Når de største af de engelske brandbomber tordnede ned over Nazityskland under Anden Verdenskrig, ryddede de hele boligblokke ad gangen, og man kaldte dem derfor blockbusters. Får en film enorm, kommerciel gennemslagskraft, bruger man samme metafor – måske fordi bykvartererne ligger øde, mens alle folk er i biografen? Det har de gjort konsekvent, siden Steven Spielbergs “Dødens Gab” fra 1975 sprængte box office-rekorden med hundrede millioner dollar på billetsalg og blev det kulturelle fænomen, alle talte om i frokostpausen. Hajfilmen søsatte samtidig sommerblockbusteren. En fast tradition, hvor de fremtrædende, amerikanske filmstudier hvert år satser på et filmbrag i begyndelsen af sommeren.

“Dødens Gab” blev, ud over en gigantisk salgssucces, nærmest synonym med en genre af film, som var så spændende, at de trak publikum i biografen for at se dem mere end én gang. Blockbusteren havde indtil da udelukkende handlet om finansielle triumfer, der, som det romerske epos “Ben-Hur” fra 1959, nok havde fyldt lommerne på Hollywood-producenterne, men ikke nødvendigvis sat sig permanente spor i sjælen på biografgængerne. Hvem hører ikke de ildevarslende toner fra “Dødens Gab”-temaet stille for sig selv, hver eneste gang de bader i havet? Det var imidlertid i halvfjerdsernes New Hollywood-bølge, at blockbuster-begrebet tog sin endelige form som filmen, der sommer efter sommer sætter dagsordenen for såvel filmstudierne som den brede offentlighed og ofte bliver så hypet, at den overskygger alle andre film på plakaten.

Det skete for eksempel, som filmens instruktør, William Friedkin, begrædede på den seneste PIX-festival, med junglethrilleren “Frygtens Pris” i 1977, der tabte pusten til rumoperaen “Star Wars”, som udkom sideløbende og blev det års ultimative kassesucces. George Lucas’ klassiker varslede dermed blockbusterens kommende indflydelse på filmmarkedet, der tog til i firserne. Det gav dødsstødet til de mere eksperimenterende Hollywood-film, det foregående årti havde været så præget af, og som blandt andet Friedkin havde stået i spidsen for.

Men den massive fremstilling af blockbusterfilm har også krævet sine fiaskoer. På top 50 florerer eksempelvis kæmpeproduktioner som det dræbende lange, postapokalyptiske post-drama “The Postman” fra 1997 med en udpint Kevin Costner i hovedrollen. En film, der fik et svimlende tab på over 71 mio. dollar. Andre, mere skæve, box office bombs har i mellemtiden klaret sig godt gennem senere genudgivelser, da tiden var til dem. Heriblandt musikfilmen “Head” fra 1968, der har syrerockerne ‘The Monkees’ på rollelisten, Jack Nicholson på manuskriptet og ikke mindst et fremragende soundtrack.

Med tiden har blockbusteren været en omstridt trend, især på grund af det økonomiske enevælde de amerikanske filmselskaber har formået at skabe sig – og med det har kunnet stjæle hele verdens fokus. Men blandt de stærkeste filmværker findes også entydige blockbustere, der aldrig var blevet til uden rundhåndet bistand fra Hollywood. Det gælder både Ridley Scotts mesterværk “Blade Runner” fra 1982 og Francis Ford Coppolas Vietnamfilm-opus, “Dommedag Nu” fra 1979. Sidstnævnte var endda i fare for at blive et regulært flop undervejs, havde det ikke været for pengemændenes tro på filmen (og Cannes-festivalens begejstring).

I den diametral modsatte ende af skalaen findes filmene, der mere eller mindre vilkårligt endte som blockbusters. Lavbudgetfilmen “American Graffiti” fra 1973, George Lucas’ personlige hyldest til de amerikanske ungdomsår i starten af 1960’erne, blev så godt modtaget, at den tjente sig selv ind godt 200 gange. Men specielt den uafrystelige gyserperle “The Blair Witch Project” fra 1999 er med sit bundskrabende budget på 500.000 dollar måske det bedste eksempel på en pludselig blockbuster-effekt med en indtjening på næsten 250 mio. dollar og et filmpublikum, der ikke længere gik alene i skoven efter at have set filmen.

Nullerne har igen mødt en trykbølge af blockbusterfilm – mange med udgangspunkt i tegneserieverdenen. 10’erne er heller ikke en undtagelse kvantitativt – i år synes “X-Men: Days of Future Past” imidlertid at være sommerens bedste bud på en sprængfarlig kvalitetsfilm, der kan lære skeptikerne ikke at bekymre sig og at elske bomben.