Stemningsfuld, konstant spændende og herligt spillet, men frem for alt beviser Fincher, endnu engang, at han er en instruktør med ufatteligt lidt svagheder og et kæmpe overblik. I mine øjne er han den absolut bedste instruktør der er kommet ud af Hollywood-fabrikken i de sidste mange, mange år. Se7en er stadigvæk min absolutte favorit, men Zodiac kommer ind på en stærk 2. plads. Glæder mig gevaldigt til at gense den og lur mig om den ikke er proppet med detaljer, man ikke lige fangede den første gang man så den. 5½/6 herfra.

#63

Yeps, har set den. Forskellen på den og Zodiac er nok at jeg følelsesmæssigt er mere engageret i 9/11, men jeg kan godt se hvad du mener.

Og tak Bruce - jeg har dog ikke set den. Men jeg kan se Zodiac mens jeg skammer mig over det :D

60: Det gælder vel en overvejende del af autentiske film (hvor den virkelige historie er alment kendt).

Jeg synes personligt, at filmen var røvkedelig; uanset om jeg kendte historien eller ej. Og jeg er ellers vild med Seven og Fight Club. (Fincher har dog også lavet andre svage film, hvoraf den mest kendte vel sagtens er Panic Room.)

Den første ½ af Zodiac var jeg fanget, men derefter snorksov jeg. Go' blunder :-)

Så fik jeg dælme også set den, og kommer derfor med en lidt efternøler af et indlæg her :)

Jeg sidder efter at have set Zodiac lidt med en fornemmelse af, at man jo egentlig godt ved hvem morderen er - i filmen, altså.. Jeg har ikke rigtigt læst noget om denne historie før jeg så filmen, så derfor kan jeg jo ikke rigtigt forholde mig til andet.. Man stiller sig lidt spørgende over for, hvorfor de ikke fik den sag opklaret, og hvordan det kunne lade sig gøre for en karikatur-tegner at sammenlægge så mange beviser, som 3 politi-distrikter ikke ville/kunne arbejde ordentligt sammen på at nærstudere, sammenligne og konkludere udfra.

Filmen gør en del ud af at udpensle, at mangel på samarbejde mellem de tre politidistrikter gjorde efterforskningen mere eller mindre umulig, og man sidder lidt og bider sig selv i læben over, at de ødelagde det sådan for sig selv.

Det eneste jeg mangler i filmen, er lidt forklaring for, hvorfor at Graysmith tilsyneladende er så fuldstændig ligeglad med sine familie-forhold. Han virker på intet tidspunkt synderligt mærket af skårene i den hjemlige glæde, og det eneste korte glimt af nogen form for følelse for dette tema erstattes øjeblikkeligt igen af hans besættelse af sagen. Igen gør min forholdsvis begrænsede kendskab til historien at jeg kun kan forholde mig til filmen, og udfra den må det jo så konkluderes, at Graysmith vitterligt blev direkte besat af sagen og afskår sig selv fra alle andre relationer - i en næsten sygelig grad.

Man sidder ganske vidst med en lidt uforløst smag i munden efter filmen - men ikke på den grelle måde. Man foranledes flere gange i løbet af filmen til at tro, at nu er det slut, og rulleteksterne kan begynde - men på ny dukker spændingen op og betager en, og da rulleteksterne så endeligt begyndte, fik jeg blot følelsen igen - spændingen skal nok komme igen. Om ikke andet, så næste gang jeg skal se filmen..

5/6 - og et forøvrigt lidt smøret grin over hvor meget Mark Ruffalo minder om en ung Peter Falk i filmen :)

#68

Har sidder og glimtet lidt - men vil nok godt indrømme, at tanken om den kæmpe opvask der står og venter, der helt skal klares inden aftenstid, sammenlagt med at jeg lidt føler at jeg forsømmer vores gode vejr, gjorde at det kun blev til et par hurtige glimt - det må vente til mørkets frembrud ;)

Men jeg er slet ikke i tvivl om, at han blev besat af den - jeg savnede bare en lidt mere menneskelig reaktion fra ham :) Men - hvis det var sådan han reagerede, så er det jo kun godt nok, at det er holdt sådan i filmen :)