Et gennemsnitligt menneskeliv er fyldt med tærskler, der skal overskrides. Man skal lære at kravle, lære at gå, lære at tale, lære at legetøj ikke længere er fedt, og at godnathistorier hører fortiden til. Tak gud for, at verden har et kreativt naturtalent som Guillermo del Toro til rådighed, der med sit seneste værk, “Pans labyrint”, ikke blot har lavet en film, men samtidig uden brug af infantilt nonsens har givet os voksne filmseere en unik mulighed for at hidkalde det indre barn og fortabe os i et bedårende, fiktivt univers. Nøjagtig ligesom filmens 11-årige hovedperson, Ofelia, opsluges man fuldstændig af en opdigtet drømmeverden igennem de to timer, “Pans labyrint” varer.

“Pans labyrint” er dog langtfra en sødladen og uskyldig fortælling, som henvender sig lige så meget til voksne som til børn. Historien udspiller sig i midten af 40’erne i en spansk landsby få år efter afslutningen på nationens blodige borgerkrig. Landets nybagte diktator, Franco, har udstationeret en militærdelegation, der skal udradere en gruppe frihedskæmpere, som opholder sig i bjergene. Ofelia ankommer til militærets fæstning sammen med sin gravide mor, der snart skal føde den yderst brutale Kaptajn Vidals barn. Det er den kyniske omverdens brutalitet, der får Ofelia til at søge tilflugt i en øjensynligt selvopdigtet fantasiverden beboet af bl.a. fauner, feer og gigantiske frøer.

Del Toro lader det dog alligevel være op til den enkelte seer at vurdere, om Ofelias møde med en gigantisk, oldgammel faun og hendes efterfølgende eventyrlige eskapader er virkelighed eller indbildning. Uanset, hvad man vælger at tro, er der ingen tvivl om, at kun få film har skildret kontrasten mellem barndom og alderdom på så fornem vis. Filmen er brutal og dyster, men samtidig også fortryllende. Via to forskellige forløb beretter filmen om kampen mod det onde – både i form af nogle modstandsfolks fysiske kamp imod et glubsk, fascistisk diktatur og en lille piges kontrol over ondskaben, som hun opnår ved at manipulere den.

I modsætning til del Toros “The Devil’s Backbone”, som ligeledes indeholdt parallelle og delvist forskelligartede handlingsforløb, formår den mexicanske instruktør her uden problemer at balancere perfekt imellem alle historiens aspekter. Det er svært ikke at ærgre sig over manglen på flere scener omhandlende de mere overnaturlige elementer, men det skyldes ikke en mangelfuld drejebog – det er simpelthen, fordi filmmagerne har skabt en så attraktiv og henrivende verden, at man bare ikke kan få nok af den. Hvis fremtidige film af del Toro bliver lige så rig på dragende originalitet og geniale ideer, kan han meget vel ende med at få en plads i historiebøgerne ved siden af H.C. Andersen og J.R.R. Tolkien.

Effekterne supplerer filmen vældig godt, og dens troværdighed (og dermed også effektivitet) styrkes også kraftigt af det faktum, at man vitterligt kan se, at kreaturer som den forunderlige faun og den gyselige, kridthvide børneæder har været til stede under optagelserne og ikke er blevet skabt i et dunkelt lokale fyldt med computernørder og brummende datamater. Den efterhånden 13-årige Ivana Baquero er fornem som Ofelia, men det er smukke Maribel Verdú (uforglemmelig i “… Og din mor”), som spiller Ofelias barnepige, Mercedes, og Sergi López, der spiller en af nyere tids mest mindeværdige filmskurke, Kaptajn Vidal, der imponerer mest foran kameraet. Ligesom alt andet i dette mageløse mesterværk er de umulige at vende øjnene bort fra.

VideoPræsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen format. Filmens flotte, Oscar-belønnede billedside ser godt, om end ikke fantastisk ud på dvd. Farverne emmer af vitalitet, og kontrasten er for det meste solid. Billedet er skarpt, og det er overraskende, hvor tydelige selv objekter i horisonten ofte fremstår. Kun i få scener figurerer der lidt billedlig blødhed. Edge-enhancement optræder aldrig, og digital støj og snavs er heldigvis ligeledes fraværende. Udtværing er transferets eneste virkelig nævneværdige skavank, og uheldigvis hænder det i flere af filmens dystre scener og billedets mørke afkroge.

AudioDet spanske Dolby Digital 5.1 lydspor er imponerende. Filmens lyddesignere har kreeret en overdådig lydside spækket med herlige detaljer – det er især en nydelse at høre faunen bevæge sig. Især takket være de bevægelige feer er der næsten utallige effektive (og kun få ineffektive) panoreringer, og den spanske dialog, Javier Navarretes dybfølte musik og alle lydeffekter fremstår distinkt. Subwooferen mønstrer også en solid bund, og ingen af højtalerne truer med at overdøve de andre. Der er et DTS-logo på omslaget, men desværre intet DTS-lydspor på skiven.

EkstramaterialeDisc 1 indeholder kun et videoklip af få sekunders varighed med del Toro, som introducerer filmen. Resten af godterne befinder sig på disc 2. Featuretterne “The Power of Myth” (15 min.), “The Faun and the Fairies” (31 min.), “The Color and the Shape” (4 min.) og “Melody Echoes the Fairy Tale” (3 min.) er alle velproducerede og underholdende. De går tæt på bl.a. forarbejdet på filmen, selve optagelserne og tilblivelsen af de visuelle effekter. “Mercedes Lullaby” (2 min.) præsenterer os for en række produktionsbilleder, der understøttes af filmens mindeværdige musikalske tema.

“Director’s Notebook” (16 min.) er en dokumentar, som er delt op i syv dele. I disse gennemgår den altid sympatiske, velartikulerede del Toro flere af sine notater og tegninger til filmen – de er alle interessante, og enkelte har endda adskillige år på bagen. Man kan også studere fem udvalgte scener fra filmen, hvor storyboards og diverse tegninger kører sideløbende med endelige uddrag fra selve filmen. Filmens teaser er også inkluderet.

Som et barn siddende i skødet hos ens højtlæsende bedstefar, sidder man som lydhør og opslugt tilskuer på kanten af biografsædet, mens instruktøren Guillermo del Toros filmiske eventyr “Pans labyrint” glider henover lærredet. Filmen er en elegant blanding af elementer fra både gysergenren, krigsfilmen, familiedramaet og ikke mindst folkeeventyret, og balancegangen er så vellykket, at filmen bliver en helt igennem medrivende oplevelse.

Under efterdønningerne af den spanske borgerkrig ankommer den eventyrbelæste pige Ofelia sammen med sin højgravide mor til en afsidesliggende militærlejr for Francos tropper. Ofelias stedfar, kaptajn Vidal, er leder for lejren. Han er en sadistisk ulv i fascistiske klæder, der ingen midler skyr for at finde frem til de resterende medlemmer af den republikanske hær, der skjuler sig i de omkringliggende skove. I de selv samme skove finder Ofelia en gammel labyrint, beboet af en magisk faun, der giver hende tre opgaver, som skal klares inden den næste fuldmåne. Fuldfører Ofelia prøverne, vil hun kunne indtage sin retmæssige plads som prinsesse af et underjordisk rige. Ofelia hopper frivilligt i ‘kaninhullet’, og snart blandes virkelighedens krigsskueplads sammen med fantasiens farlige udfordringer.

Denne sammenblanding af fantasi og virkelighed har altid været en betydelig bestanddel i den mexicanske instruktør Guillermo del Toros film, som i tegneseriefilmatiseringen “Hellboy” samt den nært beslægtede “The Devil’s Backbone”, der også har den spanske borgerkrig som historisk ramme. Men hvor der i instruktørens tidligere film var fokus på den mere okkulte fantasiverden, blandes dette i “Pans labyrint” sammen med en række arketypiske elementer fra folkeeventyret. Magiske frøer, forheksede bøger, flyvende alfer, og ikke mindst onde stedforældre. Alle er de tilstede, men de gives en anderledes drejning, der gør dem forfriskende snarere end forudsigelige, og i modsætning til nogle af de mere blankpolerede fantasyfilm, der har været på det seneste, så mærker man en klar personlig fortælleglæde i alle aspekter af eventyret.

Størstedelen af filmens spilletid benyttes dog til at udvikle personerne og plottet i den del af filmen, der har med den spanske borgerkrig at gøre. På den måde formår filmen at bygge en parallel fra kampen mellem Francos tropper og de mere idealistisk portrætterede republikanere til den mere filosofiske konflikt mellem fantasi og virkelighed. I begge tilfælde handler det om stillingtagen. Men hvor eventyrets regler garanterer en vis beskyttelse mod overnaturlige farer, er det straks sværere at føle sig sikker i sine valg i den virkelige verden. Både Ofelia og de af de voksne, der sympatiserer med den republikanske sag, stilles overfor beslutninger, som alt for nemt kan have fatale konsekvenser i mødet med fascismens brutalitet, personificeret af kaptajn Vidal.

Det siges, at en film kun er ligeså god som dens skurk, og også i denne kategori leverer “Pans labyrint” varen. Volden, der til tider er maveknibende udpenslet, bliver i store dele forvaltet af Ofelias stedfar, der spilles gennemført grumt af Sergi López. Han formår med kølig mimik at udstråle en uforudsigelig sadisme i næsten hver eneste scene, som kaptajnens blankpudsede støvler tramper igennem. Overfor denne inkarnation af ondskab er det næsten uretfærdigt at placere pigen Ofelia, men det er netop den skarpe kontrast, der er pointen, og det bliver kun stærkere af, at den tolvårige Ivana Baquero ligner, og også præsterer at spille, indbegrebet af barnlig uskyld, med øjne, som ser på verden i lige dele frygtsomhed og nysgerrighed. Der er også adskillige fine præstationer i de mindre roller, hvor amerikanske Doug Jones står for to af dem, som henholdsvis dobbelttydig faun og så et morbidt børnespisende uhyre. I begge tilfælde viser Jones, hvorfor en computeranimeret figur højst sandsynligt ikke havde kunnet levere samme grad af tilstedeværelse i scenerne, ikke mindst takket være den Oscar-vindende make-up.

Udover prisen for make-up vandt “Pans labyrint” Oscars for scenografi og fotografering. Begge priser er fortjente. Den gotiske byggestil, der kommer til sin fulde ret i eventyrdelene af filmen, både understøtter den mytologiske forhistorie, samt skaber snigende uhygge, når det er påkravet. Kameraarbejdet er effektivt i dets formidling af handlingen og personernes perspektiver. Musikken fungerer også eminent i forbindelse med de mange stemningsskift i scenerne, fra eventyrlig sødme til kravlende uhygge på få sekunder. Selv lydbilledet er gennemarbejdet, som f.eks. den forstærkede lyd af kaptajn Vidals knirkende læderhandsker og støvler, der tilføjer endnu et utiltalende lag til hans person.