Som altid er der spænding om udfaldet af Oscar-uddelingen, og som altid vil reaktionen på prisoverrækkelserne utvivlsomt følges af både bifald hos nogle, men utvivlsomt også irritation hos andre over, at Hollywood nu igen har valgt at belønne de forkerte film.

Sandt at sige har det da også ofte været tilfældet, og hvis man ser på listen over de Oscarbelønnede film igennem tiderne, vil man kunne konstatere, at de store klassikere overraskende sjældent er blevet honoreret – og at listen ofte består af middelgode film, der måske nok vakte begejstring i samtiden, men som siden er forsvundet fra vores fælles bevidsthed til fordel for mange af de værker, de i sin tid slog ved prisoverrækkelsen.

Sådan er det dog ikke altid gået, og i ny og næ har akademiet faktisk været forudseende nok til at belønne de rigtige film. Filmz har her kigget på fem af de største fejlbedømmelser i kategorien “Bedste film” samt fem af de mest værdige vindere.

Fem film, der aldrig burde have vundet:

Grøn var min barndoms dal (1941)

Det er måske lidt ufortjent, eftersom John Ford bestemt var en fremragende filmskaber, der skabte utallige klassikere, men faktum er det ikke desto mindre, at hans “Grøn var min barndoms dal” (“How Green Was My Vally”) i dag mest huskes for at have vundet over Orson Welles’ “Citizen Kane”, der som bekendt nu om stunder af mange regnes for den bedste film nogensinde. Årsagen til den manglende Oscar skyldes utvivlsomt i høj grad den magtfulde William Randolph Hearst, der blev udstillet i “Citizen Kane” og derfor satte alt ind på at få filmen standset. Selv under selve prisoverrækkelsen blev der buhet, hver gang dens navn blev nævt, og til alles overraskelse tabte den i næsten alle kategorier. Og selvom John Ford vandt for “Grøn var min barndoms dal”, fik han til gengæld ikke engang en nominering for bedste film til hverken mesterværkerne “Forfølgeren” eller “Manden der skød Liberty Valance”.

Chariots of Fire (1981)

Denne relativt traditionelle fortælling om to beslutsomme løbere betagede ganske vist akademiet i 1981, men set med nutidens øjne er den en pæn og småkedelig film, hvis brug af Vangelis’ musik og slowmotion-løb fremstår mere som en spøjs anakronisme end noget andet. Påfaldende er det ikke mindst, at samtlige af de andre film i kategorien bedste film – “Atlantic City”, “Reds”, “Deres sensommer” og ikke mindst “Jagten på den forsvundne skat” – alle er langt bedre film, der har modstået tidens tand betydeligt bedre. Instruktøren Hugh Hudson fulgte et par år efter sin Oscarvinder op med den endnu mere kedelige “Greystoke: Legenden om Tarzan, Abernes herre”, og siden har man ikke hørt meget til ham.

Shakespeare in Love (1998)

Særlig mindeværdig kan man heller ikke ligefrem påstå, at “Shakespeare in Love” er, og når man ser den i dag, virker den mest som et hæderligt, men ret overfladisk og uinteressant stykke sladderbladsromantik. Jo vist, der er mange fremragende skuespillere i de mindre roller, og både Geoffrey Rush, Tom Wilkinson og Judi Dench er gode, men hverken Joseph Fiennes eller Gwyneth Paltrow er særlig medrivende som det amourøse par, og i forhold til de andre nominerede film såsom “Livet er smukt” og ikke mindst “The Thin Red Line” og “Saving Private Ryan” undrer man sig lidt over, hvad akademiet mon havde røget for at vælge en så jævn omgang som “Shakespeare in Love” til bedste film.

Chicago (2002)

Det er for at sige det mildt også ret svært at se, hvordan et så middelmådigt værk som “Chicago”, nogensinde har kunnet opnå ikke blot en nominering for bedste film, men endda også sejren i kategorien. Filmen er ganske vist spækket med filmstjerner, men eftersom kun enkelte af dem rent faktisk kan danse eller synge, bliver den ofte en noget prøvende oplevelse. Rob Marshall, der stod bag kameraet, har da heller ikke imponeret synderligt siden, og hans nyeste musical “Nine” var blot en påmindelse om, at han nok burde holde sig til teatrenes verden. “Chicago” vandt mirakuløst over overlegne film som “The Hours”, “Ringenes Herre: De to tårne” samt ikke mindst “Pianisten”, der bestemt havde langt mere at byde på i forhold til opfindsomhed og filmisk finesse.

