“Chicago”, som blev årets store Oscarsluger, og ikke mindst vandt den gyldne statuette for årets bedste film, er en moderne musical i højt tempo, som leverer en række flotte dansenumre og imponerende sangpræstationer.

Kvinder bag tremmerStedet er det hårdkogte Chicago. Året er de swingende 1920’ere, hvor kriminalitet, korruption og showbiz sætter dagsordenen. Pigen Roxie Hart (Renée Zellweger) drømmer inderligt om at blive en del af den glamourøse dansescene, hvor hendes feterede forbillede, den selvsikre Velma Kelly (Catherine Zeta-Jones) er den helt store stjerne.

Kelly er dog endt i fængsel efter at have skudt sin søster og mand, som hun fandt i lag med hinanden. Snart får hun følgeskab af Roxie, som også ryger bag tremmer for mord. Der er ikke plads nok bag fængslets indesluttede mure til to så store egoer, så de må begge kæmpe med alle midler om den manipulerende stjerneadvokat Billy Flynns (Richard Gere) gunst. Flynn skyr ingen midler for at vinde en sag, og han er pigernes eneste chance for at slippe ud af fængslet – og for at slippe for galgen.

Flynn bygger Roxies forsvar op omkring en iscenesættelse, hvor Roxie bliver fremstillet som en uskyldig og naiv pige fra landet, som er blevet korrumperet af den stygge storby. Og medierne æder det råt. Hvis Roxie kan opretholde pressens – og derigennem befolkningens – interesse og sympati, ser det ud til at hun vil klare frisag. Det går efter planen, lige indtil en rigmandsdatter (Lucy Liu) myrder sin utro ægtemand, og stjæler alt opmærksomheden fra Roxie, som nu må tage andre kneb i brug…

Koreograferet iscenesættelseHistorien om iscenesat berømmelse er ligeså gammel som showbiz, og lige siden de første medier begyndte at skrive om folk som optrådte, har det gjaldt at man kun er berømt så længe man er i mediernes søgelys. Dette ses ikke mindst i vore dages “reality show”-programmer, hvor der i høj grad er tale om en iscenesat virkelighed. I “Chicago” er Billy Flynn instruktøren som koreograferer sine klienters skæbnedans. Men for Roxie og Velma gælder det ikke om den store pengepræmie – men om liv eller død.

Historien bag filmen, som bygger på en virkelig hændelse fra 1920’erne, er alvorlig nok, men det er alligevel ikke en film som fungerer som drama – og det er heller ikke meningen. Filmens mange musical numre fjerner fokuset fra retssalsdramaet, og gør i stedet filmen til en festlig og tempofyldt oplevelse, som underholder på overfladen, men som ikke rigtig formår at stikke dybere. Selv i filmens måske mest tragiske scene, da en af de kvindelige indsatte i fængslet bliver hængt, punkteres dramaet af et sideløbende musicalstykke, hvor den dødsdømte kvinde laver et “magisk” forsvindingsnummer i en cirkusmanege.

“Jailhouse Rock”Nogle gange, som i henrettelsesscenen, fungerer og komplimenterer musicalnummeret handlingen, men andre gange går der lidt for meget jailhouse rock i den, med smækre kvindekroppe som i bedste fallosstilling omklamrer fængselstremmerne, og svedige hårdtpumpede mænd i stramme bukser som laver akrobatiske bækkenbevægelser.

Enkelte gange sidder man ligefrem og håber på at handlingen nu ikke vil blive afbrudt af endnu et dansenummer, hvorpå Richard Gere slår fagter med armene og bryder ud i skønsang. Problemet med at lade handlingen komme frem er selvfølgelig at selve historien er ret banal, hvilket ofte er tilfældet med musicals. Der er et minimum af karakterudvikling, og plottet skal kunne tåle diverse afbrydelser af sang og dans.

Musiknumrene i “Chicago” svinger – ikke kun musikalsk, men af og til også i kvalitet. Heldigvis er de fleste af de musikalske indslag vellykkede og velkomponerede. Især indledningsnummeret “All That Jazz”, som bliver symbolet på filmens easy-going og festglade stil, er en sådan type sang som bliver hængene i øregangen længe efter filmen er slut. Desværre forsøger filmen at presse så mange numre ind som muligt alt imens tempoet er skruet så højt i vejret, at man nogle gange mister pusten undervejs. Alt den jazz bliver til tider alt for meget, og man længes efter nogle neddæmpede øjeblikke. Heldigvis er der også et par af den slags. John C. Reilly, der som Roxys naive men godmodige ægtemand lader sig udnytte af alt og alle, har en sådan scene hvor han klædt ud som vagabond formulerer sin klagesang om at være usynlig.

Imponerende skuespillerpræstationerReilly er blot en af de mange skuespillere som leverer en imponerende og engageret præstation. Han er nok også den eneste der spiller bevidst neddæmpet. Filmens øvrige aktører forsøger – og formår – at holde trit med filmens dynamiske tempo.

Catherine Zeta-Jones, som fortjent vandt en Oscar for bedste birolle, leverer filmens flotteste præstation. Selvsikker og dog sårbar, sexet og klædt i sort, spinder hun som en kælen hunkat for sit publikum. Som den mere naive danserinde spiller Renée Zellweger på de samme tangenter som i “Bridget Jones’ Diary”, men giver alligevel rollen det strejf af manipulation og ondskabsfuldhed som den kræver. Og Richard Gere er tilpas utiltalende som den pengegriske advokat der mener at han kan dreje retssystemet og sine klienter om sin lillefinger.

Fælles for dem alle er de leverer imponerende sang og dansepræstationer, især taget i betragtning af, at det ikke er deres normale fagområde. Man kan se at de har det sjovt – og det smitter af.