Fire: Ja. Fantastisk: NejMed et efternavn som Story havde man alligevel forventet, at instruktøren bag “Fantastic Four”-filmene havde haft en bedre sans for at skrue en god fortælling sammen. Uheldigvis er “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer” nøjagtig lige så tumpet som filmselskabets beslutning om at hyre de samme folk, der lavede den miserable etter, til at lave fortsættelsen.

Noget af det mest enerverende ved den første “Fantastic Four”-film var, at der næsten ikke skete noget i hele filmen. Efter fortællingens fire superhelte havde fået deres kræfter forholdsvis tidligt, gik de for det meste bare rundt og diskuterede deres superhelteevner med hinanden. Og det endelige klimaks havde passet bedre ind i begyndelsen af en gusten direkte til dvd-thriller. Men der var god grund til at forvente, at der ville være mere gang i den i fortsættelsen, for nu var alle karaktererne jo blevet etableret, og heltene havde vænnet sig til deres evner. Der var ikke længere grund til at spilde tid på tørre redegørelser, snørklede forklaringer eller langstrakte forhistorier.

Men ak… “Fantastic Four: Rise of the Silver” besidder alle sin forgængers talløse svagheder og fåtallige styrker. Selvom der kun går blot 80 minutter fra filmens åbningssekvens til rulleteksternes start, føles filmen mindst dobbelt så lang. Spændingskurven forbliver tæt på nulpunktet gennem filmens første tre kvarter, og ligesom etterens endelige opgør virker toerens klimaks som en eftertanke. De forholdsvis talentfulde skuespillere skænkes ikke én eneste mindeværdig replik, og karakterernes udvikling er lige så markant som et græsstrås vækst på en gennemsnitlig eftermiddag. Faktisk er det heroiske firkløvers modstander, den såkaldte Silver Surfer, fortællingens eneste virkelig interessante karakter, selvom han forholdsvis sjældent optræder eller udtaler sig.

Heltenes gamle modstander, Doctor Doom, dukker også op. Men ligesom stort set alt andet i dette ekstremt kommercielle, uinspirerede roderi virker Dooms optræden aldeles ligegyldig. Hvordan i alverden kan forfatteren Mark Frost gå fra at skabe “Twin Peaks” til at skrive sådan noget bras som dette? Effekterne veksler mellem det fornemme og delvist acceptable, mens det er uhyre svært at erindre bare den mindste snert af John Ottmans trættende musik. Filmens bagmænd har ikke lagt skjul på, at deres primære målgruppe er børn, nykronede teenagere og folk, der finder genrens andre bestanddele for seriøse. Men filmens forgæves forsøg på at blande barnlig pruttehumor med storladen action efterlader den i en underlig form for limbo, hvorfor den ikke finder fast fodfæste.

Igen er det primært samspillet mellem skuespillerne Chris Evans og Michael Chiklis, som hhv. spiller den forfængelige The Human Torch og temperamentsfulde Tingen, der redder filmen på målstregen. De to garvede entertainere lader sig ikke intimidere af den lunkne drejebogs begrænsninger. Parrets fælles karisma er simpelthen for stærk til at blive lammet af instruktøren og manuskriptforfatternes uduelighed. Evans og Chiklis indsats er mere heroisk og imponerende end noget som helst, fortællingens populære superhelte præsterer – men det er desværre langtfra nok.

VideoPræsenteret i 2.35:1 anamorphic widescreen format. “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer” ser omtrent lige så godt ud, som en nyproduceret blockbuster bør. Farverne er flotte – mætte og naturtro. Kontrasten er enormt solid, og der er ingen tilfælde af edge-enhancement, støj eller snavs. Billedet er til tider en smule blødt, men aldrig decideret uskarpt.

AudioAf uransagelige årsager indeholder discen et italiensk DTS-spor, men hvis man vil lytte til filmen på engelsk, må man nøjes med et Dolby Digital 5.1-mix. Det er dog også mere end hæderligt. Filmens fåtallige actionscener sætter anlægget på en gevaldig prøve (især subwooferen), og der er adskillige fine panoreringer. Hverken dialogen eller musikken overdøves af lydsidens andre elementer.

EkstramaterialeDer udkommer to udgaver af filmen herhjemme på dvd, hvor den ene blot indeholder én disc, mens den anden indeholder en ekstra skive med endnu mere ekstramateriale. Når man smækker den første disc i afspilleren, præsenteres man for trailere til “The Dark is Rising”, “Garfield Gets Real” og “Futurama: Bender’s Big Score”.

På 2-disc udgivelsens første disc befinder der sig også filmen, og der er blevet indtalt to kommentarspor til den. Instruktør Tim Story har indtalt et alene, og det er desværre tørt og kedeligt. Instruktøren holder adskillige pauser og siger næsten intet af interesse. Det andet er med produceren Avi Arad, manuskriptforfatteren Don Payne og klipperne Peter S. Elliot og William Hoy. Formentlig fordi, der er flere deltagere, er der færre pauser på dette kommentarspor, men der er dog desværre alligevel en del pauser, og det er ikke meget mere interessant end Story-kommentarsporet.

Disc 1 indeholder også fem slettede/forlængede scener, som Tim Story har indtalt kommentarer til. Imod al forventning viser disse scener sig faktisk at være forholdsvis interessante – der er bl.a. en alternativ, flot titelsekvens og en morsom scene i en souvenirshop. Der medfølger også tre storyboardsekvenser, som Story kommenterer. “The Fantasticar: State of the Art” (11 min.) går tæt på designet af superheltenes avancerede bil. “The Four Elements” (12 min.) handler om tegneserien og forholdene mellem dens figurer. Featuretten er forholdsvis interessant, men lige lovlig kort.

Disc 2 indeholder to dokumentarer. I “Family Bonds” (47 min.) følger kameraet filmens bagmænd fra før, optagelserne gik i gang, til færdiggørelsen af produktionen. Der er masser af sobre, interessante interviews og forbavsende intime og ofte morsomme behind-the-scenes optagelser. “Sentinel of the Spaceways: Comic Book Origins of the Silver Surfer” (39 min.) er endnu bedre. Dokumentaren handler om filmens sølvfarvede surfer og byder på interviews med alskens tegneserieforfattere såsom Stan Lee og Jim Starlin. Alt fra figurens tilblivelse til de forskellige fortolkninger af karakteren diskuteres. Fans har måske hørt det hele før, men for de nysgerrige uindviede er dokumentaren et must.

Sommeren er over os, og det er sommerens bølge af storbudgetterede blockbustere i særdeleshed også. I denne weekend står den på fortsættelsen til 2005’s filmatisering af tegneserien “Fantastic Four”, “Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer”. Trods etterens lunkne modtagelse lykkedes det den alligevel at skrabe tilstrækkelig mange grunker ind til at en toer syntes uundgåelig. Her i anden ombæring er alle effekt-sejlene blevet sat, men selvom “Rise of the Silver Surfer” er flottere og synes mere helstøbt end sin forgænger, forbliver den alligevel en omgang bøvet ævl, der desværre sjældent forsøger at skjule sin spinkle historie og kun momentvis glimrer med en smule visuelt flair og mådeholden komik.

“Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer” tager tråden op hvor forgængeren slap. De fantastiske fire (Mr. Fantastic, Invisible Girl, The Thing og Human Torch) er blevet folkekære stjerner, der ikke mindst takket være Reed Richards og Sue Storms forestående bryllup følges intenst af en ivrig presse – noget som Human Torch, Johnny Storm, ikke bare kan lade gå sin næse forbi. Som en anden P Diddy bader han sig i spotlyset, mens han arrangerer glamourøse fester for eliten, hvor han samtidig kan møde smukke kvinder.

Men naturligvis er denne ansvarsløse tilværelse et moralsk sidespor, som Johnny må tage op til overvejelse, efter at et ubehageligt sammenstød med et sært væsen fra det ydre rum udløser en mindre ‘identitetskrise’. Men i superheltebranchen er terapi for pattebørn, og intet problem er større, end at det ikke kan løses med en solid omgang slå-på-tæven. Og jeg skal ellers love for, at Johnny og slæng får sin sag for – for væsenet, som elegant døbes Silver Surfer, forårsager naturkatastrofale tilstande kloden rundt, og det viser sig, at han er kommet for at varsle et langt farligere væsens ankomst til jorden. I mellemtiden er Victor Von Doom vendt tilbage fra de døde, og han og de fabelagtige fire tvinges til at arbejde sammen for at bekæmpe Silver Surfer og hans glubske herre.

Her i anden omgang af sagaen om superheltenes royale familie har man fra studiets side igen overladt den kanvas-beklædte instruktørstol til Tim Story. Hans anvisninger fra studiet vil med det samme være åbenbare for enhver: Bigger is better. “Rise of the Silver Surfer” er stor, dum og noget så farverig. Og fred være med det, for enhver blockbuster med respekt for sig selv bør vel være et overflødighedshorn af vilde effekter og fortalt i et hæsblæsende tempo, der afleder opmærksomheden fra et ofte tyndt plot. Noget visuelt geni er Story langt fra, men ind imellem rammer han plet, og bl.a. er vores første rigtige møde med Silver Surfer ganske enkelt en fornøjelse.

Plottet i “Rise of the Silver Surfer” formår heller ikke at byde på de store overraskelser. Men det ville vel næsten også være en skuffelse, hvis der var tale om en film om superhelte, der ikke skal redde verden, ikke? Dette er dog ikke ensbetydende med, at enhver form for opfindsomhed bør være forment adgang. Derfor er det skuffende, at Story og hans hold i sidste ende ikke formår at diske op med noget mere fantasifuldt. Filmen forfalder selvfølgelig til et utal af klassiske klichéer, som de heltemodige helte og mindst lige så skurkagtige skurke. Og selvom den hænger bedre sammen end sin forgænger, er selve forløsningen af fortællingen stadig tung og kejtet – noget ikke engang det hæsblæsende tempo og de farvestrålende effekter formår at skjule. Storys forkærlighed for lavpandet komik klæder heller ikke just filmen, som ind imellem minder om nogle af de mere fladpandede tegnefilm, man finder på tv en lørdag morgen.