#81 - En film, jeg rigtig gerne vil se (i det hele taget af få se mere Ichikawa), men den er vist ret svær/dyr at få fat i, da Criterions udgave er OOP.
Da Randall P. McMurphy (Jack Nicholson) ankommer til et sindsygehospitals sterile verden, opfordrer han sine medpatienter til at gøre oprør, til at rehabilitere livet.
Modsat romanen fortælles filmen ikke fra indianer Bromdens synsvinkel, hvilket var til forfatter Ken Keseys store forargelse. Keseys antipsykiatriske trip af bog transformeres til en human film, hvor intensiteten skuespillerne imellem (Nicholson og Fletcher i særdeleshed) er den dominerende kraft. Milos Forman begriber ganske vist magtsystemet uregelmæssige væsen, men hvor romanen efterlader os med ubehag, fordyber filmen sine tilskuere ind i McMurphys paradoksale tilværelse af indespærrethed og frihed.
Menneskekærligheden overskygger den institutionelle amorfitet…
Vinter 1898, Utah. Vor stumme antihelt Silenzio (Jean-Louis Trintignant) hyres ironisk til at dræbe den hensynsløse dusørjæger Tigrero (Klaus Kinski).
Skjult i denne arketypiske western-formular, skaber Sergio Corbucci velsagtens den mest pessimistiske western nogensinde, hvor humanitet er et relativt begreb. "Il grande silenzio" er et kompromisløst mesterværk, ingen andre nogensinde har formået at kreere i westerngenrens ellers blodige korridorer.
"Il grande silenzio," kan jeg huske at jeg så som barn, hvor den gjorde et stort indtryk. Jeg kan godt nok ikke huske så meget om den, andet end billederne af en stum hævngerrig mand og så den grumme Klaus Kinski.
Og uden at røbe slutningen, hvis jeg ellers husker den korrekt, var også noget der for en lille knægt satte sit indtryk.
#91 Bates 13 år siden
hahaha... :)
#92 MMB 13 år siden
Det gør der ikke. (Han har kun én film af hver instruktør på listen *wink wink*). :P
#93 rockysds 13 år siden
#91 - Det er nok usandsynligt givet #1. :)
#94 Bates 13 år siden
#95 Skeloboy 13 år siden
#96 Antlion 13 år siden
Da Randall P. McMurphy (Jack Nicholson) ankommer til et sindsygehospitals sterile verden, opfordrer han sine medpatienter til at gøre oprør, til at rehabilitere livet.
Modsat romanen fortælles filmen ikke fra indianer Bromdens synsvinkel, hvilket var til forfatter Ken Keseys store forargelse. Keseys antipsykiatriske trip af bog transformeres til en human film, hvor intensiteten skuespillerne imellem (Nicholson og Fletcher i særdeleshed) er den dominerende kraft. Milos Forman begriber ganske vist magtsystemet uregelmæssige væsen, men hvor romanen efterlader os med ubehag, fordyber filmen sine tilskuere ind i McMurphys paradoksale tilværelse af indespærrethed og frihed.
Menneskekærligheden overskygger den institutionelle amorfitet…
129. "Il grande silenzio" (1968, Sergio Corbucci)
Vinter 1898, Utah. Vor stumme antihelt Silenzio (Jean-Louis Trintignant) hyres ironisk til at dræbe den hensynsløse dusørjæger Tigrero (Klaus Kinski).
Skjult i denne arketypiske western-formular, skaber Sergio Corbucci velsagtens den mest pessimistiske western nogensinde, hvor humanitet er et relativt begreb. "Il grande silenzio" er et kompromisløst mesterværk, ingen andre nogensinde har formået at kreere i westerngenrens ellers blodige korridorer.
#97 Skeloboy 13 år siden
Har ikke set den anden. Must not buy...
#98 Antlion 13 år siden
Tjek lige Morricones enestående musik fra filmen ud:
[url= Morricone - Invito all'amore[/url]
Så skal jeg nok lade være med at friste dig yderligere. :)
#99 Skeloboy 13 år siden
#100 Slettet Bruger [299926753] 13 år siden
Og uden at røbe slutningen, hvis jeg ellers husker den korrekt, var også noget der for en lille knægt satte sit indtryk.
Det er jo nok en af de film man bør gense en dag.