Imens vi overvældes af en syndflod af “aromatiske” billeder er John Hurt en ganske vidunderlig fortæller, hvis toneleje besidder en underfundig ironi, som tro mod forlægget blot styrker den nødvendige distance til en fascinerende, men absurd fortælling. Gentagne tragedier bliver næsten komiske i varmen fra Hurts stemme.
Alligevel opleves “Parfumen: Historien om en morder” som en lettere speget fornøjelse. Måske fordi Tykwer og co. har fulgt forlægget lidt for trofast, lider historiens fremdrift i lange passager, som mest af alt føles som unødvendige vildspor. Tykwer er modigt og elegant gået til opgaven med at skildre en verden af dufte. Selvom de dybere nuancer i Grenouilles aromatiske frustration er svære at fange via billeder, trænger Tykwers billeder via den indre nethinde hele vejen ind til næsens dybere hulevægge. Men undervejs synes han at glemme, at han også skal fortælle en historie og ikke blot gengive hvad der står i filmens litterære forlæg.
#21 filmz-Phelodivia 16 år siden