Af: Morten Vejlgaard Just | Udgivet: 2013-12-03

Verdensmesterskabet i film. Sådan omtales den årlige filmfestival i Cannes også blandt filmfans. Siden 1939 har et ypperligt udvalg af årets film kæmpet om Palme d’Or – Guldpalmen på dansk. De første år hed prisen faktisk Grand Prix, siden ændret til Palme d’Or, så igen, i 1964, tilbage til Grand Prix for i 1975 at ende på den Palme d’Or, vi kender i dag. Konkurrencen finder sted hvert år i det sene forår. Årets vinder – “Adèles liv – kapitel 1 & 2” – har premiere i den her uge. Rygtet siger, at det er en af de bedre Guldpalme-vindere igennem tiden. Vi har udvalgt en top 5 over de bedste vindere af prisen igennem tiden – er du enig?

5. “Det hvide bånd

Michael Hanekes film fra 2009 er den yngste på listen, men ligner ved første blik en gammel film. Tempoet er langsomt sat, billederne er sort/hvide, og handlingen udspiller sig før 1. Verdenskrigs udbrud. Filmen er – atypisk for Haneke – storslået episk, men benytter sig – meget typisk for Haneke – af en forbrydelse, et overfald, til at sætte lup på en pilrådden kultur. I det her tilfælde i en lille tysk førmoderne landsby, hvor børnene ikke er så uskyldige, som børn normalt er. En gruppe unger, der aldersmæssigt passende kunne vokse op og blive topnazister 20 år senere – hvem ved? Episk som “The Godfather” tilsat isnende kyniske kinder i en film, der stiller en masse irriterende vanskelige spørgsmål.



4. “Pulp Fiction

Og så til noget helt andet. Quentin Tarantino sprængte i 1994 den konventionelle fortælleform på den dejligt mainstream måde. Filmen har en begyndelse, en midte og en slutning – nødvendigvis bare ikke i den rækkefølge. Den multiplottede gavflab af en film styres legendarisk igennem af sit gangsterensemble, der gav John Travolta et (danse)comeback af dimensioner. Den dynamisk mundrette ping-pong-dialog var allerede Tarantinos varemærke i debuten “Håndlangerne”, men blev perfektioneret i “Pulp Fiction”, der fik en hel generation til at bestille royale with cheese.



3. “Tranerne flyver forbi

Mikhail Kalatozov fik Den kolde krig til at mildnes for en stund med sin såkaldte tøbrudsfilm fra 1957. Simpel historie. Forelsket par deles af krig. Han sendes til 2. Verdenskrigs front – hun venter pænt og pænt frustreret derhjemme. Kritikken af krigen og det sovjetiske samfund var hidtil uset af en hjemmebanespiller, men det er nu ikke årsagen til filmens kvalitet. De skæve, nærmest manierede billedkompositioner og en kvindes længsel, der føles overvældende og varm selv igennem en sovjetisk frostvinter, er grunden til, at filmens klassikerstatus ikke lige sådan flyver sin vej.



2. “Farvel min konkubine

Den meget succesfulde femte generation af kinesiske filmskabere har groft sagt to hovednavne: Zhang Yimou og Chen Kaige. Begge har beskæftiget sig indgående med Kinas turbulente 20. århundrede med rejsen fra kejserdømme til folkerepublik. Den rejse ramte Chen Kaige rent og rørende med sin 1993-vinder, der med sine næsten tre timers spilletid og omfattende handlingsforløb, der strækker sig over 53 år, er storslået med episk ovenpå. Præcist skildres to parallelforløb – det psykologisk personlige i Beijing operaen og den store fortælling, der ender med Maos kulturrevolution. En “Borte med blæsten” version Kina, som man efter sigende ikke er så meget for hos de kinesiske magthavere.



1. “Dommedag nu

En af de film med den måske hårdeste fødsel. Og så vandt den ikke engang på Cannes dengang i 1979. Eller jo, det gjorde den, men den måtte pænt dele Guldpalmen med “Bliktrommen”. Krigens meningsløshed er sjældent set så vildt og vovet i en film, der krævede alt fra Francis Ford Coppola, som aldrig blev helt sig selv igen og ikke har lavet en god film siden. Men pyt. Den dufter bedre end napalm om morgenen – spørgsmålet er kun, om det skal være i originalversionen eller i den senere Redux-version? Herfra anbefales Redux-versionen, der giver termen extended et godt ry med sine krigstraumatiserede Playboy-kaniner.

Gravatar

#1 Twister 8 år siden

Jeg så Adeles liv til en forpremiere i Grand Teatret og må sige at jeg var fuldstændig blæst bagover. For mig var den en klart bedre film, end eksempelvis "das weisse band". The Tree of Life indtager også en plads på min personlige liste over favorit cannes-vindere, med dens ambitiøse mediterende poesi.

Men Adeles liv bør alle tage ind og se. En fuldstændig fabeltagtig og rørende filmoplevelse.
“I should say that I was a visual person. I experience with my eyes and never, or rarely, with my ears...to my constant regret.” - Fritz Lang
Gravatar

#2 Ispep 8 år siden

Gode bud.
Gravatar

#3 Kisbye 8 år siden

Das weiße Band er blandt Hanekes bedste og en værdig vinder.
Stilen var netop ret atypisk for Haneke, hvis film altid ligner hinanden. Jeg håbede dengang at han ville begynde at eksperimentere mere med den visuelle stil, men det ser ud til at han er gået tilbage til den der kolde og kliniske stil han er kendt for.
The Cranes are Flying må jeg indrømme ikke fængede mig da jeg så den i sin tid.
Apocalypse Now er jo en rigtig god klassiker. Ville nok fortrække Aguirre, der Zorn Gottes, men den har selvfølgelig ikke vundet palmer.
Pulp Fiction er da en ganske fin film, men ved ikke om jeg syntes den passer ind i Cannes.
Farewell My Concubine har jeg ikke set.

Jeg har kun set 33 af de 86 vindere. Af dem vil jeg nok fremhæve følgende i tilfældig rækkefølge:
The Wages of Fear
Pelle erobreren
Underground
Secrets & Lies
Eternity and a Day
Dancer in the Dark
The Pianist
Amour
Rosetta
Die Blechtrommel
The Leopard
Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
Gravatar

#4 jannie dahl astrup 8 år siden

Et par personlige favoritter er:

Jacques Demys "Les Parapluies de Cherbourg" og Antonionis "Blow-up".

Begge film fra 1960'erne, der stadig bare holder.
Boris Lermontov: Why do you want to dance? Vicky Page: Why do you want to live?
Gravatar

#5 Herrguth 8 år siden

Jeg må med skam krybe til korset og indrømme, at jeg kun har set 11 Cannes-vindere, dog har jeg bestilt billetter til Adeles Liv.

Af dem jeg har set, så vil jeg rangere dem således:

1. Pulp Fiction
2. Taxi Driver
3. Dancer in the Dark
4. The Piano
5. Tree of Life
6. Barton Fink
7. Elephant
8. Secrets & Lies
9. Pelle Erobreren
10. Fahrenheit 9/11
11. Amour
Gravatar

#6 MMB 8 år siden

Min top 5:

1) Apocalypse Now
2) Taxi Driver
3) The Tree of Life
4) The Pianist
5) Il gattopardo
Gravatar

#7 Ispep 8 år siden

Der er mange jeg ikke har fået set, men de 5 vil måske se således ud:

1) Apocolypse Now
2) The Tree of Life
3) Taxi Driver
4) Pulp Fiction
5) Das WeiBe Band/Barton Fink

Polanski's The Pianist har desværre ikke holdt ved for mit vedkommende, selvom det stadig er en go' film.
Gravatar

#8 rockysds 8 år siden

Tror mine fem favoritter er noget i stil med: Il gattopardo, The Tree of Life, Les Parapluies de Cherbourg, Apocalypse Now og Le salaire de la peur. Måske The Cranes Are Flying eller All That Jazz i stedet for én af dem. Jeg fraregner "vinderne" fra 1946, ellers ville Brief Encounter og Rome, Open City nok være blandt. Har kun set 53/84 (eller 48/73), så der også store huller her.

I øvrigt:
Morten Vejlgaard Just skrev:
Francis Ford Coppola, som aldrig blev helt sig selv igen og ikke har lavet en god film siden.

Hvilke har du set siden? Jack? ;)
Vil i hvert fald selv kalde flere af filmene efter Apocalypse, Now gode, omend nok ikke helt af samme kaliber: Godfather 3 og Tetro især. Youth Without Youth behøves bestemt heller ikke fejes ind under gulvtæppet, og ser frem til at se en god udgave af One From the Heart en dag.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
Gravatar

#9 Morten Vejlgaard Just 8 år siden

#8

Haha - Jack her ;-) Hans Dracula er også rigtig ok. Men, men. The Conversation, Godfather 1 & 2 og så Dommedag nu. Fire af de helt store i min bog. Vil holde fast i, at han ikke har været i nærheden af at være i nærheden af det niveau siden. Mener han toppede der.

Bunden blev nået på PIX - kan ikke huske om det var i år eller sidste år, hvor jeg så hans 3D-film Twixt - en af de ringeste film, jeg husker at have set.

Gravatar

#10 rockysds 8 år siden

#9 - Ikke nødvendigvis uenig i det, du skriver her, men at afskrive ham fuldstændig efter 1979...

Har ikke set Twixt endnu, men er nysgerrig, og den må om intet andet være bedre Jack! ;)
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."

Skriv ny kommentar: