Af: kasperfmn | Udgivet: 2009-04-01

I denne anden og sidste del af artikelserien om 80’ernes actionstjerner ses der nærmere på, hvad der skete, efter genrens storhedstid var forbi. Hvordan gik det de forskellige kendte stjerner, da 90’erne bankede på døren, og de ikke længere var de boxoffice-succeser, som de før havde været? Og hvilke nye stjerner stod på spring til at overtage deres pladser?

Første del af artikelserien kan læses her: 80’ernes actionstjerner – Del 1: Store muskler, store skydere.


90’erne gør deres indtog

Fra succes til fiasko. Mange af 80’ernes store stjerner endte langsomt med at blive en parodi på sig selv ikke lang tid efter, at 90’erne gjorde deres indtog – nogle pga. dårlige valg af film, men andre blot fordi biografgængernes smag havde ændret sig. Dette var noget, især actionhelte som de tre dvd-konger Jean-Claude Van Damme, Dolph Lundgren og Steven Seagal fik at føle.

Hvor Van Damme og Lundgren havde et godt forhold til hinanden, så var Seagal og Van Damme konkurrenter, da begges film til tider havde flere ligheder samtidig med, at de to skuespillere ikke just var perlevenner. Deres rivalisering fortsatte endda efter, at de to skuespilleres storhedstid var forbi, dog nu bare på direkte-til-dvd-udgivelser. De to faldne stjerner havde det hårdt i midthalvfemserne og fremefter, og med det ene flop efterfulgt af det andet begyndte de fleste efterhånden at holde op med at tage dem alvorligt.

Min mor skyder

Men det var ikke kun de mellemstore actionstjerner, der led under 90’ernes skiftende opfattelse af, hvad der var sejt. Også de helt store kanoner som Sylvester Stallone og Arnold Schwarzenegger oplevede stor nedgang – ikke så slemt, at det på noget tidspunkt nåede til dvd-stadiet, men dog stadig så meget, at de nærmest var blevet parodier på sig selv. Hvor mange mindre stjerner bare havde fortsat i samme dur med at lave det sædvanlige, så prøvede Schwarzenegger og Stallone at følge med tiden – til tider dog med fuldkommen forfærdelige resultater.

Schwarzenegger havde i 1988 bevæget sig ind i komikkens verden med “Twins” – en middelmådig, men dog til dels underholdende komediefilm med Danny De Vito som hans tvillingebror. Den film fulgte han så op med den klassiske sci-fi-film “Total Recall” i 1990, hvorefter en af hans absolut dårligste film, “Kindergarten Cop”, udkom. Arnold formåede dog at afbalancere stinkerne med diverse hits rimelig godt i modsætning til sin gode ven Stallone, og indtil Schwarzenegger sluttede af med “Terminator 3: Rise of the Machines” i 2003 for at hellige sig det politiske liv, formåede han aldrig at falde helt af på den, på trods af at han ikke længere var helt så stort et navn som i sine Conan-dage.

Stallone formåede til gengæld næsten fuldkommen at ødelægge sin karriere med utallige dårlige film, deriblandt “Rocky V”, “Oscar” og værst af alle “Stop! Eller min mor skyder” – en film, som Stallone selv har ytret ønske om forsvandt fra jordens overflade. Med disse film og flere til gik Stallone fra at være en Oscarnomineret verdenstjerne og et sikkert boxoffice-hit til at være en andenrangsstjerne, der måtte spille fjerdeviolin i film som “Spy Kids 3-D: Game Over”.

Nyt blod

I starten af det nye årtusinde lod genren til at være mere eller mindre død. Med få film at se frem til såsom “Terminator 3: Rise of the Machines” så fremtiden ikke lys ud – i hvert fald ikke for de gamle stjerner. Der var samtidig komme nyt blod i Hollywood. Blandt disse var Jason Statham begyndt at vise sit ansigt i film, som tidligere ville have været Jean-Claude Van Dammes territorium. Statham var grundet sine roller i “Lock, Stock and Two Smoking Barrels” og “Snatch.” begyndt at få hovedroller i egne film som “The Transporter”, en film, som lige så godt kunne have haft Lundgren, Van Damme eller Seagal i den, hvis den var lavet 10 år tidligere.

Statham var dog ikke den eneste nye stjerne – andre var også kommet til takket være WWE Films. Wrestling-forbundet WWE havde besluttet sig for at gå ind i filmbranchen, og hvilken bedre genre end action? Deres første og hidtil største stjerne blev Dwayne ‘The Rock’ Johnson, der med film som “The Mummy Returns” og “Welcome to the Jungle” blev et kendt navn også i filmindustrien. Med en del gode og mindre gode actionfilm var WWE med til at bane vejen for, at genren kunne få en chance til og for, at de gamle stjerner ligeledes kunne få et comeback.

