Spil den – igen og igen og igen

Nu spiller den igen. “Casablanca”. Verdens bedste krigspropagandafilm forklædt som romantisk trekantsdrama. Det er også verdens mest skamløse film, der kan slippe af sted med et rekordhøjt antal one-liners i stil med: ”Var det kanonild, eller er det mit hjerte, der banker? Det er Bogart og Bergman, og det er et af de mest slidstærke filmvenskaber, jeg har haft, der nu er restaureret på ny.

Med sin premiere i 1942 var det dengang bestemt ikke givet, at nazisterne ville tabe 2. verdenskrig. USA var gået ind i krigen et år tidligere efter Japans bomber ved Pearl Harbor. Handlingen i “Casablanca” begynder lige inden. Her sover Amerika stadigvæk, som Bogarts Rick så symbolsk siger det. Og det er netop i symbolikken, at Michael Curtiz’ Oscar-vinder er den største fornøjelse. Der, hvor Rick ikke bare er en egoistisk barejer i Fransk Marokko, men derimod selve USA. Der krigstræt sidder i sit Hvide Hus (= Casa Blanca) og nægter at tage aktiv stilling imellem nazisterne og modstandskampen.

I stedet vender folkene på Rick’s Cafe Americain virkeligheden i ryggen. Her er der eskapistisk liv og de gladeste dage, hvor der drikkes tæt og spilles ulovligt på roulette, imens (Uncle) Sam spiller fredeligt og livligt på sit piano. Men i symbolikkens verden så varer freden ikke ved. Sam spiller snart sin krigsmelodi igen. Spil den, spil “As Time Goes By”, beordrer Ingrid Bergmans Hollywood-skønne Ilsa. Hun er mere end bare mindet om Ricks knuste hjerte. Hun er selve det amerikanske krigstraume, der skal bearbejdes, så Rick kan hjælpe dramaets tredje kant, modstandsmanden Victor(y) Laszlo, sikkert over Atlanten til USA. Amerika skal sikre sejren.

Det er sådan, jeg filmoplever “Casablanca”. Som tonstydelig krigsallegori. Men også som et vidnesbyrd om Hollywoods guldalder, hvor næsten-kvadratiske 4:3-billeder rammede en mandet mand ind fra billedets øverste venstre hjørne, imens han kysser den beundrende kvinde, der danner en skrålinjet vinkel ned igennem billedet fra sit udgangspunkt i nærbilledets nedre højre hjørne. Det kunne de dengang. Bogart var manden, Bergman var kvinden. Sort og hvidt lige som “Casablanca”.

Det er dog ikke kun krig og kærlighed. Den franske marionet for tyskerne, Captain Renault, er den spydigste sarkasme. Han siger selv, at han går den vej, som vinden blæser, hvilket i 1942 var en klam klud i ansigtet på den franske samarbejdspolitik. Og så leverer han det største grin, da han lukker Rick’s med henvisning til, at han er chokeret over, der finder hasardspil sted, til trods for han selv spiller flittigt på rød og sort i baglokalerne. Men når tyskerne siger, at der skal lukkes, så retter Renault ind, indtil andet er mere favorabelt. Opportunisme kaldes den slags vist.

Play it again, Sam!

Trods en beskeden livsførelse, et kort liv og et relativt sent gennembrud som feteret filmstjerne så nåede legendariske Humphrey Bogart at medvirke i et imponerende antal aldrig glemte klassikere. Størst af dem alle står formentligt ungarskfødte Michael Curtiz’ udødeliggjorte “Casablanca”, der trods vanskelige produktionsforhold og dårlig forberedelse har fået et eftermæle, som de fleste filmmagere vil give deres højre arm i bytte for.

Som sådan rummer “Casablanca” alle de bedste råstoffer, et vaskeægte mesterværk er gjort af. Filmen er en ubestemmelig størrelse, der tager tilskueren i sin hule hånd og igennem et utal af genrer og subgenrer. Skuespillet når til tider melodramatiske højder, mens hovedstaden i datidens “uokkuperede franske” Marokko midt under Anden Verdenskrigs kaos danner samlingssted for slyngler og banditter af værste skuffe og deraf også er arnested for filmens gennemgående kriminalmysterium. I fokus er antihelten Richard Blaine, der efter eget udsagn ikke blander sig i andres affærer, allermindst de politiske, men alligevel må strække våben, da den tidligere flamme i norske Ilsa Lund dukker op og skubber handlingen fremad, hvad enten den midaldrende værtshusejer, i daglig tale Rick, så ellers vil det eller ej.

Mens krigen raser for fulde gardiner på Europas nordligere breddegrader, driver Rick sin beværtning, der er tilløbsstykke for tykt og tyndt, stort og småt, tyske uniformer og franske gendarmer og alt imellem. Selv den lokale og småkorrupte politipræfekt Renault har ikke det mindste at beklage sig over, men Ingrid Bergmans bedårende Ilsa er imidlertid ikke alene, og det sætter sindene i kog. Ikke mindst i det storpolitiske spil, hvor vedhænget i ægtefællen Victor Laszlo som frihedskæmper er en vigtig brik, den tyske besættelsesmagt meget nødigt ser slippe ud af europæisk farvand. Herfra er kimen lagt til tre sideløbende handlinger, hvor det for de implicerede parter er umuligt at skille politik, kærlighed og korruption ad, og hvor Blaine kommer til at spille en nøglerolle som mæglende part.

