke være en Refn-film. Det er knytnæven, pistolen og sværdets lov, der gælder i Bangkok, hvor politimanden Chang, som titlens Gud, svinger sit sværd i (selv)retfærdighedens navn. Thailandske Vithaya Pansringarm udfylder rollen med lige dele koldblodig ro og eksplosive udbrud af manisk drive.

Nok var Ryan Gosling også fåmælt og indelukket i Refns sidste film, “Drive”, men hans karakters handlinger var alle udført med stor empati. En rigtig helt. I “Only God Forgives” er det en anden, mere speget sag. Gosling er mere end mystisk, men ikke desto mindre interessant. Som Alain Delon i en film af Jean-Pierre Melville. Hans Julian bevæger sig mut rundt som en søvngænger, besøger den prostituerede Mai (popstjernen Yayaying Rhatha Phongam) og iagttager hende blot tilfredsstille sig selv. Og da mor tropper op i tårnhøje stiletter, lader han sig kue og verbalt misbruge. Forholdet mellem mor og søn er mildest talt ikke sundt, fornemmer man. Det er i familiens forskruede skruetvinge, at man skal finde årsagen til, hvorfor Billy og Julian er blevet, som de er. Kristin Scott Thomas, der oftest indtager pænere, mere aristokratiske roller, går linen fuldt ud som den groteske matriark Chrystal. Med platinblond dullehår, sylespidse stiletter og skrigorange, lange negle er hun en kærkommen karikatur, der bremser filmen fra at blive helt fortæret af mørket. En seriøs kandidat til filmhistoriens ondeste, mest depraverede mor.