Af: Benway | Udgivet: 2011-03-28

De fleste ikke-amerikanske instruktører, der slår stærkt igennem med udfordrende film i deres hjemland og siden rykker til Hollywood, ender som regel med at tabe alle deres personlige varemærker i den strømlinede amerikanske filmproduktion, indtil den sidste gnist af individualitet er slukket.

Således er det dog ikke gået for Peter Weir, der imponerende har formået både at betræde kunst- og mainstream-filmenes stier og skabt bemærkelsesværdige filmværker af begge slags. I Hollywood er det først og fremmest bundlinjen, der tæller, men Weir har ikke desto mindre formået at bevare nogle personlige aftryk i produkterne og har dermed på mange måder opnået en position som mange stræber efter, men som kun de færreste er heldige nok til at opnå.

Peter Weir blev født i 1944 i Sydney og studerede bl.a. kunst og jura ved Sydney Universitet. Han fattede dog interesse for film og begyndte at lave dokumentarer og kortfilm, der gradvis vakte mere og mere opmærksomhed. Da spillefilmsproduktionen for alvor tog form, blev Weir en ledende skikkelse i den nye bølge af australske film, der bl.a. også inkluderede titler som “Mad Max”, og som succesfuldt blev eksporteret til udlandet i 70’erne. Dermed var han dog kun lige begyndt.

I anledning af premieren på Peter Weirs nyeste film “The Way Back” har Filmz kigget på nogle af de betydeligste værker, som filmskaberen har stået bag.


The Cars That Ate Paris (1974)

Efter en lang række kortfilm tog Weir springet til spillefilmslængde med den makabre og sortkomiske “The Cars That Ate Paris”. Historien følger en lille australsk by i et landskab, der næsten kunne beskrives som høfligt apokalyptisk. Byens beboere guider bevidst forbikørende biler i ulykker og lever af at stjæle resterne. En af ofrene bliver en ung skyldplaget mand, der indvilger i at blive en art frivillig fange. Hele byen optræder næsten som en slags forstørret dysfunktionel familie, hvor byens hykleriske fædre til sidst angribes af de morderiske teenagere, der har udsmykket deres biler med alverdens drabelige udstyr. “The Cars That Ate Paris” er ikke lige velfungerende hele vejen igennem, men den vidner om et betydeligt talent under opsejling. I betragtning af det skrabede budget, den blev lavet på, er filmen en imponerende bedrift med en provokerende og komplet amoralsk slutning. Fortællingen er siden blevet lidt af en kultfilm og blev sågar opført som musical i 1992.


Picnic at Hanging Rock (1975)

Hvor “The Cars That Ate Paris” fik megen af sin styrke fra overdrevne virkemidler, så gør det modsatte sig næsten gældende for “Picnic at Hanging Rock”. Filmen får i høj grad sin magt over tilskueren gennem al det, som den antyder og ikke viser. Fortællingen, der foregår i Australien ved det forrige århundredeskifte, følger en gruppe piger, som forsvinder sporløst under mystiske omstændigheder, og de mange forsøg på at finde frem til sandheden. Det er, som om selve bjerget har slugt dem. Weirs kontrol over filmens tone er noget nær perfekt, og uden at anvende nogle af de sædvanlige midler til at skabe uhygge formår han ikke desto mindre at give det hele en ængstelig foruroligende fornemmelse af, at noget overnaturligt, ældgammelt og decideret erotisk lurer i græsset og i klipperne. “Picnic at Hanging Rock” bygger langsomt sin fortælling op, men bliver man først smittet med dens mysterie, forbliver den en hjemsøgende oplevelse, som man aldrig bliver helt færdig med. For mange – inklusive undertegnede – er den trods mange senere bedrifter forblevet Weirs bedste film og et uafrysteligt mesterværk.


Den sidste bølge (1977)

Kan noget så simpelt som vand være uhyggeligt? Ja, i “Den sidste bølge” kan det godt. “Picnic at Hanging Rock” havde allerede taget hul på forholdet mellem de hvide australiere og naturen, og “Den sidste bølge” tog konflikten endnu mere direkte op. Her følger vi en advokat – spillet glimrende af Richard Chamberlain – der bliver sat til at forsvare en gruppe australske indfødte, der er anklaget for mord. Hvad der følger er en serie tvetydige begivenheder, hvor tiltagende foruroligende syn møder vores advokat. Han synes enten at opleve et langsomt personlighedssammenbrud eller en spirituel vækning, og faktisk synes Weir at lege med tanken om, at en åndelig indsigt ville ligne galskab i den moderne verden. Hvor “Picnic at Hanging Rock” var ekstremt behersket, så falder “Den sidste bølge” over i surrealisme og byder på adskillige nervepirrende sekvenser. Resultatet er alligevel ikke fuldt ud tilfredsstillende – man efterlades med følelsen af, at Weir har mere på hjerte, end han rent faktisk får sagt – men “Den sidste bølge” er ikke desto mindre et svært fascinerende bekendtskab.


Gallipoli (1981)

De mere eksperimenterende sider blev gradvist skubbet mere og mere i baggrunden i Weirs kommende film, og “Gallipoli” demonstrerer for første gang en ganske lineær beretning, fortalt uden de store stilistiske udsving. Filmen følger to unge australiere – spillet af Mark Lee og en purung Mel Gibson – som melder sig til den australske hær under første verdenskrig og bliver sendt til Tyrkiet, hvor deres ungdommelige idealer kommer til en brat ende. “Gallipoli” er dog kun på overfladen en krigsfilm og ligger i ånd tæt op ad en film som Stanley Kubricks “Ærens vej”. Den beskriver et tab af uskyld og et spildt potentiale i de unge mænd, hvis liv ganske nyttesløst ofres i krigens modebydeligheder. Jean-Michel Jarres elektroniske musik skærer temmelig meget i ørerne, når man ser filmen i dag – det er et af de eneste punkter, hvor “Gallipoli” for alvor røber sin alder – men ellers så er den forblevet en dybt bevægende skildring med en uforglemmelig slutning, og filmen var forståelig nok medvirkende til at fastslå Mel Gibsons stjernestatus.


Vidnet (1985)

Sammenstød mellem kulturer har været et kendetegn gennem flere af Weirs film, og det er også omdrejningspunktet i Peter Weirs “Vidnet”, der har Harrison Ford i hovedrollen. “Vidnet” var Weirs første amerikanske film og vækker da også minder om de klassiske amerikanske westerns. En Amish-dreng bevidner et brutalt mord og må sammen med den sårede politimand, spillet af Ford, gemme sig blandt Amish-folket. “Vidnet” ligner umiddelbart en krimi og har bestemt også sine nervepirrende øjeblikke, men filmen er først og fremmest en diskussion om vold kontra pacifisme. Ligesom “Gallipoli” omhandler filmen tabet af uskyld, der opstår, da voldelige elementer lukkes ind i den fredelige Amish-verden samt den forbudte romance, der opstår mellem Ford og Kelly McGillis’ figur. “Vidnet” er noget så sjældent som en intelligent moden thriller, og det yderst velskrevne manuskript er siden blevet et reference-eksempel på klar og velstruktureret historiefortælling. En ung Viggo Mortensen kan for øvrigt ses her i sin debut-rolle.


Mosquito-kysten (1986)

Indtil videre var alle Peter Weirs film blevet positivt modtaget, men hans held kom dog til en brat ende med “Mosquito-kysten”, der blev en kritiske og kommerciel fiasko. Den beherskede modtagelse skyldtes utvivlsomt ikke mindst, at Harrison Fords rolle var så usympatisk, og ligesom med “Blade Runner” var publikum frustrerede over at se den helt, de kendte og elskede fra “Star Wars” og “Indiana Jones”, opføre sig så uheroisk. Her spiller Ford en excentrisk opfinder, der er overbevist om, at samfundet står på sammenbruddets rand, og derfor fører familien dybt ind i junglen for at vende tilbage til en mere ægte livsstil. Opfinderens selvtilfredse følelse af overlegenhed kommer imidlertid til kort i den barske natur, og snart begynder glansbilledet at falme. “Mosquito-kysten” lader undertiden til at gå lidt i stå, men den er fyldt med fine præstationer fra Ford, Hellen Mirren og River Phoenix, og Weir giver det hele en autentisk følelse samt en afrunding, der både er bevægende og dybt ironisk på samme tid. Trods den beskedne indtjening har Ford da også vedvarende forsvaret “Mosquito-kysten” som en film, han er umådelig stolt af.


Døde poeters klub (1989)

“Mosquito-kysten” brød Weirs ellers ubrudte succesrække, men tre år senere fulgte han filmen op med “Døde poeters klub”, der hurtigt bragte ham tilbage i spotlyset. Filmen modtog adskillige Oscarnomineringer samt en enkelt statuette og vakte ikke mindst opsigt ved at placere Robin Williams i en alvorlig rolle, hvori han demonstrerede et betydeligt talent. På sin vis er “Døde poeters klub” en tilbagevenden til nogle af de samme temaer fra “Picnic at Hanging Rock”, men hvor de foregik imellem linjerne i “Picnic at Hanging Rock”, er de i klassisk Hollywood-vis nu bragt op i front, hvor end ikke en blind ville kunne overse dem. Man kan indvende mod “Døde poeters klub”, at den er oversimplificerende og sentimental, men man kan dårligt nægte, at den som et direkte opråb har en enorm magt og både er bevægende og inspirerende. En ikke særlig Hollywoodsk attitude skinner også igennem. Jo vist, filmen handler om frigørelse og mod, men de, der rejser sig mod tyranniet, ender i sidste ende med at betale en høj pris for deres integritet.


Frygtløs (1993)

Traumatiserede personer har ofte fyldt Weirs film, men “Frygtløs” bringer dem for første gang i front. Jeff Bridges spiller en mand, der mirakuløst overlever et flystyrt uden en skramme, og som efterfølgende befinder sig i en illusion af usårlighed. Han er som titlen siger frygtløs, men tilstanden viser sig både at være ligeså lammende, som den er frigørende. I sidste ende gør den ham ude at stand til at fungere i verden. Efter at have anlagt en noget lettere tone viser “Frygtløs” en Weir tilbage i temaer, der er næsten så mørke som dem i “Mosquito-kysten”. Jeff Bridges indtager hovedrollen med en præstation så imponerende, at det er meget vanskeligt at forestille sig nogen anden i rollen, men fremragende er også Rosie Perez som en kvinde, der har overlevet det selvsamme styrt, men hvis datters død har efterladt hende i en modsat tilstand af sorg og skyld. Perez modtog en Oscarnominering for rollen, men ellers var filmen langt fra den økonomiske succes som “Døde poeters klub” havde været.


The Truman Show (1998)

Efter et fravær på hele fem år vendte Weir tilbage med “The Truman Show”, der som komedie atter anslog en lysere tone, men som ikke desto mindre havde uventet vægt. Med “Døde poeters klub” havde Weir succesfuldt anvendt komikeren Robin Williams i en mere alvorlig rolle, og på lignende vis anvendte “The Truman Show” Jim Carreys humoristiske talent i en mere seriøs udgave. Han spiller manden, der gradvist opdager, at hele hans liv er fabrikeret tv-underholdning, som millioner hver dag følger med i. Når man ser filmen i dag er man ikke mindst slået af dens profetiske natur. I 1998 var reality-tv endnu ikke det massive fænomen, som det siden skulle blive, og på mange måder er “The Truman Show” en slags pendant til “The Social Network” som en udstilling af samtidens mindre charmerende sider. Imponerende er ikke mindst konstruktionen af det kunstige lilleby-paradis, der til forveksling ligner et mareridt, men samtidig er det dog ærgerligt, at filmen ikke helt tør blive så bidsk, som indholdet ellers lægger op til – man fornemmer en vis angst for at støde det brede publikum fra sig. Alligevel er filmen et fascinerende værk, og Weirs instruktion er noget nær fejlfri.


Master and Commander: Til verdens ende (2003)

Nogle film giver ikke nødvendigvis det største indtryk ved første syn, men vokser til gengæld enormt ved gensyn og eftertanke. “Master and Commander: Til verdens ende” er nærmest selve definitionen på sådan en slags film. Da den dukkede op i 2003, var Russell Crowe på sin karrieres højdepunkt, men publikum var skuffede over denne film, der slet ikke var det action-fyldte eventyr, man forventede. I stedet er den en tankevækkende fortælling, der udspiller sig på et krigsskib, hvor hierarkiet er fuldstændig fasttømret. Krigens og tidsåndens modebydeligheder skjules bestemt ikke, men trods sine vægtige temaer er “Master and Commander: Til verdens ende” ikke desto mindre en ekstremt underholdende rejse tilbage til en svunden tidsalder, som fuldstændig formidabelt bringes til live med overbevisende miljøbeskrivelser og teknisk snilde – ikke mindst lyden af kanonkuglerne, der fræser gennem træskibene, er forbløffende. Weir er måske ikke den unge mand, han engang var, men der er ikke antydningen af træthed at spore i dette herlige eventyr.



Hvilken Peter Weir-film er din favorit? Klik på “Deltag i debatten” nedenfor for at diskutere artiklen i forummet.

Gravatar

#61 Fellaheen 13 år siden

#58 - Hvis folk føler at en eller en bog eller film giver mening, og svarer på nogle ting eller omfatter nogle vigtige eller alle dele af den menneskelige tilværelse, så er den "kunst" ligemeget, hvad der er tale om. Jeg tvivler bare på at Da Vinci Mysteriet opfattes sådan af nogen mennesker overhovedet.

Ham der læser de 20 knaldromaner har ligeså meget lov til at sige at noget er kunst, men vælger tit at undgå ordet "kunst" fordi knaldromanerne mere er "nice" eller "lol" eller "fænomenologiske". Kunst er jo ikke et plusord nu om dage og det er sjældent, man hører det - selve det at kunne lide nogle film og bøger er ikke ensbetydende med at man mener, de er kunst. Uendeligt mange, er jeg sikker på, vil ikke føle sig godt tilpas med at kalde deres yndlingsfilm eller yndlingsbog for kunst, netop fordi de ikke er dumme og godt er klar over, den ikke er kunst. De er bare gode bøger og gode film og kunst er noget, der hænger på Louisiana.
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#62 Fellaheen 13 år siden

Skeloboy (60) skrev:
Hvad snakker du om?


Jeg snakker om at kunstværker er små religioner og at folk ikke særligt ofte mener at have lært noget af afgørende karakter efter at have læst DVM.

Skeloboy (60) skrev:
Har du læst, hvad jeg har skrevet? at kunst skal transcendere noget ER DIN DEFINITION


Er du uenig i definitionen? Jeg vil mene at der er rimelig god konsensus om den, jeg har aldrig hørt om nogen definition eller noget forsøg på at definere "kunst", der afviger markant fra den. Vel at mærke "kunst", ikke gode bøger eller spændende bøger. Kunst er, for mig at se, ligeså veldefineret som religion eller kærlighed - og der ville jo ikke opstå ramaskrig, hvis en eller anden påstod at kærlighed er sådan noget mellem to eller flere mennesker, osv.
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#63 Fellaheen 13 år siden

Skeloboy (60) skrev:
Fordi du har en anden definition af kunst. Alle bøger, alle film, alt teater, alle statuer, alle bygninger osv...er kunst i mine øjne.


Nogle af dem er vel, vil jeg mene, bare "artefakter". Altså tilfældige objekter som ikke er skabt med noget bestemt mål eller vil noget bestemt. Nogle objekter er jo ikke direkte forsøg på at omarbejde naturen med menneskelig vilje - altså på den måde kunstige (dvs. kunst, ikke-naturlige) - de er der bare i en eller anden mekanisk sammenhæng og er ikke tænkt videre over og er ikke besjælet. Et sådant artefakt er Da Vinci Mysteriet og langt de fleste biler, f.eks.

Men jeg har mistanke om at den her diskussion ikke er mulig at have. Det virker som om du bliver meget sur på mig :)
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#64 Bruce 13 år siden

KeyserSöze (61) skrev:
Ham der læser de 20 knaldromaner har ligeså meget lov til at sige at noget er kunst ...


