Star Wars: Episode II – Klonernes angreb
Anmeldelse 1 af 2
Udgivet 16. nov 2002 | Af: Michael Andersen | Set på DVD
Selvom “Episode II” er klart bedre end “Episode I – Den Usynlige Fjende” (den første films fejl og mangler var ganske uinteressante i forhold til to`erens), har den både momenter af stor opfindsomhed og højt tempo, men også (u)frivilligt grinagtige og til tider smagløse scener.
Har man i øvrigt et lille håb om at filmen har noget tilfælles med “Episode IV-VI” trilogien, skal man nok hellere hive sin gamle slidte VHS-version af “IV-VI” frem i stedet – fordi den sidste levning af den gamle magi er fejet væk!
Men udgangspunktet var dog at det var historiens personer og temaer, som bl.a. var inspireret af gamle fortællinger og mytologier, som skulle trække historien fremad. I den nye trilogi bliver vi viklet ind i en politisk historie, som overhovedet ikke er interessant – dels fordi vi kender udfaldet og fordi den er unødvendigt indviklet fortalt. Selv de mest die-hard “Star Wars” fans vil have svært ved at påstå at historien interesserer dem. Med mindre de får “hjælp” af jedi-mind tricket.
De fleste af filmens karaktere er endimensionelle. Obi-Wan Kenobi er den eneste der virker som en rigtig person. Han bliver spillet med stolthed og charme af Ewan McGregor. Natalie Portman gør også en god figur i rollen som Amidala, men hendes præstation ødelægges af Hayden Christensens monotome spil. Deres kærlighedshistorie virker meget klodset. Lucas må have anet dette, fordi når Amidala og Anakin er romantiske sammen, brillerer han med nogle besynderlige digitale effekter. Et stykke digital frugt og en smagløs dårlig amnimeret skabning, som Anakin rider på for at “imponere” Amidala, stjæler billedet.
George Lucas har helt sikkert lyttet til noget af kritikken af “Episode I”, for han har bl.a. flyttet Jar Jar Binks i baggrunden og har lavet en mere ambitiøs film. Filmen er mere mørk og dyster i tonen, og det har vi ikke set siden “Episode V – Imperiet slår igen”. Det er en klar forbering. Men det er ikke alle forbedringer som er lige velkomne. Yoda er blevet 100% digital som gør ham mere mobil, og han har samtidig flere ansigtsudtryk i forhold til i gamle dage. Men jeg foretrækker nu den substans og humanitet som den gamle dukke havde.
Filmens store slag hen imod slutningen, er et 40 minutters overflødighedshorn af nonstop action som overgår de tidligere film i rækken. Men hvis man ikke på dette tidspunkt er interesseret i filmens personer (fordi de er rimelige uinteressante) er alt dette bare ligegyldigt og trættende at overvære. I Dødstjerneopgøret i “Episode IV – A New Hope”, som kun varede 15 minutter, var der et klart og definerbart mål med det hele. Mere er altså ikke nødvendigvis at foretrække frem for mindre.
John Williams har skabt et fantastisk score som er aggressivt, levende og romantisk. Alt det som filmen så gerne ville være. Men Lucas har desværre opført sig som en slags Dr. Frankenstein over for Williams’ musik. Han har klippet så meget i musikken at flowet er forsvundet. Specielt i de sidste 40 minutter af filmen, er 80% af musikken hentet fra “Episode I”! At lytte til musikken på CD og i filmen er to meget forskellige ting. Ærgerligt, når musikken plejer at være et af de tiltrækkende aspekter ved en “Star Wars”-film.
Hvis man er “Star Wars” fan, vil “Episode II” heller ikke få én til at skrifte religion. Men hvis man er mere intersseret i en god historie frem for computereffekter, er der desværre ikke meget at hente i “Episode II”.
Nu er jeg i hvert fald 100% sikker på hvorfor “Episode IV” har undertitlen: A New Hope!
Resultatet er meget vellykket. Farverne er overdådige flotte og billedet er virkelig skarpt med masser af detaljer. Filmen er fuldstændig fri for nogen former for synlige fejl. Måske den flotteste billedeudgivelse til dato.
Et lydbillede med ægte 3D dimensioner og rigtig mange højdepunkter. George Lucas’ kærlighed for lydeffekter kommer tydeligt til udtryk i “Episode II”.
[/list]Kommentarsporet med Lucas og hans kollegaer er ganske informativt, men der fokuseres en hel del på det tekniske – og det kan derfor godt virke lidt tørt til tider.
Det første af de tre dokumentarprogrammer, From Puppets To Pixels, giver et godt indsigt i hvordan Yoda og nogle af de andre digitale figurer, blev skabt og hvordan de fungerer. State of the Art: The Previsualization of Episode II er en gennemgang af ikke tidligere viste animatics (en slags computerstoryboards). I Films Are Not Realeased: They Escape forklarer Ben Burtt og hans kollegaer, hvordan de skabte lyden til “Episode II”.
Ligesom på DVD`en til “Episode I” er der også denne gang små Behind The Scenes programmer fra Star Wars.com – som kommer ind på de meste relevante aspekter af filmarbejdet.
De forskellige menuer er ligesom i “Episode I” i den absolutte topklasse.
Der er stof til masser af timers underholdning, specielt hvis man er interesseret i teknikken bag “Episode II”.
“Episode II” er måske en af de flotteste DVD-udgivelser nogensinde. Filmens flotte lyd- og billedside er i den absolutte top. Det skjuler dog ikke at filmen har en del fejl og mangler. Men en ting er sikkert: Hvis du kunne lide filmen i biografen, vil du helst sikkert også gøre det på DVD.
Kommentarer til anmeldelsen? Giv din egen mening til kende i diskussionsforummet