Er vi der ikke snart?

På med vandreskoene, fyld drikkedunken op og husk en varm trøje. For nu skal der eddermame tilbagelægges nogle kilometer. Veteranen Peter Weir har med “The Way Back” ladet sig kraftigt inspirere af den tidligere, polske krigsfange Slavomir Rawiczs sande fortælling om en hovedløs flugt fra en sovjetisk Gulag-lejr i Sibirien i 1941. Syv mænd trodsede al fornuft, pigtråd og kulde og begav sig ud på deres livs kamp mod friheden fra kommunismens besnærende bånd. Det er der kommet en lang, billedskøn fortælling ud af, der dog langt fra lever op til den australske instruktørs bedste arbejde.

Arkitekt og primus motor bag flugten er den polske officer Janusz (britiske Jim Sturgess). En intelligent og naturkyndig mand, der for alt i verden må tilbage og tilgive konen, at hun under tvang vidnede imod ham og fik ham anbragt i Stalins lejr. En mand på en bundhæderlig mission – og som ikke bryder sig specielt godt om tanken om 20 år i Gulag-helvedet. Med sig på flugten får Janusz seks andre karakterer af mere eller mindre stålfast vilje og et regulært kludetæppe af nationaliteter og politisk overbevisning.

Mest sprælsk er den russiske Valka (Colin Farrell). En født vaneforbryder med et umætteligt spillergen og kroppen dækket af pro-sovjetiske tatoveringer – inklusive kammeraterne Lenin og Stalin på brystet. Amerikaneren Mister Smith (Ed Harris) er fornuftens stemme, der prædiker selvopretholdelse og ingen blødsødenhed. Selve flugten er en smal sag. Mere speget er det at nå frem til Sovjet-fri zone langt, langt mod syd.

“The Way Back” er storslået og episk alene i kraft af sin fortælling. Flugt fra kommunisme, kuldedød og kartoffelsuppe i ét stort, 6.500 kilometers trek. Det skriger jo på en filmatisering. Men gamle Peter Weir kæmper med både at ramme og holde de rigtige toner undervejs. Og spændingsniveauet er det også så som så med i løbet af de 133 lange minutter, filmen snegler sig igennem. Den store flugt fra lejren ser man af uransagelige grunde aldrig udført. Men pludselig – lidt over en halv time inde i filmen – oven på en smule snak og lidt indsamling af madrationer er de syv mænd i fuldt firspring gennem en snedækket skov. Bum. Og resten af fortællingen forløber derfor med én, lang vandretur fra det kolde Sibirien, gennem den glohede Gobi-ørken mod friheden i Indien.

I den slemt oversete “Master and Commander: Til verdens ende” balancerede Weir ellers glimrende mellem eventyret, historisk akkuratesse og ikke mindst den poetiske åre, som lange rejser ofte foranlediger. Men “The Way Back” formår desværre ikke at ramme samme, fine tone. Der er lidt for meget “Ringenes herre” over Weirs ellers realistiske historie. Krigsfangernes nærved endeløse vandren skildres igen og igen i pompøse kran- og helikopterindstillinger, der lidt for ofte placerer de syv heltmodige på bjergrygge i billedskøn silhuetlinie. Men når naturen får lov at tale for sig selv i billeder, er der til gengæld ikke en finger at sætte på håndværket. Klarest står et klip tidligt i filmen, hvor Janusz betragter trækronerne i lejrens omkransende skov. Vinden får kronerne til at danse, som var de besat af en overjordisk kraft. Et ydmygt nik til Andrei Tarkovskys mesterlige naturmetafysik fra Weirs faste kameramand Russell Boyd.