Af: Benway | Udgivet: 2010-12-30

Der er næppe noget fænomen, der har været så markant og indbudt til så mange meninger som den 3D-effekt, der efterhånden har lagt sig over de fleste af Hollywoods store film, og som bliver mere og mere almindelig, efterhånden som den vinder indpas. Effekten blev allerede så småt udbredt sidste år, hvor den lagde sig forholdsvist ukontroversielt over animationsfilmene, men ved årets afslutning og premieren på “Avatar” kom 3D for alvor til at ændre tingene. Som bekendt indtjente “Avatar” afsindigt mange penge, hvilket efterlod spørgsmålet om, hvorvidt årsagen til dens succes skulle findes i filmen selv eller i den 3D-effekt, som den for alvor gjorde udbredt?

Sandheden ligger nok et sted imellem de to yderpunkter, men ikke desto mindre har vi siden da levet i et post-“Avatar”-filmlandskab, hvor selskaberne konstant har forsøgt på at få en del af 3D-kagen. Hele året har da også været plaget af utallige hastige jobs, hvor almindelige 2D-film blev klodset ændret til 3D, og bl.a. Tim Burtons “Alice i Eventyrland” led under det grimme arbejde. Den slags tvivlsomme og distraherende effekter har utvivlsomt også været en del af årsagen til den 3D-lede, der så stille begyndte at sive gennem sprækkerne, og hurtigt kunne man læse artikler, der skråsikkert bekendtgjorde, at 3D-bølgen snart ville være slut.

At den skulle være det er dog mere end almindeligt tvivlsomt, og det synes faktisk snarere at gå den modsatte vej. “Saw”-filmseriens forrige kapitel havde en skuffende omsætning og var blevet forvist fra biografsalene herhjemme, men serien fik ikke desto mindre et overraskende comeback med “Saw 3D”, der til trods for at være forsynet med temmelig tamme 3D-effekter – ikke mindst i forhold til de bloddryppende muligheder, dens stil gav – blev et stort hit i biograferne. At skifte til 3D reddede nærmest serien.

Adskillige film bliver i det hele taget knap nok sat op i almindelige 2D-versioner længere. Jeg talte for nylig med en CinemaxX-ansat, der fortalte om de tomme sale til 2D-forestillinger, som stod i skarp kontrast til de fyldte 3D af slagsen til selvsamme film. På nuværende tidspunkt er det et mere vedkommende spørgsmål, hvor meget pendulet kommer til at svinge den modsatte vej.

Indtil nu har 3D-effekten primært været brugt i film med kraftig animation, hvilket da også giver god mening. Hovedparten af figurerne i “Avatar”, “Resident Evil: Afterlife” eller “Tron: Legacy” er allerede i et vist omfang abstrakte eller placeret i abstrakte landskaber, og det føles af samme årsag ikke så distraherende at lægge 3D-effekten over dem. I animationsfilm såsom “Sådan træner du din drage” eller “Megamind” er konflikten endnu mindre, og i film som “Jackass 3D”, hvor oplevelsen alligevel ikke rigtig afhænger af indlevelse, er effekten også uproblematisk. Der er dog allerede tegn på, at 3D også vil blive brugt mere og mere i film med almindelige skuespillere, hvilket hurtigt leder tankerne mod, hvordan de vil blive brugt i fremtiden. Man kunne forholdsvist let forestille sig 3D anvendt i “Inception”, men hvad med “The Social Network”? “Skyggen”? “Det hvide bånd”?

Én ting er naturligvis, om et fænomen bider sig fast – noget andet er, hvordan det anvendes, og om det kan bruges positivt. Biograferne og Hollywood har været under beskydning, lige siden fjernsynet bragte filmene ind i stuerne, og gentagne gange har man foretaget teknologiske skridt for at holde biografgængeren i sædet. Farver og brede lærreder er normen nu, men det betyder ikke nødvendigvis, at de i sig selv er bedre. Sort/hvide-film har ofte den fordel, at de tilføjer en abstrakt dyster tone til beretningen, og at de tillader instruktøren en mere spændende leg med skygger og former. Moderne film som “Sin City”, “Raging Bull” og “Det hvide bånd” er alle eksempler på, hvordan de grå toner kan anvendes til en films fordel.

Man havde dog selvsagt nødigt været foruden de fremskridt, som farver og brede lærreder har givet til filmene – alene hvad de har gjort for prærierne i westerns var grund nok til at opfinde begge dele – men ofte er det sådan, at ny teknologi først skal finde sit rette ståsted. Hovedparten af de tidlige lydfilms skabere havde svært ved at forstå de muligheder, den nye teknik gav, og ligeledes havde farvebrugen i mange tidlige farvefilm en tendens til at være hysterisk. 3D-teknologien, som den fremstår nu, er stadig ved at tage sine første spæde babyskridt, og det er ikke til at sige, hvordan den endelige udformning bliver.

Et kritikpunkt, man ofte hører, er, at 3D i bund og grund ikke føjer noget til oplevelsen, og at de største filmværker ikke ville være spor bedre i 3D. Ville f.eks. “Lawrence of Arabia”s kamp gennem ørkenen være mere medrivende i 3D? Ville Marlon Brandos død i “The Godfather” være mere sørgmodig? Dette argument er for så vidt rigtigt, men samtidig overses også det forhold, at mange mesterværker blev lavet længe inden den moderne teknik. “Metropolis” er en fantastisk science fiction-film til trods for dens manglende lyd, og “Casablanca” havde heller ikke brug for farver for at efterlade en tåreprovokerende slutning. Kan man deraf konkludere, at lyd og farver er ligegyldige?

Der er ikke lavet det definitive mesterværk i 3D endnu, men det udelukker ikke, at det meget vel kan være lige rundt om hjørnet. Af de film, der indtil videre har anvendt de nye muligheder bedst rent teknisk, forekommer “Avatar”, “Resident Evil: Afterlife” og “Tron: Legacy” mig at være cremen, og af dem er “Avatar” det stærkeste værk, fordi Cameron i modsætning til de to andre filmskabere lader effekterne udspringe naturligt af fortællingen i stedet for at lade dem diktere den. Dermed virker den også som det bedste bud på den mest modne anvendelse af de nye muligheder.

Rundt om hjørnet gemmer der sig lovende muligheder: Ridley Scott står for en kommende “Alien”-film, der vil forsøge på at skubbe grænserne, og den legendariske Werner Herzog har netop brugt 3D-kameraer til at filme hulemalerierne i Chauvet-grotten, som ellers er lukket for offentligheden.

Hvad alt dette kommer til at føre til er et godt spørgsmål, men det er værd at holde øjnene åbne og 3D-brillerne lige på næsen. Der er en særdeles spændende udvikling i gang, og vi kan meget vel være midt i den største tekniske revolution af filmmediet siden farvefilmen.

Hvordan tror du fremtiden ser ud for 3D-filmene? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor, og diskuter artiklen i forummet.

Gravatar

#41 nwinther 13 år siden

3D bliver fremhævet som det store kvantespring, som gør film mere interessante - ja, ligefrem bedre og JC (pun intended) fortæller os, at alt vil blive lavet i 3D i fremtiden.

Problemet er blot, at 3D også er begrænsende - både teknologisk, filmisk og biologisk/optisk.

Teknologien er ikke tilstrækkelig (og bliver det måske aldrig) til at levere skarp 3D. Dernæst skal man have særlige briller på, for at det virker - teknologien får måske bugt med dette problem - men det er ikke en fordel, at publikum skal iklæde sig særligt udstyr for at se filmen.
Filmisk er 3D problematisk idet det menneskelige øje ikke er skabt til 3D. Derfor begrænser det hvorledes klipningen kan foregå. Derudover er der problemet med, at 3D kan virke forstyrrende på billedet - og filmen. Man kan fanges af en 3D detalje som ikke er vigtig - det kan forstyrre hele plottet og det viste ophører med at være en film, og bliver i stedet til en vandrutchebane.
Optisk/biologisk kan mennesket ikke beskue 3D uden videre - nogle slet ikke. De berømte hovedpiner tyder på, at det kan være problematisk. Men uanset, så skal hjernen på overarbejde, og 3D-effekten skal derfor have tid til at "sætte" sig i hjernen - hvilket begrænser mediet - det udvikler det reelt ikke.

For at sammenligningen med f.eks. farver og lyd skal holde, er det væsentligt at se på, hvilket potentiale der ligger i 3D.
Farver var oprindeligt også "gimmick" - man håndkolorerede filmen, f.eks. med stik-flammer i skuddueller mv. Det tilførte ikke filmen noget væsentligt ud over lidt opmærksomhed (Avatar - anyone?). Senere blev farver fuldt udviklet, og blev om ikke plotbærende, så støttende for plottet. Man kunne i dialogen omtale farver, og det gav mening for beskueren. Forestil jer dialogen mellem Vermeer og Griet i "Girl with a Pearl Earring" om grundfarverne. Denne dialog ville ikke være mulig - eller i hvert fald ikke give mening - i sort/hvid.
Lyd giver mere eller mindre sig selv. Kun meget få ord kunne vises i stumfilmens tid - og det forudsatte, at folk kunne læse.
3D bidrager ikke med noget i denne kaliber. Det gør muligvis en film mere interessant - og med de rigtige "film" også oplevelsen af filmen anderledes. Men den kan intet gøre ved plottet, dialogen eller den overordnede historie. Det er sikkert fint i Tron, hvor der ikke er en egentlig historie men hvor det handler om en "oplevelse". Og Avatar går jo alene over i historiebøgerne, fordi den indtjente mange penge. Og selv plotfattige film, f.eks. mange komedier, ville ikke blive bedre, fordi de bliver i 3D - en joke bliver ikke sjovere i 3D. Og derfor ser jeg ikke 3D som udviklende for filmmediet - fordi filmene bliver noget andet - oplevelser - "rides" - forlystelser.
Det betyder naturligvis ikke, at filmene ikke kan laves i 3D. Men det er på ingen måde nogen filmisk revolution.
Meget af den samme kritik kan rettes mod Surround-Sound og HD-TV. Det bidrager ikke med noget væsentligt til film. Jotak, jeg vil da gerne have et skarpt billede. Men ingen af de film der er lavet til dato, har været afhængige af en særlig høj opløsning, eller mange højttalere for at fungere.
"I, for one, welcome our new insect overlords" - Kent Brockman
Gravatar

#42 Taxwars 13 år siden

Det er ikke rigtig 3D så længe man ikke kan gå hen til TV'et og kigge op under kvindernes kjoler. Og det der pseudo 3D er bare en gimick, som man har forsøgt at lancere sort set hvert år 10. de sidste 50 år.
Som sagt ovenfor, det bidrager ikke med noget væsentlig til en film.
Layoutet vælter og er ulæseligt - skal det det?
Gravatar

#43 Fruit4ever 13 år siden

Tja, efter en TRON 3D tur i biffen med seriøse low-budget-3-D-briller på, er min dom som ovenstående (i mine øjne) at 3D ikke bidrager med noget væsentlig til en film, såå håber 2011 bliver året hvor "3D-feberen/dillen" ebber ud...
Vincent Hanna: I'm angry. I'm very angry, Ralph. You know, you can bang my wife if she wants you to. You can lounge around here on her sofa, in her ex-husband's dead-tech, post-modernistic bullshit house if you want to. But you do not get to watch my fucking television set!
Gravatar

#44 elwood 13 år siden

[url= and Janis ved hvad film skal have, det er ikke 3D[/url]
J. J: "This is one of my Favorite shots."
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
Gravatar

#45 stereocyclop 12 år siden

Til alle 3D hadere og skeptikere: GÅ IND OG SE PINA. Det er en film om et tysk danseteater. Det lyder sikkert slemt. Jeg bryder mig ikke selv om danseteater og dansefilm, men denne er bare flot lavet og 3D effekten er så flot, som den overhovedet kan blive. Se mere på http://www.blog3d.dk

Claus

Skriv ny kommentar: