#52 Hehe, vi kunne nok blive ved med at diskutere, Babo.
For mig er Watchmen superheltefilmens svar på The Godfather, og ligesom jeg til hver en tid vil kalde sidstnævnte det ypperste inden for mafiafilm, står jeg også fast på min mening om, at Watchmen er det bedste værk, der er kommet ud af superheltegenren. Som film såvel som tegneserie.
Jeg fornemmer, at den er en 9'er hos dig (gav du i hvert fald udtryk for tidligere) og TDK en 10'er. Så selv om jeg har det omvendt med de to, befinder vi os stadig i samme ende af skalaen, og heldigvis er der plads til masser af kærlighed til begge film. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg har set Dawn of the Dead, 300, Watchmen og Sucker Punch. Af de film foretrækker jeg "Dawn of the Dead", som er en ganske habil genindspilning. Watchmen havde også et par ting, der fungerede, men efter en sammenligning med Moores bog, så udstiller den film, hvor lidt Snyder har at byde på.
Snyder er bestemt ikke den værste Hollywood-instruktør. Han har i det mindste en markant stil. Jeg så faktisk frem til "Sucker Punch", da det var hans eget projekt med en historie, der på papiret lød interessant. Men det er hans hidtil værste, efter min mening.
Nu kom jeg helt fra at følge op på dit svar, så mandag aften er åbenbart tid for en solid gang tråd-spamming fra min side. :)
Du er tydeligvis ikke lige så glad for Snyder, som jeg er, og det er helt fint med mig. :) Jwg tror i øvrigt, vi i det hele taget har rimeligt forskellige filmiske tilbøjeligheder, selv om jeg fra tid til anden har fået bekræftet, at vi begge sætter pris på en god gang Scott Pilgrim. ;)
Grunden til mit spørgsmål var blot, at jeg fra dit første indlæg fik indtryk af, at du syntes, alle filmene bare lignede hinanden og ikke havde noget under glasuren. Selv synes jeg, de er ret forskellige indholdsmæssigt, og at selv de rene underholdningsfilm som er nogle velfungerende og velfortalte af slagsen.
Mht. Watchmen er jeg meget imponeret over Snyders forvaltning af materialet og synes netop, den viser, at han har en masse at byde på som instruktør. Jeg har lavet en mere uddybende wall of text oppe i #51 med nogle af mine bevæggrunde. Tegneserien er min favorit nogensinde, og jeg havde bange anelser i forbindelse med filmatiseringen, men efter at have set den tre gange i biografen, fortsatte oplevelsen med at vokse på mig - også trods forbehold.
Endnu bedre blev det med DC-udgaven, der eliminerede de fleste af disse, men desværre også tilføjede et par små klip, jeg godt kunne have været foruden. Min begejstring for filmen som helhed underkender dog dens skønhedsfejl, og alt i alt sidder jeg tilbage med en filmoplevelse, der har glædet mig i en sjælden grad - og fortsætter med at gøre det.
Sucker Punch var jeg umiddelbart også begejstret for, og jeg blev egentlig mere glad for den, da jeg fik den lidt på afstand. Jeg tror, det er en film, der bliver sjov at gense, men også at tolke nærmere på ved den lejlighed. I modsætning til åbenbart en masse mennesker, mener jeg, der er mere under den kulørte skal i denne film, end facaden antyder. Det kan være, jeg bliver bondefanget langt ind i Helvede, men det er nu engang mit indtryk. Men jeg kan godt forstå, hvorfor mange står af på den; jeg tror, det er en film, man enten elsker eller hader. Det samme gælder i øvrigt hans markante stil.
Snyder er for mit vedkommende en "love story". :) Jeg kan bekymre mig om, hvordan han klarer sig indtjeningsmæssigt, da det selvfølgelig har stor betydning for, hvor meget og hvad, han får lov at lave fremover, og det kan ærgre mig, at det lige er 300, der ligger øverst i denne afstemning (dog mest fordi både Watchmen og Dawn of the Dead i mine øjne er bedre). Men ellers er jeg egentlig rigtig godt tilfreds. Mindst. :)
(Underskrevet evermind, fanboi. :P)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg er uenig med jer begge, evermind og Babou Looses ... i X-Factor. ... Nå nej, det er ham den anden, der skriver her! ... jeg starter lige forfra: Babo Rises og evermind, jeg er uenig i jeres positive vurdering af 'Watchmen'.
SPOILER-advarsel til dem, der endnu ikke har set 'Watchmen':
'Watchmen' mangler dybde - den dybde, der foregiver at have, er ikke andet et postulat. Den vil gerne være dyb/kompleks og film noir-agtig, hvilket den forsøger ved at give os mørke, dystre storby-billeder og bruge voice-over. Men dette er trods alt kun indpakning - hvad med indholdet? At personerne grubler over ting, som vi enten meget senere i filmen får noget indblik i eller - i nogle tilfælde - ALDRIG får det, skaber ikke en kompleks persontegning, men blot en uforståelig en af slagsen. Filmen starter med drabet på en tydeligt melankolsk superhelt, nemlig The Comedian. Men da man ikke kender ham eller grunden til at hans melankoli, bliver jeg ikke berørt af hans død - næh, jeg er faktisk ret ligeglad. Senere finder man ud af, at han både er kvindemorder og voldtægts-forbryder, hvilket ikke ligefrem gør ham til en nuanceret karakter eller en stakkel, men blot til en afstumpet psykopat.
Filmen er til overflod proppet med udpenslet vold, hvor blodet flyder i slow-motion og kameraet indfanger lemlæstelsen af de personer, der bliver tævet eller skudt. Det er slow-motion igen, igen og igen og igen ..... og igen! Zack Snyders karakteristiske visuelle stil, som han også bruger i '300' og 'Sucker Punch', afkræver vel nærmest, at tingene skal være filmet på den måde. Men det har den kæmpe ulempe, at det er blodet og volden der er i centrum, og disse scener mangler derfor helt og aldeles spænding eller suspense, fordi den der "se, hvor visuelt flot vi kan lave det!"-effekt stjæler hele opmærksomheden. Zack Snyder burde vide, at slow-motion-billeder af (eksempelvis) personer der er i knibe, skaber spænding .... mens slow-motion-billeder af vold og blod blot sætter fokus på sår, indvold og mængden af blod, og ikke spor andet. Hvis han endelig skal bruge slow-motion i blodige scener, så lær dog af Sam Peckinpah, hvor blodet også sprøjter en del, men hvor spændingselementet samtidig er intakt. Da f.eks. den utroligt kedelige Nite Owl II og Silk Spectra II forsvarer sig mod nogle bøller på gaden, er det bare ren opvisning i kampfærdigheder ... og grafisk vold - spændende er det ikke. Og det samme gælder da Rorschack flygter fra fængslet - der er ingen spænding, så vi er i tvivl om, hvorvidt flugten lykkes. Nej, det er bare ren opvisning i hans særdeles (ulækkert) blodige kampfærdigheder.
Dr. Manhattans ændrede følelser (læs: ligegyldighed) for sin elsker Silk Spectre II begrundes aldrig. Han leverer en frygteligt masse lommefilosofisk snak, som i længden er temmelig uinteressant. ... Den distingverede Ozymandias forbliver filmen igennem en ret anonym karakter, som vi ikke rigtigt ved noget om - vi ved kun, at han tilhører gruppen. Så da han tilsidst viser sig at stå bag visse tvivlsomme tiltag, som de andre ikke lige umiddelbart er tilfredse med, føler man ganske enkelt ikke dette forræderi, som det jo først ligner. Rorschack lærer vi heller ikke rigtigt at kende, for selvom han snakker enormt meget, er det jo hele tiden om det, der sker omkring ham - og ikke om sig selv. Han er - som jeg allerede har været inde på - ekstremt voldelig og derfor heller ikke rigtigt nuanceret, men tværtimod ret entydigt grum.
Den største og mest fatale svaghed ved 'Watchmen' er dens manglende evne til at rive mig med - jeg savner simpelthen lidt følelsesmæssig engagement i personerne, eller i det mindste blot i en eller to af dem. Men de er og forbliver fremmede og fjerne for mig, for nogles vedkommende fordi de kun fremviser utiltalende egenskaber (The Comedian og Rorschack), for andres vedkommende fordi de er meget vage og kedelige og man reelt ikke ved nok om dem (Dr, Manhattan, Nite Owl II og Silk Spectra II) og for den sidstes vedkommende (Ozymandias) fordi han står helt ude på sidelinjen som en nærmest ukendt, anonym person, der først rigtigt ofres lidt tid og opmærksomhed på sidst i filmen.
Jeg oplever mest af alt filmen som en opvisning i flotte billeder og slow-motion. Den visuelle stil hiver mig ikke IND i historien, men stjæler derimod fokus. Og jeg synes nu heller ikke, at den underliggende historie om nogle "pensionerede"/afsatte superhelte, der prøver at redde verden, er så interessant igen ... næh, hvis det skal være den slags plot, ser jeg hellere den muntre 'The Incredibles'. ;-)
Nah, jeg vil hellere se 'The Dark Knight', hvor man ved hjælp af første kapitel ('Batman Begins') har et fint og fokuseret portræt af manden bag superhelte-kostumet - og her er det vel at mærke kun en enkelt mand. I Nolans to Batman-film er der ikke den samme overdrevne fokus på volden og blodet. Nej, her står konflikten og dilemmaerne i centrum, og der er ikke en visuelt prangende stil til at distrahere os fra historien.
'The Dark Knight' har tilstrækkeligt med kompleksitet, idet den f.eks. ikke giver nogen lette løsninger og heller ikke holder sig indenfor de sædvanlige regler/klichéer der ellers ofte knytter sig til superhelte-genren.
#78 Jeg vender tilbage med en længere respons, når jeg har fået den gode nats søvn, jeg var på vej til. :)
Dog må jeg påpege, at din beskrivelse tyder på, at du har forstået og Watchmens fortælling og dens karakterer helt anderledes end jeg. Eller - uden jeg mener det groft overhovedet - måske faktisk ikke har forstået ...
For lige at nævne et hurtigt og åbenlyst eksempel, lige fra hoften:
BN (78) skrev:
Dr. Manhattans ændrede følelser (læs: ligegyldighed) for sin elsker Silk Spectre II begrundes aldrig. Han leverer en frygteligt masse lommefilosofisk snak, som i længden er temmelig uinteressant.
Det fremgår netop med al tydelighed hele filmen igennem, at Jon Ostermans forvandling til Dr. Manhattan fuldstændig ændrede hans syn på alt, både bogstaveligt talt og i overført betydning. Han blev forsynet med ufattelige, gudelignende kræfter, som betød, at alt ved os almindelige dødelige for ham blev reduceret til trivialiteter. I sin situation ser han simpelt hen tingene i et alt for stort perspektiv, hvilket distancerer ham fra menneskelige følelser. Ikke sådan at forstå, at han er foruden disse, men hans tilgang til verden er i kraft af hans ufattelige indsigt hovedsagelig styret af logik fremfor følelser. Dette gør på den ene side Laurie/Silk Spectre II ensom og frustreret, men isolerer også Dr. Manhattan selv, fordi ingen kan sætte sig ind i hans måde at se tingene på. Det nærmeste han kommer en oplevelse af forståelse er den intellektuelle Ozymandias.
Dr. Manhattan bliver op igennem årene hevet igennem hele krigsmenageriet og anvendt som et levende våben og en stående trussel mod USA's modstandere. Han oplever dog til stadighed sig selv ude af stand til at finde nogen dybere mening med rædslerne.
Der er en gennemgående melankoli over karakterens manglende evne til at indgå i nære følelsesmæssige fællesskaber, som fint afspejles i Billy Crudups subtile, nærmest manglende mimik i rollen. Dr. Manhattan er både i sin fremtoning og adfærd malplaceret i denne verden og vælger da også
i stedet at isolere sig på Mars, langt væk fra menneskehedens meningsløshed og selvskabte rædsler.
Men mere, når jeg lige finder tiden ... :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#71 Åkepool 13 år siden
#72 evermind 13 år siden
For mig er Watchmen superheltefilmens svar på The Godfather, og ligesom jeg til hver en tid vil kalde sidstnævnte det ypperste inden for mafiafilm, står jeg også fast på min mening om, at Watchmen er det bedste værk, der er kommet ud af superheltegenren. Som film såvel som tegneserie.
Jeg fornemmer, at den er en 9'er hos dig (gav du i hvert fald udtryk for tidligere) og TDK en 10'er. Så selv om jeg har det omvendt med de to, befinder vi os stadig i samme ende af skalaen, og heldigvis er der plads til masser af kærlighed til begge film. :)
#73 evermind 13 år siden
#74 evermind 13 år siden
Enig!
(Og sådan kunne vi blive ved ... ;P)
#75 evermind 13 år siden
Kan der i grunden arrangeres en visning i Casa Bruce ved lejlighed? :)
#76 Babo Rises 13 år siden
#77 evermind 13 år siden
Nu kom jeg helt fra at følge op på dit svar, så mandag aften er åbenbart tid for en solid gang tråd-spamming fra min side. :)
Du er tydeligvis ikke lige så glad for Snyder, som jeg er, og det er helt fint med mig. :) Jwg tror i øvrigt, vi i det hele taget har rimeligt forskellige filmiske tilbøjeligheder, selv om jeg fra tid til anden har fået bekræftet, at vi begge sætter pris på en god gang Scott Pilgrim. ;)
Grunden til mit spørgsmål var blot, at jeg fra dit første indlæg fik indtryk af, at du syntes, alle filmene bare lignede hinanden og ikke havde noget under glasuren. Selv synes jeg, de er ret forskellige indholdsmæssigt, og at selv de rene underholdningsfilm som er nogle velfungerende og velfortalte af slagsen.
Mht. Watchmen er jeg meget imponeret over Snyders forvaltning af materialet og synes netop, den viser, at han har en masse at byde på som instruktør. Jeg har lavet en mere uddybende wall of text oppe i #51 med nogle af mine bevæggrunde. Tegneserien er min favorit nogensinde, og jeg havde bange anelser i forbindelse med filmatiseringen, men efter at have set den tre gange i biografen, fortsatte oplevelsen med at vokse på mig - også trods forbehold.
Endnu bedre blev det med DC-udgaven, der eliminerede de fleste af disse, men desværre også tilføjede et par små klip, jeg godt kunne have været foruden. Min begejstring for filmen som helhed underkender dog dens skønhedsfejl, og alt i alt sidder jeg tilbage med en filmoplevelse, der har glædet mig i en sjælden grad - og fortsætter med at gøre det.
Sucker Punch var jeg umiddelbart også begejstret for, og jeg blev egentlig mere glad for den, da jeg fik den lidt på afstand. Jeg tror, det er en film, der bliver sjov at gense, men også at tolke nærmere på ved den lejlighed. I modsætning til åbenbart en masse mennesker, mener jeg, der er mere under den kulørte skal i denne film, end facaden antyder. Det kan være, jeg bliver bondefanget langt ind i Helvede, men det er nu engang mit indtryk. Men jeg kan godt forstå, hvorfor mange står af på den; jeg tror, det er en film, man enten elsker eller hader. Det samme gælder i øvrigt hans markante stil.
