#60: Skulle du ikke finde noget nyt at fokusere på?
Af musikere og bands kan en top 10 for mit vedkommende hedde:
Tool - Til tider kulsort og uforståeligt. Andre gange aggressivt og tungt. Aldrig nogensinde ligegyldigt. Eminem - Rap siger mig egentlig ikke det store, og jeg interesserer mig ikke for det, han har lavet siden The Eminem Show. Til gengæld tvivler jeg på, at han nogensinde faktisk har rappet om "teen angst," og jeg synes under alle omstændigheder, at han er en af de dygtigste musikere, der findes, og især hans to første plader (fraset Infinite) er slet og ret fejlfrie. Malk de Kojn - Deres syrede univers er herligt, mens deres tredje udspil trådte seriøse skridt mod virkeligheden. Pludselig handlede det om noget nært genkendeligt, og derfor blev det skræmmende nærværende. De kan både det fjollede og det dybt alvorlige. Metallica - Jeg er nok i den gruppe, der primært synes om Metallica fra før 90'erne. Deres første fire udgivelser er fremragende, men jeg er især vild med, at de på Kill 'em All, Ride the Lightning og Load både lyder som Metallica men samtidig slet ikke ens. Højdepunktet er Master of Puppets, en plade jeg aldrig bliver træt af. Robyn - Jeg vil tillade mig at kalde musikken for voksen pop. Pink Floyd - Det er letkøbt at elske Pink Floyd (og de to næste på listen,) men det forandrer ikke, at især Wish you were here, Dark side of The Moon og selvfølgelig The Wall er ekstremt gode album. Jeg priser mig lykkelig for at have oplevet sidstnævnte live. Led Zeppelin - Det er et af de bands, jeg hører mindst af, fordi de kræver ekstremt meget af mig. Når jeg endelig hører det, har jeg ikke lyst til at stoppe igen. The Beatles - Det måske mest letkøbte valg. I ny og næ spørger jeg mig selv retorisk, hvorfor de stadig er så anerkendte og omtalte. Så sætter jeg Help på og forstår, hvorfor. Beach House - Drømmepop. Bedst med lukkede øjne. System of a Down - Fantastisk hurtigt og fantasifuldt. De har ikke lavet en dårlig plade.
1. Genesis og Phil Collins solo Ufattelig dygtige musikere, der formår at lave bundsolide popnumre, men også eksperimenterende og velbegavede numre. Hit på hit, på hit og for evigt min #1. Fantastisk at opleve dem live! [url= the Lines[/url]
2. Rage Against the Machine Ejer hver en plads med dem og der er ikke et eneste af deres numre, der kan sættes en finger på. End ikke deres cover-plade, hvor de bl.a. giver deres fortolkninger af Bob Dylan, Cypress Hill, Bruce Springsteen mf., er det muligt at finde et dårligt nummer. [url=
3. Rammstein De skal opleves live! Har set dem to gange nu og jeg tror ikke, der findes performere som dem og så med det show, at al deres musik er møg godt, gør jo heller ikke noget. [url= Heil[/url]
4. Eminem Kongen af rap. Mere er der vist ikke at sige. [url= Yourself[/url]
5. Kanye West Sublim og allerhelvedes selvfed og selvoptaget, men manden har sgu noget at have det i. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er af de mest helstøbte albums til dato og Cruel Summer er også et potpourri af mesterligt producerede værker fra West. Runaway er måske en af mine all-time yndlingssange fra nogen kunstner. [url=
6. Mew Uden den mindste smule tvivl DK's bedste band. Dem kan vi være stolte af og at de nu gør sig over de danske breddegrader og bl.a. performer i USA og Asien, siger lidt om, at de er for store til lille Danmark, de skal nydes af hele verden. [url= Palace Players[/url]
7. The National Amerikanske The National, stiftede jeg bekendtskab med i Warrior og jeg strøg straks ud og købte tre af deres plader, hvilket jeg ikke på noget sekund har fortrudt. [url= Today[/url]
8. Foo Fighters Dave Grohl og Co. og i særdeleshed 'My Hero', var grunden til, at jeg i sin tid samlede en guitar op og begyndte at lære at spille på lortet. De holder stadig, bare spørg folkene bag 'Thor'. [url= Hero[/url]
9. Bloc Party Bloc Partys musik spænder så vidt, at det kan høres i alle anledninger. Der er til fester, der er til stille og øjeblikke og ellers er der bare sublimt engelsk musik fra Kele og drengene. Deres trommeslager er helt horribel god, næsten så god, at Phil Collins må vippe anerkendende på hatten, selvom ikke når Phil. [url=
10. Broken Social Scene Jeg var solgt til det til tider 19-25 mand store band fra Canada da jeg så filmen Half Nelson (Se den!!!). At bandet til tider tæller op til 25 medlemmer, er også grunden til, at deres musik er så varierende og eksperimenterende. Det ene nummer synger en mandeling stemme, der mest minder om Kasper Eistrup fra Kashmir og det næste, er det den dejligste kvindelige stemme, når de da ikke lige kører den progressive vej uden nogen vokal, som her på: [url= Da Da Da[/url]
Lur mig om jeg ikke har glemt nogle fremragende kunstnere, som fx. Jeff Buckley, men nu er det for mig evigt varierende, hvad jeg lige lytter til og finder genialt, selvom alle de 10 nævnte navne forhåbentlig vil følge mig resten af mit liv. That's all folks.
“Of course, it’s a friendly call. Listen, if it wasn’t friendly, you probably wouldn’t have even got it.”
Et lille afbræk fra pausen. Som musiker kan jeg ikke lade denne tråd gå upåagtet hen. ;-)
Mine 10 favoritter indenfor musik (i tilfældig rækkefølge):
Elvis Presley
Glem alt om hans 1950'er-rock'n'roll-sange, hans gospelmusik, 99 procent af sangene fra hans tresserfilm og samtlige studio- og live-indspilninger fra perioden 1969-1977 (bortset fra hittet "Way Down"), foruden hans Comeback tv-show fra 1968.
Jamen, hvad er der så tilbage? Jo, der er den popmusik han indspillede i perioden 1960-1966. I denne periode er hans musik en fantastisk, stemningsmættet blanding af pop, blues, rock'n'roll, latin-pop og opera (tilpasset latin-rytmer), og hans band bestående af bl.a. Scotty Moore på leadguitar, Hank Garland også på guitar (dog ikke efter 1961) Boots Randolph på saxofon, D.J. Montana på trommer og The Jordanaires på kor skaber her den "sound", som jeg er helt vild med - en "sound" som på fuldendt vis passer til verdens bedste popsanger.
[url= Be Gone (alternate take)[/url]
Elvis goes Dean Martin: [url= An Easy Question[/url]
[url= Me[/url]
[url= Latest Flame[/url]
[url= Baby[/url]
[url= Want You With Me[/url]
[url=
[url= Hurts Me[/url]
[url= Gonna Get Back Home Somehow - take 5 (den perfekte massive lydmur)[/url]
[url= Tell Her Jim Said Hello - take 2 (Elvis' stemme har aldrig lydt smukkere end i denne langsomme udgave, som jeg finder bedre end den officielle master - også fordi den ikke har en alt for høj bjælde, sådan som det desværre er tilfældet med master-versionen)[/url]
[url= A Night[/url]
[url= Not You[/url]
(Og jo, jeg holder utroligt meget af Elvis' 1950'er-musik (især "A Fool Such As I" og den her næsten jazz'ede sag: [url= Is Paradise[/url]) og omkring 10-11 sange fra hans tresser-film, foruden hans to jam-sessions lavet til Comeback show'et fra 1968 og én eneste sang fra perioden 1969-1977, nemlig "Way Down". Men efter min mening var hans popmusik fra perioden 1960-1966 hans kunstneriske højdepunkt.)
Pink Floyd
Pink Floyd er i mine øjne/ører verdens bedste rockband. Det er afsindigt smuk musik med et stærkt symfonisk præg, guitar-soloer der lyder som en drøm, og arrangementer der er "out of this world", skiftevis rå og blid sang fra Gilmour og Waters ... ja, alt hvad mit musikhjerte kan begære.
Jeg elsker den stil og den "sound", bandet har haft (og udviklet) siden albummet 'A Momentary Lapse of Reason' fra 1987. Det er musik, man så godt som aldrig hører spillet i radioen, fordi det ikke er hurtige, smarte og mode-rigtige hits, men lange og tunge symfoniske musikstykker, der bygges langsomt op med lang intros, lange mellemstykker eller ophold og lange guitar-soloer. Utrolig mange mennesker (med Filmz-bruger Batsy som et godt eksempel) kender således næsten kun deres hit 'Another Brick in the Wall part 2', som er hvad de forbinder navnet Pink Floyd med.
Til Pink Floyd's koncerter sidder folk som oftest ned og lytter roligt, ligesom man ser det ved klassiske koncerter. Og at lytte til Pink Floyd er da i en vis forstand også ligesom at lytte til klassisk musik, for der er så mange detaljer og stemninger og så mange forløb i musikken, og tekstmæssigt er der mange historier. Det er musik, der skal nydes, og som virker afslappende og berigende (hvis man altså kan lide den). Det lysshow og de videofilm, de har brugt til deres koncerter, gør deres koncerter til en overvældende totaloplevelse, eller hvad man nu skal kalde det - det er et regulært sansebombardement.
Deres seneste studio-album, 'The Division Bell' daterer sig helt tilbage til 1994. Udover de to studioalbums fra perioden 1987-1994 har de udgivet nogle koncerter på både cd og dvd. Af disse er 'Pulse' nok noget nær den ultimative udgivelse, både musikalsk, m.h.t. indhold og lydmæssigt; her spiller de hele koncept-albummet 'The Dark Side of the Moon' i samme rækkefølge som på pladen/cd'en, blot med en perfektioneret lyd og med et bedre arrangement, og man får også den bedste udgave nogensinde af 'Comfortably Numb' med en næsten 4 minutter lang guitar-solo af David Gilmore (en solo der af flere er udnævnt til at være verdens bedste), ligesom de giver en fantastisk udgave af den smukke 'Shine On You Crazy Diamond', som er det tætteste de nogensinde har været på et klassisk stykke musik - i den her udgave går der 4 minutter, før der kommer trommer på og 7 minutter før den egentlig sang begynder, altså før sangeren mæler et ord! Og nummeret varer i alt mellem 13 og 14 minutter. Der er således levnet rigelig plads til solospil fra både Richard Wrights keyboard og David Gilmours guitar .
Jeg synes ikke så godt om bandets første syrede år. Men selvom jeg som sagt foretrækker dem fra og med 1987, så holder jeg også meget af førnævnte album 'The Dark Side of the Moon' og enkelte numre håndplukket fra forskellige af deres andre 70'er-albums (hertil hører 'Shine On You Crazy Diamonds), samt i særdeleshed de to koncept-albums 'The Wall' og 'The Final Cut', hvor det tidligere medlem Roger Waters dominerer med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt kraftfuld, udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er simpelthen perfekt; hør blot den måde hvorpå han smager på ordene og slynger dem ud! Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, fortælle historier. Han har da også skrevet næsten alle sangene på 'The Wall' og 'The Final Cut', hvilket i mine øjne gør ham til en af de bedste sangskrivere indenfor rockmusik nogensinde, for det er ualmindeligt gode tekster og melodier, man her præsenteres for.
Roger Waters udtrådte af Pink Floyd i 1985, keyboardspilleren Richard Wright er død for nylig og trommeslageren Nick Mason er vist ikke aktiv mere. Så tilbage er kun forsanger, komponist og guitarist David Gilmore, men hele hans lyd og repertoire - også det han har skrevet og udgivet som solist - er og bliver PINK FLOYD-musik. David Gilmour har en flot sangstemme. Hvor Waters er en mere skuespiller-agtig sanger, hvis udtryksfuldhed kompenserer for manglen på en "stor" stemme, er Gilmour bandets klart bedste sanger (Richard Wright har også sunget en håndfuld af bandets sange). Han spænder både over det rå (f.eks. i 'Dogs of War' og 'Young Lust') og tørre ('Sorrow') og det kønne og smukke ('Coming Back To Life', 'Comfortably Numb', 'High Hopes'). I det hele taget har han en rimelig stor spændvidde og kan også med sin falset ramme de høje, lyse toner (som på hans live-coverversion af Georges Bizets "Je Crois Entendre Encore"). Lykkeligvis er hans stemme ikke blev rusten eller slidt på hans ældre dage (som det nu og da sker for andre), men er utrolig ungdommelig at lytte til. Mange af mine venner, som jeg har ladet lytte til hans sang på optagelser fra f.eks. 2001 (koncert-dvd'en "David Gilmour in Concert") har været overrasket over synet af en ældre, hvidhåret mand med topmave (på det tidspunkt). :-)
Frank Sinatra
En af det 20. århundredes to bedste og mest distinkte sangere. (Den anden var Elvis Presley.) Her følger nogle smagsprøver:
Et smukt og eftertænksomt nummer: [url= Of My Years[/url]
Det ultimative romantiske swingnummer Part One: [url=
Perfekt lyd og musik af Sinatra og Duke Ellington & Orchestra i skøn forening: [url= I Need Is The Girl[/url]
Det ultimative romantiske swingnummer Part Two: [url= Me To The Moon[/url]
Jeg får gåsehud af dette vanvittigt smukke nummer, som er det nærmeste Sinatra har været på klassisk, og som her fremføres live i studiet (hvorefter Sinatra tager en lytter på resultatet): [url= Was A Very Good Year[/url]
Rigtig "feel good"-musik: [url= What Happens[/url]
Mere "feel good"-musik: [url= Look Of Love[/url]
Tilbagelænet og stemningsfyldt: [url= Me[/url]
Klassisk, superflot romantisk sjæler: [url= In The Night[/url]
En 67-årig Sinatra "unplugged", så at sige ... eller kun akkompagneret af en guitar (spillet af Tony Montana): [url= In The Clowns[/url]
Vangelis
Filmmusik / (fortrinsvis) instrumental musik, når det er allermest drømmende, malerisk, fantasifuldt, smukt og klassisk:
[url= To Me[/url]
Et nummer der sætter Vangelis på linje med de store klassiske komponister: [url= and Shadow[/url]
[url= Song (skrevet til, men ikke brugt i "Blade Runner")[/url]
Et nummer, som for mig er synonymt med gåsehud: [url= of Paradise[/url]
[url= of Coral[/url]
Flydende, meditativt og stemningsfyldt som jeg ved ikke hvad: [url= Niña, Santa María[/url]
[url=
Enya
At lytte til Enyas unikke musik, med hendes dybt originale lydbilleder og karakteristiske smukke vokal, er som at få renset sjælen, at finde ny indre styrke, er som at drømme mens man er vågen, at dvæle ved eksistensens under.
[url= Ar Neamh[/url]
[url= Falls[/url]
[url= Time[/url]
[url= Child[/url]
[url= Your Shore[/url]
[url= It Be[/url]
[url=
John Barry
En af alle tiders bedste filmkomponister, hvis ufatteligt smukke musik på mig virker nærmest berusende, ja, følelsesmæssigt mættende. Jeg genkender altid hans musik på blæserne og strygerne, samt den karakteristiske enkle, melodiske sound.
[url= Follow[/url]
[url= Have All the Time in the World (instrumental)[/url]
[url= All the Right Places (sunget af Lisa Stansfield)[/url]
[url= Socks (The Wolf Theme)[/url]
[url= Love Theme (fra "Dances With Wolves")[/url]
[url= and Opium[/url]
[url= Takes Off[/url]
[url= from "The Persuaders"[/url]
[url= Into Space[/url]
[url= Theme (fra "Chaplin")[/url]
[url= af Chaplin)[/url]
[url= You Call Me[/url]
[url= Specialist[/url]
Wolfgang Amadeus Mozart
[url=
[url= Concerto No. 21 Andante[/url]
[url= Symphony No 25 In G Minor, K 183; 1st Movement [/url]
[url= Piano Concerto In E Flat, K. 482; 3rd Movement[/url]
Johann Strauss II
Lige siden jeg første gang så Kubriks film "2001: A Space Odyssey", har Strauss' Donau-vals gjaldt som det ene stykke musik, jeg ville pege på, hvis jeg med vold og magt skulle tvinges til at vælge verdens bedste komposition. Donau-valsen kan efter min mening danne underlægningsmusik til selve livet (og nærmest alle skønne naturscenarier).
[url= der Schönen Blauen Donau[/url]
[url= Mobile[/url]
[url= opus 241[/url]
[url= Fledermaus Overture[/url]
[url= No. 1 in G Minor, op. 243[/url]
[url= No. 2 for Cello and Orchestra opus 255[/url]
[url= aus dem Wienerwald[/url]
[url= Blut, Walzer, Opus 354[/url]
[url= Polka[/url]
[url= tratsch Polka[/url]
Howard Shore
Manden bag noget af filmhistoriens bedste og mest episke musik; musikken til The Lord of the Rings-trilogien og Hobbit-trilogien. Nuff said.
Beach House
En af mine nyeste og allerstørste favoritter. Filmz-bruger Kochie kalder deres musik "drømmepop" - en ganske rammende betegnelse. En unik kvindelig forsanger, en mesterlig kombination af guitar og keyboard. Det er mørk og melankolsk, til tider opløftende, men altid smuk og tidløs musik, der kvalitetsmæssigt og musikalsk hæver sig langt op over flertallet af nutidens åh så trendy og populære bands og radiohits.
[url= Times (live) ... fra 4:20[/url]
[url= (live)[/url]
[url= (live)[/url]
Og her sangen, der gjorde mig til fan: [url= Mile Stereo (live)[/url]
Andre store favoritter:
Talk Talk (et enkelt link til et mindre kendt, men enestående nummer: [url= It's Time[/url] Norah Jones Kraftwerk Depeche Mode Simple Minds Yello
Vi er 4-5 gutter der holder en musikaften i ny og næ (med god mad, vin og øl), hvor man så vælger ét nummer af gangen, som man fortæller andre om, og som så alle skal høre.
Jeg vælger tit det her, og det er fordi jeg er helt vildt med det, og den måde Elvis han synger det på, som virkelig beviser han kan synge, og ikke kun ligner en flødebolle.
Det ender bare altid med at en af mine kammerater laver de vildeste jokes om det ur han har på i videoen, og så ligger der altid 2-3 stykker og vrider sig på gulvet af grin, og ja det er fandme også stort ;-)
#61 Kochie 11 år siden
Af musikere og bands kan en top 10 for mit vedkommende hedde:
Tool
- Til tider kulsort og uforståeligt. Andre gange aggressivt og tungt. Aldrig nogensinde ligegyldigt.
Eminem
- Rap siger mig egentlig ikke det store, og jeg interesserer mig ikke for det, han har lavet siden The Eminem Show. Til gengæld tvivler jeg på, at han nogensinde faktisk har rappet om "teen angst," og jeg synes under alle omstændigheder, at han er en af de dygtigste musikere, der findes, og især hans to første plader (fraset Infinite) er slet og ret fejlfrie.
Malk de Kojn
- Deres syrede univers er herligt, mens deres tredje udspil trådte seriøse skridt mod virkeligheden. Pludselig handlede det om noget nært genkendeligt, og derfor blev det skræmmende nærværende. De kan både det fjollede og det dybt alvorlige.
Metallica
- Jeg er nok i den gruppe, der primært synes om Metallica fra før 90'erne. Deres første fire udgivelser er fremragende, men jeg er især vild med, at de på Kill 'em All, Ride the Lightning og Load både lyder som Metallica men samtidig slet ikke ens. Højdepunktet er Master of Puppets, en plade jeg aldrig bliver træt af.
Robyn
- Jeg vil tillade mig at kalde musikken for voksen pop.
Pink Floyd
- Det er letkøbt at elske Pink Floyd (og de to næste på listen,) men det forandrer ikke, at især Wish you were here, Dark side of The Moon og selvfølgelig The Wall er ekstremt gode album. Jeg priser mig lykkelig for at have oplevet sidstnævnte live.
Led Zeppelin
- Det er et af de bands, jeg hører mindst af, fordi de kræver ekstremt meget af mig. Når jeg endelig hører det, har jeg ikke lyst til at stoppe igen.
The Beatles
- Det måske mest letkøbte valg. I ny og næ spørger jeg mig selv retorisk, hvorfor de stadig er så anerkendte og omtalte. Så sætter jeg Help på og forstår, hvorfor.
Beach House
- Drømmepop. Bedst med lukkede øjne.
System of a Down
- Fantastisk hurtigt og fantasifuldt. De har ikke lavet en dårlig plade.
#62 Doom 2: Hell on Earth 11 år siden
#63 Lord Beef Jerky 11 år siden
#64 Driver 11 år siden
Ufattelig dygtige musikere, der formår at lave bundsolide popnumre, men også eksperimenterende og velbegavede numre. Hit på hit, på hit og for evigt min #1. Fantastisk at opleve dem live!
[url= the Lines[/url]
2. Rage Against the Machine
Ejer hver en plads med dem og der er ikke et eneste af deres numre, der kan sættes en finger på. End ikke deres cover-plade, hvor de bl.a. giver deres fortolkninger af Bob Dylan, Cypress Hill, Bruce Springsteen mf., er det muligt at finde et dårligt nummer.
[url=
3. Rammstein
De skal opleves live! Har set dem to gange nu og jeg tror ikke, der findes performere som dem og så med det show, at al deres musik er møg godt, gør jo heller ikke noget.
[url= Heil[/url]
4. Eminem
Kongen af rap. Mere er der vist ikke at sige.
[url= Yourself[/url]
5. Kanye West
Sublim og allerhelvedes selvfed og selvoptaget, men manden har sgu noget at have det i. My Beautiful Dark Twisted Fantasy er af de mest helstøbte albums til dato og Cruel Summer er også et potpourri af mesterligt producerede værker fra West. Runaway er måske en af mine all-time yndlingssange fra nogen kunstner.
[url=
6. Mew
Uden den mindste smule tvivl DK's bedste band. Dem kan vi være stolte af og at de nu gør sig over de danske breddegrader og bl.a. performer i USA og Asien, siger lidt om, at de er for store til lille Danmark, de skal nydes af hele verden.
[url= Palace Players[/url]
7. The National
Amerikanske The National, stiftede jeg bekendtskab med i Warrior og jeg strøg straks ud og købte tre af deres plader, hvilket jeg ikke på noget sekund har fortrudt.
[url= Today[/url]
8. Foo Fighters
Dave Grohl og Co. og i særdeleshed 'My Hero', var grunden til, at jeg i sin tid samlede en guitar op og begyndte at lære at spille på lortet. De holder stadig, bare spørg folkene bag 'Thor'.
[url= Hero[/url]
9. Bloc Party
Bloc Partys musik spænder så vidt, at det kan høres i alle anledninger. Der er til fester, der er til stille og øjeblikke og ellers er der bare sublimt engelsk musik fra Kele og drengene.
Deres trommeslager er helt horribel god, næsten så god, at Phil Collins må vippe anerkendende på hatten, selvom ikke når Phil.
[url=
10. Broken Social Scene
Jeg var solgt til det til tider 19-25 mand store band fra Canada da jeg så filmen Half Nelson (Se den!!!). At bandet til tider tæller op til 25 medlemmer, er også grunden til, at deres musik er så varierende og eksperimenterende. Det ene nummer synger en mandeling stemme, der mest minder om Kasper Eistrup fra Kashmir og det næste, er det den dejligste kvindelige stemme, når de da ikke lige kører den progressive vej uden nogen vokal, som her på:
[url= Da Da Da[/url]
Lur mig om jeg ikke har glemt nogle fremragende kunstnere, som fx. Jeff Buckley, men nu er det for mig evigt varierende, hvad jeg lige lytter til og finder genialt, selvom alle de 10 nævnte navne forhåbentlig vil følge mig resten af mit liv. That's all folks.
#65 MOVIE1000 11 år siden
#66 LittleMy 11 år siden
Behøver man andre på den liste? ... Næææh... ;)
#67 BN 11 år siden
Mine 10 favoritter indenfor musik (i tilfældig rækkefølge):
Elvis Presley
Glem alt om hans 1950'er-rock'n'roll-sange, hans gospelmusik, 99 procent af sangene fra hans tresserfilm og samtlige studio- og live-indspilninger fra perioden 1969-1977 (bortset fra hittet "Way Down"), foruden hans Comeback tv-show fra 1968.
Jamen, hvad er der så tilbage? Jo, der er den popmusik han indspillede i perioden 1960-1966. I denne periode er hans musik en fantastisk, stemningsmættet blanding af pop, blues, rock'n'roll, latin-pop og opera (tilpasset latin-rytmer), og hans band bestående af bl.a. Scotty Moore på leadguitar, Hank Garland også på guitar (dog ikke efter 1961) Boots Randolph på saxofon, D.J. Montana på trommer og The Jordanaires på kor skaber her den "sound", som jeg er helt vild med - en "sound" som på fuldendt vis passer til verdens bedste popsanger.
[url= Be Gone (alternate
take)[/url]
Elvis goes Dean Martin:
[url= An Easy Question[/url]
[url= Me[/url]
[url= Latest Flame[/url]
[url= Baby[/url]
[url= Want You With Me[/url]
[url=
[url= Hurts Me[/url]
[url= Gonna Get Back Home
Somehow - take 5 (den perfekte massive lydmur)[/url]
[url= Tell Her Jim Said
Hello - take 2 (Elvis' stemme har aldrig lydt smukkere end i denne langsomme
udgave, som jeg finder bedre end den officielle master - også fordi den ikke
har en alt for høj bjælde, sådan som det desværre er tilfældet med
master-versionen)[/url]
[url= A Night[/url]
[url= Not You[/url]
(Og jo, jeg holder utroligt meget af Elvis' 1950'er-musik (især "A Fool Such As I" og
den her næsten jazz'ede sag: [url= Is Paradise[/url]) og omkring 10-11 sange fra hans tresser-film, foruden hans to jam-sessions lavet til Comeback show'et fra 1968 og én eneste sang fra perioden 1969-1977, nemlig "Way Down". Men efter min mening var hans popmusik fra perioden 1960-1966 hans kunstneriske højdepunkt.)
Pink Floyd
Pink Floyd er i mine øjne/ører verdens bedste rockband. Det er afsindigt smuk musik med et stærkt symfonisk præg, guitar-soloer der lyder som en drøm, og arrangementer der er "out of this world", skiftevis rå og blid sang fra Gilmour og Waters ... ja, alt hvad mit musikhjerte kan begære.
Jeg elsker den stil og den "sound", bandet har haft (og udviklet) siden albummet 'A Momentary Lapse of Reason' fra 1987. Det er musik, man så godt som aldrig hører spillet i radioen, fordi det ikke er hurtige, smarte og mode-rigtige hits, men lange og tunge symfoniske musikstykker, der bygges langsomt op med lang intros, lange mellemstykker eller ophold og lange guitar-soloer. Utrolig mange mennesker (med Filmz-bruger Batsy som et godt eksempel) kender således næsten kun deres hit 'Another Brick in the Wall part 2', som er hvad de forbinder navnet Pink Floyd med.
Til Pink Floyd's koncerter sidder folk som oftest ned og lytter roligt, ligesom man ser det ved klassiske koncerter. Og at lytte til Pink Floyd er da i en vis forstand også ligesom at lytte til klassisk musik, for der er så mange detaljer og stemninger og så mange forløb i musikken, og tekstmæssigt er der mange historier. Det er musik, der skal nydes, og som virker afslappende og berigende (hvis man altså kan lide den). Det lysshow og de videofilm, de har brugt til deres koncerter, gør deres koncerter til en overvældende totaloplevelse, eller hvad man nu skal kalde det - det er et regulært sansebombardement.
Deres seneste studio-album, 'The Division Bell' daterer sig helt tilbage til 1994. Udover de to studioalbums fra perioden 1987-1994 har de udgivet nogle koncerter på både cd og dvd. Af disse er 'Pulse' nok noget nær den ultimative udgivelse, både musikalsk, m.h.t. indhold og lydmæssigt; her spiller de hele koncept-albummet 'The Dark Side of the Moon' i samme
rækkefølge som på pladen/cd'en, blot med en perfektioneret lyd og med et bedre arrangement, og man får også den bedste udgave nogensinde af 'Comfortably Numb' med en næsten 4 minutter lang guitar-solo af David Gilmore (en solo der af flere er udnævnt til at være verdens bedste), ligesom de giver en fantastisk udgave af den smukke 'Shine On You Crazy Diamond', som er det tætteste de nogensinde har været på et klassisk stykke
musik - i den her udgave går der 4 minutter, før der kommer trommer på og 7 minutter før den egentlig sang begynder, altså før sangeren mæler et ord! Og nummeret varer i alt mellem 13 og 14 minutter. Der er således levnet rigelig plads til solospil fra både Richard Wrights keyboard og David Gilmours guitar .
Jeg synes ikke så godt om bandets første syrede år. Men selvom jeg som sagt foretrækker dem fra og med 1987, så holder jeg også meget af førnævnte album 'The Dark Side of the Moon' og enkelte numre håndplukket fra forskellige af deres andre 70'er-albums (hertil hører 'Shine On You Crazy Diamonds), samt i særdeleshed de to koncept-albums 'The Wall' og 'The Final Cut', hvor det tidligere medlem Roger Waters dominerer med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt kraftfuld, udtryksfuld og
følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er simpelthen perfekt; hør blot den måde hvorpå han smager på ordene og slynger dem ud! Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, fortælle historier. Han har da også skrevet næsten alle sangene på 'The Wall' og 'The Final Cut', hvilket i mine øjne gør ham til en af de bedste sangskrivere indenfor rockmusik nogensinde, for det er ualmindeligt gode tekster og melodier, man her præsenteres for.
Roger Waters udtrådte af Pink Floyd i 1985, keyboardspilleren Richard Wright er død for nylig og trommeslageren Nick Mason er vist ikke aktiv mere. Så tilbage er kun forsanger, komponist og guitarist David Gilmore, men hele hans lyd og repertoire - også det han har skrevet og udgivet som solist - er og bliver PINK FLOYD-musik. David Gilmour har en flot sangstemme. Hvor Waters er en mere skuespiller-agtig sanger, hvis udtryksfuldhed kompenserer for manglen på en "stor" stemme, er Gilmour bandets klart bedste sanger
(Richard Wright har også sunget en håndfuld af bandets sange). Han spænder både over det rå (f.eks. i 'Dogs of War' og 'Young Lust') og tørre ('Sorrow') og det kønne og smukke ('Coming Back To Life', 'Comfortably Numb', 'High Hopes'). I det hele taget har han en rimelig stor spændvidde og kan også med sin falset ramme de høje, lyse toner (som på hans live-coverversion af Georges Bizets "Je Crois Entendre Encore"). Lykkeligvis er hans stemme ikke blev rusten eller slidt på hans ældre dage (som det nu og da sker for andre), men er utrolig ungdommelig at lytte til. Mange af mine venner, som jeg har ladet lytte til hans sang på optagelser fra f.eks. 2001 (koncert-dvd'en "David Gilmour in Concert") har været overrasket over synet af en ældre, hvidhåret mand med topmave (på det tidspunkt). :-)
Frank Sinatra
En af det 20. århundredes to bedste og mest distinkte sangere. (Den anden var Elvis Presley.) Her følger nogle smagsprøver:
Et smukt og eftertænksomt nummer:
[url= Of My Years[/url]
Det ultimative romantiske swingnummer Part One:
[url=
Perfekt lyd og musik af Sinatra og Duke Ellington & Orchestra i skøn
forening: [url= I Need Is The
Girl[/url]
Det ultimative romantiske swingnummer Part Two:
[url= Me To The Moon[/url]
Jeg får gåsehud af dette vanvittigt smukke nummer, som er det nærmeste Sinatra har været på klassisk, og som her fremføres live i studiet (hvorefter Sinatra tager en lytter på resultatet):
[url= Was A Very Good
Year[/url]
Rigtig "feel good"-musik:
[url= What Happens[/url]
Mere "feel good"-musik: [url=
Look Of Love[/url]
Tilbagelænet og stemningsfyldt:
[url= Me[/url]
Klassisk, superflot romantisk sjæler:
[url= In The
Night[/url]
En 67-årig Sinatra "unplugged", så at sige ... eller kun akkompagneret af en guitar (spillet af Tony Montana): [url= In The Clowns[/url]
Vangelis
Filmmusik / (fortrinsvis) instrumental musik, når det er allermest drømmende, malerisk, fantasifuldt, smukt og klassisk:
[url= To Me[/url]
Et nummer der sætter Vangelis på linje med de store klassiske komponister:
[url= and Shadow[/url]
[url= Song (skrevet til,
men ikke brugt i "Blade Runner")[/url]
Et nummer, som for mig er synonymt med gåsehud:
[url= of Paradise[/url]
[url= of Coral[/url]
Flydende, meditativt og stemningsfyldt som jeg ved ikke hvad: [url= Niña, Santa
María[/url]
[url=
Enya
At lytte til Enyas unikke musik, med hendes dybt originale lydbilleder og karakteristiske smukke vokal, er som at få renset sjælen, at finde ny indre styrke, er som at drømme mens man er vågen, at dvæle ved eksistensens under.
[url= Ar Neamh[/url]
[url= Falls[/url]
[url= Time[/url]
[url= Child[/url]
[url= Your Shore[/url]
[url= It Be[/url]
[url=
John Barry
En af alle tiders bedste filmkomponister, hvis ufatteligt smukke musik på mig virker nærmest berusende, ja, følelsesmæssigt mættende. Jeg genkender altid hans musik på blæserne og strygerne, samt den karakteristiske enkle, melodiske sound.
[url= Follow[/url]
[url= Have All the Time in the
World (instrumental)[/url]
[url= All the Right Places
(sunget af Lisa Stansfield)[/url]
[url= Socks (The Wolf
Theme)[/url]
[url= Love Theme (fra "Dances
With Wolves")[/url]
[url= and Opium[/url]
[url= Takes Off[/url]
[url= from "The
Persuaders"[/url]
[url= Into Space[/url]
[url= Theme (fra
"Chaplin")[/url]
[url= af
Chaplin)[/url]
[url= You Call Me[/url]
[url= Specialist[/url]
Wolfgang Amadeus Mozart
[url=
[url= Concerto No. 21
Andante[/url]
[url=
Symphony No 25 In G Minor, K 183; 1st Movement
[/url]
[url=
Piano Concerto In E Flat, K. 482; 3rd Movement[/url]
Johann Strauss II
Lige siden jeg første gang så Kubriks film "2001: A Space Odyssey", har Strauss' Donau-vals gjaldt som det ene stykke musik, jeg ville pege på, hvis jeg med vold og magt skulle tvinges til at vælge verdens bedste komposition. Donau-valsen kan efter min mening danne underlægningsmusik til selve livet (og nærmest alle skønne naturscenarier).
[url= der Schönen Blauen
Donau[/url]
[url= Mobile[/url]
[url= opus
241[/url]
[url= Fledermaus
Overture[/url]
[url= No. 1 in G Minor,
op. 243[/url]
[url= No. 2 for Cello and
Orchestra opus 255[/url]
[url= aus dem
Wienerwald[/url]
[url= Blut, Walzer, Opus
354[/url]
[url= Polka[/url]
[url= tratsch Polka[/url]
Howard Shore
Manden bag noget af filmhistoriens bedste og mest episke musik; musikken til
The Lord of the Rings-trilogien og Hobbit-trilogien. Nuff said.
Beach House
En af mine nyeste og allerstørste favoritter. Filmz-bruger Kochie kalder deres musik
"drømmepop" - en ganske rammende betegnelse. En unik kvindelig forsanger, en mesterlig kombination af guitar og keyboard. Det er mørk og melankolsk, til tider opløftende, men altid smuk og tidløs musik, der kvalitetsmæssigt og musikalsk hæver sig langt op over flertallet af nutidens åh så trendy og populære bands og radiohits.
[url= Times (live) ... fra 4:20[/url]
[url= (live)[/url]
[url= (live)[/url]
Og her sangen, der gjorde mig til fan: [url= Mile Stereo (live)[/url]
Andre store favoritter:
Talk Talk (et enkelt link til et mindre kendt, men enestående nummer: [url= It's Time[/url]
Norah Jones
Kraftwerk
Depeche Mode
Simple Minds
Yello
#68 MadMartigan 11 år siden
Jeg vælger tit det her, og det er fordi jeg er helt vildt med det, og den måde Elvis han synger det på, som virkelig beviser han kan synge, og ikke kun ligner en flødebolle.
Det ender bare altid med at en af mine kammerater laver de vildeste jokes om det ur han har på i videoen, og så ligger der altid 2-3 stykker og vrider sig på gulvet af grin, og ja det er fandme også stort ;-)