Jeg elsker instruktøren Paul Greengrass' dokumentariske stil; en stil han har brugt i 'The Bourne Supremacy' og 'The Bourne Ultimatum', hvilket har været med til at give action-genren et frisk pust. Og når han giver sig i kast med at filmatisere virkelige begivenheder, kommer der som regel et imponerende resultat ud af det, fordi hans stil er som skræddersyet hertil. Det er hans tidligere film 'Bloody Sunday' et godt eksempel på, og 'United 93', der fortæller historien om det eneste af de fire kaprede fly, der under terrorangrebene i USA den 11. september 2001 ikke nåede sit mål, skuffer bestemt heller ikke.
Det er en mesterlig, lille film, som efterlader én med en klump i halsen. Efter at have set filmen, fandt jeg på internettet en samlet oversigt over alle de telefonopkald passagerne foretog og alle de sms'er de sendte, helt frem til deres forsøg på at overvinde de fire terrorister, og jeg var overrasket over at finde ud af, at det er kun er ganske få detaljer, der ikke kendes nøjagtigt.
169) Chaplin - (Richard Attenborough, 1992)
En film om komikeren Charlie Chaplin's liv. Han spilles af Robert Downey Jr., der efter min mening her leverer sin bedste præstation nogensinde. Det er helt klart ham der bærer filmen, selvom de andre skuespillere også gør det godt. Jeg har længe vidst, at han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, men at han rent faktisk vandt en BAFTA (den britiske filmpris) for rollen, har jeg først lige fundet ud af idag.
Filmens smukke (og ligeledes Oscar-nominerede) musik er komponeret af John Barry, bortset fra det stykke musik, som på soundtracket hedder 'Salt Lake City Episode', og nummeret 'Smile', som begge er komponeret af Chaplin selv.
168) One Flew Over the Cuckoo's Nest - (Milos Forman, 1975)
En film der vandt fem Oscars: Bedste Film, Bedste instruktør og Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale, samt ikke mindst Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle. De to sidstnævnte Oscars gik til Jack Nicholson og Louise Fletcher, og det er da også først og fremmest deres præstationer som h.h.v. den rebelske McMurphy og den selvretfærdige, formynderiske sygeplejerske Ratched der gør denne film så god.
En af grundene til, at en historie som denne rører mig, er at jeg ikke ved noget værre end når (muligvis velmenende) skrankepaver i kraft af deres hvide kitler eller fine titler misbruger deres magt eller myndighed til at fratage folk deres rettigheder, frihed og værdighed eller prakke dem noget på, som er mere til skade end gavn for dem. Til gengæld ved jeg ikke noget bedre end når nogen nægter at finde sig i det.
167) Der Untergang - (Oliver Hirschbiegel, 2004)
Den hidtil mest nøjagtige historiske skildring af Hitlers sidste dage, bl.a. fordi den er baseret på øjenvidneberetningerne fra to personer, som dengang arbejdede i det nazistiske hovedkvarter. At filmen er blevet så god som den er, skyldes ikke mindst skuespilleren Bruno Ganz, der er den mest overbevisende Hitler jeg nogensinde har set. Det er virkelig utroligt hvor langt nogle mennesker dengang var villige til at gå i deres loyalitet overfor den tyske diktator. jeg tænker her på
de mange der begik selvmord og endda myrdede deres egne børn.
Ord kan ikke beskrive hvad man føler, når man bliver konfronteret med disse sørgelige historiske kendsgerninger.
166) Die Brücke - (Bernard Wicki, 1959)
"We don't fight kids!" råber en amerikansk soldat henimod slutningen af denne film. Men det kommer han og hans landsmænd ikke desto mindre til. Vi følger syv tyske drenge i 16 års-alderen som i 1945 bliver indkaldt som soldater i Hitlers hær og sat til at forsvare en bro mod den amerikanske fremrykning. En håbløs opgave, der står som et billede på krigens meningsløshed. Denne gribende og usentimentale anti-krigsfilm gjorde et stort indtryk på mig, da jeg som teenager så den første gang. Og da jeg for ganske nylig fik mig et gensyn med den, kunne jeg konstatere, at den stadig holder den dag idag. Skuespillerne er gode, og jeg kan godt lide, at historien er fortalt i en realistisk, dagligdags tone, og at der er ikke brugt nogen underlægningsmusik, men kun elektroniske lydeffekter skabt af Oscar Sala, som senere også stod for de elektroniske lydeffekter til Hitchcock-filmen 'The Birds'.
165) The French Connection II - (John Frankenheimer, 1975)
Et af de få eksempler på en toer, der er ligeså god som etteren. Gene Hackman giver os igen stærkt og overbevisende skuespil, ikke mindst i en række scener, hvor hans karakter, politimanden Doyle, er under afvænning fra en påtvunget heroinafhængighed. Og så kommer han igen ud på en vild menneskejagt - denne gang er stedet blot Paris, og han foretager jagten til fods i stedet for i bil.
Ellers vil bare jeg sige, at det er en rigtig god film af stort set de samme grunde, som jeg har nævnt i min omtale af 'The French Connection'.
164) The French Connection - (William Friedkin, 1971)
Krimi om to politimænd i New York der kommer på sporet af nogle narkosmuglere med en fransk forbindelse.
Gene Hackman er herligt intens, rapmundet og fandenivoldsk i rollen som politimanden Jim "Popeye" Doyle. Det kunne nemt kunne være blevet hans signaturrolle, hvis ikke det var fordi han senere fik nogle ligeså bemærkelsesværdige, men anderledes roller. Fernando Rey er også god som den snu og glatte narkosmugler-chef Charnier.
Filmen foregriber i nogen grad den realistiske fortællestil, som man senere har set i krimi-dramaet 'Heat' og i filmene om den hukommelsestab-ramte agent Jason Bourne, og den lange biljagt under højbanen med Gene Hackman bag rattet er stadig en af filmhistoriens bedste biljagter.
Slutningen på filmen føles ikke tilfredsstillende, men det blev der rådet bod med fortsættelsen.
163) Se7en - (David Fincher, 1995)
Jeg vil her kort remse de ting op, jeg kan lide ved denne film: Billedsiden. Musikken. Stemningen, mørket og den konstante regn. Det at man ser aldrig morderen begå nogen af mordene, men hele tiden (og indimellem på ganske hyggelig og humoristisk vis) følger de to politimænd, der skal finde morderen: Somerset (Morgan Freeman) med sit rolige, myndige væsen, og Mills (Brad Pitt) med sit iltre temperament og sit følsomme, utålmodige sind. Den spænding og usikkerhed, der opbygges henimod slutningen, da
morderen dukker op på politistationen og melder sig selv.
Og ikke mindst selve den onde, uventede slutning.
162) Psycho - (Alfred Hitchcock, 1960)
Da jeg som teenager første gang så denne film, rystede jeg bogstaveligt talt i knæene de første 20 minutter, og det selvom der ikke var sket nogen mord endnu. Dette siger lidt om Hitchcock's evne til at opbygge spænding eller suspense. 'Psycho' er Hitchcock's eneste deciderede gyser, hvor han særdeles effektivt bruger chokeffekter til at skræmme publikum med. Jeg tænker her på
brusebadsscenen, trappescenen med detektiven og scenen hvor de finder den for længst døde mor.
Filmens billedside er sort/hvid og skummel, Bernhard Hermann's strygermusik er nervepirrende (men flot), og Anthony Perkins spiller sit livs rolle som den unge, nervøse motelejer Norman Bates, der er yderst høflig og hjælpsom overfor unge, kvindelige gæster - hvilket er mere end man kan sige om hans mor.
161) Strangers On a Train - (Alfred Hitchcock, 1951)
En thriller om to mænd, der mødes tilfældigt på et tog og aftaler - tror den ene ihvertfald - at bytte mord.
Der er gennem de seneste årtier blevet lavet et utal af stalker movies, og når man ser 'Strangers on a Train', skulle man næsten tro, at den har dannet forbillede for dem alle. Alle de velkendte ingredienser er til stede: Den psykisk ustabile skurk der mener, at vores hovedperson har lovet eller skylder ham noget - hovedpersonen der i første omgang ikke fortæller andre om sit møde med skurken - skurken der begynder at blive mere og mere påtrængende, med det resultat at hovedpersonens familie bliver opmærksom på ham - skurken der begynder at chikanere, true eller måske endda udøve vold mod hovedpersonen og dennes familie - et afsluttende opgør mellem hovedpersonen og skurken.
Men selvom der er mange filmskabere der har brugt eller genbrugt denne opskrift, så er og bliver 'Strangers On a Train' den bedste af slagsen, hvilket hovedsageligt skyldes Hitchcock's unikke fortælleteknik og visuelle stil, samt en uhyre velspillende Robert Walker i rollen som den psykotiske Bruno Anthony. De to andre hovedrolleindehavere, Farley Granger og Ruth Roman fungerer dog også perfekt som h.h.v. den viljesvage tennisspiller Guy Haines og dennes kæreste Anne Morton.
Filmen indeholder op til flere gåsehudsfremkaldende sekvenser, såsom scenen med et kvælningsmord der ses i et brilleglas, mens der spilles høj, munter karruselmusik.
Forfra? Så kan jeg jo pludselig følge med! Jeg havde dog slet ikke regnet med, at du nogensinde ville lave sådan en liste.
Planes, Trains And Automobiles - 5/6 Big Fish - 5/6 Edward Scissorhands - 5/6 Michael Clayton - 3/6 The Breakfast Club - 6/6 Conspiracy Theory - 4/6 Monty Python & The Holy Grail - 6/6 Aliens - 6/6 Alien - 6/6 Cop Land - 4/6 Red Dragon - 2/6 The Silence Of The Lambs - 6/6 United 93 - 4/6 One Flew Over The Cuckoo's Nest - 5/6 Der Untergang - 5/6 Se7en - 6/6 Psycho - 5/6
En god pose blandede bolsjer. Jeg kan slet ikke se det store i Michael Clayton, men har godt lagt mærke til, at rigtig mange af jer har den på jeres lister. For mig var det en noget ordinær historie der blev udført en smule uengageret. Red Dragon bliver fuldstændig ødelagt af en instruktør uden sans for timing og spænding... jeg synes ellers både manuskriptet og skuespillerne er fine, men med en så uduelig instruktør til at samle trådene, ender det hele som noget værre rod. Resten er jo helt fine film, og din liste minder mig om, at jeg bør få set Dirty Harry filmene... jeg har kun fanget lidt hist og pist fra Tv, og de virker i hvert fald underholdende nok.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
"Alien" "One Flew Over the Cuckoo's Nest" "Psycho" "Strangers on a Train"
4/6:
"Aliens" "Big Fish" "Der Untergang" "Dirty Harry" "Edward Scissorhands" "Monty Python and the Holy Grail " "Se7en" "The French Connection" "The Silence of the Lambs" "The Outlaw Josey Wales" "Witness"
Hitchcock er tilbage i England hvor han begyndte sin karriere. En kvindemorder, der kvæler sine ofre med slips, er på spil i London, og den tidligere RAF-officer Richard Blaney bliver uskyldigt mistænkt for at være morderen.
Af alle film om seriemordere er der ikke mange der har sådan en stemning over sig, som 'Frenzy' har - en stemning, der skyldes en blanding af Hitchcock's særlige fortælleteknik og Ron Goodwin's fantastiske underlægningsmusik. Hvad det første angår, vil jeg specielt fremhæve et baglæns tracking shot fra morderens lejlighed og ud på gaden, samt brugen af stilhed, f.eks. i en scene hvor hvor Hitchcock pludselig fjerner reallyden under et nærbillede af Anna Massey (der spiller Blaney's kæreste). Hvad det andet angår, er især det gennemgående dystre og truende musikalske tema yderst effektivt, idet det sørger for, at der næsten konstant er en underliggende stemning af fare og utryghed. Og det stykke musik - en langsom, næsten romantisk vals - der bruges i scenen hvor den virkelige morder Robert Rusk (Barry Foster) slapper af med rødvin på sofaen i sin lejlighed efter en voldtægt og et mord, er også virkelig godt, idet det meget fint understreger mandens vanvid.
Et interessant aspekt ved filmen, er at ingen af dens personer er særligt sympatiske. F.eks. er hovedpersonen Richard Blaney, der spilles stærkt og intenst af Jon Finch, ikke bare den sædvanlige sympatiske og flinke helt, men er meget af tiden sur og aggressiv, ja, ubehagelig. Dette kan overfladisk betragtet virke som et udtryk for et koldt og pessimistisk menneskesyn, men reelt tilfører det blot filmen en vis realisme, idet den klassiske opdeling af "de gode og de onde" erstattes af virkelighedens mere nuancerede og mere komplekse mennesker, der både har deres gode og dårlige sider. Det er således ikke kun skurken, der viser sig fra sin værste side, og det giver 'Frenzy' en mørkere og hårdere tone end Hitchcock's tidligere film, hvilket også gør, at hans velkendte humor fremstår mere sort og makaber end nogensinde før.
'Frenzy' er afgjort en af Hitchcock's allerbedste film. Og så indeholder den en af filmhistoriens bedste slutreplikker:
"Mr.Rusk, you're not wearing your tie."
159) Atonement - (Joe Wright, 2007)
Drama om et nyforelsket par der bliver adskilt som følge af en falsk anklage om voldtægt; en anklage som fremsættes af den 13-årige pige Briony.
Kiera Knightey viser her, at hun er en dygtig skuespiller, der mestrer de subtile, neddæmpede roller. Og James McAvoy er fremragende som den rare, godhjertede fyr, der bliver sendt ud på en psykisk udmattende deroute - smerten i hans ansigt er næsten til at tage og føle på. Men alle skuespillerne gør det godt, ikke mindst de tre skuespillerinder, der spiller Briony i forskellige aldre: Saoirse Ronan, Romola Garai og Vanessa Redgrave. Og alt afhænger virkelig af skuespillet i en film som denne, hvor der generelt siges mere med blikke, mimik, billeder og musik end med ord.
Det er en meget smuk, rørende og tragisk fortælling. Og med hensyn til slutningen, ja, så er det sjældent at en film har efterladt mig med sådan en følelse af vrede mod én enkelt person.
158) Titanic - (James Cameron, 1997)
En flot, storladen, romantisk film om historiens velnok mest berømte skibsforlis. Den er fortalt på den gammeldags måde og falder således naturligt ind i rækken af klassiske Hollywood-film, hvor tingene er sort/hvide og hvor der er en skarpt optrukken linje mellem helte og skurke.
Med tanke på James Cameron's tidligere film 'The Abyss' (fra 1989) virkede det helt naturligt, at han skulle lave endnu en film der foregår på og under havet. Og resultatet er som forventet både visuelt og teknisk imponerende. Jeg synes desuden, det var en god idé med den fiktive kærlighedshistorie om det unge par Jack (Leonard DiCaprio) og Rose (Kate Winslet), fordi den sammen med selve skibets forlis står som et smukt og passende symbol på alt det, der begyndende med Første Verdenskrig gik tabt i det 20. århundrede - menneskeliv, relationer og troen på fremskridtet. Hvad det sidste angår, har den canadiske journalist og militærhistoriker Gwynne Dyer i Montreal-bladet 'Gazette' udtrykt det meget godt: "Perioden før 1914 var en tid da mennesker kunne tro på at fremskridtet forandrede os lige så hurtigt som det forandrede vore maskiner. Men så ruskede den første verdenskrig os tilbage til virkeligheden. ... Der er en vis sandhed i den opfattelse de fleste mennesker ubevidst har, nemlig at den moderne tid begyndte med den første verdenskrig. det var dengang vi mistede vor uskyld.”)
Ikke sådan at forstå, at 'Titanic' er en budskabsfilm. Næh, det er først og fremmest god underholdning (omend med en ret nøjagtig historisk rekonstruktion af ulykken).
157) Singin' in the Rain - (Stanley Donen & Gene Kelly, 1952) Efter at have genset denne film, må jeg bryde sammen og tilstå, at Bruce har ret: Dette er virkelig verdens bedste musical! Og ja, man kan ikke andet end blive i godt humør af den. Den er sjov, flot at se på og fyldt med livsglæde. Og så er musikken og dansescenerne af allerhøjeste kvalitet, og jeg er faktisk ret imponeret over Donald O'Connor's såvel komiske som akrobatiske evner.
156) The Remains of the Day - (James Ivory, 1993)
Historien om den perfekte butler Mr. Stevens (Anthony Hopkins) og den effektive husholderske Miss Kenton (Emma Thompson), der enten ikke evner eller ikke har modet til at give udtryk for hvad de føler for hinanden. Et stille, men intenst og smertefuldt drama om det at forspilde muligheden for kærlighed.
155) Master and Commander: The Far Side of the World - (Peter Weir, 2003)
Et engelsk krigsskib på jagt efter et fransk krigsskib.
Hvis jeg gik i detaljer, kunne jeg nævne mange gode ting ved denne film; deriblandt det fine samspil mellem Paul Bettany og Russell Crowe som h.h.v. skibslægen Dr. Stephen Maturin og kaptajnen Jack Aubrey. Men generelt vil jeg blot sige det samme som Bruce i dennes tråd "200 ... nej ikke spartanere": "Master & Commander er den flotteste film til havs, jeg i mit liv har set."
154) Bend of the River - (Anthony Mann, 1952) Den første af tre gode westerns med James Stewart; den ene af mine to yndlingsskuespillere fra "de gode, gamle dage". (Den anden er Cary Grant.) James Stewart's rolle i denne film markerede et vendepunkt i hans karriere, idet han begyndte at spille mere voldelige, kyniske og nådeløse karakterer, der dog under overfladen stadig havde en følsom side. Stewart må betegnes som en af de mest intense og nuancerede western-skuespillere nogensinde.
153) The Far Country - (Anthony Mann, 1954) Den anden western med James Stewart. En af de ting jeg godt kan lide ved denne film, er at hovedpersonen aldrig helt gør det man regner med - ihvertfald ikke førend til sidst. Han er en handlekraftig fyr, der har nok i sig selv, og som ikke finder sig i at blive behandlet uretfærdigt af andre. En anden god ting er, at filmen - i lighed med de andre Mann/Stewart-samarbejder - næsten udelukkende er optaget on location og bruger naturen som en aktiv medspiller.
152) The Naked Spur (Anthony Mann, 1953) Den tredje western med James Stewart. Jeg har en vis forkærlighed for film om en lille gruppe mennesker, der er ude på en længere rejse, og som undervejs både møder udefra kommende farer og oplever intern splittelse. Og denne her er en af de bedre af slagsen. James Stewart spiller en dusørjæger, der sammen med to hjælpere (Ralph Meeker og Millard Mitchell) og en ung kvinde (Janet Leigh) er på vej til byen Abilene for at indkassere en stor dusør for en eftersøgt morder (Robert Ryan). Af en gammel western at være, er den sine steder overraskende barsk og kontant, hvilket gør, at den holder langt bedre idag end mange andre westerns fra den tid. Jeg nyder desuden, at naturen eller landskabet fylder så meget i den; det er med til give den stemning og atmosfære.
151) Up - (Pete Docter, 2009)
Animationsfilm, hvis skabere fortjener stor ros for deres mod og evne til lave en langsom og eftertænksom film, der tager voksne emner som barnløshed, alderdom, ensomhed og død op, og som samtidig er sjov og eventyrlig.
#31 BN 14 år siden
Til skeptikerne: JO, DE GØR! ;-)
#32 filmz-Bruce 14 år siden
#33 BN 14 år siden
Jeg mente naturligvis "EFTER midnat". ;-D
#34 Patriarch 14 år siden
#35 BN 14 år siden
Jeg elsker instruktøren Paul Greengrass' dokumentariske stil; en stil han har brugt i 'The Bourne Supremacy' og 'The Bourne Ultimatum', hvilket har været med til at give action-genren et frisk pust. Og når han giver sig i kast med at filmatisere virkelige begivenheder, kommer der som regel et imponerende resultat ud af det, fordi hans stil er som skræddersyet hertil. Det er hans tidligere film 'Bloody Sunday' et godt eksempel på, og 'United 93', der fortæller historien om det eneste af de fire kaprede fly, der under terrorangrebene i USA den 11. september 2001 ikke nåede sit mål, skuffer bestemt heller ikke.
Det er en mesterlig, lille film, som efterlader én med en klump i halsen. Efter at have set filmen, fandt jeg på internettet en samlet oversigt over alle de telefonopkald passagerne foretog og alle de sms'er de sendte, helt frem til deres forsøg på at overvinde de fire terrorister, og jeg var overrasket over at finde ud af, at det er kun er ganske få detaljer, der ikke kendes nøjagtigt.
169) Chaplin - (Richard Attenborough, 1992)
En film om komikeren Charlie Chaplin's liv. Han spilles af Robert Downey Jr., der efter min mening her leverer sin bedste præstation nogensinde. Det er helt klart ham der bærer filmen, selvom de andre skuespillere også gør det godt. Jeg har længe vidst, at han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle, men at han rent faktisk vandt en BAFTA (den britiske filmpris) for rollen, har jeg først lige fundet ud af idag.
Filmens smukke (og ligeledes Oscar-nominerede) musik er komponeret af John Barry, bortset fra det stykke musik, som på soundtracket hedder 'Salt Lake City Episode', og nummeret 'Smile', som begge er komponeret af Chaplin selv.
168) One Flew Over the Cuckoo's Nest - (Milos Forman, 1975)
En film der vandt fem Oscars: Bedste Film, Bedste instruktør og Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale, samt ikke mindst Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle. De to sidstnævnte Oscars gik til Jack Nicholson og Louise Fletcher, og det er da også først og fremmest deres præstationer som h.h.v. den rebelske McMurphy og den selvretfærdige, formynderiske sygeplejerske Ratched der gør denne film så god.
En af grundene til, at en historie som denne rører mig, er at jeg ikke ved noget værre end når (muligvis velmenende) skrankepaver i kraft af deres hvide kitler eller fine titler misbruger deres magt eller myndighed til at fratage folk deres rettigheder, frihed og værdighed eller prakke dem noget på, som er mere til skade end gavn for dem. Til gengæld ved jeg ikke noget bedre end når nogen nægter at finde sig i det.
167) Der Untergang - (Oliver Hirschbiegel, 2004)
Den hidtil mest nøjagtige historiske skildring af Hitlers sidste dage, bl.a. fordi den er baseret på øjenvidneberetningerne fra to personer, som dengang arbejdede i det nazistiske hovedkvarter. At filmen er blevet så god som den er, skyldes ikke mindst skuespilleren Bruno Ganz, der er den mest overbevisende Hitler jeg nogensinde har set. Det er virkelig utroligt hvor langt nogle mennesker dengang var villige til at gå i deres loyalitet overfor den tyske diktator. jeg tænker her på
166) Die Brücke - (Bernard Wicki, 1959)
"We don't fight kids!" råber en amerikansk soldat henimod slutningen af denne film. Men det kommer han og hans landsmænd ikke desto mindre til. Vi følger syv tyske drenge i 16 års-alderen som i 1945 bliver indkaldt som soldater i Hitlers hær og sat til at forsvare en bro mod den amerikanske fremrykning. En håbløs opgave, der står som et billede på krigens meningsløshed. Denne gribende og usentimentale anti-krigsfilm gjorde et stort indtryk på mig, da jeg som teenager så den første gang. Og da jeg for ganske nylig fik mig et gensyn med den, kunne jeg konstatere, at den stadig holder den dag idag. Skuespillerne er gode, og jeg kan godt lide, at historien er fortalt i en realistisk, dagligdags tone, og at der er ikke brugt nogen underlægningsmusik, men kun elektroniske lydeffekter skabt af Oscar Sala, som senere også stod for de elektroniske lydeffekter til Hitchcock-filmen 'The Birds'.
165) The French Connection II - (John Frankenheimer, 1975)
Et af de få eksempler på en toer, der er ligeså god som etteren. Gene Hackman giver os igen stærkt og overbevisende skuespil, ikke mindst i en række scener, hvor hans karakter, politimanden Doyle, er under afvænning fra en påtvunget heroinafhængighed. Og så kommer han igen ud på en vild menneskejagt - denne gang er stedet blot Paris, og han foretager jagten til fods i stedet for i bil.
Ellers vil bare jeg sige, at det er en rigtig god film af stort set de samme grunde, som jeg har nævnt i min omtale af 'The French Connection'.
164) The French Connection - (William Friedkin, 1971)
Krimi om to politimænd i New York der kommer på sporet af nogle narkosmuglere med en fransk forbindelse.
Gene Hackman er herligt intens, rapmundet og fandenivoldsk i rollen som politimanden Jim "Popeye" Doyle. Det kunne nemt kunne være blevet hans signaturrolle, hvis ikke det var fordi han senere fik nogle ligeså bemærkelsesværdige, men anderledes roller. Fernando Rey er også god som den snu og glatte narkosmugler-chef Charnier.
Filmen foregriber i nogen grad den realistiske fortællestil, som man senere har set i krimi-dramaet 'Heat' og i filmene om den hukommelsestab-ramte agent Jason Bourne, og den lange biljagt under højbanen med Gene Hackman bag rattet er stadig en af filmhistoriens bedste biljagter.
Slutningen på filmen føles ikke tilfredsstillende, men det blev der rådet bod med fortsættelsen.
163) Se7en - (David Fincher, 1995)
Jeg vil her kort remse de ting op, jeg kan lide ved denne film: Billedsiden. Musikken. Stemningen, mørket og den konstante regn. Det at man ser aldrig morderen begå nogen af mordene, men hele tiden (og indimellem på ganske hyggelig og humoristisk vis) følger de to politimænd, der skal finde morderen: Somerset (Morgan Freeman) med sit rolige, myndige væsen, og Mills (Brad Pitt) med sit iltre temperament og sit følsomme, utålmodige sind. Den spænding og usikkerhed, der opbygges henimod slutningen, da
162) Psycho - (Alfred Hitchcock, 1960)
Da jeg som teenager første gang så denne film, rystede jeg bogstaveligt talt i knæene de første 20 minutter, og det selvom der ikke var sket nogen mord endnu. Dette siger lidt om Hitchcock's evne til at opbygge spænding eller suspense. 'Psycho' er Hitchcock's eneste deciderede gyser, hvor han særdeles effektivt bruger chokeffekter til at skræmme publikum med. Jeg tænker her på
161) Strangers On a Train - (Alfred Hitchcock, 1951)
En thriller om to mænd, der mødes tilfældigt på et tog og aftaler - tror den ene ihvertfald - at bytte mord.
Der er gennem de seneste årtier blevet lavet et utal af stalker movies, og når man ser 'Strangers on a Train', skulle man næsten tro, at den har dannet forbillede for dem alle. Alle de velkendte ingredienser er til stede: Den psykisk ustabile skurk der mener, at vores hovedperson har lovet eller skylder ham noget - hovedpersonen der i første omgang ikke fortæller andre om sit møde med skurken - skurken der begynder at blive mere og mere påtrængende, med det resultat at hovedpersonens familie bliver opmærksom på ham - skurken der begynder at chikanere, true eller måske endda udøve vold mod hovedpersonen og dennes familie - et afsluttende opgør mellem hovedpersonen og skurken.
Men selvom der er mange filmskabere der har brugt eller genbrugt denne opskrift, så er og bliver 'Strangers On a Train' den bedste af slagsen, hvilket hovedsageligt skyldes Hitchcock's unikke fortælleteknik og visuelle stil, samt en uhyre velspillende Robert Walker i rollen som den psykotiske Bruno Anthony. De to andre hovedrolleindehavere, Farley Granger og Ruth Roman fungerer dog også perfekt som h.h.v. den viljesvage tennisspiller Guy Haines og dennes kæreste Anne Morton.
Filmen indeholder op til flere gåsehudsfremkaldende sekvenser, såsom scenen med et kvælningsmord der ses i et brilleglas, mens der spilles høj, munter karruselmusik.
#36 MMB 14 år siden
Chaplin 10/10
One Flew Over the Cuckoo's Nest 10/10
Der Untergang 8/10
Se7en 7/10
#37 Lord Beef Jerky 14 år siden
Planes, Trains And Automobiles - 5/6
Big Fish - 5/6
Edward Scissorhands - 5/6
Michael Clayton - 3/6
The Breakfast Club - 6/6
Conspiracy Theory - 4/6
Monty Python & The Holy Grail - 6/6
Aliens - 6/6
Alien - 6/6
Cop Land - 4/6
Red Dragon - 2/6
The Silence Of The Lambs - 6/6
United 93 - 4/6
One Flew Over The Cuckoo's Nest - 5/6
Der Untergang - 5/6
Se7en - 6/6
Psycho - 5/6
En god pose blandede bolsjer. Jeg kan slet ikke se det store i Michael Clayton, men har godt lagt mærke til, at rigtig mange af jer har den på jeres lister. For mig var det en noget ordinær historie der blev udført en smule uengageret. Red Dragon bliver fuldstændig ødelagt af en instruktør uden sans for timing og spænding... jeg synes ellers både manuskriptet og skuespillerne er fine, men med en så uduelig instruktør til at samle trådene, ender det hele som noget værre rod. Resten er jo helt fine film, og din liste minder mig om, at jeg bør få set Dirty Harry filmene... jeg har kun fanget lidt hist og pist fra Tv, og de virker i hvert fald underholdende nok.
#38 Antlion 14 år siden
5/6:
"Alien"
"One Flew Over the Cuckoo's Nest"
"Psycho"
"Strangers on a Train"
4/6:
"Aliens"
"Big Fish"
"Der Untergang"
"Dirty Harry"
"Edward Scissorhands"
"Monty Python and the Holy Grail "
"Se7en"
"The French Connection"
"The Silence of the Lambs"
"The Outlaw Josey Wales"
"Witness"
#39 BN 14 år siden
Hitchcock er tilbage i England hvor han begyndte sin karriere. En kvindemorder, der kvæler sine ofre med slips, er på spil i London, og den tidligere RAF-officer Richard Blaney bliver uskyldigt mistænkt for at være morderen.
Af alle film om seriemordere er der ikke mange der har sådan en stemning over sig, som 'Frenzy' har - en stemning, der skyldes en blanding af Hitchcock's særlige fortælleteknik og Ron Goodwin's fantastiske underlægningsmusik. Hvad det første angår, vil jeg specielt fremhæve et baglæns tracking shot fra morderens lejlighed og ud på gaden, samt brugen af stilhed, f.eks. i en scene hvor hvor Hitchcock pludselig fjerner reallyden under et nærbillede af Anna Massey (der spiller Blaney's kæreste). Hvad det andet angår, er især det gennemgående dystre og truende musikalske tema yderst effektivt, idet det sørger for, at der næsten konstant er en underliggende stemning af fare og utryghed. Og det stykke musik - en langsom, næsten romantisk vals - der bruges i scenen hvor den virkelige morder Robert Rusk (Barry Foster) slapper af med rødvin på sofaen i sin lejlighed efter en voldtægt og et mord, er også virkelig godt, idet det meget fint understreger mandens vanvid.
Et interessant aspekt ved filmen, er at ingen af dens personer er særligt sympatiske. F.eks. er hovedpersonen Richard Blaney, der spilles stærkt og intenst af Jon Finch, ikke bare den sædvanlige sympatiske og flinke helt, men er meget af tiden sur og aggressiv, ja, ubehagelig. Dette kan overfladisk betragtet virke som et udtryk for et koldt og pessimistisk menneskesyn, men reelt tilfører det blot filmen en vis realisme, idet den klassiske opdeling af "de gode og de onde" erstattes af virkelighedens mere nuancerede og mere komplekse mennesker, der både har deres gode og dårlige sider. Det er således ikke kun skurken, der viser sig fra sin værste side, og det giver 'Frenzy' en mørkere og hårdere tone end Hitchcock's tidligere film, hvilket også gør, at hans velkendte humor fremstår mere sort og makaber end nogensinde før.
'Frenzy' er afgjort en af Hitchcock's allerbedste film. Og så indeholder den en af filmhistoriens bedste slutreplikker:
159) Atonement - (Joe Wright, 2007)
Drama om et nyforelsket par der bliver adskilt som følge af en falsk anklage om voldtægt; en anklage som fremsættes af den 13-årige pige Briony.
Kiera Knightey viser her, at hun er en dygtig skuespiller, der mestrer de subtile, neddæmpede roller. Og James McAvoy er fremragende som den rare, godhjertede fyr, der bliver sendt ud på en psykisk udmattende deroute - smerten i hans ansigt er næsten til at tage og føle på. Men alle skuespillerne gør det godt, ikke mindst de tre skuespillerinder, der spiller Briony i forskellige aldre: Saoirse Ronan, Romola Garai og Vanessa Redgrave. Og alt afhænger virkelig af skuespillet i en film som denne, hvor der generelt siges mere med blikke, mimik, billeder og musik end med ord.
Det er en meget smuk, rørende og tragisk fortælling. Og med hensyn til slutningen, ja, så er det sjældent at en film har efterladt mig med sådan en følelse af vrede mod én enkelt person.
158) Titanic - (James Cameron, 1997)
En flot, storladen, romantisk film om historiens velnok mest berømte skibsforlis. Den er fortalt på den gammeldags måde og falder således naturligt ind i rækken af klassiske Hollywood-film, hvor tingene er sort/hvide og hvor der er en skarpt optrukken linje mellem helte og skurke.
Med tanke på James Cameron's tidligere film 'The Abyss' (fra 1989) virkede det helt naturligt, at han skulle lave endnu en film der foregår på og under havet. Og resultatet er som forventet både visuelt og teknisk imponerende. Jeg synes desuden, det var en god idé med den fiktive kærlighedshistorie om det unge par Jack (Leonard DiCaprio) og Rose (Kate Winslet), fordi den sammen med selve skibets forlis står som et smukt og passende symbol på alt det, der begyndende med Første Verdenskrig gik tabt i det 20. århundrede - menneskeliv, relationer og troen på fremskridtet. Hvad det sidste angår, har den canadiske journalist og militærhistoriker Gwynne Dyer i Montreal-bladet 'Gazette' udtrykt det meget godt: "Perioden før 1914 var en tid da mennesker kunne tro på at fremskridtet forandrede os lige så hurtigt som det forandrede vore maskiner. Men så ruskede den første verdenskrig os tilbage til virkeligheden. ... Der er en vis sandhed i den opfattelse de fleste mennesker ubevidst har, nemlig at den moderne tid begyndte med den første verdenskrig. det var dengang vi mistede vor uskyld.”)
Ikke sådan at forstå, at 'Titanic' er en budskabsfilm. Næh, det er først og fremmest god underholdning (omend med en ret nøjagtig historisk rekonstruktion af ulykken).
157) Singin' in the Rain - (Stanley Donen & Gene Kelly, 1952) Efter at have genset denne film, må jeg bryde sammen og tilstå, at Bruce har ret: Dette er virkelig verdens bedste musical! Og ja, man kan ikke andet end blive i godt humør af den. Den er sjov, flot at se på og fyldt med livsglæde. Og så er musikken og dansescenerne af allerhøjeste kvalitet, og jeg er faktisk ret imponeret over Donald O'Connor's såvel komiske som akrobatiske evner.
156) The Remains of the Day - (James Ivory, 1993)
Historien om den perfekte butler Mr. Stevens (Anthony Hopkins) og den effektive husholderske Miss Kenton (Emma Thompson), der enten ikke evner eller ikke har modet til at give udtryk for hvad de føler for hinanden. Et stille, men intenst og smertefuldt drama om det at forspilde muligheden for kærlighed.
155) Master and Commander: The Far Side of the World - (Peter Weir, 2003)
Et engelsk krigsskib på jagt efter et fransk krigsskib.
Hvis jeg gik i detaljer, kunne jeg nævne mange gode ting ved denne film; deriblandt det fine samspil mellem Paul Bettany og Russell Crowe som h.h.v. skibslægen Dr. Stephen Maturin og kaptajnen Jack Aubrey. Men generelt vil jeg blot sige det samme som Bruce i dennes tråd "200 ... nej ikke spartanere": "Master & Commander er den flotteste film til havs, jeg i mit liv har set."
154) Bend of the River - (Anthony Mann, 1952) Den første af tre gode westerns med James Stewart; den ene af mine to yndlingsskuespillere fra "de gode, gamle dage". (Den anden er Cary Grant.) James Stewart's rolle i denne film markerede et vendepunkt i hans karriere, idet han begyndte at spille mere voldelige, kyniske og nådeløse karakterer, der dog under overfladen stadig havde en følsom side. Stewart må betegnes som en af de mest intense og nuancerede western-skuespillere nogensinde.
153) The Far Country - (Anthony Mann, 1954) Den anden western med James Stewart. En af de ting jeg godt kan lide ved denne film, er at hovedpersonen aldrig helt gør det man regner med - ihvertfald ikke førend til sidst. Han er en handlekraftig fyr, der har nok i sig selv, og som ikke finder sig i at blive behandlet uretfærdigt af andre. En anden god ting er, at filmen - i lighed med de andre Mann/Stewart-samarbejder - næsten udelukkende er optaget on location og bruger naturen som en aktiv medspiller.
152) The Naked Spur (Anthony Mann, 1953) Den tredje western med James Stewart. Jeg har en vis forkærlighed for film om en lille gruppe mennesker, der er ude på en længere rejse, og som undervejs både møder udefra kommende farer og oplever intern splittelse. Og denne her er en af de bedre af slagsen. James Stewart spiller en dusørjæger, der sammen med to hjælpere (Ralph Meeker og Millard Mitchell) og en ung kvinde (Janet Leigh) er på vej til byen Abilene for at indkassere en stor dusør for en eftersøgt morder (Robert Ryan). Af en gammel western at være, er den sine steder overraskende barsk og kontant, hvilket gør, at den holder langt bedre idag end mange andre westerns fra den tid. Jeg nyder desuden, at naturen eller landskabet fylder så meget i den; det er med til give den stemning og atmosfære.
151) Up - (Pete Docter, 2009)
Animationsfilm, hvis skabere fortjener stor ros for deres mod og evne til lave en langsom og eftertænksom film, der tager voksne emner som barnløshed, alderdom, ensomhed og død op, og som samtidig er sjov og eventyrlig.
#40 MMB 14 år siden
Master and Commander: The Far Side of the World 6/10
Up 9½/10