Jaws på plads 200? Hajen kan æde Sjælland i en mundfuld, det i sig selv burde da lade den komme længere op på listen :)
Det overrasker mig at se du nævner Rebecca fra Hitchcock, de fleste vælger de mere kendte som Marnie, Psycho, Spellbound og Vertigo når tale skal falde på psysisk suspence som man må kalde det i hans univers. Den er desværre meget overset, men klart et se værd hvis man kan lide Hitchcock.
Ellers en fin liste syntes jeg, kan finde nogle som jeg ikke har set før, mest de italienske film.
#92 Det er mange år siden jeg har set Jaws, så jeg skal ikke undsige mig, at den ville ryge opad for et nyt syn. Håber snart der kommer flere Spielberg film ud i HD.
Og mht. Hitchcock. Fear not :) Rebecca har jeg stadig et syn om. Silverscreen, aura udenom personerne, de klassiske settings og brugen af musik. En film jeg gerne vil gense igen.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Fantastisk at se både "Once upon a time in America" og "The Deer hunter" på din liste. Begge er fabelagtige. Mindre interessante er de to andre film jeg har set denne gang, nemlig "As good as it gets", som jo rigtigt nok er Jack N. som sig selv, som i de sidste 15 film han har lavet. Ham er jeg blevet træt af og det trækker desværre også hele filmoplevelsen ned, selvom den aldrig var høj med denne film. Og så "The Notebook" som er udemærket, men ikke meget mere end det.
So, at last we meet for the first time for the last time.
150 - Shawshank Redemption - 1994 Frank Daraponts berømte filmaterisering af Stephen Kings lille fængsel novelle. Rørende, opløftende og med et godt makkerpar i Tim Robbins og Morgan Freeman.
149 - Heat - 1995 Michael Mann fandt sit tråd, da han skruede denne fabelagtige heist film sammen med to af tidens største skuespillere, Pacino og De Niro. De er dog langtfra alene om at gøre denne film til noget særligt. Jon Voight er strålende i den lille rolle, som hæler mediator og Val Kilmer ligeså. Den nærmest dokumentariske gunfight scene er idag legendarisk og bliver ikke overgået, uanset hvor mange spastiske fodmalere, som står bag kameraet. Og i café scenen mellem De Niro og Pacino vise Mann heldigvis mådehold og lader mimikken tale sit klare sprog.
148 - Du rififi chez les hommes - 1955 Film noir er rejst over atlanten og perfektioneres af Jules Dassin med denne franske heist film, som er ganske anderledes Heat. Men formentlig og sædvanlig, vil sprog, årstal og manglen på farver, skræmme folk væk. En fjerdedel af filmen omhandler én scene. Selve røveriet, hvor ingen af røverne siger et ord or der ingen underlægningsmusik er. Gennemført og et studie for mange følgende heist film!
147 - Lady Killers - 1955 For at det ikke skal være løgn er her endnu en heist film. Denne er dog af den komiske slags og har både Peter Sellers og Herbert Lom (Clouseau og Dreyfus fra Pink Panther) med på rollelisten, men Alec Guiness har hovedrollen som bandelederen Professor Marcus, som planlægger et røveri med sin bande på anden sal af en gammel dames pensionat. Ikke meget går efter planen og banden må planlægge mord. Charmerende engelsk kulsort humor!
146 - Serpico - 1973 Sidney Lumet som optræder nogle gange på min liste, stod bag en af 70'ernes største politi dramaer, omhandlende en sand historie om korruption i New Yorks politi. Det bliver for meget for den unge betjent Serpico (Al Pacino), som ikke kan byde sin samvittighed at se stiltiende til og må gå hele vejen. Senere gentog Lumet bedriften, med en endnu bedre film i genren.
145 - Saturday Night Fever - 1977 Der er sagt og skrevet meget om ungdomsfilmen Saturday Night Fever. Men rygtet om filmens død er stærkt overdrevet. Det her er filmen, som på en gang definerede Travolta, men sammen med musicalen Grease også brændemærkede ham de næste 15 år og bortset fra den glimrende Blow Out, kastede ham uretfærdigt ud i obskuritet, inden Tarantino fandt ham frem fra gemmerne og støvede ham af. Saturday Night Fever er Travoltas stærkeste præstation og ikke kun på danse gulvet. Hans rolle som Tony Manero er spillet med vid og stil og er en meget flot præsentation af disco tiden. Måske den eneste gode om perioden og emnet overhovedet!