Bemærkelsesværdig er også ukuelige Peter Lorres mindre, men ikke undselige rolle, om end den farvede Sams status qua sit velklingende navn nyder allerstørst status i den filmiske kontekst. Han er pianisten, der kender både Ilsa og Rick fra uskyldens tid før tyskernes invasion i Paris. Og han er klaverbokseren, der troskyldigt er fulgt med samme Rick til Casablanca, hvor han med største vellyst tæsker i tangenterne og underholder værtshusets gæster. Det er ikke fordi, skuespillet grundlæggende er perfekt set over den brede bærme, men alligevel er der noget ganske særligt over mødet mellem Ingrid Bergman og Humphrey Bogart, som i dette tilfældige slår gnister. Luften sitrer af erotiske ladninger og fyger med undertrykte følelser. Måske er det i virkeligheden det fænomen, der gør “Casablanca” til noget ganske særligt.

Samtidig tegner den filmiske noir, hvor selv hovedkarakteren og dennes over for sig spillende femme fatale er dunkelt sortsynede, et solidt billede af samtidens krigsførelse ved fronten og hjemme. Indflydelsen på det enkelte menneske er transparent og påviser, hvordan det må have været at leve i en verden i krig. Enhver er sig selv nærmest, og urinstinktet er i fremmarch, mens andre udnyttes for egen vindings skyld og i kampen for overlevelse. Hvad gør man ikke for at slippe ud af fjendens kløer og ind i det forjættede USA? Sam, Rick og den multinationale café kan for en tid være samlingspunkt for forskellige holdninger, hvor indestængte følelser skylles ned iblandt et sammensurium af pudsigheder og personligheder.

Den tungtvejende morale er ikke til at tage fejl af. Rick er ensporet og vil ikke give en døjt for andres problemer ude i verden. ”I stick my neck out for nobody” messer han gentagne gange og understreger dermed den gennemgående konflikt mellem egoisme og idealisme, og hvad man på sigt når længst med. Noget af det bedste ved “Casablanca” er de mange, ørehængende one-liners, som rammer noget ganske særligt i filmens nerve og ånd. Det bliver aldrig demonstrativt eller påtaget, og med tiden er det på sin vis blevet et brand for filmen. De sagte linjer og det talte ord hænger simpelthen bare ved.

Filmsnedkeren Curtiz var ikke voldsomt populær i samtiden, men alligevel må man tage hatten af for, at han har fået det bedste ud af det foreliggende materiale. Efter en forbavsende kort karriere som skuespiller i sit oprindelige hjemlands stumfilmproduktion røg han ind på sporet af det, der skulle blive hans gennemgående levevej som håndværksinstruktør i Hollywoods studiesystem. Han har hverken før eller siden ramt samme højder. Men lige præcis her rammer han mod alle odds den præcise balancegang, som efterkommere, filmfanatikere og nytilkommere sidenhen har solet sig i. Og for sidstnævnte kategori er der kun et at sige: ”This is the beginning of a beautiful friendship.”

Video

Den nyrestaurerede billedside tager sig – ud over enkelte steder, hvor filmstrimlen angiveligt har været for slidt til at blive repareret – blændende ud. Der er ikke eksempler af nogen art på edge-enhancement, udtværinger eller digitale forstyrrelser, om end kontrasten plages af udsving, og blødhed i billedet også forekommer. Et imponerende transfer.

Audio

Auditivt præsenteres “Casablanca” i et Dolby Digital 1.0-lydspor og er først og fremmest kendt for sit uforgængelige score, der giver filmen den helt rette sjæl. Men også dialogen er vellykket og fuldstændigt renset for overstyringer, mens atmosfæren underneden fungerer efter hensigten.

Ekstramateriale

Ekstramaterialet hører til udgivelsens mest interessante del, og derfor er det skuffende, at der ikke er nyt at rapportere i forhold til tidligere genudgivelser. Med Bogarts enkefru og skuespillerinde Lauren Bacall som gennemgående rorstyrer præsenteres en fortræffelig feature om Bogarts liv og levned i spillefilmlængde. I et kort intermezzo giver Bergman og Bogarts arvinge deres besyv med i forhold til “Casablanca”, mens en halv time lang sammenklipning med bidrag fra filmhistorikere og anmeldere kundgør baggrunden for filmens tilblivelse. Herudover forefindes trailere, fraklippede scener – uden lyd – en tv-udgave af netop “Casablanca” og endeligt Snurre Snups helt egen tegnede fortolkning af samme.

Som rosinerne i pølseenden er en introduktion – igen med Bacall – samt kommentarspor fra filmkritiker Roger Ebert og filmhistoriker Rudy Behmer, mens musikken fra filmen tilmed kan afspilles – dog uden supplerende visuelt materiale.