Dette er - formoder jeg - verdens længste musikvideo, men til gengæld er det også den bedste. Det er nok en forudsætning, at man kan lide Pink Floyd's musik - ellers tror jeg ikke, man vil kunne lide filmen. For mig personligt er dette ikke noget problem, da Pink Floyd efter min mening er verdens bedste rockband. :-)
På lydsporet er det Roger Waters der dominerer, idet han synger hovedpartene af sangene. Og det gør han med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er perfekt; læg mærke hvordan han smager på ordene og den kraft hvormed han slynger dem ud. Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, i det hele taget fortælle historier.
Billederne og sangene passer perfekt sammen. "Mother"-sekvensen er f.eks. smuk, rørende og stemningsfuld med det langsomme kys der ledsages af lyden af en susende vind og et bankende hjerte, Roger Waters stemme der kun akkompagneres af et klokkespil (jeg foretrækker denne version fremfor album-versionen), billedet af den tankefulde hovedperson Pink, den efterfølgende krydsklipning mellem scener fra hans barndom og scener fra hans ægteskab, den bare fod der knuser vinglasset o.s.v. "Waiting for the Worms"-sekvensen er til gengæld ret barsk med Beach Boys-lignende vokaler på lydsiden og blodig, fascistisk vold på billedsiden. Blandt de animerede sekvenser kan nævnes "Goodbye Blue Sky", der er både smuk og grum med sine billeder af en due der forvandles til en ørn, en himmel fyldt med bombefly der forvandles til kors, og en storby der forvandles til et øde, krigshærget landskab. Det er i det hele taget ikke nogen behagelig film. Den indeholder mange dystre, groteske og mareridsagtige billeder og scenarier, ikke mindst i de animerede sekvenser, såsom "The Trial", der dog ender med den forløsende væltning eller sprængning af muren.
Det kan være en mentalt udmattende oplevelse at se filmen, der må siges at komme vidt omkring i de mørke afkroge af menneskets sind. Men måske skader det ikke engang imellem at få indblik i og forstå baggrunden for de traumer og problemer, som nogle mennesker har måttet slås med gennem et helt liv.
179) The Breakfast Club - (John Hughes, 1985)
Dette er efter min mening den bedste ungdomsfilm der nogensinde er lavet. Hvad der specielt imponerer mig, er John Hughes' modige beslutning om at lade næsten hele handlingen udspille sig i ét enkelt lokale og at lade de lange samtaler mellem de fem hovedpersoner fylde så meget i filmen. Ikke ligefrem den mest selvindlysende opskrift på en succesfuld ungdomsfilm.
Det er i bund og grund en meget eftertænksom film om, hvad det er der former et menneske i dets ungdom og sender det i en bestemt retning her i livet, samt om hvor stor skade uforstående eller strenge forældre og lærere kan gøre. Jeg tror ikke, der er nogen der ikke kan genkende en del af sig selv i enten én eller flere af de fem unge mennesker i dén film - hvad enten man er ung idag eller er blevet ældre og kan se tilbage på sin ungdom.
Og nåja, så er dette jo filmen, der indeholder det klassiske pop-hit 'Don't You (Forget About Me)" med Simple Minds, en af mine all time favourites.
178) Conspiracy Theory - (Richard Donner, 1997)
Ud af de ialt seks film instruktøren Richard Donner og skuespilleren Mel Gibson har lavet sammen, foretrækker de fleste vist 'Lethal Weapon' fra 1987. Men 'Conspiracy Theory' er i mine øjne en bedre film i kraft af af en mere interessant historie og samspillet mellem Mel Gibson og Julia Roberts - der er virkelig en god kemi mellem de to. Gibson er både morsom og rørende som den mentalt forstyrrede og dybt paranoide taxachauffør Jerry Fletcher, der hele tiden render juristen Alice Hutton (Julia Roberts) på dørene med sine konspirationsteorier. Hvad Julia Roberts angår, synes jeg, at hun leverer sin bedste præstation nogensinde; dels fordi hun overbeviser mig fuldstændigt i de følelsesladede scener mellem hende og Mel Gibson, dels fordi hun her ikke er anbragt i endnu en romantisk komedie hvor bare skal spille den sædvanlige friske pige med det søde smil, men har fået en mere moden eller voksen rolle.
177) Monty Python and the Holy Grail - (Terry Gilliam & Terry Jones, 1975)
Som inkarneret tilhænger af Monty Python-holdets vanvittige, anarkistiske og ofte nærmest surrealistiske humor er det et absolut must at have mindst én af deres film med på min liste. Og det har ikke været et svært valg at træffe: 'Holy Grail' er efter min mening den mest vellykkede af deres film ... også selvom den både er frygteligt længe om at komme i gang, har et par hovsa-løsninger undervejs og slutter temmelig brat. ;-)
176) Aliens - (James Cameron, 1986) Fortsættelsen til 'Alien'. Cameron's film er mere actionpræget end forgængeren, men indeholder alligevel visse scener, der er ligeså stemningsmættede og klaustrofobiske. Det er især efter denne film, at den intelligente, viljefaste og handlekraftige Ellen Ripley er kommet til at stå som en af filmhistoriens stærkeste kvindefigurer, og rollen er da også blevet Sigourney Weaver's signaturrolle. (Den skaffede hende helt fortjent en Oscar-nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
175) Alien - (Ridley Scott, 1979)
Tjah, det er svært at sige noget om denne film som ikke allerede er blevet sagt. Monster-film er normalt ikke min kop te, men den her skiller sig positivt ud fra alle andre. Det, jeg så godt kan lide ved filmen, er den ganske særlige stemning der er i den, det utroligt gennemførte miljø og det naturalistiske skuespil, samt det at dramaet er mere psykologisk end det er fysisk.
174) Cop Land - (James Mangold, 1997) Drama om en forstad beboet af korrupte politifolk, der har fundet deres eget lille paradis, hvor de (næsten) uforstyrret kan tjene penge på en række ulovlige aktiviteter.
John Rambo i 'First Blood' vil i mine øjne altid stå som Sylvester Stallone's allerbedste rolle, dog stærkt efterfulgt af hans rolle i 'Cop Land', hvor han spiller den lidt sløve, men godmodige sherif Freddy Heflin, der langsomt får øjnene op for det der foregår omkring ham. Det er en karismatisk, underspillet præstation, og overraskende nok falder Stallone let og ubesværet ind i den kreds af langt bedre og mere alsidige skuespillere, der omgiver ham, og som man måske ellers skulle tro, han ville blegne ved siden af.
173) Witness - (Peter Weir, 1985)
Denne film har fire ting, der er med til at gøre den til en af mine favoritter: (1) et simpelt, men effektivt plot, (2) Harrison Ford i en af sine bedste roller nogensinde (den eneste han er blevet Oscar-nomineret for), (3) en troværdig kærlighedshistorie og (4) et klassisk showdown.
172) Red Dragon - (Brett Ratner, 2002)
Første gang denne historie blev filmatiseret (nemlig i 1986), var det med Michael Mann i instruktørstolen og med William Petersen som agent Will Graham og Brian Cox som Hannibal Lecter, og jeg følte mig godt underholdt. Så kom denne nye udgave, og nu var jeg endnu bedre underholdt, idet jeg nu også fik knyttet en følelsesmæssig forbindelse til hovedpersonen, hvilket en fremragende Edward Norton sørgede for. (William Petersen virkede alt for udtryksløs og fjern i rollen.) Dertil kommer, at Anthony Hopkins siden 'The Silence of the Lambs' er blevet synonym med Hannibal Lecter, og mens jeg hverken var spor skræmt eller imponeret over Brian Cox i rollen (han er simpelthen alt for kedelig, ordinær og høflig), så formår Anthony Hopkins med sit stirrende blik, sit isnende kølige og rolige væsen og sin indsmigrende, perfekt modulerede stemme at fremstå som både uhyggelig, farlig og underfundig.
171) The Silence of the Lambs - (Jonathan Demme, 1991)
Rollen som den kannibalistiske morder Hannibal Lecter er nok en af de roller, der har betydet mest for Anthony Hopkins' popularitet som skuespiller, og det er da også en uforglemmelig præstation. Styrken i denne film ligger ubetinget i det psykologiske spil mellem Lecter og den nybagte FBI-agent Clarice Starling, for hvem førstnævntes skarpe intellekt bliver noget af en prøvelse, ikke mindst da han ripper op i hendes barndomstraumer.
Starling spilles følsomt og intenst af Jodie Foster, og det er i mine øjne stadig dennes bedste rolle, selvom hun nu altid er god. Oscaren var bestemt velfortjent.
Ah sorry... Jeg sprang lige ned til de nyeste film.
Hvad fik dig til at ændre listen?
Det gjorde dels en nøjere gennemgang af mine favoritfilm, dels hele diskussionen om de to første Alien-film, der fik mig til at revurdere disse i forhold til nogle af de film, jeg i første omgang havde placeret højere end dem.
#29 - hænger mig ikke så meget i egentlig placeringer, for det er stortset umuligt...så fra nr. 190-100, er ca. det samme...jo længere op man kommer, jo mere præcist bliver det jo så.
#21 BN 14 år siden
Nej, det var min Top 200. ;-)
#22 BN 14 år siden
Dette er - formoder jeg - verdens længste musikvideo, men til gengæld er det også den bedste. Det er nok en forudsætning, at man kan lide Pink Floyd's musik - ellers tror jeg ikke, man vil kunne lide filmen. For mig personligt er dette ikke noget problem, da Pink Floyd efter min mening er verdens bedste rockband. :-)
På lydsporet er det Roger Waters der dominerer, idet han synger hovedpartene af sangene. Og det gør han med en stemme, der ikke er specielt køn eller "stor", men ikke desto mindre enormt udtryksfuld og følsom. Hans modulation og hans beherskelse af stemmen er perfekt; læg mærke hvordan han smager på ordene og den kraft hvormed han slynger dem ud. Han har en utrolig, skuespiller-agtig evne til at udtrykke følelser som vrede, desperation og sorg m.m., ja, i det hele taget fortælle historier.
Billederne og sangene passer perfekt sammen. "Mother"-sekvensen er f.eks. smuk, rørende og stemningsfuld med det langsomme kys der ledsages af lyden af en susende vind og et bankende hjerte, Roger Waters stemme der kun akkompagneres af et klokkespil (jeg foretrækker denne version fremfor album-versionen), billedet af den tankefulde hovedperson Pink, den efterfølgende krydsklipning mellem scener fra hans barndom og scener fra hans ægteskab, den bare fod der knuser vinglasset o.s.v. "Waiting for the Worms"-sekvensen er til gengæld ret barsk med Beach Boys-lignende vokaler på lydsiden og blodig, fascistisk vold på billedsiden. Blandt de animerede sekvenser kan nævnes "Goodbye Blue Sky", der er både smuk og grum med sine billeder af en due der forvandles til en ørn, en himmel fyldt med bombefly der forvandles til kors, og en storby der forvandles til et øde, krigshærget landskab. Det er i det hele taget ikke nogen behagelig film. Den indeholder mange dystre, groteske og mareridsagtige billeder og scenarier, ikke mindst i de animerede sekvenser, såsom "The Trial", der dog ender med den forløsende væltning eller sprængning af muren.
Det kan være en mentalt udmattende oplevelse at se filmen, der må siges at komme vidt omkring i de mørke afkroge af menneskets sind. Men måske skader det ikke engang imellem at få indblik i og forstå baggrunden for de traumer og problemer, som nogle mennesker har måttet slås med gennem et helt liv.
179) The Breakfast Club - (John Hughes, 1985)
Dette er efter min mening den bedste ungdomsfilm der nogensinde er lavet. Hvad der specielt imponerer mig, er John Hughes' modige beslutning om at lade næsten hele handlingen udspille sig i ét enkelt lokale og at lade de lange samtaler mellem de fem hovedpersoner fylde så meget i filmen. Ikke ligefrem den mest selvindlysende opskrift på en succesfuld ungdomsfilm.
Det er i bund og grund en meget eftertænksom film om, hvad det er der former et menneske i dets ungdom og sender det i en bestemt retning her i livet, samt om hvor stor skade uforstående eller strenge forældre og lærere kan gøre. Jeg tror ikke, der er nogen der ikke kan genkende en del af sig selv i enten én eller flere af de fem unge mennesker i dén film - hvad enten man er ung idag eller er blevet ældre og kan se tilbage på sin ungdom.
Og nåja, så er dette jo filmen, der indeholder det klassiske pop-hit 'Don't You (Forget About Me)" med Simple Minds, en af mine all time favourites.
178) Conspiracy Theory - (Richard Donner, 1997)
Ud af de ialt seks film instruktøren Richard Donner og skuespilleren Mel Gibson har lavet sammen, foretrækker de fleste vist 'Lethal Weapon' fra 1987. Men 'Conspiracy Theory' er i mine øjne en bedre film i kraft af af en mere interessant historie og samspillet mellem Mel Gibson og Julia Roberts - der er virkelig en god kemi mellem de to. Gibson er både morsom og rørende som den mentalt forstyrrede og dybt paranoide taxachauffør Jerry Fletcher, der hele tiden render juristen Alice Hutton (Julia Roberts) på dørene med sine konspirationsteorier. Hvad Julia Roberts angår, synes jeg, at hun leverer sin bedste præstation nogensinde; dels fordi hun overbeviser mig fuldstændigt i de følelsesladede scener mellem hende og Mel Gibson, dels fordi hun her ikke er anbragt i endnu en romantisk komedie hvor bare skal spille den sædvanlige friske pige med det søde smil, men har fået en mere moden eller voksen rolle.
177) Monty Python and the Holy Grail - (Terry Gilliam & Terry Jones, 1975)
Som inkarneret tilhænger af Monty Python-holdets vanvittige, anarkistiske og ofte nærmest surrealistiske humor er det et absolut must at have mindst én af deres film med på min liste. Og det har ikke været et svært valg at træffe: 'Holy Grail' er efter min mening den mest vellykkede af deres film ... også selvom den både er frygteligt længe om at komme i gang, har et par hovsa-løsninger undervejs og slutter temmelig brat. ;-)
176) Aliens - (James Cameron, 1986)
Fortsættelsen til 'Alien'. Cameron's film er mere actionpræget end forgængeren, men indeholder alligevel visse scener, der er ligeså stemningsmættede og klaustrofobiske. Det er især efter denne film, at den intelligente, viljefaste og handlekraftige Ellen Ripley er kommet til at stå som en af filmhistoriens stærkeste kvindefigurer, og rollen er da også blevet Sigourney Weaver's signaturrolle. (Den skaffede hende helt fortjent en Oscar-nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle.)
175) Alien - (Ridley Scott, 1979)
Tjah, det er svært at sige noget om denne film som ikke allerede er blevet sagt. Monster-film er normalt ikke min kop te, men den her skiller sig positivt ud fra alle andre. Det, jeg så godt kan lide ved filmen, er den ganske særlige stemning der er i den, det utroligt gennemførte miljø og det naturalistiske skuespil, samt det at dramaet er mere psykologisk end det er fysisk.
174) Cop Land - (James Mangold, 1997) Drama om en forstad beboet af korrupte politifolk, der har fundet deres eget lille paradis, hvor de (næsten) uforstyrret kan tjene penge på en række ulovlige aktiviteter.
John Rambo i 'First Blood' vil i mine øjne altid stå som Sylvester Stallone's allerbedste rolle, dog stærkt efterfulgt af hans rolle i 'Cop Land', hvor han spiller den lidt sløve, men godmodige sherif Freddy Heflin, der langsomt får øjnene op for det der foregår omkring ham. Det er en karismatisk, underspillet præstation, og overraskende nok falder Stallone let og ubesværet ind i den kreds af langt bedre og mere alsidige skuespillere, der omgiver ham, og som man måske ellers skulle tro, han ville blegne ved siden af.
173) Witness - (Peter Weir, 1985)
Denne film har fire ting, der er med til at gøre den til en af mine favoritter: (1) et simpelt, men effektivt plot, (2) Harrison Ford i en af sine bedste roller nogensinde (den eneste han er blevet Oscar-nomineret for), (3) en troværdig kærlighedshistorie og (4) et klassisk showdown.
172) Red Dragon - (Brett Ratner, 2002)
Første gang denne historie blev filmatiseret (nemlig i 1986), var det med Michael Mann i instruktørstolen og med William Petersen som agent Will Graham og Brian Cox som Hannibal Lecter, og jeg følte mig godt underholdt. Så kom denne nye udgave, og nu var jeg endnu bedre underholdt, idet jeg nu også fik knyttet en følelsesmæssig forbindelse til hovedpersonen, hvilket en fremragende Edward Norton sørgede for. (William Petersen virkede alt for udtryksløs og fjern i rollen.) Dertil kommer, at Anthony Hopkins siden 'The Silence of the Lambs' er blevet synonym med Hannibal Lecter, og mens jeg hverken var spor skræmt eller imponeret over Brian Cox i rollen (han er simpelthen alt for kedelig, ordinær og høflig), så formår Anthony Hopkins med sit stirrende blik, sit isnende kølige og rolige væsen og sin indsmigrende, perfekt modulerede stemme at fremstå som både uhyggelig, farlig og underfundig.
171) The Silence of the Lambs - (Jonathan Demme, 1991)
Rollen som den kannibalistiske morder Hannibal Lecter er nok en af de roller, der har betydet mest for Anthony Hopkins' popularitet som skuespiller, og det er da også en uforglemmelig præstation. Styrken i denne film ligger ubetinget i det psykologiske spil mellem Lecter og den nybagte FBI-agent Clarice Starling, for hvem førstnævntes skarpe intellekt bliver noget af en prøvelse, ikke mindst da han ripper op i hendes barndomstraumer.
Starling spilles følsomt og intenst af Jodie Foster, og det er i mine øjne stadig dennes bedste rolle, selvom hun nu altid er god. Oscaren var bestemt velfortjent.
#23 Patriarch 14 år siden
#24 BN 14 år siden
Læs #17.
:-)
#25 MMB 14 år siden
Hvis du læser hans indlæg, kan du se, at han har lavet listen om, fordi han har ændret mening om et par film.
#26 Patriarch 14 år siden
Hvad fik dig til at ændre listen?
#27 BN 14 år siden
Det gjorde dels en nøjere gennemgang af mine favoritfilm, dels hele diskussionen om de to første Alien-film, der fik mig til at revurdere disse i forhold til nogle af de film, jeg i første omgang havde placeret højere end dem.
#28 Skeloboy 14 år siden
Jeg må virkelig se Big Fish igen, for jeg kunne slet ikke se noget som helst i den.
Men Breakfast Club, Alien, Aliens, Gone Baby Gone, Michael Clayton, The Outlaw of Josey Wales...det er fa'me fede film:)
#29 BN 14 år siden
Tak skal du ha'. ;-)
Nu må vi se, hvad du synes, når vi kommer længere op på listen.
#30 Skeloboy 14 år siden