ISomeday, and that day may never come, I will call upon you to do a service for me. But until that day, accept this justice as a gift on my daughters wedding day.
Mit eget kriterium, som jeg bruger til at komme frem til 'god - bedre - bedst', er i hvor høj grad filmen underholder mig + i hvor høj grad filmen rører noget i mit indre, altså simpelthen bare har det der udefinerlige, næsten ubestemmelige, som får mit inderste jeg til at fryde sig, fordi der skabes associationer til ting jeg kender, tænker over, har oplevet, har følt eller kan lide. Ja, den fantasi og fiktion, der kommer til udtryk gennem film, kan sommetider ramme noget dybt inde i mig, så visse dele af historien og de ting, som karakterne gennemgår, får en rent allegorisk betydning og taler til mig, min måde at se verden på, min retfærdighedssans, min eventyrlyst, mit indre legebarn ... mindst én af disse ting, eller som oftest flere, når der er tale om mine absolutte yndlingsfilm.
Ud fra dette personlige kriterium er min rækkefølge:
God) The Godfather Bedre) The Dark Knight Bedst) The Shawshank Redemption
Når 'The Godfather' kun ligger på tredjepladsen, så skyldes det at der ikke er nogen af dens hovedpersoner, som jeg kan identificere mig med. Jeg kan godt indimellem føle med personerne, men ikke i så høj grad, at jeg undervejs i filmen håber, at de klarer skærene. Det er jo netop en historie om mafia-bosser og deres familier, hvilket selvsagt medfører at personerne er kriminelle, uærlige, svigagtige og voldelige. Og det gør, at jeg - når ulykkerne rammer dem - tænker 'Det er deres egen skyld.' Selvom samtlige karakterer i allerhøjeste grad virker som rigtige, nuancerede mennesker fra virkelighedens verden, mangler jeg altså en mulighed for identifikation.
Dette aspekt gør ikke filmen dårligere i mine øjne. Nej, faktisk mener jeg, at den ikke på nogen som helst måde kunne være bedre. Sammen med 'Apocalypse Now' er det Francis Ford Coppola's livsværk og en af de bedste film der nogensinde er lavet.
Men for mig er min egen subjektive oplevelse af en film (jævnfør ovenstående kriterium) det vigtigste.
'The Shawshank Redemption' handler om en uskyldigt dømt mand, en fredelig fyr med boglige evner, og dét taler til mig og er noget jeg i høj grad kan identificere mig med. Og de sidste 30 minutter af filmen
taler i den grad til min retfærdighedssans!
Det ægte venskab mellem Andy og Red, scenerne med den gamle fange der er blevet "institutionalized", og hele filmens tema om håb og frihed og
det at få lov til at starte på en frisk, ja, starte en ny tilværelse et andet sted
rører også noget inde i mig. Når filmen er slut, føler jeg ikke at jeg har været i fængsel sammen med Andy og Red, men at jeg har været på en lang, spændende rejse.
'The Dark Knight' taler i udpræget grad til min retfærdighedssans (kampen mod Gothams forbrydere), mit indre legebarn og min eventyrlyst. Film skal først og fremmest UNDERHOLDE (sådan har JEG det ihvertfald), og det gør 'The Dark Knight' mere og bedre end de første 500 andre action- og superhelte-film der findes, samtidig med at den - trods sit stærkt fantasifulde tegneserie/eventyr-fundament - har nogle rammende pointer vedrørende kriminalitetsproblemet som skruen uden ende og menneskets skyggesider, dets ondskab. (Her ville nogle helt sikkert foretrække 'The Godfather' som en film, der siger noget om disse ting, men ikke jeg. Læs i den forbindelse mit P.S.) Og jeg kan identificere mig med Batman ... ikke sådan bogstaveligt talt, hehe ... nej, men dels fordi han er "a good guy", dels i forhold til de tab og afsavn, han personligt har lidt og lider, samt i forhold til hans ønske om at gøre en forskel. Livet er ikke altid en dans på roser, og at dette også afspejles i en film om en superhelt, er et KÆMPE plus i mine øjne.
P.S. Hvis jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg til enhver tid vælge den rene underholdning, ja, det eventyrlige fremfor det realistiske, hverdagsagtige og virkelighedstro. Jeg behøver dog heldigvis ikke træffe sådan et valg, så derfor kan jeg også indimellem nyde film som 'Der Untergang'. Men jeg har det bare sådan, at det at en film er realistisk og/eller har et budskab - enten af social, politisk, religiøs eller humanistisk art - bestemt ikke gør den bedre end andre mere realistiske film, der IKKE har noget budskab. At en film blot på enkelte punkter genspejler virkelighedens verden, eksempelvis gennem satire, allegorier og eventyr, er nok for mig.
#11 filt 16 år siden
#12 dyg 16 år siden
#13 mr gaijin 16 år siden
#14 Buzz 16 år siden
#15 filmz-Kadann 16 år siden
Say what now?
#16 Bates 16 år siden
#17 The-new-meister 16 år siden
Godfather for satan
#18 BN 16 år siden
Mit eget kriterium, som jeg bruger til at komme frem til 'god - bedre - bedst', er i hvor høj grad filmen underholder mig + i hvor høj grad filmen rører noget i mit indre, altså simpelthen bare har det der udefinerlige, næsten ubestemmelige, som får mit inderste jeg til at fryde sig, fordi der skabes associationer til ting jeg kender, tænker over, har oplevet, har følt eller kan lide. Ja, den fantasi og fiktion, der kommer til udtryk gennem film, kan sommetider ramme noget dybt inde i mig, så visse dele af historien og de ting, som karakterne gennemgår, får en rent allegorisk betydning og taler til mig, min måde at se verden på, min retfærdighedssans, min eventyrlyst, mit indre legebarn ... mindst én af disse ting, eller som oftest flere, når der er tale om mine absolutte yndlingsfilm.
Ud fra dette personlige kriterium er min rækkefølge:
God) The Godfather
Bedre) The Dark Knight
Bedst) The Shawshank Redemption
Når 'The Godfather' kun ligger på tredjepladsen, så skyldes det at der ikke er nogen af dens hovedpersoner, som jeg kan identificere mig med. Jeg kan godt indimellem føle med personerne, men ikke i så høj grad, at jeg undervejs i filmen håber, at de klarer skærene. Det er jo netop en historie om mafia-bosser og deres familier, hvilket selvsagt medfører at personerne er kriminelle, uærlige, svigagtige og voldelige. Og det gør, at jeg - når ulykkerne rammer dem - tænker 'Det er deres egen skyld.' Selvom samtlige karakterer i allerhøjeste grad virker som rigtige, nuancerede mennesker fra virkelighedens verden, mangler jeg altså en mulighed for identifikation.
Dette aspekt gør ikke filmen dårligere i mine øjne. Nej, faktisk mener jeg, at den ikke på nogen som helst måde kunne være bedre. Sammen med 'Apocalypse Now' er det Francis Ford Coppola's livsværk og en af de bedste film der nogensinde er lavet.
Men for mig er min egen subjektive oplevelse af en film (jævnfør ovenstående kriterium) det vigtigste.
'The Shawshank Redemption' handler om en uskyldigt dømt mand, en fredelig fyr med boglige evner, og dét taler til mig og er noget jeg i høj grad kan identificere mig med. Og de sidste 30 minutter af filmen
'The Dark Knight' taler i udpræget grad til min retfærdighedssans (kampen mod Gothams forbrydere), mit indre legebarn og min eventyrlyst. Film skal først og fremmest UNDERHOLDE (sådan har JEG det ihvertfald), og det gør 'The Dark Knight' mere og bedre end de første 500 andre action- og superhelte-film der findes, samtidig med at den - trods sit stærkt fantasifulde tegneserie/eventyr-fundament - har nogle rammende pointer vedrørende kriminalitetsproblemet som skruen uden ende og menneskets skyggesider, dets ondskab. (Her ville nogle helt sikkert foretrække 'The Godfather' som en film, der siger noget om disse ting, men ikke jeg. Læs i den forbindelse mit P.S.) Og jeg kan identificere mig med Batman ... ikke sådan bogstaveligt talt, hehe ... nej, men dels fordi han er "a good guy", dels i forhold til de tab og afsavn, han personligt har lidt og lider, samt i forhold til hans ønske om at gøre en forskel. Livet er ikke altid en dans på roser, og at dette også afspejles i en film om en superhelt, er et KÆMPE plus i mine øjne.
P.S. Hvis jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg til enhver tid vælge den rene underholdning, ja, det eventyrlige fremfor det realistiske, hverdagsagtige og virkelighedstro. Jeg behøver dog heldigvis ikke træffe sådan et valg, så derfor kan jeg også indimellem nyde film som 'Der Untergang'. Men jeg har det bare sådan, at det at en film er realistisk og/eller har et budskab - enten af social, politisk, religiøs eller humanistisk art - bestemt ikke gør den bedre end andre mere realistiske film, der IKKE har noget budskab. At en film blot på enkelte punkter genspejler virkelighedens verden, eksempelvis gennem satire, allegorier og eventyr, er nok for mig.
#19 Riqon 16 år siden
#20 rockysds 16 år siden