Haha! De sene nattetimer har tilsyneladende inspireret mig til at skrue en tand for meget op for de ekspressive formuleringer. At være "brændemærket for livet" er måske en lige lovlig hidsig måde at beskrive hvad de allerbedste film gør ved mig, måske lige med en enkelt undtagelse. Nuvel, som et barn af zapperkulturen nyder jeg ikke at gå i dybden med noget som helst, men lad mig alligevel gøre et forsøg på at beskrive hvad jeg mener.
Det er svært for mig at vælge nogle bestemte yndlingsfilm, så kan højest beskrive et par stykker jeg har været meget optaget af på det seneste:
There will be blood Måske min all-time favourite for tiden. Daniel Plainviews menneskelige deroute er en af de mest fascinerende rejser jeg har været på. Den komplekse beskrivelse af en mand hvis materialle succes viser sig at være omvendt proportional med hans mentale velbevarenehed. Filmen formår at behandle emner som kapitalisme og religion på en så kompleks manér, gennem de solider personskildringer der er omdrejningspunktet i filmen. På trods af det indgående kendskab til Plainview vi får, er det som om han aldrig lader sig fuldstændig blotte overfor publikum. Ligesom hans omgivelser hører vi aldrig om hans fortid, vi ser ham behandle det han tilsyneladende elsker, som det værste skidt. Oveni er filmen en æstetisk fryd. Det rå, vestamerikanske landskab, det sortglinsende olie, det livsfarlige og upålidelige boringstårne bliver alt sammen fremstillet med hjerteskærende nærvær gennem de eksceptionelt flotte billeder, og ikke mindt pga. Johnny Greenwoods fantastiske, ildevarslende score. Det klare billede af amerikanske oliemænd omkring 1900, er så godt beskrevet, at man føler man har været der. Og smagt på olien, og følt på støvet, og hørt boret pumpe.
Leaving Las Vegas Denne lækre lille sag fra 1995 er både fascinerende smuk og dybt tragisk. I hovedrollen, som Ben, beviser Nicholas Cage at han er en fabelagtig skuespiller, og jeg tilgiver ham med det samme alle de rædselsfulde film han har lavet siden hen. Efter at have mistet sin familie tager Ben til Las Vegas for bogstaveligt talt at drikke sig selv ihjel. Her møder han Sera, der er luder, og de indleder et af de mest usandsynlige forhold i filmhistorien. Sjældent har jeg set en så identificerbar beskrivelse af en mand der har opgivet alt. Og sjældent har jeg været så mystificeret af den eviggode Sera, der af uransagelige årsager er endt som luder. Filmen emmer af melankoli og fortabelse. Både Ben og Sera er ildeset, og bliver smidt væk fra det ene sted efter det andet. Sammen griber de en lille smule håb, og mellem dem opstår der en lille smule kærlighed, der er mere overbevisende end næsten samtlige af de tusinde andre kærlighedshistorier der er blevet fortalt tusinde gange før.
La Haine Også en film fra 1995. Muligvis det flotteste cinematografi jeg nogensinde har set. Filmen er i sort-hvid, og efter at have set den, er jeg overbevist om at forstæderne i Paris ligeledes er i sort-hvid. I filmen følger vi tre unge mænd fra en forstad til Paris, og deres gøren og laden i løbet af et døgn. Dette bliver en sand tour-de-force i opsigtsvækkende panoreringer, fascinerende Vertigo-effect, fantastiske billedkompositioner, uforklarlige tracking shots, subtile visuelle tricks og avancerede koregrafier. Og det alt sammen mens de tre hovedroller, hvoraf den ene er Vincent Cassel, spiller skuespil som om de improviserer (og det er ment positivt). Det er hadet det handler om. Og hadet bliver til at tage og føle på. Man forstår disse unge lømlers desperation. Deres isolation. Og deres had. På trods af at filmen i enkelte tilfælde bliver en smule lommefilosofisk, er den uden tvivl en fantastisk indsigtsrig fortælling om livet i en parisisk forstad, og den opnår nærmest profetisk karakter, oprørerne i Paris ti år efter taget i betragtning.
Irreversiblé Tjah. #39 har en pointe. Dette er en film jeg har set to gange. Og jeg har ingen intentioner om at se den igen. Denne film er det mest ubehagelige jeg nogensinde har set. Ikke desto mindre bliver den et ubehageligt studie i menneskelig ondskab. Hvordan føles en voldtægt? Hvilken konsekvenser kan den have? Gaspar Noé formår at lave en film der fra start til slut er så konsekvent i sit udtryk, at man suges ind i dens univers, og ved filmens afslutning føler en forfærdelig afsky ved menneskets skyggesider, og føler en næsten religiøs forståelse for filmens dystre tagline: Le temps détruit tout - tiden ødelægger alt. Og så er der ikke engang nævnt filmens fascinerende dramaturgiske opbygning. Irreversiblé er ikke underholdning. Det er kunst. Stor kunst. Og denne film har helt sikkert brændemærket mig.
Umiddelbart kan jeg bedst lide film hvor det hele går af helvede til, de fire ovenstående taget i betragtning. Tror nu det mere er en tilfældighed at det netop blev de fire film der fik et ord med på vejen. Jeg ved ikke om jeg overhovedet fik en pointe igennem. Angående #39. Jeg beskrev netop i mit tidligere indlæg The Shawshank Redemption som den perfekte film. Ovenstående film er ikke perfekte, ingenting er perfekt.
The Godfather er helt og aldeles tidsløs. Den bedste film med det bedste skuespil og har betydet langt mere for film end både TDK og Shawshank nogensinde kommer til at gøre. TDK er i mine øjne blot en meget vellykket actionfilm. The Shawshank Redemption er en virkelig god film, men sindsygt overvurderet.
En Verden Udenfor-den film har alt, action,spænding,humor-men det vigtigste den film handler ikke om et fængelsophold men om det vigtigste her i verden og det er venskab. For mig en af de 5 bedste film i verden.
Godfather er en af de mest overvurderede og langtrukne film nogensinde.
Shawshank er en god chick flick, som da skal hjem i samlingen hin blu-ray udgivelsesdag, men når hr. Brando og Co. kommer i næste måned, så er der ingen konkurrence. Meget kan man sige om Coppola, men når han rammer rigtigt, så er der fandeme hul ned til olien!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#41 Godt skrevet - og lidt skræmmende - man skulle næsten tro, at du vidste, det var "Irreversiblé" jeg hentydede til! :-)
Den film og Requiem for a Dream vil nok altid stå som de film, der har haft den største effekt på mig...men som jeg virkelig ikke har nogle planer om at se igen!
Min kritik er 100 procent berettiget i enhver redaktionel sammenhæng, og hvis du ikke kan se problemet, er du i benægtelse.
Jeg hælder sgu mest til Shawshank. Den er måske konventionel på mange punkter, men konventioner er aldrig blevet udnyttet så fornemt tidligere, og modsat den overvurderede, langsommelige og til tider kvalmende sødsupper "The Green Mile" er personskildringerne i "Shawshank" så enormt nuancerede, at jeg (ligesom så mange andre) har forelsket mig i den. Godfather er naturligvis også en klassiker, mens jeg - modsat de fleste - fandt The Dark Knight en kende overvurderet og ujævn.
#27 - Fordi den er pisse hyped og ikke mindst fordi den er ny. Det er ligesom når forskellige musikblade beder deres læsere om at kåre den bedste sang de sidste 10 - 25 eller whatever antal år, så er det sgu altid en eller anden dødsyg Robbie Williams sang, eller det boyband der lige topper det år, der løber af med sejren.
Det er noget gylle, men sådan er det bare.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at "The Godfather" er den bedste af de tre ;)
So, at last we meet for the first time for the last time.
Har aldrig for alvor kunne greje, hvad der gør "The Godfather" til et så varmt emne, når snakken falder på de bedste film til dato - selvom det naturligvis er en bragende god film.
Ville til hver en tid hellere se et par thundercats afsnit end nogen af disse 3 film xD Lies! (det er dog en fed serie!) Men ærligt talt! Godfather! har set den en ½ gang, hvis ikke mindre! Kedelig kedelig kedelig! virkelig! Som andre har nævnt så ser jeg film for at blive underholdt! vil tusind gange hellere se scarface eller Blow frem for Godfather! Stemmen faldt på Shawshank
#41 Zabriskie 16 år siden
Haha! De sene nattetimer har tilsyneladende inspireret mig til at skrue en tand for meget op for de ekspressive formuleringer. At være "brændemærket for livet" er måske en lige lovlig hidsig måde at beskrive hvad de allerbedste film gør ved mig, måske lige med en enkelt undtagelse.
Nuvel, som et barn af zapperkulturen nyder jeg ikke at gå i dybden med noget som helst, men lad mig alligevel gøre et forsøg på at beskrive hvad jeg mener.
Det er svært for mig at vælge nogle bestemte yndlingsfilm, så kan højest beskrive et par stykker jeg har været meget optaget af på det seneste:
There will be blood
Måske min all-time favourite for tiden. Daniel Plainviews menneskelige deroute er en af de mest fascinerende rejser jeg har været på. Den komplekse beskrivelse af en mand hvis materialle succes viser sig at være omvendt proportional med hans mentale velbevarenehed. Filmen formår at behandle emner som kapitalisme og religion på en så kompleks manér, gennem de solider personskildringer der er omdrejningspunktet i filmen.
På trods af det indgående kendskab til Plainview vi får, er det som om han aldrig lader sig fuldstændig blotte overfor publikum. Ligesom hans omgivelser hører vi aldrig om hans fortid, vi ser ham behandle det han tilsyneladende elsker, som det værste skidt.
Oveni er filmen en æstetisk fryd. Det rå, vestamerikanske landskab, det sortglinsende olie, det livsfarlige og upålidelige boringstårne bliver alt sammen fremstillet med hjerteskærende nærvær gennem de eksceptionelt flotte billeder, og ikke mindt pga. Johnny Greenwoods fantastiske, ildevarslende score.
Det klare billede af amerikanske oliemænd omkring 1900, er så godt beskrevet, at man føler man har været der. Og smagt på olien, og følt på støvet, og hørt boret pumpe.
Leaving Las Vegas
Denne lækre lille sag fra 1995 er både fascinerende smuk og dybt tragisk.
I hovedrollen, som Ben, beviser Nicholas Cage at han er en fabelagtig skuespiller, og jeg tilgiver ham med det samme alle de rædselsfulde film han har lavet siden hen.
Efter at have mistet sin familie tager Ben til Las Vegas for bogstaveligt talt at drikke sig selv ihjel. Her møder han Sera, der er luder, og de indleder et af de mest usandsynlige forhold i filmhistorien. Sjældent har jeg set en så identificerbar beskrivelse af en mand der har opgivet alt. Og sjældent har jeg været så mystificeret af den eviggode Sera, der af uransagelige årsager er endt som luder. Filmen emmer af melankoli og fortabelse. Både Ben og Sera er ildeset, og bliver smidt væk fra det ene sted efter det andet. Sammen griber de en lille smule håb, og mellem dem opstår der en lille smule kærlighed, der er mere overbevisende end næsten samtlige af de tusinde andre kærlighedshistorier der er blevet fortalt tusinde gange før.
La Haine
Også en film fra 1995. Muligvis det flotteste cinematografi jeg nogensinde har set. Filmen er i sort-hvid, og efter at have set den, er jeg overbevist om at forstæderne i Paris ligeledes er i sort-hvid.
I filmen følger vi tre unge mænd fra en forstad til Paris, og deres gøren og laden i løbet af et døgn. Dette bliver en sand tour-de-force i opsigtsvækkende panoreringer, fascinerende Vertigo-effect, fantastiske billedkompositioner, uforklarlige tracking shots, subtile visuelle tricks og avancerede koregrafier.
Og det alt sammen mens de tre hovedroller, hvoraf den ene er Vincent Cassel, spiller skuespil som om de improviserer (og det er ment positivt). Det er hadet det handler om. Og hadet bliver til at tage og føle på. Man forstår disse unge lømlers desperation. Deres isolation. Og deres had. På trods af at filmen i enkelte tilfælde bliver en smule lommefilosofisk, er den uden tvivl en fantastisk indsigtsrig fortælling om livet i en parisisk forstad, og den opnår nærmest profetisk karakter, oprørerne i Paris ti år efter taget i betragtning.
Irreversiblé
Tjah. #39 har en pointe. Dette er en film jeg har set to gange. Og jeg har ingen intentioner om at se den igen. Denne film er det mest ubehagelige jeg nogensinde har set. Ikke desto mindre bliver den et ubehageligt studie i menneskelig ondskab.
Hvordan føles en voldtægt? Hvilken konsekvenser kan den have?
Gaspar Noé formår at lave en film der fra start til slut er så konsekvent i sit udtryk, at man suges ind i dens univers, og ved filmens afslutning føler en forfærdelig afsky ved menneskets skyggesider, og føler en næsten religiøs forståelse for filmens dystre tagline: Le temps détruit tout - tiden ødelægger alt.
Og så er der ikke engang nævnt filmens fascinerende dramaturgiske opbygning. Irreversiblé er ikke underholdning. Det er kunst. Stor kunst. Og denne film har helt sikkert brændemærket mig.
Umiddelbart kan jeg bedst lide film hvor det hele går af helvede til, de fire ovenstående taget i betragtning. Tror nu det mere er en tilfældighed at det netop blev de fire film der fik et ord med på vejen. Jeg ved ikke om jeg overhovedet fik en pointe igennem.
Angående #39. Jeg beskrev netop i mit tidligere indlæg The Shawshank Redemption som den perfekte film. Ovenstående film er ikke perfekte, ingenting er perfekt.
#42 pulse83 16 år siden
#43 keitel 16 år siden
For mig en af de 5 bedste film i verden.
Godfather er en af de mest overvurderede og langtrukne film nogensinde.
Batman har jeg ikke set.
#44 filmz-Bruce 16 år siden
#45 moulder666 16 år siden
Den film og Requiem for a Dream vil nok altid stå som de film, der har haft den største effekt på mig...men som jeg virkelig ikke har nogle planer om at se igen!
#46 Michael Andersen 16 år siden
#47 The Insider 16 år siden
#48 Åkepool 16 år siden
Det er noget gylle, men sådan er det bare.
Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at "The Godfather" er den bedste af de tre ;)
#49 RFriis 16 år siden
2) "Shawshank"
3) "Godfather"
Har aldrig for alvor kunne greje, hvad der gør "The Godfather" til et så varmt emne, når snakken falder på de bedste film til dato - selvom det naturligvis er en bragende god film.
#50 Ceepa 16 år siden