Absolut! Men udtalelser om "noget" får altid mere vægt, når vedkommende har viden og erfaring om det felt vedkommende udtaler sig om.

Uendeligt mange, er jeg sikker på, vil ikke føle sig godt tilpas med at kalde deres yndlingsfilm eller yndlingsbog for kunst ...


Det kommer godt nok an på filmen eller bogen :) Jeg vil til hver en tid mene, at der er ligeså stor mulighed for at skabe kunstværker indenfor film- og litteratur, som indenfor maler- og skulptør håndværk.

Apropos, så er denne tidligere refererede artikel af David Bordwell, ganske interessant i denne sammenhæng, fordi han netop kommer ind på forskellige kunstarter og hvorledes mennesker differentierer imellem dem ifht. filmmediet:

http://www.davidbordwell.net/blog/2011/03/18/pleas...

Uddrag:

Beyond that issue, though, is the symptomatic implication of these two nearly universal cocktail-party questions. I think people are more apt to ask “What do you think the greatest film is?” than “What do you think the greatest opera is?” because film is still taken less seriously as an art-form than are the “high” arts. Most people think they know more about film than they do about opera because almost anyone you and I are likely to meet goes to movies more than to operas. The fact that a steady diet of well-reviewed, even Oscar-nominated Hollywood films remains only a tiny slice of the entire range of surviving movies made so far doesn’t occur to them. The same is true even for those who see the occasional indie or foreign-language film.

It used to be that a good liberal-arts education gave a young person a solid foundation in fields like music and art. I took two four-credit semesters of classical-music appreciation as a freshman and have benefited ever since. I took literature courses, and although I took only one semester of art appreciation, I have filled in by visiting museums all over the world. Even so, I would be cautious in trying to make conversation about topics like ballet, which I realize I know very little about.

Yet, the “What’s your favorite film?” question doesn’t just come from neighbors I see only at the annual block-party potluck or over bed-and-breakfast buffets. It comes from college professors who themselves are often specialists in one of the arts. They probably would feel, as well-rounded intellectuals, required to know at least something about the other arts—except film.

David was once talking with a distinguished literary scholar who would have been appalled if someone in a university had never heard of Faulkner or Thomas Mann. But when David said he admired many Japanese films, the scholar asked incredulously, “All those Godzilla movies?”

That’s really the crux of what bothers me about the awkward great-film/favorite-film question. If it’s a non-academic who asks it, it tends to be a conversation-stopper, which is unfortunate. But anyone is entitled to love the movies they want to love and to believe, if they wish, that Avatar is the greatest film ever made.

But when academics who would claim to be well-educated in the arts look blank when I mention The Rules of the Game or one of the other likely masterpieces of world cinema, I do mentally pass judgment. Is it more important to be aware of Monteverdi’s Orfeo or Velasquez’s Las Meninas than of Renoir’s film? Obviously I would say no. Yet I don’t think that these academics feel particularly embarrassed at not recognizing the title of a mere film.


This is not to say that all liberal-arts academics in other fields are ignorant of film and its history. On the contrary, we have friends who certainly know as much about the subject as we do about any other art form. But on the whole, in-depth knowledge of film is fairly uncommon across the campus. There are physicists who play piano sonatas and biologists who love painting, but those typically aren’t the people showing up for our Cinematheque screenings. The question isn’t merely one of taste either. In universities, people in the other arts vote on funding for film programs. If they deep down consider film a lesser art form and hence an inconsequential subject of study, we can expect less support, or perhaps the sort of condescending support that says, in effect, “Well, I suppose that since it’s popular with students we should go ahead . . .”
Alle har et fradrag, Helle hun har to ... Helle ... havets tournedos
Gravatar

#65 Skeloboy 13 år siden

KeyserSöze (62) skrev:
Er du uenig i definitionen? Jeg vil mene at der er rimelig god konsensus om den, jeg har aldrig hørt om nogen definition eller noget forsøg på at definere "kunst", der afviger markant fra den.

