Mange action-fans tænker tilbage på 80’erne med et smil på læben. Hårdtpumpede steroide-bomber, der nedsablede fascistiske terrorister med storhedsvanvid i massevis i jagten på retfærdighed, beskyttelsen af frihed og smukke damer. Sådan var opskriften på mangt en action-film i genrens gyldne år, hvor selv den værste optræden endte med at give profit. Stjerner som Sylvester Stallone, Jean-Claude Van Damme, Charles Bronson, Arnold Schwarzenegger, Dolph Lundgren og ikke mindst Chuck Norris levede højt på at give tæv og udføre karate-moves i stor stil i succesfulde film og franchises, der alle lignede hinanden mere eller mindre. Alt syntes fryd og gammen for disse fordums tids stjerner, lige indtil 80’erne så småt lakkede mod enden. 90’erne gjorde deres indtog, og med dem dalede succesen af film, der mest af alt handlede om muskuløse mænd uden trøjer på, som bekæmpede andre muskuløse mænd uden trøjer, alt imens de gryntede højlydt og svedte tran.

Filmz har her taget et kig på, hvordan det hele begyndte, hvad der gik galt, og hvorfor film lavet efter samme skala fra senere årtier ikke har formået at få det samme udtryk frem, som de gjorde i den årrække.

Før 80’erne…

Den nu afdøde Charles Bronson var en af de stjerner fra 70’erne, som især var med til at kickstarte action-brølernes succes i midten af 70’erne med den første film i “En mand ser rødt”-franchisen, hvor han spillede en ganske normal mand, som bliver mentalt skubbet ud over kanten af nogle bøller og derefter udnævner sig selv til både dommer, jury og henretter. Filmen, der affødte fire efterfølgere, var i stor stil med til at skyde Bronsons karriere som action-stjerne i gang, hvor han tidligere mest havde været kendt for sine roller i populære westerns som klassikeren “Once Upon a Time in the West”.

Men succesen og den enorme eksponering af action-film, som herskede i 80’erne, kan dog ikke blot tilskrives Bronson. Især en anden hård negl, Clint Eastwood, var i stor stil med til at gøre den hårde og nådesløse amerikanske helt populær i rollen som Dirty Harry. Selvom filmen ikke umiddelbart har vældig meget tilfælles med de mere kampsports- og muskelorienterede 80’er-action-film, så var det attituden hos betjenten Harry Callahan, der inspirerede opførslen hos de fleste helte fra 80’ernes film. Han var hård, nådesløs og havde altid en one-liner parat med en kugle til at følge med den.

Store muskler, store skydere og masser af tæv

Efter at 70’erne havde lagt fundamentet for 80’ernes utallige action-brag, blev det hele for alvor skudt i gang i 1982 med “Rambo: First Blood”, der havde Sylvester Stallone i rollen som den hårdkogte Vietnam-veteran John Rambo, der rejser Amerika rundt for at finde gamle kammerater fra krigen, men til sidst ender med at kæmpe sin egen enmandskrig mod loven i den lille by Hope.

Filmen blev et kæmpe hit, og dens tema var inspiration for andre mere eller mindre succesfulde franchises, bl.a. Chuck Norris’ “Missing in Action” fra 1984, der handlede om James Braddock, en gammel krigsfange under Vietnam-krigen, som rejser tilbage for at finde og redde nogle amerikanske soldater, der stadig holdes fanget i det fjendtlige territorium. Filmen var en moderat succes, men Norris’ karriere fik aldrig det samme boost som Stallones, og han formåede ikke at bevæge sig væk fra sin status som en b-filmkopi af Sly – indtil han inden for de seneste par år fik kult-status på internettet med de utallige Chuck Norris-jokes.

1982 var dog ikke blot året, hvor Stallones “Rambo: First Blood” havde succes – også Arnold Schwarzenegger fik i dette år sit gennembrud. Den store østriger, der, før han gik over til filmen, havde haft en meget succesfuld karriere som bodybuilder, var især ham, der var med til at sætte lighedstegn mellem actionhelt og svulmende muskler. Da han fik sit store gennembrud i “Conan Barbaren” i 1982 var han i sit livs form. Før Arnold gjorde sit indtog, skulle action-stjerner være mere senede og forpinte i udtrykket, som bl.a. Bronson og Eastwood havde været det, men efter at Schwarzenegger og hans ekstreme muskuløse look imponerede fans verden over, blev andre af tidens store stjerner nødt til at bruge en stor del af deres tid i fitnesscentret – deriblandt Stallone, der lige pludselig var blevet dobbelt så stor i sin næste film om John Rambo. Fitness-bølgen var for alvor kommet til Hollywood, og den ville fortsat være populær 80’erne ud.

Som tiden går

Mangt og meget kom frem i 80’erne, både godt og skidt, men som tiden gik, begyndte indtægterne på de dårlige produktioner at falde, og der blev færre af de dyre produktioner, jo længere ind i 90’erne man kom. Magien var ligeledes gået tabt – filmene formåede ikke at kreere den samme stemning som forgængerne gjorde, og folk begyndte at erklære diverse fordums stjerners karrierer for færdige.

Men hvad gik galt? Og hvorfor gik det galt? Læs mere i “80’ernes actionstjerner – Del 2: 90’erne og de nye stjerner”.

Læs også interview med action-instruktøren Sheldon Lettich og interview med Dolph Lundgren.