De fleste har nok aldrig tænkt over det (eller aldrig troet det), men Roger Moore er faktisk næsten tre år ældre end Sean Connery. Det vil sige, at fra 1962’s “Dr. No” og til og med 1985’s “A View to a Kill” – bydende på Roger Moores sidste præstation som den ikoniske agent – var Bonds aldring fuldstændig troværdig og ‘naturlig’. Det er næsten lidt af et tabu at tale om Bonds alder, da det jo siger sig selv, at de, der har spillet rollen, ikke har kunnet spille den fuldstændig identiske inkarnation af rollen, da han tydeligvis er blevet unaturligt yngre med tiden. På den måde kan man måske sige, at “A View to a Kill” ikke bare var et endegyldigt farvel til Moore, men også et endegyldigt farvel til den første James Bond figur, som var på vej til at blive erstattet af en meget yngre og anderledes Timothy Dalton.

“A View to a Kill” blev lanceret på stor vis før udgivelsen i 1985. Også fordi det var nødvendigt, da 80’erne på mange måder var storhedstiden for actiongenren, hvorfor der naturligvis var masser af konkurrence for Bond, der havde haft bedre vilkår i de mere action-stilfærdige 60’ere og 70’ere. “Har James Bond endelig mødt sin ligemand?” spurgte filmens tagline. Og det var heller ikke just nogen hemmelighed, at Moore var ved at forlade rollen, han havde været indehaver af i 12 år. Men hvis James Bond havde mødt sin ligemand, var det ikke filmens psykopatiske skurk, Zorin, spillet med herlig iver af Christopher Walken, men snarere alderdommen. 58-årige Roger Moore var tydeligvis for gammel og nedslidt til at spille rollen mere. Men på trods af sin alder må Moore alligevel siges at komme godt omkring og op i omdrejninger i “A View to a Kill”.

Filmen bliver af mange betragtet som en af seriens værste (i selskab med “Moonraker”), men der er mange herlige elementer i Moores sidste Bond-film. Lad os starte med filmens største trumfkort: dens titelmelodi. Duran Durans herlige titelsang er et uimodståeligt mix af hårdtslående synthesizere, nynneværdig lyrik og John Barrys majestætiske orkester og er hele seriens bedste titelmelodi – kun tilnærmelsesvis overgået af A-Ha’s nærtbeslægtede titelsang til “The Living Daylights”.

John Barry gør, hvad han også gjorde i “Moonraker”: Komponerer et af sine allerbedste scores og er dermed stærkt medvirkende til at hæve filmen lidt op fra middelmådighedens afgrund – en afgrund, som filmen først og fremmest befinder sig i, fordi den simpelthen er for lang og ujævn. Persongalleriet er også en smule kedeligt, bestående af bl.a. en lettere enerverende Bond-tøs (Tanya Roberts) og et par kedelige slyngler til at supplere veloplagte Christopher Walken.

Men her er også nok spænding og drama til at gøre “A View to a Kill” til en kompetent actionfilm og thriller, og begyndere indenfor Bond-fænomenet med et smallere kendskab til karakterens tidligere, bedre stunder, vil garanteret sætte større pris på filmens letbenede og lettilgængelige natur. Men filmen er altså vitterligt en smagssag. Det er måske seriens mest direkte cheesy og lettere grinagtige del, bydende på lidt for mange klicheer og stereotyper – begge dele ting, serien i forvejen har budt på rigeligt af. Der er ikke forfærdelig megen nytænkning, men den kører egentlig derudaf i sit eget tempo. Hvis du kan sluge den særprægede brug af Beach Boys i filmens delvist imponerende åbningsminutter, kan du roligt slappe af og nyde to timers åndssvag, men solid, underholdning. Hvis ikke, så spring glad videre til næste kapitel i serien.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. Som det er med størstedelen af de nyrestaurerede transfers af de ældre Bond-film, ser “A View to a Kill” særdeles godt ud. Men med et selskab som Lowry bag restaureringen, kommer det heller ikke som nogen overraskelse. Ligesom de gamle “Star Wars” film, som Lowry også restaurerede, er der af og til et problem med farverne, hvor især de røde farver til tider har for megen eller for lidt fylde og kommer til at fremstå lidt lyserøde, hvilket især er tydeligt, når man studerer personernes hudfarver. Udover dette og en minimal portion udtværing er der intet at sætte finger på. Lowry har fjernet alt støv og snavs, her er ingen edge-enhancement overhovedet, kontrasten er perfekt og de yderst sjældne tilfælde af ubetragtelig uskarphed skyldes tydeligvis kvaliteten af de oprindelige optagelser og er ganske ubetydelige.

AudioLigesom de andre ældre James Bond-film, der i sin tid blev lanceret udelukkende med Dolby Digital 5.1 lydspor på udgivelsen, byder “A View to a Kill” på både et DTS 5.1-spor og et Dolby Digital 5.1-spor, der begge er glimrende. Mængden af detaljer er stor, med en formidabel, troværdig atmosfære, som hele kanalnetværket er med til at skabe. Overraskende og overraskende effektive effekter bliver leveret overalt, og adskillige (ofte sublime) panoreringer er med til at højne intensiteten og effektiviteten af selve filmen. Sporene er begge velmixede med krystalklar dialog, der aldrig bliver overdøvet af de mange lydeffekter. Bunden er en af stjernerne på begge spor, og den styrker nærmest alle aspekter af sporene – inklusive musikken, der kommer til at fremstå endnu mere kraftig og grandios, uden det nogensinde bliver for meget. DTS-mixet har som sædvanlig en lidt mere tillokkende bund og en mere finpudset atmosfære. Kun få film på denne alder (og heller ikke en del nye film) lyder lige så godt på dvd.

EkstramaterialeDisc 1 byder på et kommentarspor bestående af talrige kommentarer fra alskens folk, samt et nyt kommentarspor med Roger Moore. Det første er meget teknisk orienteret, ligesom størstedelen af ekstramaterialet på udgivelsen, men det betyder dog ikke, at her ikke er masser af informative godbidder, selvom det langtfra er Bond-dvd’ernes bedste kommentarspor.

Roger Moore indleder sit kommentarspor med at sige, at det efterhånden er så mange år siden, filmen blev skudt, at han ikke husker meget, og at kommentarsporet derfor nærmere vil fremstå som en ‘samtale’ snarere end som et traditionelt kommentarspor. Den snart 80-årige Moore har en fin sans for selvironi, men det langsomme tempo afspejler hans alder – her er en del pauser. Moore leverer dog også flere fine historier, som fans garanteret vil nyde at lytte til, og han er mere aktiv end på andre af sine kommentarspor. Det er ikke helt uoverskueligt eller dumt at høre det første kommentarspor, mens man læser det andet via undertekstfunktionen.

Disc 2 indeholder “Declassified: MI6 Vault”-sektion, som byder på “Butterfly Test Footage” (2 minutter), “Film ’85 BBC Report” (8 min.), samt 3 minutters film optaget på San Franciscos gader i forbindelse med optagelsen af filmens glimrende brandbilssekvens. Adskillige slettede scener figurerer her også – alle introduceret af instruktør John Glen. De førstnævnte testoptagelser er mest af alt blot en kuriositet. Den gamle featurette er omtrent lige så cheesy som hovedfilmen og ikke særlig informativ – man ved, man ikke kan stole på en featurette, når den fastslår, at “A View To A Kill” er Bond-seriens mest “visuelt spektakulære” film. De slettede scener (hvoraf flere af dem viser scener fra filmen fra forskellige vinkler) er generelt ret uinteressante.

Dvd’ens næste sektion er den såkaldte “007 Mission Control”, som også er at finde på alle de andre James Bond ‘Ultimate Edition’-dvd’er. Her kan man let og hurtigt hoppe frem til filmens højdepunkter, uanset om det så er en særlig actionsekvens, titelsekvensen eller synet af en af filmens smukke kvinder man er interesseret i.

Så har vi “Mission Dossier”-sektionen. “Inside A View to a Kill: An Original Documentary” er – vanen tro – en detaljeret og underholdende dokumentar omhandlende skabelsen af en Bond-film. Man hører bl.a. om, hvordan en brand i studiet, hvor Ridley Scott optog “Legend”, smadrede 007-studierne, arbejdet med faldskærmsstuntet og hyringen af skuespillerne. Man savner lidt at høre fra Walken, men der er heldigvis mange andre, interessante deltagere. Man kunne dog måske godt have tænkt sig at høre lidt mere om arbejdet med skuespillerne og historien.

Ganske passende, når nu et af komponist John Barrys bedste scores figurerer i hovedfilmen, byder dvd’en også på en dokumentar om seriens musik: “The Sound of James Bond – The Music of 007” (22 min.). Bl.a. filmkomponisterne David Arnold (som har komponeret musikken til alle Bond-film siden “Tomorrow Never Dies”), Marvin Hamlisch, Bill Conti, afdøde Michael Kamen og naturligvis Barry selv optræder, og det samme gælder flere af filmenes musikere, såsom sangerinderne Shirley Bassey og Nancy Sinatra. Det er en herlig dokumentar, som gennemgår alle filmenes scores i kronologisk rækkefølge, og som på trods af sin allerede relativt betragtelige længde gerne måtte have været lidt længere.

Og så er der naturligvis også den enormt tumpede og grimme (om end ofte morsomme) musikvideo til Duran Durans titelsang, samt alskens billeder, reklamer og trailere.