Af: Benway | Udgivet: 2008-06-13


Hvis en ting kan siges om M. Night Shyamalans karriere, så er det, at han i en alder af blot 37 år allerede har prøvet begge yderligheder af Hollywoodrangstigen. Han er både blevet udråbt til en af sin generations største talenter og auteurfilmmagere, men har også fået adskillige verbale knubs for sine mindre succesfulde filmprojekter. Han har modtaget både Oscar-nominering og Razzie-pris for henholdsvis bedste og værste instruktør. Nu er han så aktuel med “The Happening”, der muligvis vil være afgørende for den fremtidige karriere for Hollywoods formodentlig mest udskældte og roste instruktør.

Manoj Nelliyattu Shyamalan, som hans fulde navn er, blev født i Indien 6. august 1970. Forældrene var begge læger og flyttede til USA i 60’erne. Shylamalan voksede op i Philadelphia – et sted, som han gentagende gange er vendt tilbage til i sine film. Hans interesse for filmmediet voksede, og da han som ung fik et Super-8-kamera, var det begyndelsen på et brændende ønske om at blive instruktør ligesom hans store idol Steven Spielberg. Shyamalan lavede over 40 hjemmefilm, hvoraf nogle har været brugt som ekstramateriale på hans senere films dvd’er. Mens han stadig var studerende, lavede han den selvbiografiske “Playing With Anger” for midler, som han lånte fra familie og venner. Filmen blev vist på filmfestivalen i Toronto, hvor den blev pænt modtaget.

Takket være de kontakter, der var opstået, kunne Shylaman nu komme til at lave sin første store film, “Wide Awake”, der bl.a. havde Rosie O’Donnell, Denis Leary og Julia Stiles på rollelisten. Filmen var tre år undervejs og viste sig at være en økonomisk skuffelse, der fik middelmådige anmeldelser. Alt dette skulle dog ændre sig med Shyamalans næste film.

Hans næste manuskript blev “Den sjette sans”, som en af Disneys medarbejdere læste og blev så betaget af, at han øjeblikkeligt købte det og accepterede Shyamalans krav om at instruere filmen. Bruce Willis påtog sig den noget atypiske rolle som den usikre børnepsykiater, som får til opgave at hjælpe en ni-årig dreng, der ser døde mennesker. Rollen som drengen gik til Haley Joel Osment, hvis ufattelige præstation gav ham et øjeblikkeligt gennembrud. Filmens foruroligende fortælling og ikke mindst en komplet overraskende og chokerende afslutning gjorde den til en kolossal succes. Den modtog efterfølgende seks Oscar-nomineringer, og sætningen “I see dead people” blev folkeeje.


Filmens flotte modtagelse skulle dog på mange måder blive et tveægget sværd for Shyamalan, der lige siden har døjet under en forventning om at kunne gentage succesen, selvom det synes at være et umuligt krav. Når “Den sjette sans” kunne overraske os, var det jo netop fordi vores parader var nede, og de har ikke siden været nede ved nogen af hans film. Studierne har ikke ligefrem hjulpet på sagen ved med vanlig fokusering på mammon at have markedsført hans film som nye udgaver af “Den sjette sans”. Inden længe fik han stemplet som “Instruktøren, der laver uhyggelige film med en overraskende slutning”.

Selv forsøgte Shyamalan at gå nye veje. Hans opfølger til “Den sjette sans” blev “Unbreakable”, som på mange måder er et forsøg på at lave en moderne og forholdsvis realistisk superheltefilm. I stedet blev den udsendt som en slags gyser, men ikke desto mindre blev den ganske godt modtaget, og selv hvis filmen ikke er helt på højde med forgængeren, så leverer den dog en række formidable sekvenser. Ikke mindst Samuel L. Jacksons fald ned af en trappe er blændende udført. Filmens primære styrke er dog dens menneskelige drama, hvilket frustrerede dele af dens publikum, der forventede et godt gys i stedet.

Hans næste film blev “Signs”, der med Mel Gibson og Joaquin Phoenix i hovedrollerne handler om en sørgende familie, hvis kornmarker bliver besøgt af fremmede gæster. Den bragte atter Shyamalan i førersædet og blev en pæn kassesucces. Filmen var instrueret med en betydelig Hitchcock-inspireret fornemmelse for suspense, men til gengæld syntes dialogen til tider at være noget akavet, og filmen bidrog til at skabe en anden form for kritik af Shyamalan: At han på mange måder er en langt bedre instruktør end manuskriptforfatter.


Den kritik blev ikke just tilbagevist med hans næste film, den omdiskuterede “The Village”. Filmen var en bevægelse i en fuldstændig ny retning for Shyamalan – et romantisk drama placeret i en mystisk 1900-tals landsby. I modsætning til tidligere var uhyggen holdt på et minimum med blot et par enkelte foruroligende scener placeret i filmens sidste del. Ikke desto mindre blev den atter markedsført som en typisk Shyamalan-gyser, hvilket måske var medvirkende til, at filmen fik en overvejende negativ modtagelse.

Helt galt gik det dog først med “Lady in the Water”. Den blev afvist af Disney, der var utilfreds med manuskriptet. Vred over afklapsningen besluttede Shyamalan at tage filmen til Warner Bros., som indvilgede i at producere den. Filmen, der er en art moderne genfortælling af et eventyr, blev Shyamalans til dato største katastrofe. “The Lady in the Water” fik overvældende dårlige anmeldelser, hvori den i stærkt negative vendinger blev beskyldt for at være selvglad, prætentiøs og fjollet. Den floppede ydermere fuldstændig i biograferne og blev et af årets største tab for filmselskabet.

Dermed er spændingen opbygget til den kommende “The Happening”. Er det filmen, hvormed Shyamalan omsider får vendt en uheldig bølge, eller er det værket, der først for alvor får cementeret hans krise? Kun tiden kan afsløre svaret, men de første meldinger tyder på, at den atter vil bliver en film, der deler vandene. Derved vil den forsætte den røde tråd i Shyamalans film, der nok fremprovokerer vidt forskellige reaktioner, men som sjældent efterlader tilskueren uberørt.

Gravatar

#1 nostromo 16 år siden

Uhh...

What just happened? Where's the news?

Ok never mind,

Check this out http://gawker.com/tag/m'-nigh-shyamalan/?i=396037&...

And this is just the tip of the iceberg. He's a dick! Worst of all HE MAKING AVATAR the last airbender! Who was dumb enough to hand him THAT project?!?!?!?
Girl: It said my cookies aren't turned on? What am I supposed to do, pour some milk on myself and show them my tits?
Gravatar

#2 filmz-Trenox 16 år siden

So far elsker jeg alle hans film (unbreakable mest, signs mindst). Dog ser jeg ikke specielt meget frem til the happening. Traileren bygger netop alt for meget på at der er et stort twist/mysterie, og det virker enormt påtaget. Den hyper simpelthen sig selv for meget, og det er som om den næsten kun kan skuffe. Udover det har jeg hørt at wahlbergs præstation er uhørt dårlig.

men måske jeg checker den ud på dvd engang..

men fin artikel! :)

Jeg ved stadigt ikke helt hvorfor folk hader ham så meget, men det virker næsten lidt jantelov-agtigt, når der kommer en ung inder og sætter hollywood på den anden ende og endda både skriver og instruere på samme tid (og det er hans egne originale historier). Hvor tit ser man lige det i disse remake dage ? han lider lidt under Tarantino syndromet hvor han har en så påfaldende stil at folk anklager dem for at gentage sig selv, hvilket jeg finde urimeligt da det er en bedrift i sig selv ikke bare at lave tingene ligesom alle andre. At de har deres egen stil ser jeg kun som et stort plus.
Gravatar

#3 filmz-smedt-meister 16 år siden

#2 Da er jeg fuldstændige enig med dig...
Søren og Lasse har dårlig filmsmag.
Gravatar

#4 filmz-hackiz 16 år siden

#2

Word!
Gravatar

#5 El vez 16 år siden

Er ret sikker på han hedder "Haley Joel Osment" :)
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
Gravatar

#6 Benway 16 år siden

#2 Tak.
#5 Så er det rettet.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Gravatar

#7 El vez 16 år siden

Og ja, glimrende artikel der beskriver udviklingen ret godt. Jeg glæder mig ret meget til "Happening"
"I wonder if a little rum could get this back on its feet."
Gravatar

#8 wimmie 16 år siden

#2
Helt enig...i disse dage hvor sådan ca. hver 2. film er et remake, så forstår jeg ikke hvorfor folk ikke bifalder originale ideer mere.
Det er da ok ikke at kunne lide hans film, men giv ham i det mindste credit for at prøve at lave noget nyt som ikke er set før.
Jeg kan lide alle hans film - Den 6. sans mest - Lady in the Water mindst, og jeg glæder mig til The Happening.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Gravatar

#9 filmz-Kadann 16 år siden

Man kan vel også diskutere hvor originalt det efterhånden er, at alle hans film har et eller andet voldsomt plottwist. Det ville være et større twist, hvis han en eller anden dag, laver en film uden plottwist overhovedet. :)
http://www.modkraft.dk - http://www.ungeren.dk - http://www.christiania.org
Gravatar

#10 wimmie 16 år siden

Havde Lady in the Water et plottwist?
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”

Skriv ny kommentar: