“Pans labyrint” er en af årtiets mest opfindsomme og forbløffende film. Guillermo del Toro har igennem hele karrieren produceret visuelt og auditivt sprudlende spillefilm, men for første gang har han lavet en film, hvor historien er helt på højde med den sensationelle æstetik. AV-præsentationen på denne 2-disc udgivelse er god, og der en masse informativt ekstramateriale. Hvis du i stedet vælger at gå efter den magrere og billigere 1-disc udgivelse, så træk da ét enkelt point fra den endelige vurdering. Men uanset hvilken udgave, du helst ser stå hjemme på hylden, så bør du under alle omstændigheder investere i dette brillante mesterværk.
#31 filmz-Bruce 15 år siden
Jeg tvivler ikke på det sidste, hvilket er en umådelig slagkraftig konklusion, som derved gør Pan til en realistisk fortælling, fremfor et eventyr.
#32 BN 15 år siden
Film vinder ikke hos mig ved ikke have nogen pointe eller morale. Om denne pointe så står lysende klar eller blot er antydet i filmen og skal findes ved at man graver lidt i dens lag, er ligemeget - bare den er der. Enhver der fortæller en historie, har vel en pointe med sin historie ... medmindre vi er ovre i det rene Monty Python, hvor pointen ofte er, at der ingen pointe er. ;-)
Umiddelbart fungerer alt i 'Pans Labyrint', på nær lige det her med, hvad pointen egentlig er med eventyr-delen af filmen. Skuespillet er fabelagtig godt, billedsiden er dragende smuk, musikken er suveræn og historien holder én fanget, ja, opslugt, helt til sidste scene.
Og mens jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal mene om
Én ting er jeg ihvertfald 100 procent overbevist om her bagefter: Del Toro er den helt rette til at instruere 'Hobbitten'. Den mand kan sit kram.
P.S. Du skriver:
Men om det er en happy ending vi ser i 'Pans Labyrint', afhænger jo helt og holdent af tolkningen. ... Og hvis Del Toro ikke er i eventyrbranchen for at at slutte af med happy endings, så er de da vist nødt til at omskrive slutningen på 'Hobbitten'! ;-)
#33 filmz-Bruce 15 år siden
Der er vi så uenige. Der eksisterer ingen konventioner, hvorvidt en film skal have moraler eller pointer og personligt finder jeg film, hvor facitlisten ikke skinner igennem, langt mere mindeværdige og ikke mindst tankevækkende, end dem, hvor instruktøren vælger en skånsom kost, som nemt kan fordøjes af publikum.
Det skal være plads til film, hvor en instruktør har noget på hjerte og gerne vil ud med en morale. Irak krigen, racefordomme og følgevirkningerne af Bush regeringens 8 årige ørkenvandring, har været inspiration for snesevis af sådanne film. Crash må siges at være flydende føde, hvor pointerne i den grad står i kø for at blive knaldet ned igennem kæften med en slaghammer og har man stadig ikke lige fattet instruktørens vink med en vognstang, så er det nok fordi man spankulerer rundt på den lukkede efter en selv- og velgjort trepanering af den øverste etage.
Så er der de film, hvor morale og pointer fremstår langt mindre iøjnefaldende, da disse er iklædt en langt mere underfundig symbolik og ender op med at være tidsløse, pga. den fortolknings- og diskussionslyst de vækker hos publikum. Det kan være en film som Fellinis La Dolce Vita, hvor definitionen på "det gode liv", i den grad bliver endevendt og kørt gennem hakkemaskinen på så mange måder, så man bagefter må gå rundt i dagevis, for at kunne absorbere de mange indtryk og finde nye svar på de allerede klassiske scener.
På den sidste hylde, har vi så de film, hvor det måske nærmere er rejsen, end endemålet, der er udtryk for kvalitet. Film hvor symbolik, billeder, metaforer og lyd i skøn forening har gjort plot og historie til noget sekundært og associeringer og oplevelse til det primære. 2001 A Space Odyssey, Mulholland Drive, Terrence Malicks Thin Red Line og A New World, Hitchcocks Vertigo og Ridley Scotts Blade Runner hører til denne kategori.
Jeg nyder film fra alle hylder, men det er uden tvivl de mindst tilgængelige, med færrest pegepinde, som bliver siddende længst på min nethinde. Film som ikke skal fra A til B, men måske fra B til A, A til C uden at passere B, eller fra D til 9. Disse film stiller anderledes krav til et publikum, men er langt mere udbytterige over tid. De nærer inspirationen og lysten til at fortolke, fremfor en slutkonklusion a la "... ja, Paul Haggis har virkelig ret omkring fordomme og hvor spillede Matt Dillon godt".
Og så er vi tilbage ved Pans Labyrinth.
Freudiansk fortrængning mesterligt fabrikeret af Del Toro og igen viser hans instruktion mere forståelse og medfølelse for det ukendte, samtidig med, at han modstår at portrættere det i et for empativenligt lys.
#34 The Insider 15 år siden
#35 BN 15 år siden
Nej, og det har jeg heller ikke hævdet. Jeg talte om MIT EGET kriterium: "Film vinder ikke hos mig ved ikke have nogen pointe eller morale."
Den realistiske del af historien i 'Pan Labyrint' er "straight forward", altså simpel og ligeud ad landevejen, og når den derfor suppleres med en eventyr-del, der
Hvis man antager, at eventyr-delen blot er pigens fantasi, som hun tyer til pga. den barske virkelighed, så må det da vække undren, at hendes fantasiverden er så uhyggelig og mørk som den er. Flygter man ind i en mørk og uhyggelig fantasi med uhyrer o.lign., hvis man ikke kan klare den barske virkelighed?
Jeg har i den forbindelse lige læst aero's indlæg (#30) under biografanmeldelsen, hvor han oplyser: "Ang. om det hele foregår i hendes fantasi eller ej, så siger del Toro selv i et interview i Mifune, at de fantasiske hændelser objektivt set finder sted, og måden at se det på er, ifølge ham selv, alle de små spor han har lagt ind, som bl.a.
Jeps, det var den slags film jeg hentydede til med ordene: "Om denne pointe så står lysende klar eller blot er antydet i filmen og skal findes ved at man graver lidt i dens lag, er ligemeget - bare den er der." ... Jeg kender mange gode film der hører til i denne kategori.
Også en spændende kategori.
......
Men det korte af det lange er, at 'Pans Labyrint' afgjort er en interessant film. Jeg tror, jeg skal se den én gang mere for at kunne bestemme for en karakter til den.