En film med bid i

“Dødens gab” er en af de forholdsvis få film, der ikke blot er et enestående, enkeltstående værk, men et filmhistorisk fænomen. Før “Dødens gab” sørgede filmselskaberne for aldrig at lægge premieren på større produktioner om sommeren i frygt for, at det gode vejr ville holde publikum væk fra biografsalens mørke. Universal valgte alligevel at tage chancen, og inden længe havde “Dødens gab” – som den første film nogensinde – indtjent mere end 100 millioner dollars i de amerikanske biografer, og den blev dermed den allerførste sommer-blockbuster. Filmen blev ikke blot en kommerciel succes, den har også fæstnet sig dybt i vores kulturelle bevidsthed – selv i dag, 37 år efter premieren, lurer den irrationelle frygt for hajer i hovederne på badegæster over hele verden.

Roy Scheider spiller den midaldrende politiinspektør Brody, der efter mange år i New Yorks barske bymiljø har søgt luftforandring på den normalt så rolige ferieø Amity Island. Idyllen ødelægges, da et gennemgnavet kvindelig skyller op på stranden. Brody erfarer hurtigt, at der er tale om et hajangreb og beslutter sig for at lukke strandene af. Det er imidlertid nemmere sagt end gjort, for øens forretningsliv er dybt afhængigt af turisterne, som ventes at strømme til badeparadiset. Byens borgmester nedlægger veto mod lukningen af strandene, hvilket naturligvis får et katastrofalt udfald. Brody beslutter sig for – i selskab med haj-eksperterne Quint og Hooper – selv at fange hajen, og i bedste eventyrstil drager de til søs på den gamle kutter Orca.

Før “Dødens gab” var Spielberg endnu ikke et navn i Hollywood. Han havde forinden lavet en vis mængde tv-arbejde samt to spillefilm, hvoraf kun den ene var udset til at udkomme i biograferne, men det var først, da han lavede “Dødens gab” (i en alder af blot 27 år!), at han for alvor fik sit gennembrud og beviste, at han var en haj til instruktion. Og “Dødens gab” er vitterligt fremragende fortalt. Narrativen følger en klar og stram linje, men er stadig ikke for tætpakket til at rumme svært troværdige karakterer og deres motiver. Det er (i mangel af en bedre vending) klassisk moderne Hollywood, når det er bedst – men hvordan kan det også være andet, når Spielberg med netop denne film blev en pioner inden for denne nye fortællestil.

Man kan naturligvis ikke sige Spielberg uden samtidigt at sige John Williams, og man kan slet ikke snakke om “Dødens gab” uden at nævne denne ekstremt indflydelsesrige filmkomponist. “Dødens gab” blev først et helstøbt værk, da hajens geniale, minimalistiske tema blev føjet til lydsporet. Baa-dum… baa-dum… Én ting er selve kompositionen, men den største genistreg ligger i måden, hvorpå Williams bruger musikken. Temaet bliver hurtigt et varsel fra dybet, som indgyder publikum en falsk vished om, at hajen aldrig er i nærheden uden musikken som følgesvend, men pludseligt brydes forventningerne, og nogle fænomenalt gode chok leveres. Tænk engang… gys og chok ved højlys dag, dét kræver talent.

“Dødens gab” er især kendt for den ikoniske, improviserede replik ”We’re gonna need a bigger boat”, men for denne anmelder vil filmens højdepunkt altid være scenen, hvor den garvede hajfisker Quint, spillet af Robert Shaw, holder sin enetale om krigsskibet USS Indianapolis’ forlis under 2. verdenskrig. Scenen er i sig selv et fantastisk narrativ, der bygges op i en lystig stemning, for pludseligt, men ubesværet at forvandle sig til et gribende drama. Og lige så gnidningsfrit som dramaet begyndte, kommer en helt naturlig forløsning, som tillader os at trække vejret igen. Det er ikke bare en af filmens bedste scener, men en af filmhistoriens bedste.

Man kan argumentere for, at nogle af Spielbergs senere film er en smule tandløse, men “Dødens gab” er der saftsuseme bid i! De film, vi kalder mesterværker, er oftest den slags, som påvirker os følelsesmæssigt, selv lang tid efter filmen er slut, og skaber en tilknytning mellem os og karaktererne og deres eksistentielle problemstillinger. Sådan forlader man ikke denne film. Nej, “Dødens gab” er rendyrket underholdning. Alligevel tøver undertegnede ikke ét sekund med at kalde den for et mesterværk. For dette er tidløs, rendyrket underholdning, som tåler at blive set igen og igen og igen…

Video

Præsenteret i 2.35:1. Det er vitterligt ikke til at se, at dette transfer har rødder i et filmnegativ, som snart har 40 år på bagen. Teknikerne har udført et stykke arbejde i særklasse med restaureringen af de ellers svært medtagne filmruller. Farverne fremstår funklende klart med den særligt fede lød, som netop celluloid fra 1970’erne præsenterer, og alt skidt og snavs er fjernet, uden at det går ud over de naturlige gryn. Komprimeringsartefakter kan man godt droppe at kigge efter – de eksisterer ikke på dette fænomenale transfer.

Audio

DTS-HD 7.1. På trods af at der er tale om et ganske gedigent lydspor, leverer det ikke en kraftpræstation på linje med billedsiden. Optageudstyret er bedre nu om dage, og selv om eksempelvis dialogen i “Dødens gab” for det meste er dejlig sprød, mangler den tonale bredde, som vi har vænnet os til i nyere film. John Williams musik lyder til gengæld hamrende godt og får med en spredning over alle kanaler den fylde, som den fortjener. Filmen vandt i sin tid en Oscar for bedste lyd, og der er bestemt masser at komme efter. Især forekommer en bemærkelsesværdig brug af enkeltstående lydelementer i en af filmens markante scener, hvor en bekymret Brody sidder på stranden og beskuer de badedragtsbeklædte stykker hajføde, som plasker rundt i vandet.

Ekstramateriale

Ud over de obligatoriske fraklippede scener samt et par fine featuretter indeholder skiven to dokumentarer, der tilsammen varer tre timer og 40 minutter. Det er en god portion, men det er tiden værd! Den første, “The Making of Jaws”, traver langsomt og grundigt gennem produktionen fra de første overvejelser til dens premiere, mens “The Shark Is Still Working” fokuserer mere på filmen som sensation. På trods af flere gentagelser de to dokumentarer imellem supplerer de hinanden glimrende og bryder på masser af interessante anekdoter fra den ofte totalt kaotiske produktion.