Snyder er for mit vedkommende en "love story". :) Jeg kan bekymre mig om, hvordan han klarer sig indtjeningsmæssigt, da det selvfølgelig har stor betydning for, hvor meget og hvad, han får lov at lave fremover, og det kan ærgre mig, at det lige er 300, der ligger øverst i denne afstemning (dog mest fordi både Watchmen og Dawn of the Dead i mine øjne er bedre). Men ellers er jeg egentlig rigtig godt tilfreds. Mindst. :)
(Underskrevet evermind, fanboi. :P)
#78 BN 13 år siden
SPOILER-advarsel til dem, der endnu ikke har set 'Watchmen':
'Watchmen' mangler dybde - den dybde, der foregiver at have, er ikke andet et postulat. Den vil gerne være dyb/kompleks og film noir-agtig, hvilket den forsøger ved at give os mørke, dystre storby-billeder og bruge voice-over. Men dette er trods alt kun indpakning - hvad med indholdet? At personerne grubler over ting, som vi enten meget senere i filmen får noget indblik i eller - i nogle tilfælde - ALDRIG får det, skaber ikke en kompleks persontegning, men blot en uforståelig en af slagsen. Filmen starter med drabet på en tydeligt melankolsk superhelt, nemlig The Comedian. Men da man ikke kender ham eller grunden til at hans melankoli, bliver jeg ikke berørt af hans død - næh, jeg er faktisk ret ligeglad. Senere finder man ud af, at han både er kvindemorder og voldtægts-forbryder, hvilket ikke ligefrem gør ham til en nuanceret karakter eller en stakkel, men blot til en afstumpet psykopat.
Filmen er til overflod proppet med udpenslet vold, hvor blodet flyder i slow-motion og kameraet indfanger lemlæstelsen af de personer, der bliver tævet eller skudt. Det er slow-motion igen, igen og igen og igen ..... og igen! Zack Snyders karakteristiske visuelle stil, som han også bruger i '300' og 'Sucker Punch', afkræver vel nærmest, at tingene skal være filmet på den måde. Men det har den kæmpe ulempe, at det er blodet og volden der er i centrum, og disse scener mangler derfor helt og aldeles spænding eller suspense, fordi den der "se, hvor visuelt flot vi kan lave det!"-effekt stjæler hele opmærksomheden. Zack Snyder burde vide, at slow-motion-billeder af (eksempelvis) personer der er i knibe, skaber spænding .... mens slow-motion-billeder af vold og blod blot sætter fokus på sår, indvold og mængden af blod, og ikke spor andet. Hvis han endelig skal bruge slow-motion i blodige scener, så lær dog af Sam Peckinpah, hvor blodet også sprøjter en del, men hvor spændingselementet samtidig er intakt. Da f.eks. den utroligt kedelige Nite Owl II og Silk Spectra II forsvarer sig mod nogle bøller på gaden, er det bare ren opvisning i kampfærdigheder ... og grafisk vold - spændende er det ikke. Og det samme gælder da Rorschack flygter fra fængslet - der er ingen spænding, så vi er i tvivl om, hvorvidt flugten lykkes. Nej, det er bare ren opvisning i hans særdeles (ulækkert) blodige kampfærdigheder.
Dr. Manhattans ændrede følelser (læs: ligegyldighed) for sin elsker Silk Spectre II begrundes aldrig. Han leverer en frygteligt masse lommefilosofisk snak, som i længden er temmelig uinteressant. ... Den distingverede Ozymandias forbliver filmen igennem en ret anonym karakter, som vi ikke rigtigt ved noget om - vi ved kun, at han tilhører gruppen. Så da han tilsidst viser sig at stå bag visse tvivlsomme tiltag, som de andre ikke lige umiddelbart er tilfredse med, føler man ganske enkelt ikke dette forræderi, som det jo først ligner. Rorschack lærer vi heller ikke rigtigt at kende, for selvom han snakker enormt meget, er det jo hele tiden om det, der sker omkring ham - og ikke om sig selv. Han er - som jeg allerede har været inde på - ekstremt voldelig og derfor heller ikke rigtigt nuanceret, men tværtimod ret entydigt grum.
Den største og mest fatale svaghed ved 'Watchmen' er dens manglende evne til at rive mig med - jeg savner simpelthen lidt følelsesmæssig engagement i personerne, eller i det mindste blot i en eller to af dem. Men de er og forbliver fremmede og fjerne for mig, for nogles vedkommende fordi de kun fremviser utiltalende egenskaber (The Comedian og Rorschack), for andres vedkommende fordi de er meget vage og kedelige og man reelt ikke ved nok om dem (Dr, Manhattan, Nite Owl II og Silk Spectra II) og for den sidstes vedkommende (Ozymandias) fordi han står helt ude på sidelinjen som en nærmest ukendt, anonym person, der først rigtigt ofres lidt tid og opmærksomhed på sidst i filmen.
Jeg oplever mest af alt filmen som en opvisning i flotte billeder og slow-motion. Den visuelle stil hiver mig ikke IND i historien, men stjæler derimod fokus. Og jeg synes nu heller ikke, at den underliggende historie om nogle "pensionerede"/afsatte superhelte, der prøver at redde verden, er så interessant igen ... næh, hvis det skal være den slags plot, ser jeg hellere den muntre 'The Incredibles'. ;-)
Nah, jeg vil hellere se 'The Dark Knight', hvor man ved hjælp af første kapitel ('Batman Begins') har et fint og fokuseret portræt af manden bag superhelte-kostumet - og her er det vel at mærke kun en enkelt mand. I Nolans to Batman-film er der ikke den samme overdrevne fokus på volden og blodet. Nej, her står konflikten og dilemmaerne i centrum, og der er ikke en visuelt prangende stil til at distrahere os fra historien.
'The Dark Knight' har tilstrækkeligt med kompleksitet, idet den f.eks. ikke giver nogen lette løsninger og heller ikke holder sig indenfor de sædvanlige regler/klichéer der ellers ofte knytter sig til superhelte-genren.
#79 MOVIE1000 13 år siden
#80 evermind 13 år siden
Dog må jeg påpege, at din beskrivelse tyder på, at du har forstået og Watchmens fortælling og dens karakterer helt anderledes end jeg. Eller - uden jeg mener det groft overhovedet - måske faktisk ikke har forstået ...
For lige at nævne et hurtigt og åbenlyst eksempel, lige fra hoften:
Det fremgår netop med al tydelighed hele filmen igennem, at Jon Ostermans forvandling til Dr. Manhattan fuldstændig ændrede hans syn på alt, både bogstaveligt talt og i overført betydning. Han blev forsynet med ufattelige, gudelignende kræfter, som betød, at alt ved os almindelige dødelige for ham blev reduceret til trivialiteter. I sin situation ser han simpelt hen tingene i et alt for stort perspektiv, hvilket distancerer ham fra menneskelige følelser. Ikke sådan at forstå, at han er foruden disse, men hans tilgang til verden er i kraft af hans ufattelige indsigt hovedsagelig styret af logik fremfor følelser. Dette gør på den ene side Laurie/Silk Spectre II ensom og frustreret, men isolerer også Dr. Manhattan selv, fordi ingen kan sætte sig ind i hans måde at se tingene på. Det nærmeste han kommer en oplevelse af forståelse er den intellektuelle Ozymandias.
Dr. Manhattan bliver op igennem årene hevet igennem hele krigsmenageriet og anvendt som et levende våben og en stående trussel mod USA's modstandere. Han oplever dog til stadighed sig selv ude af stand til at finde nogen dybere mening med rædslerne.
Der er en gennemgående melankoli over karakterens manglende evne til at indgå i nære følelsesmæssige fællesskaber, som fint afspejles i Billy Crudups subtile, nærmest manglende mimik i rollen. Dr. Manhattan er både i sin fremtoning og adfærd malplaceret i denne verden og vælger da også
Men mere, når jeg lige finder tiden ... :)