Jeg har nu ellers normalt ikke noget imod Keanu Reeves. Det er nogle roller hvor hans ansigtsutryk rent faktisk passer ind i filmen f.eks. The Matrix. Jeg kunne bare ikke klare det i Bram Stoker's Dracula.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
120 - Midnight Express - 1978 Alan Parkers i mine øjne bedste film, er en hård fortælling om forsøg på smugling af et bælte hash ud af det forkerte land. Baseret på en sand historie, men med kunstneriske friheder, er der tale om én af de bedste fængselsfilm nogensinde, hvor Parker virkelig formår at skildre sandet rinde ud for et menneske på et umenneskeligt sted.
119 - Prince of the City - 1980 Sidney Lumet begik endnu en Serpico film, denne gang med Treat Williams i rollen som Daniel Ciello, politibetjent i New Yorks narkoafdeling. Da han sættes til at overvåge andre politibetjente finder han ud af, at systemet er bundkorrupt. Brad Davis i Midnight Express og Treat Williams i denne, fik aldrig større roller end i disse film. Men det er enkeltmandspræstationer, som er uforglemmelige.
118 - Roma Citta Aperta - 1945 Stadig med lugten af tyskerne i Rom, indspillede den store italienske instruktør Roberto Rossellini, denne social realistiske film om den italienske modstandsbevægelse i Rom, forræderi og tyskernes besættelse. En film som i den grad dannede skole for den neorealistiske bølge i Italien. Stort værk!
117 - 3:10 To Yuma - 2007 Et remake på min top-200. Skændsel! Ikke desto mindre formåede James Mangold i 50 året for originalen, at forbedre den gamle klassiker på alle punkter. Man fornemmer med det samme en stærk kemi mellem Russel Crowe og Christian Bale som de to typiske westerfigurer, skurken og den fattige, men reelle familiefar. Synd Bale får hyldest for de forkerte præstationer, for han har aldrig været mere overbevisende end i denne. Et stærkt soundtrack fra Marco Beltrami.
116 - Gettysburg - 1993 Medie mogulen Ted Turner producerede dette amerikanske borgerkrigsdrama, oprindeligt tiltænkt som en miniserie, men som i stedet blev en allerhelvedes lang biograf film over 4 timer. Omhandlende et af de mest afgørende slag i nord- og sydstatskonflikten og optaget på de historiske lokationer, er dette en meget spændende og til tider nærmest dokumentarisk skildring af et par døgn, som skulle ændre kontinentet. Jeg mindes med glæde versionen uden undertekster i Grand og at der kun var kvinder tilstede i en enkelt sekvens på ca. 5 sekunder. Større anbefaling kan nærmest ikke gives.
115 - All The Presidents Men - 1978 Filmen som satte niveauet for politiske thrillers. Woodward & Bernstein er nu legendariske navne indenfor journalistik og hvem ville dog ikke gerne være portrætteret af Redford og Hoffman på så mindeværdig vis. Alan J. Pakulas politiske spil er filmisk håndværk med sløfe, stjerner og bånd.
114 - Dont Look Now - 1973 Selv om det er længe siden, at jeg har set den, så husker jeg med gru og glæde effekterne af Nicolas Roegs film. Kan en film være mere sorgfuld og kan man komme længere ind under huden i en faders sorg? Det er ondt at tænke over og filmen er i den grad ond ved følelsesregisteret. Og så er den skideuhyggelig!
113 - The Spy Who Came in from the Cold - 1965 Der var engang en firebande. Peter O'Toole, Richard Harris, Oliver Reed og Richard Burton. De var nogle af Englands ypperste skuespillere. Endda succesfulde internationalt og så var de glade for alkohol. Tilsammen blev de nomineret til 16 Oscars for bedste hovedrolle og ingen af dem fik den. Richard Burton var en gudsbenådet skuespiller. Han var ligeså gudsbenådet velsignet med et udseende, som fik kvinderne til at dåne. Han blev gift med selveste Cleopatra, Elizabeth Taylor og så hang han altså ud med gutterne. Kombinationen John Le Carré, Richard Burton og koldkrig endte op med at blive en af de bedste spionfilm nogensinde, ikke mindst takket være hr. Burton. Underspillet og uden gimmicks eller referencer til tidens store actionikoner James Bond og Harry Palmer, bevæbnet med kun et godt manuskript og uforligneligt skuespil, har I her den koldeste koldkrigsfilm.
112 - Chinatown - 1974 Polanski optræder efterhånden nogle gange på denne liste, så jeg er ikke farvet omkring rettergange og den slags. Polanski er en instruktør med en fantastisk spændvidde og selvom det går galt med en piratfilm indimellem, så er positivlisten klart overeksponeret. I Chinatown ser vi ikke Jack Nicholson spille sig selv, men privatdetektiven J.J. Gittes i et traditionelt filmnoir forlæg omhandlende kriminalitet i 40'ernes Los Angeles. Det er en klassiker af alle de rigtige grunde. Med roller til Faye Dunaway, John Huston og Polanski selv, så er det svært at finde svagheder i ensemblet.
111 - The Outlaw Josey Wales - 1976 "The greatest Western ever made". Ordene var Orson Welles og blev udtalt i TV om Clint Eastwoods film om Josey Wales, sydstatssoldaten som ikke ville overgive sig. Ikke en Corleone film, men Clintens egen instruerede. Og Orson var på sporet. Om ikke den bedste western, så ihvertfald den bedste Clinten instruerede og selv spillede hovedrollen i. Clintens figur er ikke mange centimeter fra den portrætterede karakter i Sergio Leones spaghettiwesterns. Men stemningen er anderledes. Ondskaben og selvtægten karikeres ikke på samme vis og Morricones scores afvæbner ikke det menneskelige aspekt. AL ÆRE OG RESPEKT for geniale Leone og Morricone og alle de westerns de har haft fingrene i, men Josey Wales hersker!
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Jeg har længe gået og overvejet at købe "Prince of the City", men har bare endnu ikke fået taget mig sammen. Men nu giver du mig lyst til at tage mig sammen :)
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Har ikke fået udforsket Rossellini særlig godt endnu, hidtil er blot "Viaggio in Italia" set, og da den gjorde stort indtryk, så "Roma Citta Aperta" er en film, jeg glæder mig meget til at se.
There was no bullshit, no arty pretensions. "Doug," he'd say when we were doing Written on the Wind, "Give me some bosom."
The Spy Who Came in from the Cold er rigtig god og Burton var som du siger det en gudsbenået skuespiller.
Roma Citta Aperta har jeg ejet i et par år, men har faktisk aldrig fået den set. Det må jeg vist gøre noget ved.
Gettysburg har jeg aldrig hørt om, men den lyder dælme spændende. Det er et spædende slag og det er ikke ligefrem fordi det vrimler med film vedrørende borgerkrigen (slet ikke nogle gode). Den kommer på must-see listen.
"I was afraid, I'd eat your brains 'Cause I'm evil"
#145 Der er faktisk lige kommet en trilogi ud. Roma Citta Aperta, Paisan og Germany Year Zero. Jeg kan anbefale FØRST at se Martin Scorseses dokumentar om italienske film, hvor han virkelig skildrer neo realismen godt. Paisan og Germany Year Zero har været længe ventet (den første aldrig udgivet pga. dårlig filmstock), men nu er de her.
#147 Gettysburg er meget ulig "normale" borgerkrigsfilm. Man får virkelig følelsen af, at dette er "the real thing".
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
#141 wimmie 15 år siden
Du mener Keanu "bad english accent" Reeves ;p
Anyway, jeg kan godt lide Keanu Reeves; stoneface eller ej og Dracula er en fin nok film; flot i hvert fald men så heller ikke mere.
#142 Kruse 15 år siden
Jeg har nu ellers normalt ikke noget imod Keanu Reeves. Det er nogle roller hvor hans ansigtsutryk rent faktisk passer ind i filmen f.eks. The Matrix. Jeg kunne bare ikke klare det i Bram Stoker's Dracula.
#143 filmz-Bruce 15 år siden
120 - Midnight Express - 1978
Alan Parkers i mine øjne bedste film, er en hård fortælling om forsøg på smugling af et bælte hash ud af det forkerte land. Baseret på en sand historie, men med kunstneriske friheder, er der tale om én af de bedste fængselsfilm nogensinde, hvor Parker virkelig formår at skildre sandet rinde ud for et menneske på et umenneskeligt sted.
119 - Prince of the City - 1980
Sidney Lumet begik endnu en Serpico film, denne gang med Treat Williams i rollen som Daniel Ciello, politibetjent i New Yorks narkoafdeling. Da han sættes til at overvåge andre politibetjente finder han ud af, at systemet er bundkorrupt. Brad Davis i Midnight Express og Treat Williams i denne, fik aldrig større roller end i disse film. Men det er enkeltmandspræstationer, som er uforglemmelige.
118 - Roma Citta Aperta - 1945
Stadig med lugten af tyskerne i Rom, indspillede den store italienske instruktør Roberto Rossellini, denne social realistiske film om den italienske modstandsbevægelse i Rom, forræderi og tyskernes besættelse. En film som i den grad dannede skole for den neorealistiske bølge i Italien. Stort værk!
117 - 3:10 To Yuma - 2007
Et remake på min top-200. Skændsel! Ikke desto mindre formåede James Mangold i 50 året for originalen, at forbedre den gamle klassiker på alle punkter. Man fornemmer med det samme en stærk kemi mellem Russel Crowe og Christian Bale som de to typiske westerfigurer, skurken og den fattige, men reelle familiefar. Synd Bale får hyldest for de forkerte præstationer, for han har aldrig været mere overbevisende end i denne. Et stærkt soundtrack fra Marco Beltrami.
116 - Gettysburg - 1993
Medie mogulen Ted Turner producerede dette amerikanske borgerkrigsdrama, oprindeligt tiltænkt som en miniserie, men som i stedet blev en allerhelvedes lang biograf film over 4 timer. Omhandlende et af de mest afgørende slag i nord- og sydstatskonflikten og optaget på de historiske lokationer, er dette en meget spændende og til tider nærmest dokumentarisk skildring af et par døgn, som skulle ændre kontinentet. Jeg mindes med glæde versionen uden undertekster i Grand og at der kun var kvinder tilstede i en enkelt sekvens på ca. 5 sekunder. Større anbefaling kan nærmest ikke gives.
115 - All The Presidents Men - 1978
Filmen som satte niveauet for politiske thrillers. Woodward & Bernstein er nu legendariske navne indenfor journalistik og hvem ville dog ikke gerne være portrætteret af Redford og Hoffman på så mindeværdig vis. Alan J. Pakulas politiske spil er filmisk håndværk med sløfe, stjerner og bånd.
114 - Dont Look Now - 1973
Selv om det er længe siden, at jeg har set den, så husker jeg med gru og glæde effekterne af Nicolas Roegs film. Kan en film være mere sorgfuld og kan man komme længere ind under huden i en faders sorg? Det er ondt at tænke over og filmen er i den grad ond ved følelsesregisteret. Og så er den skideuhyggelig!
113 - The Spy Who Came in from the Cold - 1965
Der var engang en firebande. Peter O'Toole, Richard Harris, Oliver Reed og Richard Burton. De var nogle af Englands ypperste skuespillere. Endda succesfulde internationalt og så var de glade for alkohol. Tilsammen blev de nomineret til 16 Oscars for bedste hovedrolle og ingen af dem fik den. Richard Burton var en gudsbenådet skuespiller. Han var ligeså gudsbenådet velsignet med et udseende, som fik kvinderne til at dåne. Han blev gift med selveste Cleopatra, Elizabeth Taylor og så hang han altså ud med gutterne. Kombinationen John Le Carré, Richard Burton og koldkrig endte op med at blive en af de bedste spionfilm nogensinde, ikke mindst takket være hr. Burton. Underspillet og uden gimmicks eller referencer til tidens store actionikoner James Bond og Harry Palmer, bevæbnet med kun et godt manuskript og uforligneligt skuespil, har I her den koldeste koldkrigsfilm.
112 - Chinatown - 1974
Polanski optræder efterhånden nogle gange på denne liste, så jeg er ikke farvet omkring rettergange og den slags. Polanski er en instruktør med en fantastisk spændvidde og selvom det går galt med en piratfilm indimellem, så er positivlisten klart overeksponeret. I Chinatown ser vi ikke Jack Nicholson spille sig selv, men privatdetektiven J.J. Gittes i et traditionelt filmnoir forlæg omhandlende kriminalitet i 40'ernes Los Angeles. Det er en klassiker af alle de rigtige grunde. Med roller til Faye Dunaway, John Huston og Polanski selv, så er det svært at finde svagheder i ensemblet.
111 - The Outlaw Josey Wales - 1976
"The greatest Western ever made". Ordene var Orson Welles og blev udtalt i TV om Clint Eastwoods film om Josey Wales, sydstatssoldaten som ikke ville overgive sig. Ikke en Corleone film, men Clintens egen instruerede. Og Orson var på sporet. Om ikke den bedste western, så ihvertfald den bedste Clinten instruerede og selv spillede hovedrollen i. Clintens figur er ikke mange centimeter fra den portrætterede karakter i Sergio Leones spaghettiwesterns. Men stemningen er anderledes. Ondskaben og selvtægten karikeres ikke på samme vis og Morricones scores afvæbner ikke det menneskelige aspekt. AL ÆRE OG RESPEKT for geniale Leone og Morricone og alle de westerns de har haft fingrene i, men Josey Wales hersker!
#144 Kruse 15 år siden
#145 rockysds 15 år siden
Har ikke fået udforsket Rossellini særlig godt endnu, hidtil er blot "Viaggio in Italia" set, og da den gjorde stort indtryk, så "Roma Citta Aperta" er en film, jeg glæder mig meget til at se.
#146 filmz-Bruce 15 år siden
#147 filmz-jonasgr 15 år siden
Roma Citta Aperta har jeg ejet i et par år, men har faktisk aldrig fået den set. Det må jeg vist gøre noget ved.
Gettysburg har jeg aldrig hørt om, men den lyder dælme spændende. Det er et spædende slag og det er ikke ligefrem fordi det vrimler med film vedrørende borgerkrigen (slet ikke nogle gode). Den kommer på must-see listen.
'Cause I'm evil"
#148 filmz-Bruce 15 år siden
#147 Gettysburg er meget ulig "normale" borgerkrigsfilm. Man får virkelig følelsen af, at dette er "the real thing".
#149 rockysds 15 år siden
#150 filmz-Bruce 15 år siden