Heroes never die… they just reload

Selvom “Terminator 3: Rise of the Machines” blev en stor kommerciel succes, så var filmen langt fra en favorit blandt fans, og den resulterede ikke i tilbagekomsten af de andre stjerner fra samme tidsperiode. Det var noget, de selv måtte give sig i kast med, hvilket de også gjorde. Dolph Lundgren, der ikke ligefrem havde haft fremgang i sin karriere i de sidste mange år, satte sig for at få skub i sin karriere på sin egen måde. I stedet for at få halvdårlige instruktører ind til en billig penge begyndte Lundgren at instruere sine film selv, hvilket fik hans budgetter til lige så langsomt at stige, og samtidig var det endelige produkt også af større kvalitet.

Også Sylvester Stallone begyndte igen at røre på sig. Efter en del flop var den gamle actionveteran på vej tilbage til sine rødder. De mangeårige forsøg på at få en ny film omkring Rocky op at køre lykkedes endelig, og resultatet blev langt bedre, end mange havde turde håbe. “Rocky Balboa” blev en stor succes, hvilket førte til, at der blev givet grønt lys til endnu en af Stallones franchises – filmene om krigsveteranen John Rambo kunne få en tur til.

Van Damme havde på samme måde som Lundgren været tabt i direkte-til-dvd-helvede, men gjorde nu som Stallone og fik en følelsesladet og personlig film op at køre. Resultatet blev “JCVD”, som på trods af skuffende omsætning var en kritisk succes og banede vejen for, at Van Dammes karriere fik et ekstra skub.

Fremtiden?

På trods af at Hollywood er fået tilført nyt blod, og flere af de gamle stjerner har fået et comeback, har actiongenren stadig ikke fået det samme popularitetsboom som i 80’erne og start-90’erne. Film som “Rambo” har dog gjort, at flere og dyrere produktioner har fået grønt lys. Den, som har fået mest omtale, er dog uden sammenligning Stallones næste film “The Expendables”, som med et stjernebesat cast har fået opbygget en enorm hype. Det lader til, at genrens fremtid pt. ligger i Stallones hænder – et par hænder, som er kendt for at være selvdestruktive. En kedelig cyklus for Stallone lader desværre til at være, at manden laver et par gode film og derefter fortsætter med at lave en stor omgang stinkere.

Med et skuespillerhold, der siger spar to, og et stort budget kan man kun krydse fingre og håbe på, at “The Expendables” vil være en spektakulær omgang af stærke mænd, smukke kvinder og eksplosioner i massevis. Hvis filmen derimod skuffer, vil det højst sandsynligt betyde slutningen på en epoke, da Stallone næppe vil være klar til at få endnu et comeback som actionstjerne om en 10-års tid.

Læs også interview med actioninstruktøren Sheldon Lettich og interview med Dolph Lundgren.

Gravatar

#1 Riqon 15 år siden

Jeg spekulerer på, om jeg har forstået genrebeskrivelsen action korrekt. Hvilken type film skulle Die Hard have været for at Bruce Willis var blevet nævnt? Vin Diesel ses ikke som en nyere tids actionhelt ala Van Damme og Seagal? Hvilken type film laver Michael Bay? Diverse andre film byder godt ind på action og stunts (fx Bourne-filmene) og store skydere så vi da en del af i Matrix-filmene, men disse tæller heller ikke med? De taler dog til det samme behov hos biografgængerne, skulle jeg mene.

Min pointe er vist nok, at temaet i disse par artikler har været ret løst og centreret omkring nogle ret tilfældigt valgte filmpersonligheder. Udover det, så kunne jeg da godt lide indholdet. Underholdende læsning.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Gravatar

#2 kasperfmn 15 år siden

Hmm, kan godt være det ikke var pointeret nok, men det var mest centreret omkring den form for action som 80'erne, som Bruce Willis også til dels var en del af, er kendt for. Cheesy one-liner fyldte film med masser af kampsport, store muskler og terrorister der skal slås ihjel for at Amerika kan bevares. Film som Bourne hører ikke rigtig i den kategori, den er langt mere plot-baseret, knapt så simpel og ligetil.

Også selvom Michael Bay laver simple film er det stadig af en anden slags, i min mening. De er mere effekt-drevne og ikke af samme kaliber som de nævnte stjerner laver film i.

Diesel hører bestemt med i selskabet hos de andre - jeg havde bare lige glemt ham for et øjeblik ;-)
Gravatar

#3 Highland Park 15 år siden

Fra succes til fiasko. Mange af 80'ernes store stjerner endte langsomt med at blive en parodi på sig selv ikke lang tid efter, at 90'erne gjorde deres indtog - nogle pga. dårlige valg af film, men andre blot fordi biografgængernes smag havde ændret sig. Dette var noget, især actionhelte som de tre dvd-konger Jean-Claude Van Damme, Dolph Lundgren og Steven Seagal fik at føle.

#2: Er du sikker på, at du ikke mener VHS-konger? ;)
Dvd'en blev jo først lanceret i 1997.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#4 Starbrow 15 år siden

Og hvad med Dødbringende Våben?

De hører bestemt til den kategori og er nogle af de bedste af slagsen ville jeg mene.
sammen med Die Hard som stadig lever.

Er i tvivl om man skulle nævne Indiana Jones, men han er da helt klart en stor 80'er action helt.




Vin Diesel tilbage i Fast and Furious 3.april Wuuhuu! :P
Gravatar

#5 Lawman. 15 år siden

Er nu ikke helt enig i forfatterens mening om Kindergarten Cop, den har jeg nu altid været godt underholdt af. Junior var til gengæld en horribel film, og ligeledes Mission Julegave - føj for en stinker:)
Gravatar

#6 Fjog 15 år siden

#5 Finder bestemt også Kindergarten Cop underholdende!

"I'm a Cop you Idiot! I'm Detective John Kimble! This man is under arrest!" <- Priceless, især måden Arrest bliver sagt på! :)

"Who is your daddy and what does he do?"

"Stop whining!!!"



Får altid en god griner på når jeg ser den film :D Den er bare KLASSE!!!!


Men hans værste film må vel nærmere være Batman og Robin. Fy for en fuser!
Gravatar

#7 keitel 15 år siden

#6 er det ikke der børnene siger "Boys got a Penis, Girls got a Vagina" :) Klasse!!!
Gravatar

#8 kasperfmn 15 år siden

#3 Da DVD ligesom er det mest aktuelle blev det, det nævnte format. Jeg kan jo ikke gå rundt og nævne hvert eneste nuværende og daværende format, blot for at slå det fast at deres film ikke udkommer i biografen men udkommer direkte i butikkerne.

#4 Vil ikke mene Dødbringende Våben hører til i samme kategori, og da slet ikke Indiana Jones.

#5/6 Ja Kindergaten Cop er da bestemt underholdende, men det ville være forkert ordvalg at kalde den god. Jeg mener vist også at jeg nævner at den er blevet en joke af sig selv, som #6 synes er det bedste i filmen.
Gravatar

#9 Highland Park 15 år siden

Kasper F. Nielsen (8) skrev:
#3 Da DVD ligesom er det mest aktuelle blev det, det nævnte format. Jeg kan jo ikke gå rundt og nævne hvert eneste nuværende og daværende format, blot for at slå det fast at deres film ikke udkommer i biografen men udkommer direkte i butikkerne.

Nej, men nu omhandler artiklen jo deres respektive karrierer i 90'erne - ikke deres nuværende. :)
Jeg fik hvert fald indtryk af, at du i nævnte citat samt i nedenstående, talte om udviklingen gennem 90'erne frem for, hvorvidt deres film den dag i dag bliver vist i biografen eller i stedet udkommer direkte på dvd. Men lad mig endelig vide hvis jeg har misforstået det.

Deres rivalisering fortsatte endda efter, at de to skuespilleres storhedstid var forbi, dog nu bare på direkte-til-dvd-udgivelser.
... as surely as there's a mouse behind your ear.
Gravatar

#10 Mr.E 15 år siden

Var både Twins og Kindergarten Cop ikke store succeser, sådan kommercielt set?

Twins indtjening:

$111,936,400 (USA)
£6,500,000 (UK)
$104,700,000 (Worldwide) ( 1989) (except USA)
$216,600,000 (Worldwide) ( 1989)
SEK 11,349,071 (Sweden)

Kindergarten Cop indtjening:

Gross
$91,457,688 (U[/i]SA)
SEK 5,845,310 (Sweden)
Admissions
112,383 (Sweden)
Rentals
$47,365,000 (USA)

Det er ikke for at være smålig, men jeg reagerede blot på at der i artiklen står:

"Schwarzenegger havde i 1988 bevæget sig ind i komikkens verden med "Twins" - en middelmådig, men dog til dels underholdende komediefilm ....hvorefter en af hans absolut dårligste film, "Kindergarten Cop", udkom. Arnold formåede dog at afbalancere stinkerne med diverse hits rimelig godt"

Ikke ifølge indtjening - så det må være din egen mening? Det burde vel fremgå i artiklen?

Ellers ganske underholdende læsning - der sagtens kunne have været meget længere for min skyld (ment positivt)

Skriv ny kommentar: