Syntes bare at de alle sammen er HELT vildt gode.. Knuz og nuser

Hvis folk som ikke har læst bøgerne kan sige at den 3. film er den bedste, har jeg bare at sige, at de ved ikke hvilket potentiale filmen havde. Hvilket saftige detaljer og lækre skriverier de har udelukket, jeg kan kun opfordre folk der ikke har læst - til at komme igang.


Med henhold til #4 og #5, så dukker problematikken op heromkring. Hvor i manuskriftforfatterne til 3'eren burde henrettes, bør de især varetage bog 4 og 5, da deres længde og størrelse er udvidet. Jeg håber seriøst på, at filmene vil være nogenlunde lign. Kill Bill og Matrix 2/3, altså én stor del splittet i to - med højst 6 måneders mellemtid. Hellere dét, end at ødelægge en hel bog.

#15 Det kommer vist an på "øjnene", der ser! Potter er langt mere end "kun" børnebøger.

Rowling bygger på en solid britisk tradition for fantasy, der går tilbage til middelalderens myter, men som i mere konkret forstand har forfattere som Tolkien, Lewis Carroll, C.S. Lewis og Richard Adams i centrum som inspirationskilder, og hun anvender da også flere af dem implicit i sine værker!

Potter-bøgerne spiller på ønskedrømmen om at være noget særligt, at besidde specielle kræfter og at være af betydning for universets videre beståen. Bøgernes styrke ligger bl.a. i humoren, en humor der ofte udspringer af det magiske univers der sameksisterer med den grå virkelighed. Men også den evige kamp mellem godt og ondt er skildret på en underfundig og dybt symboslk facon. Dog er den absolut fordel, at læse bøgerne på engelsk, da en ikke ubetydelig del går tabt i oversættelsen.

Det er for enkelt at sige, at Rowling har ramt noget i tiden. Snarere siger hun alle læsere noget. Børn har hverken menneskelige eller kundskabsmæssige forudsætninger for at forstå alt, og en sammenligning med H. C. Andersen er relevant.

Uanset alder og uddannelsestrin giver Potter-bøgerne udbytte til alle. De kan læses som et hæsblæsende eventyr, men rummer også filosofi, livskundskab, samfundskritik og satire foruden enkeltstående humoristiske indslag i form af navne, reklamer (!), besværgelser, magiske redskaber mm.

KARAKTERISTISK er bøgerne blevet længere og længere. Bind et, der tegner det magiske univers og opridser konflikten mellem ondt og godt, er på 303 sider, bind fem på 923.

Efter at den magiske verden er blevet kendt af læserne, har Rowling slået sig løs og koncentreret sig om at intensivere kampen mellem det gode, som Harry repræsenterer, og Voldemort, ondskabens skinbarligste åbenbaring.

Selv om Harry har vundet de fem første runder mod Voldemort, er sejren dyrekøbt og tonen i bøgerne mere og mere dyster. Harry er ikke blevet lykkelig. Tværtimod vokser hans tvivl om hans kurs og sag, ikke mindst fordi han føler slægtskab med mørkets fyrste og endog er bange for, at han selv og hans sind bliver brugt som redskab af ondskaben.

Ind imellem er hans angst så stor, at han end ikke tør være sammen med sine forbundsfæller. Bedre bliver det ikke af, at han får at vide, at det er spået, at enten han eller Voldemort en dag vil volde den andens død.

LÆSERNE tror på Harry. Noget af det dejlige i dette univers er, at man ved, hvem der er de gode. I virkeligheden ved man ikke altid, hvem der udøver terror og hvorfor.

De onde i Rowlings univers er ferme, udspekulerede magikere, er vel organiseret og går direkte efter magten, men vi ved, hvem de er, og det gør heltene også.

Alligevel bliver man glimtvis bange. Skurkene når langt, får indflydelse i Ministeriet for Magi, forstår at drive pressekampagner, f.eks. gennem Profettidende, så "de gode" for de neutrale kommer til at fremstå som latterlige.

På troldmandsskolen Hogwarts lykkes det at plante en kvinde, Dolora Nidkær, ikke kun som lærer, men også som kontrollant og siden "Storinkvisitor", der som en besættelsesmagt overtager styringen og fryser atmosfæren: Hvem kan man stole på?

DER ER mængder af aktuel samfundskritik, som unge kan læse hen over, men selv om man ikke forstår den eller de filosofiske overvejelser, er der en masse tilbage i selve troldmandsuniverset, som mugglerne, ikke-magiske almindelige mennesker, ikke må få nys om.

Her rejser man fra kamin til kamin ved hjælp af susepulver, kan med tryllestave lave vidunderlige ting - fra at få noget til at svæve i luften til at forstene folk, man ikke kan lide. Man laver eliksirer med spyfluer, pulveriseret enhjørningehorn, ronkedorskind og marehalm, personer på malerier og fotografier er levende og kan besøge hinanden, "husene" på Hogwarts har faste husspøgelser. Der er drønende dueller på tryllestave og besværgelser, og Ministeriet for Magi når man gennem en faldefærdig telefonboks, hvor man på en ødelagt telefon drejer 62442.

Den foretrukne sport, Quidditch (spilles flyvende på koste med udspekulerede regler), gør magikerne lige så kulrede og utilregnelige, som fodbold gør mugglerne.

SÅ ER der skoleintrigen, hvor Rowling lader Harry og hans uadskillelige venner Ron og Hermione vokse og modnes år for år. Ganske vist varer det længe, før hormonerne begynder at husere i Harry, der endnu som 15-årig væmmes ved tanken om at holde i hånd, selv om han uden at forstå hvorfor rødmer ved synet af en køn pige.

Til gengæld er kammeratskabet stærkt, og uddannelsen er jernhård med skrappe eksaminer. Hver af de tre har deres stærke sider, og tilsammen klarer de udfordringer lige fra at besejre hæslige bjergtrolde til at organisere en undergrundsbevægelse, hvis deltagere skal være egnet til at forsvare sig mod ondskaben.

DEN, der har sproglige forudsætninger, fryder sig over navnene. En skurk hedder Lucius Malfoy, fordi Djævelen selv hedder Lucifer, mens "ond tro" på fransk er "mal foi".

Læreren i faget Spådom hedder Sibyll efter de mytologiske spåkvinder sibyllerne. Lupus er latin for "ulv", og professor Lupus er en varulv. Uglerne er "postbude", så en af de trofaste hedder naturligvis Hermes, de græske guders sendebud, mens Harrys egen hedder Hedvig efter en tysk helgen.

DESVÆRRE er det umuligt at få alle undertoner med i oversættelsen, som ellers foretages eminent af Hanna Lützen.

Når en person som anagram for "I am Lord Voldemort" hedder Tom Marvolo Riddle, tænker engelsktalende på, at "marvel" betyder "vidunder" eller "at undre sig", mens "riddle" betyder "gåde". På dansk danner Lützen fint Romeo G. Ditlev Jr ("Jeg er Voldemort"), men det underliggende går tabt.

Til gengæld er oversættelsen bedre end originalen, når hun f.eks. oversætter bogtitlen "Break with a Bashee" som "Åndernes Sus"!

Besværgelser foretages på et let radbrækket latin. Man skaber lys med "lumos" og slukker med "nox". Man afvæbner med "expelliarmus" ("bortjag våbenet") og får tænder til at vokse med "densuageo" ("forøg tænderne").

Magikernes reklamer er farverige. Fra slikket (ismus - hør dine egne tænder pibe og hvine) over trylleredskaber (tinkedler - selvkogende - sammenklappelige) til Quidditch-kosten Prestissimo, der "accelererer fra 0 til 200 km/timen på 10 sekunder og er pålagt en bremsebesværgelse".

SÅ SELV om mørket har sænket sig, og Harry selv har det frygteligt, da han efter sit femte år på Hogwarts er på vej hjem til sine rædsomme pleje-mugglerforældre, holder alle læsere ved og nyder de opfindsomme rammer og det fantastiske univers, mens de, nej vi, venter på det endelige opgør, der bliver mere intenst end i nogen western.

Nice Yoda! Hvor har du kopieret det fra?

Som jeg før har sagt, du har pennens magt Yoda.. Sejt!