Kemi, gensidig tiltrækning og uartige undertoner kan næsten forvandle selv de mest kedelige historier til film, hvor gnisterne flyver, men sådan springfarlig seksuel spænding er faktisk ret sjælden såvel på lærredet som i det virkelige liv. Filmstjernernes liv med optagelser og lange arbejdsdage, folk farende omkring og stressede instruktører er næppe heller noget, der ligefrem lægger velegnet grobund til de romantiske impulser. Alligevel lykkes det dog for de fleste habile skuespillere at fake en nogenlunde hæderlig gensidig tiltrækning. Men ikke altid – indimellem går det helt galt, så selv ikke den bedste klipning kan redde katastrofen, og det bliver tydeligt for alle, at parret ikke har nogen gnist sammen, næppe nogensinde vil få det, og formodentlig blot ønsker at være et helt andet sted.

Filmz præsenterer her nogle af de værste filmpar, vi har haft den tvivlsomme fornøjelse at opleve på det store lærred.

Sylvester Stallone og Sharon Stone – Specialisten (1994)

Det må have lignet et sikkert hit ved produktionsmøderne. Sæt Sharon Stone – som på det tidspunkt takket være succesen fra “Basic Instinct” blev opfattet som selve definitionen på sexappeal – sammen med Sylvester Stallones svulmende muskler og værsgo – så har du verdens mest fysisk tiltrækkende par. Resultatet var dog mildest talt katastrofalt. De to udviser ingen form for fælles kemi eller gensidig interesse, og det kommer næsten fuldstændig bag på os, da de pludseligt danner par. De fremstår konstant så lidende og ulykkelige i hinandens selskab, og selv filmens hyppigt omtalte sexscene virker så ulidenskabelig, at den ville egne sig bedre som en reklame for et hårfjerningsmiddel.

Ioan Gruffudd og Jessica Alba – Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer (2007)

En lige så slående mangel på kemi fremvises af Ioan Gruffudd og Jessica Alba, der typemæssigt da også ligger meget langt fra hinanden, og selvom vi oplyses om, at de er forelskede, så får man på intet som helst tidspunkt nogen fornemmelse af, at de er blot det mindste tiltrukket af hinanden. Den manglende kemi bliver ikke mindst bizar, eftersom der til gengæld er en tydelig seksuel spænding mellem Jessica Alba og Chris Evans. Den flirt bliver til gengæld lettere foruroligende at overvære i betragtning af, at de to skal forestille at være bror og søster. Det var vist alligevel ikke det, 20th Century Fox mente, da de bad om, at filmen skulle være familievenlig.

Hayden Christensen og Natalie Portman – Star Wars: Episode II – Klonernes angreb (2002)

I betragtning af at der i årevis havde været bygget op til en kolossal og hjerteskærende kærlighedshistorie, så havde Lucas meget at leve op til, da han omsider skulle fortælle om Anakins tragiske romance. Resultatet blev imidlertid tænderskærende dårligt, og selv et slukket lyssværd giver vist flere gnister end dem, der var at finde mellem de to stjerner. Castet som en slags moderne James Dean giver Hayden Christensens feminine fremtoning et skvattet og temmelig ynkeligt indtryk, og den ellers normalt så pålidelige Natalie Portman er dræbende kedelig som hans modsætning. Parret afhjælpes dog ikke just af Lucas’ rædsomme kvalm-romantiske dialog, som om muligt lyder mindre oprigtig end selv de mest billige lykønskningskort.

Roger Moore og Grace Jones – A View to a Kill (1985)

Den aldrende Roger Moore havde allerede set lidt distræt ud gennem den forrige Bond-film, og med sine 57 år var han alt for gammel til at påtage sig rollen i “A View to a Kill”. Han fik foretaget en ansigtsløftning, men den fik ham kun til at se lidt sær ud. Grace Jones var hellere ikke just betaget af ham, og der var iskold luft mellem de to. På et tidspunkt fik Jones’ højlydte rockmusik Moore så højt oppe i det røde felt, og han trak stikket ud af hendes stereoanlæg og smadrede en stol mod væggen. De to virker da også som et par, der konstant må undertrykke en gensidig lede ved hinanden, og ikke mindst sexscenen er ukomfortabel at overvære. Moore omtalte senere “A View to a Kill” som den 007-film, han var mindst glad for – og han var chokeret, da han opdagede, at han var ældre end den anden Bondpiges mor. Trods filmens store økonomiske succes vendte han aldrig tilbage til serien.

Sean Connery og Catherine Zeta-Jones – Lokkeduen (1999)

Hollywoods tendens til at gøre filmpar ud af gamle mænd og unge kvinder har ofte virket latterlig – ikke mindst i betragtning af, at det omvendte næsten aldrig gør sig gældende – men få film har alligevel presset citronen så meget som “Lokkeduen”, hvor en bedstefaragtig Sean Connery ser nærmest absurd ud sammen med den purunge Catherine Zeta-Jones. Gennem filmen fremstår Connery som en, der har forlagt sin rollator, og da filmens pseudo-sexscene skal udspille sig, ligner han mest af alt en, der har brug for et iltapparat. Ufrivilligt komisk bliver ikke mindst det øjeblik, hvor han bestiger den unge dame, men trækker sig væk med ordene ”Jeg kan ikke.” Nej, tænker man – næppe uden et ordentligt skud viagra først.

Tom Hanks og Meg Ryan – You’ve Got Mail (1998)

Meg Ryan slog som bekendt igennem med “Da Harry mødte Sally”, hvori hun havde fremragende kemi med Billy Crystal. Ganske velfungerende var også “Sleepless in Seattle”, hvor Tom Hanks og Ryan er et adskilt potentielt par, der levede i al uvidenhed om, at de i virkeligheden var bestemt for hinanden. De burde nok være forblevet lykkelige i uvidenheden, for i “You’ve Got Mail” er der til gengæld end ikke antydningen af kemi mellem de to skuespillere, som vedvarende virker fjendtligt indstillet over for hinanden. Det var vist nok meningen, at de skulle forestille at have et had/kærlighedsforhold i filmen, men det er absolut kun had-delen, det lykkes at fremvise.

Harrison Ford og Anne Heche – Seks dage, syv nætter (1998)

Homoseksuelle skuespillere er gerne tilbageholdende med at afsløre deres seksualitet, og en del af grunden hviler utvivlsomt på frygten for, at deres roller vil bliver begrænset pga. det. Frygten er beklageligvis ikke ubegrundet, og en del af de stjerner, der er modige nok til at stå frem, bliver ofte negligeret efterfølgende. Anne Heche havde også sine kvaler, da hun var i det massivt omtalte forhold til Ellen DeGeneres, og da Heche efterfølgende optrådte i “Seks dage, syv nætter” med den betydeligt ældre Harrison Ford, som hun bestemt ikke havde megen kemi sammen med, var det svært at få hendes privatliv ud af hovedet. Filmen hjælper ikke på sagen ved at ty til meget platte midler, og da en halvgammel Ford stikker hånden i den unge piges trusser, føles det alt andet end sexet.

Hvilke filmpar, synes du, har været de værste? Diskuter det – og artiklen – i forummet ved at klikke på “Deltag i debatten” nedenfor.