Fra wiki - om definition af kunst:
1. Artefakt: Der skal være tale om et artefakt.
2. Intentionalitet: Artefaktets intentionalitet skal rumme intentionen om at være kunst.
3. Primær egenskaber: Artefaktets primære egenskab skal være den kunstneriske.

Fra Oxford Advanced Learner's Dictionary: the use of imagination to express ideas or feelings...

Fra et essay: Visual art is the skillful presentation of concepts and/or emotions (ideas and feelings) in a form that is structurally (compositionally) satisfying and coherent

Og jeg kan finde mange andre definitioner.

Men læg mærke til, hvad du skriver:
KeyserSöze (63) skrev:
Nogle af dem er vel, vil jeg mene, bare "artefakter".

Der bruger du igen en subjektiv bedømmelse. Jeg vil dog gerne give, at jeg nok var for bred i min definition. Der skal være et formål med det skabte, som rækker udover blot en funktionalitet.

KeyserSöze (63) skrev:
Men jeg har mistanke om at den her diskussion ikke er mulig at have. Det virker som om du bliver meget sur på mig :)

Hehe, det gør jeg nu ikke. Men gider egentlig heller ikke diskussionen :) men grunden til, jeg skriver med stort er(og sådan er det altid på et forum), at du ikke svarer på alle de punkter, jeg har i mit indlæg. Og når argumenterne så går videre, så føles det lidt som trolling, når man bare overser en pointe...
Gravatar

#66 Fellaheen 13 år siden

Bruce (64) skrev:
Det kommer godt nok an på filmen eller bogen :)


Ja, men jeg vil mene at folk stadig har en meget klar fornemmelse for, hvad der er kunst (dvs. hvad der forsøger at være kunst). Folk begynder f.eks. at kalde deres yndlingsfilm for "kunst" hvis det drejer sig om "Fight Club" eller sådan noget. De svulmer op og får røde pletter, men de siger trods alt sådan og er klar over at Fight Club kan defineres som kunst. Det er de færreste, der siger om Twilight eller Da Vinci Mysteriet at de er kunst, selvom de kan lide dem som film og bog.

Sjovt at ordet "kunst" pludselig har mistet sin betydning, meget postmoderne og sørgeligt. På et tidspunkt bliver det også relevant at definere andre metafysiske ting som "kærlighed" og "had", som vi sikkert også glemmer i semantiske og hermeneutiske diskussioner, indtil alle kan gå rundt, apatiske, og sige til hinanden at de ikke ved noget fordi viden i sig selv er blevet kriminel og tvivlsom. For alle værdier er jo relative og alt er subjektivt. Ikke desto mindre: kunst (eller det man på engelsk ville kalde "fine arts") er tæt forbundet med æstetik, der er en grundlæggende menneskelig bevægelse ved det ordentlige eller harmoniske eller en italesættelse heraf: hvordan kan den form for definitioner være blevet obskure? Et godt citat fra Adorno:

"It is now taken for granted that nothing which concerns art can be taken for granted any more: neither art itself, nor art in relationship to the whole, nor even the right of art to exist."

David Bordwell har ret. Næsten alle har en forestilling om at litteratur og musik er, eller kan være, kunst. Det er jo nærmest en del af den kollektive bevidsthed med folk som Mozart og Beethoven eller Illiaden og Ulysses. Den idé har de færreste om film. Også mange folk, der kan lide film - de bruger aldrig ordet "kunst" og tror stadig, de kender til film. Det er typisk folk som deler tingene op i "prætentiøse" film og almindelige film eller "foreign film" og almindelige film, som om alle ikke-amerikanske film kan samles under en betegnelse.
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#67 Fellaheen 13 år siden

Jeg bruger ordet "folk" alt for meget, undskyld.
Die Geburt der Tragödie aus dem Geiste der Kino
Gravatar

#68 BN 13 år siden

KeyserSöze (67) skrev:
Jeg bruger ordet "folk" alt for meget, undskyld.




;-)

http://www.amazon.com/First-Album-Beautiful-Night/dp/B00D3RUKFM/

Skriv ny kommentar: