Inspireret af Filmz' brugere, vil jeg også forsøge at udarbejde en såkaldt topliste, som I forhåbentlig vil kunne bruge til inspiration.
Vurdering af film, og alt andet kunst for den sags skyld, kan og skal ikke blot foretages ud fra eksperternes kriterier: Teknisk innovation, æstetisk originalitet, historisk og genremæssig betydning m.v., nej, men på noget så simpelt eller kompleks som det at have en kunstnerisk oplevelse. Dette er noget alle mennesker kan relatere til, ligegyldigt om de har filmisk indsigt eller ej, og ingen formler eller teorier bør fratage os retten til at have sådan en oplevelse.
Denne liste vil adskille sig fra andres, idet jeg kun vil udvælge én film pr. instruktør. Selvom dette er lettere indskrænkende set ud fra et subjektivt synspunkt, har jeg har valgt at gøre dette for at skabe størst mulig spredning mellem filmene og instruktørerne. Ellers ville I blandt andet have stødt på mindst 7 film af Satyajit Ray, 8 af Peter Greenaway og 11 af Rainer Werner Fassbinder, og spredningen på listen vil således blive minimeret.
Som udgangspunkt vil jeg indsætte 10 film pr. indlæg, hvor de første 10 gerne skulle komme i aften, samt skrive en kommentar til disse. Jeg gør brug af den originale titel fra IMDb, og linker desuden til filmen, hvis nogen skulle blive forvirret.
Det var på tide. Jeg glæder mig til at se, hvor mange af instruktørerne, jeg rent faktisk kender, for din filmsmag må da næsten være den mest syrede på filmz. Nu hvor du kun nævner én film pr. instruktør, må du meget gerne fremhæve andre gode med film med samme instruktør i indlægget gerne med en rating bagefter. :)
Romolo Guerrieris uofficielle Django-film er på mange områder en klassisk spaghettiwestern med dens mange klichéer, gode såvel som dårlige, men under den konventionelle overflade gemmer dig sig en yderst atypisk film for genren. Med homoseksuelle undertoner, diffus symbolisme og overdrevet brug af mascara (på mændene) skabes en surrealistisk atmosfære, der minder mere om Jodorowsky end den gængse spaghettiwestern.
Manuel Vasquez (Claudio Camaso, bror til Gian Maria Volonté), beslutter sig, efter at have afsonet fire år i fængsel, at tage hævn over Mendoza, manden der var skyld i hans fængsling. Vasquez udrydder barbarisk Mendozas ranch for liv, og bortfører dennes datter, Dolores. Mendoza opsøger i sin desperation dusørjægeren Django (Gianni Garko), og tilbyder ham en stor sum penge for at dræbe Vasquez og tilbagebringe hans datter. Det skal dog vise sig, at Django, som i øvrigt har et mærkværdigt venligt forhold til Vasquez, ikke vil kaste sig ud i jagten før hans minimumspris på $10.000 er nået.
Guerrieri tilføjer Django-karakteren en psykologisk dimension, og Garkos forhold til Loredana Nusciak (Djangos elskerinde) afspejles i forholdet til Camaso vha. katolsk symbolik og kryptiske referencer til blandt andet Caravaggio og Bergman.
Med en solid rollebesætning, hvor Camaso og Fernando Sancho (som spiller Vasquez’ fader) skinner igennem, smuk fotografering og Nora Orlandis hypnotiserende musik, kreerer Guerrieri en mærkelig, men enestående spaghettiwestern.
For kun $2500 finansierede unge Jim McBride sin første film "Davic Holzman’s Diary". Han lavede filmen ud fra tre idéer: En mand der filmer sig selv i et spejl, hverdagens banalitet og New Yorks evne til at gennemsyre menneskers adfærd.
David Holzman (L.M. Kit Carson) beslutter sig for at dokumentere hver eneste detalje i sin hverdag på film, angiveligt for at finde sandheden, men alt går ikke efter planen. Folk begynder at vende ham ryggen, og han havner i en paranoid tilværelse.
At kalde "David Holzman’s Diary" en mockumentary vil ikke være tilstrækkeligt. McBride beskæftiger sig med innovativ dramaturgi, fotografi, farver, lyd, suspense etc., og der skabes en yderst betagende film, der har haft enorm indflydelse på senere cinéma vérité bevægelser og filmteknik i det hele taget.
Amerikansk kunstfilm på japansk. Allerede her lyder det som en usædvanlig film, og det så sandelig også korrekt. Paul Schraders "Mishima" er alt andet end konventionel filmkunst. Yukio Mishima var revolutionær, pseudo-samurai, poet og uden tvivl en af de mest kendte japanske forfattere i det 20. århundrede.
I denne film beskæftiger Schrader sig med Mishimas utallige masker på intellektuel og overdådig manér. Han følger episodisk Mishimas (Ken Ogata) liv og de mange udfordrende handlinger, han udførte. Gennem biografier, dramatiseringer og stiliseret fotografi bliver vi oplyst, engageret og forvirret.
Med John Baileys smukke billedside, dekorationer af Eiko Ishioka og intens musik af Philip Glass, gentager Schrader hvad Mishima forsøgte at protestere imod på en indviklet såvel som sammenhængende facon.
Med film som "Boogie Nights" og "Magnolia" blev Anderson kendt som vovehalsen i Hollywood, en instruktør der ikke var bange for at løbe en risiko. Med sin seneste film har endnu engang hævet denne status, og skabt en film af foruroligende visuel skønhed.
Filmen følger Daniel Plainviews (Daniel Day-Lewis) rejse mellem staterne for at opkøbe jord og bore efter olie. Sammen med sin søn, der ikke er blodrelateret, skaber han en hel ny tilværelse i deres liv, hvor pengene strømmer ind. Grådigheden stiger ham dog til hovedet, og hvad der startede som griskhed ender i den rene misantropi.
Med Robert Elswits visuelle talent, Johnny Greenwoods faretruende musik og Daniel Day-Lewis’ samt Paul Danos eminente skuespil, skaber Anderson et smukt mesterværk om familie, had, religion og livets materielle fristelser. Der sorte blod fører til rødt blod…
Den senegalesiske Ousmane Sembène, afrikansk films fader, skaber med ”Ceddo” en stiliseret film om afrikansk historie.
I et afrikansk land er kongen konverteret til islam, i modsætning til ceddoernes insisterende fastholdelse af den traditionelle religion. I protest mod den religiøse konvertering og tvangsindlæggelse af nu ikke-troende, kidnapper ceddoerne kongens datter, hvilket resulterer i borgerkrig.
"Ceddo" behandler politisk og religiøst stof med utrolig klarhed, og der er absolut ingen uvæsentlige ting at finde. Den portrærer personerne direkte, og viser hvordan disse handler i diverse situationer. Den præsenter argumentation og modargumentation fra begge parter, og skaber lingvistiske scenarier og ritualistiske adfærdsformer.
Sembene skaber en atmosfære der både er intelligent, manipulerende og sentimental, men sammenkobler dette på elegant vis, således et unikt og interessant perspektiv dannes.
Selvom Agnès Varda var en af repræsentanterne i den franske nybølge, havde hun ikke samme baggrundsviden om filmen som sine kolleger. Da kritikerne sammenlignede hendes debutfilm "La Pointe courte" med Luchino Viscontis "La Terre tremble", vidste hun ikke, hvem Visconti var. Det var måske pga. hendes ringe filmviden, at hun kunne markere sig så hurtig med sin egen stil.
François Chevalier (Jean-Claude Drouot), der lever sammen med sin kone Thérèse og deres to børn, påbegynder et forhold til en postkontorspige ved navn Émilie. Da han fortæller Thérèse om forholdet, forsvinder hun på mystisk vis. Skal han søge efter hende, eller skal have fortsætte sit liv med Émilie og børnene i stedet?
Varda skrev i sin tid en huskeregel om, hun ønskede skulle gælde for de fleste af hendes film: At tilskueren ikke skulle identificere sig, men vurdere. At filmen skulle forblive kold, ikke varm. Dette gør sig umiddelbart ikke gældende for "Le Bonheur", da handlingen akkompagneres af Mozarts klarinetkvintet i A-dur og adagio/fuga-kompositionen i C-mol, og disse to værker er alt andet end kolde. De impressionistiske sommerfarver af Claude Beausoleil for os til at tænke på Auguste Renoir, og der hersket generelt harmoni i filmens visuelle natur. Men al denne harmoni er netop filmens provokation, og ligesom François bliver vi trukket ind i dette problemfrie univers, hvor man utroskab nødvendigvis ikke fører dårligdomme med sig. Uden at røbe noget, viser der sig dog, at vi til slut opdager, at dette univers måske slet ikke er så problemfrit.
"Le Bonheur" er en præ-moralsk fortælling, og Varda tvinger tvinger os til at overveje om vores etiske standpunkt er oprigtig, eller blot en vanebestemt mekanisme.
Tian Zhuangzhuang "Dao ma zei" er nok mere kendt for at være Scorceses yndlingsfilm fra 80/90erne, end for at være et modernistisk mesterværk om minoritetsetik og eklekticisme.
Filmen føler en hestetyv i Tibets øde landskab, der bliver smidt ud af sin klan pga. tyveri. Selvom plottet er småt, skaber Tian en mystisk atmosfære, der forsøger at fusionere mennesket med naturen. Dialogen er holdt på en minimum, og kommunikationen til tilskueren skabes vha. lyd og billede frem for plot.
Filmen skulle have været tidløs, men Folkerepublikken Kina forlangte at indsætte årstallet 1923 i introen, således der skulle herske tvivl om perioden. Desuden censurerede de eksplicitte begravelsesscener. Dette påvirker dog ikke filmen negativt, og den slår stadig stærk med sin modernistiske udtryksform.
"Dao ma zei" er en minimalistisk film om minoritetens skavanker, en buddhistiske hymne om himmelen i livet.
I Frankrig har de François Truffaut, i Danmark har vi Nils Malmros. Godt nok var Malmros stærkt inspireret af mange andre instruktører, deriblandt John Cassavetes og Mike Nichols, men den franske nybølge og Truffaut er det der præger hans œuvre.
Hans selvbiografiske mesterværk "Kundskabens træ" er en psykologisk rejse ind i menneskets transformation fra barn til voksen, fra uskyldighed til direkte farlig seksualitet. Vi følger en teenage-klasses opvækst, hvor usikkerhed, pinagtigheder og grov mobning præger børnenes liv. Det er en fascinerende, skræmmende og uden tvivl genkendelig oplevelse, og Malmros behandler denne svære fase i livet med et formidabelt øje for iscenesættelse af detaljer og autencitet.
Det århusianske udtryk og den poetiske æstetik balancerer perfekt sammen i en alvorlig, men befriende komisk, portræt af en skoleklasse i puberteten.
Stan Brakhage er velsagtens avantgardefilmens mest kendte navn, og det er der også god grund til. Hans produktive filmografi var enenorm indflydelse på amerikansk filmkunst, og skabte et kaotisk univers af intensive tanker. Han ledte efter menneskets sande sanseapparat, inden det havde ladet sig påvirke af kulturens og samfundets accepterede normer.
"Dog Star Man" er et strategisk og filosofisk mesterværk, der udfordrer vores sanser og intellekt. Vi drages ind i Brakhages verden, og langsomt udforsker vi også de uendelige muligheder i livet vi kan nå gennem sansning. Plottet er stort set ikke-eksisterende: En mand bestiger et snerigt bjerg med sin hund. Hvad der er interessant og kompleks er tæppet af sekvenser, der diskret overlappes i et visuelt mønster. Det er en (åndelig) rejse i rummet.
"Dog Star Man" er lige så uløselig som underbevidstheden selv, men Brakhage forsøger at kreere et dyrisk (Dog), kosmologisk (Star) og menneskeligt (Man) mønster der befrier vores ellers tilpassede sanser.
Sam Peckinpah, Hollywoods enfant terrible, var i sin samtid et offer for stærk kritik og censur pga. sin utraditionelle og ekstreme tilgang til filmkunsten. Fra og med "Major Dundee" (1965) blev utallige af hans film skamklippede, og som han udtalte i 1969: "I went through hell, because if you’re a director and you don’t get a chance to direct, you start to die a litte." var dette en stor frustration for ham. Denne frustration fremskyndte hans store alkohol- og kokainmisbrug, der ultimativt førte til hans død i en alder af 59 år. Med film som "Bring Me the Head of Alfredo Garcia", "Straw Dogs" og "The Wild Bunch" bliver han i dag anset af mange som værende 70ernes Hollwood største instruktør. Peckinpahs store forkærlighed var at finde i westerngenrens mytologiske univers.
"Ride the High Country" er blot Peckinpahs anden spillefilm, men han var allerede erfaren indenfor genren, takket være de mange western-serier han arbejdede på (f. eks. "Gunsmoke" og "The Rifleman"). Det var med denne erfaring, at han instruerede sit mesterværk.
Den forhenværende sherif Steve Judd (Joel McCrea) har ikke just haft værdige opgaver siden sin fratrædelse (udsmider på beskidte værtshuse), og at han tilmed er en aldrende mand hjælper ikke på humøret. Men en dag tilsmiler heldet ham, og han overdrages ansvaret for at bringe en guldtransport sikkert fra guldgraverbyen i bjergene ned til banken i byen. Da opgaven er svær og farlig, allierer han sig med sin gamle kammerat Gil Westrum (Randolph Scott) og dennes unge partner Heck, men hvad Judd ikke ved er, at de planlægger at bedrage ham og røve guldtransporten.
"Ride the High Country" blev filmet på 4 uger på et beskedent budget, og det ligner også en billig B-film på mange områder: Dramatisk underlægningsmusik, mekanisk koreograferede slåskampe og andre klichéer. På trods af disse ankepunkter, formår Peckinpah at skildre den psykologiske konflikt mellem Steve og Gil på magisk vis, og den tematiske essens bevæger sig tydeligt op ad problematikken ved at blive gammel.
Peckinpah var opfostret strengt kristen, og denne opdragelse har inspireret til filmens som ses i Judds svar til Westrums materialistiske grådighed: "All I want is to enter my house justified", hvilket naturligvis er en reference til lignelsen om farisæeren. Det bibelske i filmen bliver på ingen måde blævrende, tværtimod. Et andet eksempel kan findes, da gruppen på vej til guldgraverbyen overnatter hos en fanatisk kristen med det danske navn Knudsen, som foragter gruppens gøremål ved at transportere guldet. Heck forelsker sig i Knudsens datter Elsa (Mariette Hartley), som lever en isoleret tilværelse hos sin fader. Her viser det sig implicit i de bibelske referencer, at faderen har myrdet sin kone, og har dannet et incestuøst forhold til sin datter. På gravstenen, som han sørger ved hver aften, står der nemlig skrevet et dyster bibel-citat fra Ezekiels Bog (kapitel 16, vers 35 og 38): "Wherefore, O harlot, hear the word of the LORD: And I will judge thee, as women that break wedlock and shed blood are judged; and I will give thee blood in fury and jealousy."
Peckinpah behandler B-films stof utroligt detaljeret, og skaber en på mange områder enkel, men livsbekræftende og poetisk western.
#1 Antlion 14 år siden
Vurdering af film, og alt andet kunst for den sags skyld, kan og skal ikke blot foretages ud fra eksperternes kriterier: Teknisk innovation, æstetisk originalitet, historisk og genremæssig betydning m.v., nej, men på noget så simpelt eller kompleks som det at have en kunstnerisk oplevelse. Dette er noget alle mennesker kan relatere til, ligegyldigt om de har filmisk indsigt eller ej, og ingen formler eller teorier bør fratage os retten til at have sådan en oplevelse.
Denne liste vil adskille sig fra andres, idet jeg kun vil udvælge én film pr. instruktør. Selvom dette er lettere indskrænkende set ud fra et subjektivt synspunkt, har jeg har valgt at gøre dette for at skabe størst mulig spredning mellem filmene og instruktørerne. Ellers ville I blandt andet have stødt på mindst 7 film af Satyajit Ray, 8 af Peter Greenaway og 11 af Rainer Werner Fassbinder, og spredningen på listen vil således blive minimeret.
Som udgangspunkt vil jeg indsætte 10 film pr. indlæg, hvor de første 10 gerne skulle komme i aften, samt skrive en kommentar til disse. Jeg gør brug af den originale titel fra IMDb, og linker desuden til filmen, hvis nogen skulle blive forvirret.
#2 Stilund 14 år siden
#3 MMB 14 år siden
#4 MOVIE1000 14 år siden
#5 Antlion 14 år siden
#6 JannikAnd 14 år siden
#7 filmz-Bruce 14 år siden
#8 Bony 14 år siden
#9 Skeloboy 14 år siden
Kan desuden godt forstå din pointe med kun at have en film per instruktør, når man nu er fanboy af Fassbinder, Ray, Greenaway osv...:)
#10 Antlion 14 år siden
150. "10.000 dollari per un massacre" (1967, Romolo Guerrieri)
Romolo Guerrieris uofficielle Django-film er på mange områder en klassisk spaghettiwestern med dens mange klichéer, gode såvel som dårlige, men under den konventionelle overflade gemmer dig sig en yderst atypisk film for genren. Med homoseksuelle undertoner, diffus symbolisme og overdrevet brug af mascara (på mændene) skabes en surrealistisk atmosfære, der minder mere om Jodorowsky end den gængse spaghettiwestern.
Manuel Vasquez (Claudio Camaso, bror til Gian Maria Volonté), beslutter sig, efter at have afsonet fire år i fængsel, at tage hævn over Mendoza, manden der var skyld i hans fængsling. Vasquez udrydder barbarisk Mendozas ranch for liv, og bortfører dennes datter, Dolores. Mendoza opsøger i sin desperation dusørjægeren Django (Gianni Garko), og tilbyder ham en stor sum penge for at dræbe Vasquez og tilbagebringe hans datter. Det skal dog vise sig, at Django, som i øvrigt har et mærkværdigt venligt forhold til Vasquez, ikke vil kaste sig ud i jagten før hans minimumspris på $10.000 er nået.
Guerrieri tilføjer Django-karakteren en psykologisk dimension, og Garkos forhold til Loredana Nusciak (Djangos elskerinde) afspejles i forholdet til Camaso vha. katolsk symbolik og kryptiske referencer til blandt andet Caravaggio og Bergman.
Med en solid rollebesætning, hvor Camaso og Fernando Sancho (som spiller Vasquez’ fader) skinner igennem, smuk fotografering og Nora Orlandis hypnotiserende musik, kreerer Guerrieri en mærkelig, men enestående spaghettiwestern.
149. "David Holzman's Diary" (1967, Jim McBride)
For kun $2500 finansierede unge Jim McBride sin første film "Davic Holzman’s Diary". Han lavede filmen ud fra tre idéer: En mand der filmer sig selv i et spejl, hverdagens banalitet og New Yorks evne til at gennemsyre menneskers adfærd.
David Holzman (L.M. Kit Carson) beslutter sig for at dokumentere hver eneste detalje i sin hverdag på film, angiveligt for at finde sandheden, men alt går ikke efter planen. Folk begynder at vende ham ryggen, og han havner i en paranoid tilværelse.
At kalde "David Holzman’s Diary" en mockumentary vil ikke være tilstrækkeligt. McBride beskæftiger sig med innovativ dramaturgi, fotografi, farver, lyd, suspense etc., og der skabes en yderst betagende film, der har haft enorm indflydelse på senere cinéma vérité bevægelser og filmteknik i det hele taget.
148. "Mishima: A Life in Four Chapters" (1985, Paul Schrader)
Amerikansk kunstfilm på japansk. Allerede her lyder det som en usædvanlig film, og det så sandelig også korrekt. Paul Schraders "Mishima" er alt andet end konventionel filmkunst.
Yukio Mishima var revolutionær, pseudo-samurai, poet og uden tvivl en af de mest kendte japanske forfattere i det 20. århundrede.
I denne film beskæftiger Schrader sig med Mishimas utallige masker på intellektuel og overdådig manér. Han følger episodisk Mishimas (Ken Ogata) liv og de mange udfordrende handlinger, han udførte. Gennem biografier, dramatiseringer og stiliseret fotografi bliver vi oplyst, engageret og forvirret.
Med John Baileys smukke billedside, dekorationer af Eiko Ishioka og intens musik af Philip Glass, gentager Schrader hvad Mishima forsøgte at protestere imod på en indviklet såvel som sammenhængende facon.
147. "There Will Be Blood" (2007, Paul Thomas Anderson)
Med film som "Boogie Nights" og "Magnolia" blev Anderson kendt som vovehalsen i Hollywood, en instruktør der ikke var bange for at løbe en risiko. Med sin seneste film har endnu engang hævet denne status, og skabt en film af foruroligende visuel skønhed.
Filmen følger Daniel Plainviews (Daniel Day-Lewis) rejse mellem staterne for at opkøbe jord og bore efter olie. Sammen med sin søn, der ikke er blodrelateret, skaber han en hel ny tilværelse i deres liv, hvor pengene strømmer ind. Grådigheden stiger ham dog til hovedet, og hvad der startede som griskhed ender i den rene misantropi.
Med Robert Elswits visuelle talent, Johnny Greenwoods faretruende musik og Daniel Day-Lewis’ samt Paul Danos eminente skuespil, skaber Anderson et smukt mesterværk om familie, had, religion og livets materielle fristelser. Der sorte blod fører til rødt blod…
146. "Ceddo" (1977, Ousmane Sembène)
Den senegalesiske Ousmane Sembène, afrikansk films fader, skaber med ”Ceddo” en stiliseret film om afrikansk historie.
I et afrikansk land er kongen konverteret til islam, i modsætning til ceddoernes insisterende fastholdelse af den traditionelle religion. I protest mod den religiøse konvertering og tvangsindlæggelse af nu ikke-troende, kidnapper ceddoerne kongens datter, hvilket resulterer i borgerkrig.
"Ceddo" behandler politisk og religiøst stof med utrolig klarhed, og der er absolut ingen uvæsentlige ting at finde. Den portrærer personerne direkte, og viser hvordan disse handler i diverse situationer. Den præsenter argumentation og modargumentation fra begge parter, og skaber lingvistiske scenarier og ritualistiske adfærdsformer.
Sembene skaber en atmosfære der både er intelligent, manipulerende og sentimental, men sammenkobler dette på elegant vis, således et unikt og interessant perspektiv dannes.
145. "Le Bonheur" (1965, Agnès Varda)
Selvom Agnès Varda var en af repræsentanterne i den franske nybølge, havde hun ikke samme baggrundsviden om filmen som sine kolleger. Da kritikerne sammenlignede hendes debutfilm "La Pointe courte" med Luchino Viscontis "La Terre tremble", vidste hun ikke, hvem Visconti var. Det var måske pga. hendes ringe filmviden, at hun kunne markere sig så hurtig med sin egen stil.
François Chevalier (Jean-Claude Drouot), der lever sammen med sin kone Thérèse og deres to børn, påbegynder et forhold til en postkontorspige ved navn Émilie. Da han fortæller Thérèse om forholdet, forsvinder hun på mystisk vis. Skal han søge efter hende, eller skal have fortsætte sit liv med Émilie og børnene i stedet?
Varda skrev i sin tid en huskeregel om, hun ønskede skulle gælde for de fleste af hendes film: At tilskueren ikke skulle identificere sig, men vurdere. At filmen skulle forblive kold, ikke varm. Dette gør sig umiddelbart ikke gældende for "Le Bonheur", da handlingen akkompagneres af Mozarts klarinetkvintet i A-dur og adagio/fuga-kompositionen i C-mol, og disse to værker er alt andet end kolde. De impressionistiske sommerfarver af Claude Beausoleil for os til at tænke på Auguste Renoir, og der hersket generelt harmoni i filmens visuelle natur. Men al denne harmoni er netop filmens provokation, og ligesom François bliver vi trukket ind i dette problemfrie univers, hvor man utroskab nødvendigvis ikke fører dårligdomme med sig. Uden at røbe noget, viser der sig dog, at vi til slut opdager, at dette univers måske slet ikke er så problemfrit.
"Le Bonheur" er en præ-moralsk fortælling, og Varda tvinger tvinger os til at overveje om vores etiske standpunkt er oprigtig, eller blot en vanebestemt mekanisme.
144. "Dao ma zei" (1986, Tian Zhuangzhuang)
Tian Zhuangzhuang "Dao ma zei" er nok mere kendt for at være Scorceses yndlingsfilm fra 80/90erne, end for at være et modernistisk mesterværk om minoritetsetik og eklekticisme.
Filmen føler en hestetyv i Tibets øde landskab, der bliver smidt ud af sin klan pga. tyveri. Selvom plottet er småt, skaber Tian en mystisk atmosfære, der forsøger at fusionere mennesket med naturen. Dialogen er holdt på en minimum, og kommunikationen til tilskueren skabes vha. lyd og billede frem for plot.
Filmen skulle have været tidløs, men Folkerepublikken Kina forlangte at indsætte årstallet 1923 i introen, således der skulle herske tvivl om perioden. Desuden censurerede de eksplicitte begravelsesscener. Dette påvirker dog ikke filmen negativt, og den slår stadig stærk med sin modernistiske udtryksform.
"Dao ma zei" er en minimalistisk film om minoritetens skavanker, en buddhistiske hymne om himmelen i livet.
143. "Kundskabens træ" (1981, Nils Malmros)
I Frankrig har de François Truffaut, i Danmark har vi Nils Malmros. Godt nok var Malmros stærkt inspireret af mange andre instruktører, deriblandt John Cassavetes og Mike Nichols, men den franske nybølge og Truffaut er det der præger hans œuvre.
Hans selvbiografiske mesterværk "Kundskabens træ" er en psykologisk rejse ind i menneskets transformation fra barn til voksen, fra uskyldighed til direkte farlig seksualitet. Vi følger en teenage-klasses opvækst, hvor usikkerhed, pinagtigheder og grov mobning præger børnenes liv. Det er en fascinerende, skræmmende og uden tvivl genkendelig oplevelse, og Malmros behandler denne svære fase i livet med et formidabelt øje for iscenesættelse af detaljer og autencitet.
Det århusianske udtryk og den poetiske æstetik balancerer perfekt sammen i en alvorlig, men befriende komisk, portræt af en skoleklasse i puberteten.
142. "Dog Star Man" (1962, Stan Brakhage)
Stan Brakhage er velsagtens avantgardefilmens mest kendte navn, og det er der også god grund til. Hans produktive filmografi var enenorm indflydelse på amerikansk filmkunst, og skabte et kaotisk univers af intensive tanker. Han ledte efter menneskets sande sanseapparat, inden det havde ladet sig påvirke af kulturens og samfundets accepterede normer.
"Dog Star Man" er et strategisk og filosofisk mesterværk, der udfordrer vores sanser og intellekt. Vi drages ind i Brakhages verden, og langsomt udforsker vi også de uendelige muligheder i livet vi kan nå gennem sansning. Plottet er stort set ikke-eksisterende: En mand bestiger et snerigt bjerg med sin hund. Hvad der er interessant og kompleks er tæppet af sekvenser, der diskret overlappes i et visuelt mønster. Det er en (åndelig) rejse i rummet.
"Dog Star Man" er lige så uløselig som underbevidstheden selv, men Brakhage forsøger at kreere et dyrisk (Dog), kosmologisk (Star) og menneskeligt (Man) mønster der befrier vores ellers tilpassede sanser.
141. "Ride the High Country" (1962, Sam Peckinpah)
Sam Peckinpah, Hollywoods enfant terrible, var i sin samtid et offer for stærk kritik og censur pga. sin utraditionelle og ekstreme tilgang til filmkunsten. Fra og med "Major Dundee" (1965) blev utallige af hans film skamklippede, og som han udtalte i 1969:
"I went through hell, because if you’re a director and you don’t get a chance to direct, you start to die a litte." var dette en stor frustration for ham. Denne frustration fremskyndte hans store alkohol- og kokainmisbrug, der ultimativt førte til hans død i en alder af 59 år. Med film som "Bring Me the Head of Alfredo Garcia", "Straw Dogs" og "The Wild Bunch" bliver han i dag anset af mange som værende 70ernes Hollwood største instruktør. Peckinpahs store forkærlighed var at finde i westerngenrens mytologiske univers.
"Ride the High Country" er blot Peckinpahs anden spillefilm, men han var allerede erfaren indenfor genren, takket være de mange western-serier han arbejdede på (f. eks. "Gunsmoke" og "The Rifleman"). Det var med denne erfaring, at han instruerede sit mesterværk.
Den forhenværende sherif Steve Judd (Joel McCrea) har ikke just haft værdige opgaver siden sin fratrædelse (udsmider på beskidte værtshuse), og at han tilmed er en aldrende mand hjælper ikke på humøret. Men en dag tilsmiler heldet ham, og han overdrages ansvaret for at bringe en guldtransport sikkert fra guldgraverbyen i bjergene ned til banken i byen. Da opgaven er svær og farlig, allierer han sig med sin gamle kammerat Gil Westrum (Randolph Scott) og dennes unge partner Heck, men hvad Judd ikke ved er, at de planlægger at bedrage ham og røve guldtransporten.
"Ride the High Country" blev filmet på 4 uger på et beskedent budget, og det ligner også en billig B-film på mange områder: Dramatisk underlægningsmusik, mekanisk koreograferede slåskampe og andre klichéer. På trods af disse ankepunkter, formår Peckinpah at skildre den psykologiske konflikt mellem Steve og Gil på magisk vis, og den tematiske essens bevæger sig tydeligt op ad problematikken ved at blive gammel.
Peckinpah var opfostret strengt kristen, og denne opdragelse har inspireret til filmens som ses i Judds svar til Westrums materialistiske grådighed: "All I want is to enter my house justified", hvilket naturligvis er en reference til lignelsen om farisæeren.
Det bibelske i filmen bliver på ingen måde blævrende, tværtimod. Et andet eksempel kan findes, da gruppen på vej til guldgraverbyen overnatter hos en fanatisk kristen med det danske navn Knudsen, som foragter gruppens gøremål ved at transportere guldet. Heck forelsker sig i Knudsens datter Elsa (Mariette Hartley), som lever en isoleret tilværelse hos sin fader. Her viser det sig implicit i de bibelske referencer, at faderen har myrdet sin kone, og har dannet et incestuøst forhold til sin datter. På gravstenen, som han sørger ved hver aften, står der nemlig skrevet et dyster bibel-citat fra Ezekiels Bog (kapitel 16, vers 35 og 38): "Wherefore, O harlot, hear the word of the LORD: And I will judge thee, as women that break wedlock and shed blood are judged; and I will give thee blood in fury and jealousy."
Peckinpah behandler B-films stof utroligt detaljeret, og skaber en på mange områder enkel, men livsbekræftende og poetisk western.