Crash (2005)

Meget bedre gik det ikke i 2005, hvor den vel nok værste Oscarvinder i moderne tider, “Crash”, fik statuetten med hjem. Det er ikke mindst bemærkelsesværdig i betragtning af, hvilken overgearet, prætentiøs og overdreven pædagogisk fortællingen, den er, hvor al form for psykologisk indsigt lader til at vige til fordel for nogle figurer, der er mere symboler end ægte mennesker. Nomineret var også “Capote”, “Good Night, and Good Luck”, “Munich” og “Brokeback Mountain”, og ikke mindst sidstnævnte var på alle måder et langt rigere og mere velspillet værk. At “Brokeback Mountain”-forfatteren Annie Proulx kort efter prisoverrækkelsen hånligt omtalte “Crash” som Trash var upassende, men man forstår godt hendes lammelse over resultatet.

Fem film, der helt fortjent vandt:

Borte med blæsten (1939)

Hvis der er en film, der mere end nogen anden udgør selve definitionen på Hollywoods guldalder, så er det “Borte med blæsten”, der har solgt flere billetter end nogen anden film, og som stadig den dag i dag vinder nye beundrere. I 1939 lagde den nationen ved sine fødder, og belønningen kom da også i form af et utal af Oscars, inklusive en for bedste film. Filmen havde ellers hårde konkurrenter i form af “Troldmanden fra Oz” og “Mr. Smith kommer til Washington”, der også begge har bevaret en fortjent klassikerstatus, men ingen af dem kan alligevel helt matche denne kulørte, men totalt medrivende fortælling, der mange år senere stadig oser af store følelser, fæle grusomheder og varmblodig sexappeal.

Casablanca (1942)

Selvom det er svært at forestille sig nu, så havde “Casablanca” faktisk en del imod sig, da den oprindeligt blev skabt. Humphrey Bogart var mest kendt for sine gangster-roller og var da heller ikke just en oplagt førsteelsker, og mange forfattere arbejdede på manuskriptet, der konstant blev ændret undervejs. På papiret er der intet i “Casablanca”, der burde få en til at tro, at den ville blive regnet som en af filmhistoriens største mesterværker, men på mirakuløs vis faldt alle elementer perfekt på plads. Alting synes i det hele taget at gå op i en højere enhed i denne film, der erobrede alles hjerter samt Oscaren for bedste film foran værdige konkurrenter som “De døde ved daggry”.

The Apartment (1960)

Billy Wilder lavede stribevis af fremragende film, men blev selv ofte forbigået, når prisen for bedste film skulle overrækkes. Hverken klassikere som “Sunset Blvd.” eller “Some Like it Hot” modtog æren, hvorimod hans fine, men trods alt lidt mindre imponerende “The Lost Weekend” gjorde – måske fordi akademiet fejlagtigt havde forbigået “Double Indemnity” året inden. Han fik dog fuld valuta for “The Apartment”, der med en særdeles velspillende Jack Lemmon i hovedrollen er en usædvanlig morsom, skarp og faktisk temmelig desillusioneret satire over det moderne liv. Hvor dens modkandidater som f.eks. “The Alamo” virker noget alderstynget i dag, så bobler “The Apartment” stadig med vittigt bid.

Lawrence of Arabia (1962)

David Leans grandiose mesterværk var ikke alene en kolossal bedrift i selve udførelsen, men havde også en betydelig indflydelse på fremtidige filmskabere som Steven Spielberg, Martin Scorsese og Sam Peckinpah. Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt, eftersom den reelt er en film om krig uden de egentlige krigsscener, som, man ville tro, publikum forventede, og også fordi den indirekte berører kontroversielle temaer såsom T. E. Lawrences antydede homoseksualitet. Lige siden udgivelsen har filmen ligget i toppen af alverdens filmkritikerlister, og dens storhed gik heller ikke akademiet forbi, der belønnede den med en Oscar for bedste film for næsen af film som “Dræb ikke en sangfugl”, “Den længste dag” og “Mytteriet på Bounty”.

The Godfather (1972)

Ligesom “Casablanca” var produktionen af “The Godfather” plaget af problemer, om end de mest gik på, hvilken rollebesætning filmen skulle have. Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt, idet få film kan bryste sig af at have en bedre samling skuespillere end netop “The Godfather”. Francis Ford Coppolas kontrol over filmens tone er overvældende, og et utal af scener har velfortjent klassikerstatus. Betydelige værker som “Cabaret” og “Udflugt med døden” var også nomineret for bedste film, men akademiet gav retteligt statuetten til “The Godfather”. To år efter modtog også fortsættelsen statuetten, hvilket dog i hvert fald i undertegnedes øjne var mere tvivlsomt, eftersom filmene “Chinatown” og “The Conversation” på mange måder var mere værdige vindere.

Hvilke film, synes du, er de mest værdige vindere – og hvilke er de mest ufortjente? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter artiklen i forummet.