Undergangsstemningen og uhyggen er allestedsnærværende og omslutter beskueren gennem både lyd og billeder. Cliff Martinez’ musik, hvor elektroniske beats blandt andet er tilsat brusende kirkeorgel, rumler faretruende fra dybet og slår tonen an fra start. Larry Smiths billeder er grusomt smukke. Det er volds- og undergangstableauer, man bare ikke kan tage øjnene fra – lige meget hvor meget, man end gerne ville. Som i Cannes vil “Only God Forgives” dele publikum. Langt hen ad vejen er der tale om strengt formalistisk, visuel onani fra Nicolas Winding Refns side, der selv har talt om sin fetich for filmvoldens æstetik. Bangkok iscenesættes mareridtsagtigt i skærsildens røde flammer, hvor alle handlinger føles som en konstant nedadgående spiral, der hvirvler én med sig ned i helvede.
Se også: Filmz TV: Blodrød “Only God Forgives”-gallareportage
#11 KasperBS 10 år siden
Nicolas Winding Refn er efter min mening en af verdens bedste instruktørers vore tid.
#12 KasperBS 10 år siden
Hvilken film er det?
#13 Benway 10 år siden
Enten "Le Samouraï", "Le Cercle rouge" eller "Un flic". Alle tre kan varmt anbefales.
#14 Zombi 10 år siden
#15 LukasAasted 10 år siden
Den kan allerhøjst få 2 stjerner... Hold da op, hvor var jeg skuffet - den oplevelse har virkelig ødelagt min dag :(
#16 Likvidatoren 10 år siden
I øvrigt en cadeau til sidekvinden i Cinemaxx i tirsdags, der på forunderlig vis formåede at holde sig for både øjne og ører under 90 % af filmen. I det mindste udvandrede hun ikke.
#17 Ispep 10 år siden
#18 Mikkel Abel 10 år siden
Uden tvivl den film jeg selv har set mest frem til hele året og igår fik jeg den så endelig set.
Jeg synes den starter vildt langsomt ud og var faktisk ved at give op ret hurtigt. Da historien så blev skud rigtigt i gang, kom der tempo på og den tog virkelig fat. Som filmen skred frem, synes jeg kun den blev bedre og bedre og den gjorde hurtigt op for det jeg følte manglede i starten. Nogle vil måske synes historien virker noget underfortalt, og jeg forstår hvorfor, men alt i alt er det vel egentlig en ret enkel historie.
Ryan Gosling gør det godt som Julian, den ordfattige og mystiske karakter, og Kristin Scott Thomas er en fornøjelse at se som den alt-dominerende moder.
Æstestisk er den genial. Smukke, storslåede billeder som får tiden til at stå stille og kontrasterne i de blå og røde neonlys virker helt perfekt. Cliff Martinez har, som han gjorde med Drive, endnu engang komponeret et fantastisk soundtrack, der supplerer de smukke billeder perfekt med sine dunkle synths.
Only God Forgives er udentvivl en hate-it-or-love-it film og specielt slutningen vil dele folket.
Min eneste skuffelse er alt den eksplicit vold, som der var snakket så meget om. Synes slet ikke det var særligt grafisk og flere gange gjorde klipningen det hurtigt op til fantasien at se det for sig.
Vil bestemt anbefale filmen og den skal absolut genses når den kommer til release!
7-8/10.
#19 bjarke 10 år siden
Nej, her er på ingen måde tale om en "Drive 2" - men snarere 'Valhalla Rising goes to Bangkok".
Nej, jeg forstår heller ikke helt al den snak om, at filmen er så voldelig og udpenslet. Synes ikke at det var så slemt. Men ja, bestemt brutal - dog ikke noget, der som sådan fik det til at vende sig i maven på mig. Men det fungerede - hårdt og lige på.
#20 Mikkel Abel 10 år siden
Jeg må vist hellere få taget mig sammen og se Valhalla Rising :)
Helt enig. Det kunne let havde været meget værre! Men ja, det fungerede skam ligesom det skulle, i bedste Refn-stil.
https://soundcloud.com/svein-dybdahl/cliff-martine... Det soundtrack kommer til at hjemsøge mig i mange uger. Hold kæft hvor er det godt.