“Taking Woodstock” fremstår som et filmisk frikvarter for en af tidens helt store og suverænt mest interessante instruktører. Når filmen er bedst, indfanger den stemningen og frigjortheden fra dengang i ’69, der hjælpes godt på vej af Danny Elfmans indlevende lydspor i en film med et ellers overraskende fravær af musikalske indslag – ingen Hendrix eller Joplin. I dens værste øjeblikke er den rodet og ligegyldig og ved flere lejligheder selvmodsigende. Mest af alt er tidsrejsen til hippiehøjborgen Woodstock dog ganske harmløs og ufarlig, der først og fremmest motiverer ens lyst til at tage på festival frem for i biografen for at gense filmen – spørgsmålet er, om det er godt eller dårligt?

Læs hele anmeldelsen her

Gravatar

#1 filmz-jonasgr 15 år siden

En film om Woodstock men uden noget af musikken fra dengang. Det lyder ikke særlig gennemtænkt.
"I was afraid, I'd eat your brains
'Cause I'm evil"
Gravatar

#2 tranberg 15 år siden

Jeg håber du tager fejl :( har glædet mig lang tid på denne film, men som #1 siger; det virker komplet hjernedødt at lave en film om en legendarisk musikfestival - uden musik.
The end is closest to the beginning
Gravatar

#3 Morten Vejlgaard Just 15 år siden

Der er naturligvis brudstykker af musikken fra dengang hist og her, men vi ser aldrig scenen, og generelt er musikken trængt langt væk i baggrunden.

Skriv ny kommentar: