Af: rammy | Udgivet: 2014-08-25

Her får du et skarpt bud på de fem bedste originale grindhouse-film. Og for at vi ikke skal ende med de sædvanlige titler, så er der valgt at se bort fra sikre hit som “Star Crash”, “The Texas Chainsaw Massacre”, “Shogun Assassin” og “Cannibal Holocaust”. Med denne håndfuld film vil du forhåbentligt føle dig kastet tilbage til 70’ernes snuskede biografsæder på 42’nd Street.

5. “Fight for Your Life”

Instrueret af den senere tandlæge Robert A. Endelson. Hans low budget-film fra 1977 er da i visse scener også lige så grum som en skæv rodbehandling. “Fight for Your Life” er en beskidt home invasion-film med en ondskabsfuld William Sanderson (du kender ham som træt legetøjssnedker i “Blade Runner”) i rollen som den dybt racistiske og hadefulde white trash-taber Jessie Lee Kane. Han stikker af fra en fangetransport sammen med to andre tremmeruskere. De tre desperadoer bryder ind hos den sorte politiker Ted Turner. Det ikke bliver et hyggeligt søndagsbesøg. En grum og ond grindhouse-film fra 70’ernes nedslidte grindhouse-biografer.



4. “Dirty Mary Crazy Larry”

Denne carsploitation-film fra 1974 er en film, hvor action, damer og drabelige biljagter er i fokus. De to Nascar-aspiranter Larry (Peter Fonda) og Deke, (Adam Roarke) er et par svindlere på flugt fra en flok fartglade politimænd og den stålsatte sherif Everett Franklin, herligt spillet af Vic Morrow. Men filmens helt store stjerne er den limegrønne 1969 Dodge Charger R/T 440, en flugtbil, der oser af hestekræfter, krøllet panserjern og dækrøg! Bilen og de halsbrækkende stunts og udskridninger stjæler scene på scene. Har du set “Death Proof”, så vil du spotte mange referencer og kip med hatten til “Dirty Mary Crazy Larry”. Quentin Tarantino er uden tvivl fan, det bliver du højst sandsynligt også.



3. “The Big Doll House”

Jack Hill står bag denne women in prison-film. Gg han er ikke en Hr. Hvem-som-helst blandt grindhouse- og exploitation-nørder. Hill har skrevet og instrueret et utal af grindhouse-film. Den her er en af de bedste og sjoveste, hvor en håndfuld yderst tiltrækkende og rapkæftede kvinder finder sig indespærret i et fængsel langt ude i den filippinske jungle. Her bliver de selvfølgelig pint og plaget af deres fangevogtere, indtil de tager flugten. Pam Grier og Sid Haig er i hopla. Og det er ikke kun luftfugtigheden i junglen, der giver en lummer stemning. Og så kan man jo kun elske en film, hvor man ser en badass-babe i frøperspektiv, imens hun tømmer magasinerne på to MP40-maskinpistoler.



2. “Coffy”

Endnu et bevis på, at Jack Hill er noget helt særligt inden for genren af barske, besynderlige og blodige b-film. Igen er også Pam Grier og Sid Haig på spil. “Coffy” er en blaxploitation-film i tråd med “Shaft”, “Super Fly” og “The Mack”. Den sorte kvinde Coffy mister sin søster til storbyens narko og afskum. Hun ser rødt og armerer sig til et selvtægtstogt af en anden verden i sin jagt på søsterens bødler. Filmen kom med den danske undertitel “Den Nådeløse Hævner”, og det lever Coffy i den grad op til. Pam Grier spiller den stærke og handlekraftige sygeplejerske Coffy. En rolle, der blev synonym med hendes navn fremover – hendes bedste præstation kun overgået af Jackie Brown.



1. “Rolling Thunder”

John Flynns barske krimi-thriller er desværre en undervurderet og overset film, men det skal du være med til at lave om på, for det er en synd og skam. Soldaterveteranen Charles Rane vender tilbage til sin fødeby med pomp og pragt efter overstået tur i Vietnam. En flok afstumpede bøller vælger at berøve den hjemvendte helt, og det går mere end skævt. Charles Rane ender ikke bare berøvet, men også med en dræbt søn og hustru samt en hånd mindre. Soldaterveteranen vil have hævn. “Rolling Thunder” må du bare ikke gå glip af. Det er en voldsom urban-western, hvor hvert billede emner af hævntørst, patronhylstre, hjulspin og teaterblod. Og er du vild med Martin Scorseses “Taxi Driver”, så vil du straks falde for “Rolling Thunder”.


Gravatar

#1 Mikkel Abel 10 år siden

Fed, fed liste! Vil gerne dykke ned i grinndhouse-genren og har ikke set én eneste på listen, så det ser jeg frem til. Endnu en god top-liste Sørensen, tak for det. :)
I saved Latin. What did you ever do?
Gravatar

#2 sluppermand 10 år siden

Rolling Thunder er en fandens grum film. Ville bestemt også være min nummer et.
Gravatar

#3 Ménner 10 år siden

Er stor Coffy fan :D The Big Dollhouse er nu også meget underholdende :P har stadig resten til gode. Ser frem til at se Dirty Mary Crazy Larry :D
Does he look like a bitch, mr. Frodo!? - Samwise L. Jackson
Gravatar

#4 rammy 10 år siden

Thumbs up!
Grindhouse-geeks, horror-buffs, gore-hounds & exploitation-aficionados! Velkommen til www.sorensencinema.blogspot.com
Gravatar

#5 Highland Park 10 år siden

Spøjst at Filmz vælger at publicere en artikel, der fungerer som en stor reklame for netop den side, som angiveligt har taget imod adskillige af deres nu forhenværende brugere.

Gad vide hvad de brugere, der forlod dette sted i protest siger til, at rammy samarbejder med Filmz.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#6 Kisbye 10 år siden

Ja, det er lidt spøjst.

Men jeg er entelig også ret ligeglad med hvad de siger til det.
Det var et stort hylekor, hvor det tilsidst viser sig at årsagen til deres utilfredshed åbenbart ikke kunne tåle dagens lys. De kan ha det så godt i deres fætter-kusine klub.

Imagine an elephant with the flu. One sneeze and it breaks it's bloody neck - Fukkatsu no hi AKA Virus (1980)
Gravatar

#7 Buck Rogers 10 år siden

Fedt at se en artikel fra en med-DAHF'er, Rammy :)
Og god oversigtsartikel. Jeg har kun set Rolling Thunder, men det lader til at være en god start.
"Now, what can a man do with his clothes off for twenty minutes?"
Gravatar

#8 rammy 10 år siden

#5 #6: Altså nu behøver der jo ikke at gå mega politik og mudderkastning i det hele, vel? Jeg blev pænt spurgt om jeg ville lave en lille top 5 til DK's største filmsite, og det sagde jeg "ja tak" til. Sørensen Exploitation Cinema har været i luften siden 2011, men er stadig forholdsvis ukendt, så jeg så det som en gylden mulighed til at komme ud til nogle nye læsere. Også selvfølgelig for at få noget grindhouse-snask ud til folket!
Og så vil jeg også lige sige at vi bestemt ikke har "taget" nogle som helst. Vi har et lille film-forum, men det er så også det.

#7: Tak Bucky! Så syntes jeg bestemt du skal gå i gang med at se de andre 4 :)

Grindhouse-geeks, horror-buffs, gore-hounds & exploitation-aficionados! Velkommen til www.sorensencinema.blogspot.com
Gravatar

#9 Highland Park 10 år siden

rammy (8) skrev:
Og så vil jeg også lige sige at vi bestemt ikke har "taget" nogle som helst. Vi har et lille film-forum, men det er så også det.

Jeg skrev nu "taget imod". Betydningen er ikke den samme.

Faktum er, at du øjnede en stor chance for at få nye forummedlemmer i netop den tråd, hvor folk gav udtryk for deres utilfredshed samt gjorde det klart, at de ville slette deres bruger og dermed forlade Filmz. Kort sagt holdt du dig ikke tilbage for at udnytte situationen, akkurat som en politiker ville gøre i tilfælde af vælgerflugt fra et andet parti.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#10 Morten Vejlgaard Just 10 år siden

#8 #9 Tag den meget gerne over i Farvel Filmz-tråden eller via pb. Så kan vi lade den her tråd handle om Grindhouse-film :)

Skriv ny kommentar: