jeg græder hver gang jeg ser en Roland Emmerich-film. For jeg tænker altid over hvor mange millioner dollars der er spildt, og hvad gode formål de kunne have gået til.
I teorien er der ingen forskel på teori og praksis. I praksis er der
"Det hænder, men ikke tit" Nu har jeg ikke lige gidet at læse alle sammen igennem(tror kun jo fik taget halvdelen) Men er jeg virkelig den eneste der har stortudet? Jeg sad så også alene, så det kunne få frit løb! Men første gang jeg så Regarding Henry, der måtte jeg da pause filmen fordi jeg ikke kunne se noget mere, der storhulkede jeg da for alle gardiner ;-) Efterfølgende for jeg da stadigvæk tåre når jeg ser filmen, men dog ikke så vildt som første gang. Men det er vist også den eneste mener jeg, som jeg lige kan huske hvor det gik så galt.
Jeg hader, når film bliver for manipulative, og med violiner og hele baduljen forsøger at hive tårer ud af øjnene på mig. Jeg bliver trodsig og spytter i stedet på lærredet. Og så ærgrer jeg mig over, at filmen alligevel får fat i mine precious body fluids. Måske har jeg set lidt for meget "Dr. Strangelove".
#57 Skal så sige jeg storgrinnede The Wire Spoiler
da jeg fandt ud af hvem der sku være den nye Chef
Man høre lige Carver sige til Daniels nopget i stil med "please tell me it's a joke"
Og når man så ser hvem det er så grinnede jeg sku. Og kom straks til og tænke på da Frank stjal hans overvågningsvogn og sendte rundt i verden go humor.
Det er så fedt at det hele er så connected.
Ja præcis:-D
Som de siger: det er tragediens natur at gå i ring... Mere nedkogt og præcist kan man vel næppe opsummere The Wire :-D
Og det tætteste jeg har været på, har uden sammenligning været Requiem for a Dream! Derudover er det meget svingende, hvad der skal til for at jeg får en klump i halsen - Moulin Rouge og La Vita e Bella er nogle af de få film jeg kan huske, der har haft den effekt på mig.
Det eneste tidspunkt jeg virkelig har grædt på ved fiktion er ved bøger - de har nu engang en større effekt på mig!
Jeg var dog lidt tæt på at græde over Tranformers 2...det er noget af det mest sørgelige, jeg har set længe! :P
Min kritik er 100 procent berettiget i enhver redaktionel sammenhæng, og hvis du ikke kan se problemet, er du i benægtelse.
#61 filmzkim 15 år siden
Gravscene 2.20
#62 filmzkim 15 år siden
#63 Æsop9000 15 år siden
#64 MuManden 15 år siden
Nu har jeg ikke lige gidet at læse alle sammen igennem(tror kun jo fik taget halvdelen)
Men er jeg virkelig den eneste der har stortudet? Jeg sad så også alene, så det kunne få frit løb! Men første gang jeg så Regarding Henry, der måtte jeg da pause filmen fordi jeg ikke kunne se noget mere, der storhulkede jeg da for alle gardiner ;-)
Efterfølgende for jeg da stadigvæk tåre når jeg ser filmen, men dog ikke så vildt som første gang. Men det er vist også den eneste mener jeg, som jeg lige kan huske hvor det gik så galt.
#65 McPeter 15 år siden
...måske også lidt da moren dør.
#66 mr gaijin 15 år siden
#67 PredatorX 15 år siden
Ja præcis:-D
Som de siger: det er tragediens natur at gå i ring... Mere nedkogt og præcist kan man vel næppe opsummere The Wire :-D
... Way down in a hole
#68 Nicki52 15 år siden
Hvor græd du i Gremlins? Jeg kan ikke se, hvordan mand kan græde til den.
#69 moulder666 15 år siden
Og det tætteste jeg har været på, har uden sammenligning været Requiem for a Dream! Derudover er det meget svingende, hvad der skal til for at jeg får en klump i halsen - Moulin Rouge og La Vita e Bella er nogle af de få film jeg kan huske, der har haft den effekt på mig.
Det eneste tidspunkt jeg virkelig har grædt på ved fiktion er ved bøger - de har nu engang en større effekt på mig!
Jeg var dog lidt tæt på at græde over Tranformers 2...det er noget af det mest sørgelige, jeg har set længe! :P
#70 filmz-Megan Fox 15 år siden
Selve filmen syntes jeg faktisk var super. Men også trist :(