“There Will Be Blood” er betagende filmet med adskillige blændende sekvenser. Dens visuelle skønhed understøttes glimrende med Radiohead-guitaristen Johnny Greenwoods ukonventionelle og bemærkelsesværdige musik, der supplerer perfekt til den foruroligende stemning.
Filmen kulminerer i en slutning, der utvivlsomt vil dele vandene. Går den for langt og over i det rene overspil? Måske – den ligger i hvert fald lige på grænsen til det. Sker der her en udvikling, der er et urealistisk postulat? Næppe, for det forudsætter, at realisme har været filmens mål fra starten, hvilket ikke er tilfældet. Hvis man træder et skridt tilbage og betragter helheden, bliver det tydeligere, at filmen ender præcis, hvor den hele tiden har været på vej hen og uundgåeligt må ende. At se “There Will Be Blood” er som at se en trafikulykke udspille sig, som man ikke kan berøre eller forhindre. Man ved, det må og skal ende galt, men man kan ikke af al vold og magt tvinge sig selv til at kigge væk.
#81 tranberg 15 år siden
Hvad er det for noget værre vrøvl!?
Musikken er spillet af et 80-mand stort klaver- og strygerorkester.
Det er vidunderligt musik; både som enkeltstående soundtrack, men til filmen passer det da helt perfekt på den syglige, grådige, sociopatiske Plainview-karakter; musikken akkompagnere hans personlige udvikling og alle de barske temaer helt perfekt.
Hvad ville du har haft? Et stort hornensemble anført af John Williams?
Dette musik er præcis som filmen; smukt og voldsomt - kunne ikke have forestillet mig filmen uden dette score; det passer perfekt.
LÆS SELV MERE OM DET HER, hvis du stadig fejlagtigt tror det er en sølle synthezizer.
Phfyy!
#82 filmz-Bruce 15 år siden
#83 BN 15 år siden
Nu var min pointe i dette lidt ældre indlæg ikke selve instrumentet - havde det været en synthesizer (hvilket både du og Patriarch siger, det IKKE er), ville dette i sig selv ikke være en negativ ting i mine øjne, for jeg elsker synthesizer-og keyboard-musik (undtagen når det f.eks. bruges til trance-agtig techno-dance-musik med den der monotone, pumpende rytme, som man kan høre i Johnny Brian's bil på lang afstand).
Næh, min pointe er måden musikken trækkes i langdrag på. Som jeg ser det, så er selve musikken passende nok, men den overdrives og fortsætter ofte længere end godt er. Det svarer i mine øjne til at Bernhard Herrmann's hvinende, skæve strygere, der akkompagnerer
Og så kan MIN mening lige så lidt være "noget værre vrøvl" som DIN mening. Jeg synes ikke, at den omstændighed, at musikken er perfekt for DIG, men ikke for MIG, og at vi begge siger vores mening, gør nogen af os til vrøvlehoveder. :-)
#84 tranberg 15 år siden
Kunne ikke være mere uenig.
Det er utrolig synd, den udvikling der er sket, specielt inden for filmmusikken, at flere og flere scores går fra store orkestraer til digitalt fremkaldet lyd og synthezizere.
Det svarer til den udvikling dårlig CGI er gået i; der er bare noget uendeligt bedre ved en rigtig eksplosion lavet på lokation i forhold til CGI-bras.
I mine øjne dræber synthezizerlyden mange af det vidunderlige scores, der er blevet lavet op igennem tiden og traditionen for denne her slags fremragende filmmusik.
Jaeh, det er jo så smag og behag.
I mine øjne passer musikken til filmen både på lydsiden og på den tekniske side.
Jeg har efterhånden set denne film mere end nogen anden film i mit liv (mit profilbillede vidner om dette :P ) og kan virkelig ikke forestille mig "There Will Be Blood", mesterværket, uden det score som den har nu.
Filmens charme (om man kan kalde den det) er jo netop the slow beauty, den langsomme, voldsomme, sælsomme historie. Hvis ikke musikken var således ville de to koncepter bare ikke passe sammen.
Dette score er meget nyskabende (om end inspireret af de gamle horror-slasher-scores), idet det bryder med Hans Zimmer-syndromet, der efterhånden huserer Hollywoods filmmusik; tju-bang-brag.
Man kan snart ikke kende forskel på Gregson-Williams, Zimmers, Jablonskys og Debneys scores, hvilket er rigtig synd.
Jonny Greenwood er med dette score utrolig nyskabende og normbrydende og det skal han kun have ros for.
Men selvfølgelig, hver sin smag :)
#85 BN 15 år siden
Her fik jeg nok udtrykt mig forkert. Når jeg siger, at jeg elsker synthesizer-musik, så er det fortrinsvis indenfor pop-og rockgenren - når det gælder filmmusik, foretrækker jeg et rigtigt orkester. Mine yndlings-scores er immervæk 'Lord of the Rings Trilogy' (Extended Editions) - Howard Shore, 'Dances With Wolves' - John Barry, 'Star Wars Episode I-VI' - John Williams, The Bourne Trilogy - John Powell, 'The Last of the Mohicans' - Trevor Jones & Randy Edelman og 'Schindler's List' - John Williams. ... Desuden har jeg opsamlinger med John Barry og Henry Mancini.
Når jeg siger, at jeg "foretrækker" og altså ikke, at jeg "KUN vil høre" et rigtigt orkester i film-sammenhæng, så skyldes det, at jeg også godt kan lide en del soundtracks eller scores, hvor der bruges synthesizere. Til disse hører bl.a.: 'The Living Daylights' - John Barry (hvor han kombinerer et rigtigt orkester med synthesizere og elektroniske trommer), 'Regarding Henry' - Hans Zimmer, 'A Clockwork Orange' - Walther Carlos, 'The Hitcher' - Mark Isham, 'Gladiator' - Hans Zimmer, og 'Blade Runner' plus '1492 - Conquest of Paradise', begge af Vangelis.
Jeg kan godt lide variation.
Filmen har efter min mening nogle kvaliteter, som ikke kan fornægtes - dens største kvalitet er kamæleonen Daniel Day-Lewis. (Den historie, den fortæller, interesserer mig bare ikke rigtigt.) Og musikken er i sit udgangspunkt heller ikke helt tosset ... jeg ville bare ikke kunne holde ud at se ret mange film med sådan en musik, for allerede 15 minutter inde i 'There Will Be Blood' havde jeg fået nok. Musikken irriterede mig enormt, og jeg sad flere gange og tænkte 'Ja tak, nu har jeg forstået pointen!' ... "Less is more".
-----
Den dårligste underlægningsmusik er dog efter min mening når en rock-rytme akkompagnerer en spændings- eller action-scene, såsom i 'Midnight Run'. Det er noget af det værste jeg ved. Må jeg bede om et (klassisk) orkester, tak!
#86 tranberg 15 år siden
... hvilket præcis er det princip There Will Be Blood kører efter.
Der er hverken i filmen eller i scoret nogle overflødigheder af nogen som helst karakter, hvilket gør dette score så fortrinligt. Smukke, sælsomme klaver- og strygerstykker samtidig med Plainviews griske, materialistiske personlighed kommer frem i de voldsomme, episke, kraftfulde stykkker, hvor strygerne virkelig pumper.
Men det er jo stadig et smagsspørgsmål, og kan skam se hvorfor nogle ikke vil kunne lide denne slags musik :)
Det er dog ikke ligesom dem, der siger Daniel Day-Lewis overspiller i sin præstation - de skulle ikke have lov til at tale om film igen :P
For once we agree :)
#87 database 15 år siden
#88 Michael Andersen 15 år siden
#89 tranberg 15 år siden
Men der er ikke noget der hedder "at overspille på den gode måde", det er ulogisk.
Overspil betyder, at man spiller over, overdriver; på en dårlig måde. Og det kan man ikke kritisere Day-Lewis for (eller give manden en Oscar for).
#88
Nope, det er jeg ikke enig i.
Det du beskriver er, at det er et voldsomt score, og det er jeg enig i, men det hænger ikke sammen med at det er "less is more".
Jeg mener det følger det princip, da musikken faktisk i maaange scener er sparsomt. Tænk på, at filmen er 2 timer og 40 minutter, og scoret er 30 min MAX! Sure, musikken bliver brugt her og der, men der er rigtig mange scener hvor musikken er sparsom eller ikke tilstede overhoved.
Endvidere, så er det et meget light score, forstået på den måde, at det egentlig kun består af klaver, strygere og slagtøj.
Men er helt enig i, at det slår en stor prut i hovedet på alle de traditionelle filmkomponister og deres way of composing. Især John Williams, hvilket nok, jaeh, er det som bn er imod :)
#90 filmz-Bruce 15 år siden
Er det i en retning af Dirch Passer og SÅÅÅÅÅ DOOOOOOR, så er der en forskel som bedst indikeres symbolsk som Klaus Paghs seksualitet minus Bjørn Lomborgs seksualitet.
Er det en indikering af, at hr. Plainview ikke tilhører "normalen" indenfor homo sapiens, men nærmere "originalen" og agerer derefter, så er jeg helt enig. Hans ageren er nemlig på ingen måde "overdreven" eller "unormal" i skuespilmæssig sammenhæng, så han bliver en karikatur i stil med Dirch Passer eller Louis de Funes, men helt i tråd med, hvilke mennesketyper man kan risikere at støde ind i "ude i verden".