Halløj allesammen. Min interesse for Tarkovskij er vokset betydeligt siden jeg oplevede hans 'Spejlet' og blev efterladt med en dyb og knugende omgang beundring.
Førhen regnede jeg ham ikke rigtig for noget andet end en billedpoet. 'Solaris' og 'Stalker' er begge teknisk sublimt gennemførte, men lider i høj grad af overmenneskelige karakterer, der fabulerer over himmel, jord, liv og død med malerisk forfattersprog. Dér fuser det hele ud i tom selvhøjtidelighed, for mit vedkommende i hvert fald.
Hvad er filmz-brugernes favorit-Tarkovskij? Hvorfor? Det største øjeblik fra én af hans film? Jeg synes virkelig der er masser at tage fat på med det her besynderlige, men utvivlsomt fascinerende instruktørikon.
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Jeg synes bestemt ikke, at der er tale om hverken overmenneskelige karakterer eller tom selvhøjtidelighed i "Solaris" og "Stalker" - tværtimod. Mht. en favorit så kan jeg ikke udpege en sådan. Hans værker betyder for meget for mig til, at jeg er i stand til at fremhæve et frem for andre. Det samme gælder de største øjeblikke.
Nøglen til Tarkovsky er for mig helt klart Ivanovo Detstvo. Hans første spillefilm. Her viser han med en relativ simpel fortælling, hvordan filmmediet er helt unikt i sin måde at kombinere narrativ kunst med visuel kunst. Han formår så smukt at arbejde med stemninger, atmosfære, fornemmelsen for at være på stedet, i den film.
Min yndlingsfilm af hans er og "Andrei Rublev". Eller rettere, scenen med klokkestøberen. Det er en uforglemmelig film. Et stærkt øjeblik i min egen filmopdragelse.
Jeg mangler stadig at se de ting, han lavede i 80erne. Og så mangler jeg at se dem projekteret i ordenlig kvalitet. Eller måske blu-ray-udgivelser (savle savle).
Det her er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set: Nostalgien gennemsyrer billederne helt sublimt.
#2 - se f.eks. scenen i 'Solyaris' hvor rumskibets tre hovedpersoner åbner op og blotlægger deres følelser i en lang dialogscene. Der går det helt fløjten for mig. Jeg misunder dig dog over, at du ikke er af min negative opfattelse, for udover nævnte kritikpunkt - som er fuldstændig essentielt for mig - havde både 'Stalker' og 'Solyaris' fremragende facetter,
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
Tarkovsky er så afgjort en af mine yndlingsinstruktører og jeg har også svært ved at vælge lige en bestemt favorit. Det er nok "Stalker" eller "Andrei Rublev", men jeg har set og nydt alle hans film, og de har alle sammen et eller flere sublime øjeblikke, og det kommer måske egentlig mest an på humøret, hvilket der er størst.
Han er svær at gå til, men samtidig utroligt givende, og hans film vokser virkelig enormt ved hvert gensyn. Man har som regel først set dem nogenlunde ordentligt anden gang. Han er for alvor en af de instruktører, det er værd at investere tid i.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Uha ! har lige købt Andrei Rublev på dvd i den lokale genbrugs shop :P 20 kr den skal ses nu, med alle de pæne ord den for !
"If you figure a way to live without serving a master, any master, then let the rest of us know, will you? For you'd be the first person in the history of the world."
Jeg tror ikke, at jeg kan udpege én film, som værende min Tarkovskij-favorit. Alle hans 7 spillefilm, lige fra debutfilmen "Ivanovo detstvo" til eksilfilmen "Offret", er alle enestående milepæle i filmhistorien.
Hvis jeg virkelig skulle tvinges til at forholde mig restriktivt, og vælge én film, så vil det nok være "Andrej Rubljov" der vil få min stemme. Tæt efterfulgt af "Offret" og "Zerkalo", som ligeledes er tæt efterfulgt af "Stalker", "Solyaris", "Ivanovo detstvo" og "Nostalghia".
Hvorfor "Andrej Rubljov" får min stemme?
*Spoilere vil fremkomme*
Gennem den visuelle perfektionisme, den dunkle stilhed eller Ovchinnikovs sørgmodige musik, følger vi den grusomme og smukke fortælling om en kunstner, som ikke vil praktisere et brutalt og korrupt værdisystem.
I Rubljovs desperation går han i stå som kunstner, og vi ser blandt andet en forfædelig kirkemassakre, hvor alle bliver brutalt myrdet. Andrej Rubljov overlever masskeren, men har måtte myrde én med en økse, og idet han sidder blandt de mishandlede lig, kontaktes han i et syn af den afdøde ikonmaler Theofanes. Dette giver anledning til Tarkovskijs geniale kritik imod det daværende USSR, ja, imod stalinismens absurde krav til kunsten. Andrej Rubljov føler, at kunsten ikke er en nødvendighed i livet, og i sin fortvivlelse sukker han (noget lignende dette her - jeg kan ikke huske det ordret): "Rusland... alt kommer mit kære land at døde. Vil dette mon nogensinde få en ende? Hvortil Theofanes svarer: Nej, det vil nok vare i al evighed.", hvorved Tarkovskij fremstiller den mørke middelalder, som værende en evig tilstand. Herefter begynder det at sne inde i kirken, samtidig med at en hest kommer til syne: Jeg mener, at dette symboliserer Tarkovskijs forløsningsbillede (som ofte forekommer i hans film), at man skal forsætte sin passion, uafhængigt af hvilke forhold man lever under.
Andrej Rubljov vælger dog tavsheden, og i 15 år forbliver han stum, imens han følger sit lands tragedie. Først da møder (eller ser) drengen Boriska, der til trods for trussel om dødsstraf, formår at støbe en klokke, hvis klang symboliserer hyldesten til livet. Via en hemmelig formel, som faderen røbede for ham inden hans død, arbejder drengen med hundrede vis af mennesker for at få støbt den rette klokke. Dagen hvorpå, at klokken er færdigudarbejdet, bryder drengen dog sammen i gråd: Han havde ikke modtaget nogen hemmelig formel fra sin fader, nej, faderen tog hemmeligheden med sig i graven. Andrej Rubljov trøster drengen, og genvinder nu troen på kunstens mening et samfund, der har mistet alle sine humane normer.
Til sidst udmunder filmen fra sit sort/hvide Rusland, til en farvemontage af Rubljovs ikoner, hvor Tarkovskij panorerer hen over kalkmalerierne, imens den akkompagneres af orgelmusik. Det starter sin et usamlet puslespil, men ender i en smuk helhed, og det kameraet ender ved en billede, der forstiller den genopstandne Kristus - her opløses orgelmusikken af troden, og det begynder at regne ned af maleriet. Derfra tones der igen til et billede af livlige heste på en eng: Tarkovskij understreger, at naturen, kunsten og libidoen er genrejst, trods de mange rædsler.
Denne forløsning er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set, og nogensinde vil komme til at se! Det kan ikke beskrives med ord, så jeg vil ikke bruge mere tid på at referere min oplevelse(r)...
#5, #7, #9: 'Rublyov' lyder dælme også som noget, man bør se. Mener også engang at have læst en artikel fra kristeligt dagblad, hvori journalisten udpegede og uddissikerede sin yndlingsfilm - som var denne! Virkelig dragende læsning, husker jeg.
Nogen herinde der ved, om 'Nostalghia' er noget værd? At dømme ud fra et par klip jeg har set, ligner den en overvældende sanseoplevelse!
Pvt. Witt: "You ever get lonely, sergent?" Sgt. Welsh: "Only around people"
#1 RasmusFL 16 år siden
Førhen regnede jeg ham ikke rigtig for noget andet end en billedpoet. 'Solaris' og 'Stalker' er begge teknisk sublimt gennemførte, men lider i høj grad af overmenneskelige karakterer, der fabulerer over himmel, jord, liv og død med malerisk forfattersprog. Dér fuser det hele ud i tom selvhøjtidelighed, for mit vedkommende i hvert fald.
Hvad er filmz-brugernes favorit-Tarkovskij? Hvorfor? Det største øjeblik fra én af hans film? Jeg synes virkelig der er masser at tage fat på med det her besynderlige, men utvivlsomt fascinerende instruktørikon.
#2 Highland Park 16 år siden
Mht. en favorit så kan jeg ikke udpege en sådan. Hans værker betyder for meget for mig til, at jeg er i stand til at fremhæve et frem for andre. Det samme gælder de største øjeblikke.
#3 Bates 16 år siden
Har stadig mange tarkovsky film til gode. Har kun fået set "Zerkalo", og "Solyaris".
edit: nyt link
#4 Skeloboy 16 år siden
#5 mr gaijin 16 år siden
Min yndlingsfilm af hans er og "Andrei Rublev". Eller rettere, scenen med klokkestøberen. Det er en uforglemmelig film. Et stærkt øjeblik i min egen filmopdragelse.
Jeg mangler stadig at se de ting, han lavede i 80erne. Og så mangler jeg at se dem projekteret i ordenlig kvalitet. Eller måske blu-ray-udgivelser (savle savle).
#6 RasmusFL 16 år siden
#2 - se f.eks. scenen i 'Solyaris' hvor rumskibets tre hovedpersoner åbner op og blotlægger deres følelser i en lang dialogscene. Der går det helt fløjten for mig. Jeg misunder dig dog over, at du ikke er af min negative opfattelse, for udover nævnte kritikpunkt - som er fuldstændig essentielt for mig - havde både 'Stalker' og 'Solyaris' fremragende facetter,
#7 Benway 16 år siden
Han er svær at gå til, men samtidig utroligt givende, og hans film vokser virkelig enormt ved hvert gensyn. Man har som regel først set dem nogenlunde ordentligt anden gang. Han er for alvor en af de instruktører, det er værd at investere tid i.
#8 fazz 16 år siden
#9 Antlion 16 år siden
Hvis jeg virkelig skulle tvinges til at forholde mig restriktivt, og vælge én film, så vil det nok være "Andrej Rubljov" der vil få min stemme. Tæt efterfulgt af "Offret" og "Zerkalo", som ligeledes er tæt efterfulgt af "Stalker", "Solyaris", "Ivanovo detstvo" og "Nostalghia".
Hvorfor "Andrej Rubljov" får min stemme?
*Spoilere vil fremkomme*
Gennem den visuelle perfektionisme, den dunkle stilhed eller Ovchinnikovs sørgmodige musik, følger vi den grusomme og smukke fortælling om en kunstner, som ikke vil praktisere et brutalt og korrupt værdisystem.
I Rubljovs desperation går han i stå som kunstner, og vi ser blandt andet en forfædelig kirkemassakre, hvor alle bliver brutalt myrdet. Andrej Rubljov overlever masskeren, men har måtte myrde én med en økse, og idet han sidder blandt de mishandlede lig, kontaktes han i et syn af den afdøde ikonmaler Theofanes. Dette giver anledning til Tarkovskijs geniale kritik imod det daværende USSR, ja, imod stalinismens absurde krav til kunsten. Andrej Rubljov føler, at kunsten ikke er en nødvendighed i livet, og i sin fortvivlelse sukker han (noget lignende dette her - jeg kan ikke huske det ordret):
"Rusland... alt kommer mit kære land at døde. Vil dette mon nogensinde få en ende?
Hvortil Theofanes svarer: Nej, det vil nok vare i al evighed.", hvorved Tarkovskij fremstiller den mørke middelalder, som værende en evig tilstand.
Herefter begynder det at sne inde i kirken, samtidig med at en hest kommer til syne: Jeg mener, at dette symboliserer Tarkovskijs forløsningsbillede (som ofte forekommer i hans film), at man skal forsætte sin passion, uafhængigt af hvilke forhold man lever under.
Andrej Rubljov vælger dog tavsheden, og i 15 år forbliver han stum, imens han følger sit lands tragedie. Først da møder (eller ser) drengen Boriska, der til trods for trussel om dødsstraf, formår at støbe en klokke, hvis klang symboliserer hyldesten til livet. Via en hemmelig formel, som faderen røbede for ham inden hans død, arbejder drengen med hundrede vis af mennesker for at få støbt den rette klokke. Dagen hvorpå, at klokken er færdigudarbejdet, bryder drengen dog sammen i gråd: Han havde ikke modtaget nogen hemmelig formel fra sin fader, nej, faderen tog hemmeligheden med sig i graven. Andrej Rubljov trøster drengen, og genvinder nu troen på kunstens mening et samfund, der har mistet alle sine humane normer.
Til sidst udmunder filmen fra sit sort/hvide Rusland, til en farvemontage af Rubljovs ikoner, hvor Tarkovskij panorerer hen over kalkmalerierne, imens den akkompagneres af orgelmusik. Det starter sin et usamlet puslespil, men ender i en smuk helhed, og det kameraet ender ved en billede, der forstiller den genopstandne Kristus - her opløses orgelmusikken af troden, og det begynder at regne ned af maleriet. Derfra tones der igen til et billede af livlige heste på en eng: Tarkovskij understreger, at naturen, kunsten og libidoen er genrejst, trods de mange rædsler.
Denne forløsning er noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set, og nogensinde vil komme til at se! Det kan ikke beskrives med ord, så jeg vil ikke bruge mere tid på at referere min oplevelse(r)...
#10 RasmusFL 16 år siden
Nogen herinde der ved, om 'Nostalghia' er noget værd? At dømme ud fra et par klip jeg har set, ligner den en overvældende sanseoplevelse!