144 - The Thin Red Line - 1998 Her er opskriften på en genial krigsfilm, som kunne have været et mesterværk, havde instruktøren brugt de rigtige ingredienser. Terrence Mallicks evner står ikke til diskussion. Han har lavet 5 film på 40 år, så manden dør ikke af stress. Tilgengæld emmer hans film af atmosfære og stemning, så hårene rejser sig. The Thin Red Line indeholder optagelser, som får alle andre 2. verdenskrigsfilm til at blegne. De allierede soldaters march fra landgangen på Guadalcanal og op i højdedragene er som penselstrøg fra Michelangelo. Desværre bliver filmen konstant skæmmet af et stjernecast, som uvilkårligt får én til at glemme film og fokusere på skuespillerne istedet. Lige modsat ensemblet i Band of Brothers, som triumferede med en ukendt rollebesætning. Havde Mallick blot kunnet genindspille denne film på samme vis, så tror jeg, at denne havde ligget i min top 20 idag. Alligevel har denne film så meget gående for sig, at den tilkæmper sig en plads blandt de 150 bedste.
143 - Viridiana - 1961 Jeg vil ikke engang begynde at forklare en Luis Bunuel film på et par sætninger. Den spanske enfant terrible og surrealist er i sit es, som kontroversiel og udfordrende provokatør ... igen. Filmen blev bandlyst af Vatikanet, hvilket vel ikke kan komme bag på nogle, hvis man kender til mandens resume. Eminent filmudfordrer!
142 - Silent Movie - 1976 Hvordan kan man overhovedet overveje at lave en stumfilm i 70'erne? Mel Brooks kunne og resultatet var en gang herlig slapstick humor, hvor datidens store skuespillere havde små cameo'er. Måske ikke tidsløs humor, men så sandelig en film jeg flere gange har ligget flad af grin til og jeg er slet ikke færdig med den endnu.
141 - Arsenic and old Lace - 1944 Selve konceptet om to gamle tanter, som synes det er humant at forgive mennesker er langt ude. Tilsæt Cary Crant og lad Frank Capra adaptere det originale skuespil og man har en aldeles vidunderlig golden age komedie, man aldrig bliver træt af at se. Cary Grant var en gudsbenådet skuespiller, som til tider endda måtte kæmpe mod sit alt for smukke udseende for at bevise det. Stemplet Frank Capra magi!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#91 filmz-Bruce 15 år siden
#90 Dine ord om James Garner og dennes dedikation er ramt lige på sømmet.
#92 Kiksmann 15 år siden
Det overrasker mig at se du nævner Rebecca fra Hitchcock, de fleste vælger de mere kendte som Marnie, Psycho, Spellbound og Vertigo når tale skal falde på psysisk suspence som man må kalde det i hans univers. Den er desværre meget overset, men klart et se værd hvis man kan lide Hitchcock.
Ellers en fin liste syntes jeg, kan finde nogle som jeg ikke har set før, mest de italienske film.
#93 filmz-jonasgr 15 år siden
'Cause I'm evil"
#94 filmz-Bruce 15 år siden
Og mht. Hitchcock. Fear not :) Rebecca har jeg stadig et syn om. Silverscreen, aura udenom personerne, de klassiske settings og brugen af musik. En film jeg gerne vil gense igen.
#95 jessup 15 år siden
#96 Åkepool 15 år siden
Mindre interessante er de to andre film jeg har set denne gang, nemlig "As good as it gets", som jo rigtigt nok er Jack N. som sig selv, som i de sidste 15 film han har lavet. Ham er jeg blevet træt af og det trækker desværre også hele filmoplevelsen ned, selvom den aldrig var høj med denne film. Og så "The Notebook" som er udemærket, men ikke meget mere end det.
#97 Antlion 15 år siden
Og som sagtens er meget bedre end Coppolas, "The Godfather"! :)
#98 evermind 15 år siden
#99 BN 15 år siden
Jooooohoooooow!
;-)
#100 filmz-Bruce 15 år siden
150 - Shawshank Redemption - 1994
Frank Daraponts berømte filmaterisering af Stephen Kings lille fængsel novelle. Rørende, opløftende og med et godt makkerpar i Tim Robbins og Morgan Freeman.
149 - Heat - 1995
Michael Mann fandt sit tråd, da han skruede denne fabelagtige heist film sammen med to af tidens største skuespillere, Pacino og De Niro. De er dog langtfra alene om at gøre denne film til noget særligt. Jon Voight er strålende i den lille rolle, som hæler mediator og Val Kilmer ligeså. Den nærmest dokumentariske gunfight scene er idag legendarisk og bliver ikke overgået, uanset hvor mange spastiske fodmalere, som står bag kameraet. Og i café scenen mellem De Niro og Pacino vise Mann heldigvis mådehold og lader mimikken tale sit klare sprog.
148 - Du rififi chez les hommes - 1955
Film noir er rejst over atlanten og perfektioneres af Jules Dassin med denne franske heist film, som er ganske anderledes Heat. Men formentlig og sædvanlig, vil sprog, årstal og manglen på farver, skræmme folk væk. En fjerdedel af filmen omhandler én scene. Selve røveriet, hvor ingen af røverne siger et ord or der ingen underlægningsmusik er. Gennemført og et studie for mange følgende heist film!
147 - Lady Killers - 1955
For at det ikke skal være løgn er her endnu en heist film. Denne er dog af den komiske slags og har både Peter Sellers og Herbert Lom (Clouseau og Dreyfus fra Pink Panther) med på rollelisten, men Alec Guiness har hovedrollen som bandelederen Professor Marcus, som planlægger et røveri med sin bande på anden sal af en gammel dames pensionat. Ikke meget går efter planen og banden må planlægge mord. Charmerende engelsk kulsort humor!
146 - Serpico - 1973
Sidney Lumet som optræder nogle gange på min liste, stod bag en af 70'ernes største politi dramaer, omhandlende en sand historie om korruption i New Yorks politi. Det bliver for meget for den unge betjent Serpico (Al Pacino), som ikke kan byde sin samvittighed at se stiltiende til og må gå hele vejen. Senere gentog Lumet bedriften, med en endnu bedre film i genren.
145 - Saturday Night Fever - 1977
Der er sagt og skrevet meget om ungdomsfilmen Saturday Night Fever. Men rygtet om filmens død er stærkt overdrevet. Det her er filmen, som på en gang definerede Travolta, men sammen med musicalen Grease også brændemærkede ham de næste 15 år og bortset fra den glimrende Blow Out, kastede ham uretfærdigt ud i obskuritet, inden Tarantino fandt ham frem fra gemmerne og støvede ham af. Saturday Night Fever er Travoltas stærkeste præstation og ikke kun på danse gulvet. Hans rolle som Tony Manero er spillet med vid og stil og er en meget flot præsentation af disco tiden. Måske den eneste gode om perioden og emnet overhovedet!
144 - The Thin Red Line - 1998
Her er opskriften på en genial krigsfilm, som kunne have været et mesterværk, havde instruktøren brugt de rigtige ingredienser. Terrence Mallicks evner står ikke til diskussion. Han har lavet 5 film på 40 år, så manden dør ikke af stress. Tilgengæld emmer hans film af atmosfære og stemning, så hårene rejser sig. The Thin Red Line indeholder optagelser, som får alle andre 2. verdenskrigsfilm til at blegne. De allierede soldaters march fra landgangen på Guadalcanal og op i højdedragene er som penselstrøg fra Michelangelo. Desværre bliver filmen konstant skæmmet af et stjernecast, som uvilkårligt får én til at glemme film og fokusere på skuespillerne istedet. Lige modsat ensemblet i Band of Brothers, som triumferede med en ukendt rollebesætning. Havde Mallick blot kunnet genindspille denne film på samme vis, så tror jeg, at denne havde ligget i min top 20 idag. Alligevel har denne film så meget gående for sig, at den tilkæmper sig en plads blandt de 150 bedste.
143 - Viridiana - 1961
Jeg vil ikke engang begynde at forklare en Luis Bunuel film på et par sætninger. Den spanske enfant terrible og surrealist er i sit es, som kontroversiel og udfordrende provokatør ... igen. Filmen blev bandlyst af Vatikanet, hvilket vel ikke kan komme bag på nogle, hvis man kender til mandens resume. Eminent filmudfordrer!
142 - Silent Movie - 1976
Hvordan kan man overhovedet overveje at lave en stumfilm i 70'erne? Mel Brooks kunne og resultatet var en gang herlig slapstick humor, hvor datidens store skuespillere havde små cameo'er. Måske ikke tidsløs humor, men så sandelig en film jeg flere gange har ligget flad af grin til og jeg er slet ikke færdig med den endnu.
141 - Arsenic and old Lace - 1944
Selve konceptet om to gamle tanter, som synes det er humant at forgive mennesker er langt ude. Tilsæt Cary Crant og lad Frank Capra adaptere det originale skuespil og man har en aldeles vidunderlig golden age komedie, man aldrig bliver træt af at se. Cary Grant var en gudsbenådet skuespiller, som til tider endda måtte kæmpe mod sit alt for smukke udseende for at bevise det. Stemplet Frank Capra magi!