#30
Enig, jeg var helt skræmt over kvalteten for havde ventet lort på dåse.

Denne ligger nu på Netflix Canada, og jeg fik lejlighed til at se den.

Man kan læse, at det er en prequel, men hvis man ikke havde fået dette dikteret, ville jeg tro, at det var et forsøg på et remake. (Carpenters er som bekendt også et remake).

Allerede fra starten voldtager filmen den fantastiske stemning, som Carpenters film opbyggede. Carpenter havde modet til at lade det være en samling ubarberede mænd, der ikke havde set skyggen af en kvinde i lang tid, men i den nye præsenteres vi øjeblikkeligt for den søde forskerbabe. Fred nu med det; sådan skal det jo være idag, hvis filmen skal kunne tjene penge.

Men hvor Carpenter på genial vis afslørede lidt ad gangen om det fremmedes karakter og egenskaber; hvor publikum hele tiden var lidt foran filmens karakterer, men kun lige lidt foran; så får vi her allerede fra første færd tværret i hovedet, at der er tale om et rumvæsen. Dernæst får vi lynhurtigt afsløret, at rumvæsenet kopierer folkene; ikke blot får publikum afsløret det, men karaktererne får det også serveret. Endog på så usandsynlig kedelig vis, at det foregår i et mikroskop. Ud over at det så burde give sig selv, så skal forskerbaben ovenikøbet forklare det for sin kollega. Virkelig dræbende.

Ulrich Thomsen er klart den værste af karaktererne. Her er det ikke hans accent, der driller, for han har i det mindste fået lov at spille dansker. Tilgengæld er han så stereotyp, at man skulle tro, at det var en spoof-film. Fra første færd har han fået tildelt rollen som den forsker, der ikke vil dræbe væsenet, men studere det for at få nobelprisen mv. Han vedbliver tilmed at fastholde dette, selv da det er tydeligt, at deres liv er truet, og det er en kamp på liv og død.

I Carpenters film var der nogle totalt fede typer, som jeg kan huske hver især, selvom jeg ikke har set den i årevis. Der var et fedt spil mellem dem, og der var heller igen idioter. Selvom de ikke altid agerede logisk, så reagerede de som mennesker. En karakter som Thomsens er totalt utroværdig; foruden at den er set 1.000 gange før. Og de andre kan man bare ikke huske, så snart man slukker for fjernsynet. På nær der søde pige, men hende havde man hellere bare set halvnøgen i en romantisk film.

Det allerstørste problem med denne film er, at hvor det lykkedes Carpenter det sjældne at vise et monster ret tidligt i filmen, uden at det blev latterligt, så går det helt galt her. Carpenter forstod at spille på, at monsteret var foranderligt, så man aldrig vidste, hvilken form det ville tage næste gang. I den nye film følger monsteret samme slaviske formel fra første angreb, og der er ikke noget nyt under solen efter de første 20 minutter.

Blodprøvescenen i 1982-udgaven var et højdepunkt (et af mange), hvor man til sidste sekund sad på nåle for at finde ud af, hvem der var monsteret. I den nye films tilsvarende prøve-scene ved man det heller ikke. Desværre er man også fuldstændigt ligeglad, fordi man forlængst har mistet interessen for monsteret, karakterer og deres overlevelse. Man håber faktisk på, at de alle er inficeret, så filmen snart slutter.

Jeg giver 2:6 og ikke blot 1:6, fordi der dog er et par ret opfindsomme småting i, fx da monsteret har taget af af dem og løber afsted med hendes torso som en kæmpe, gabende mund med hugtænder, mens personens hoved dingler bagved som en apendix.

Min anbefaling er at gå langt uden om denne forglemmelighed og se Carpenters mesterværk, der holder 100 % i dag, selvom monsteret særligt i slutscenen fremtræder en smule bedaget.