Tusind tak for de gode ønsker!! Det varmer. :-) :-)
Som jeg lige har skrevet i Bedøm Alt-tråden, er alt gået godt. Vi frygtede for, hvad problemet var, og hvor stort et indgreb, der var nødvendigt. Det viste sig at være en stor discusprolaps i korsbenet, og operationen blev foretaget idag.
Godt at det gik!
Jo tak. ... Jeg kan kun sige: Pyha!
Hun skal blive på hospitalet lidt længere end forventet, men det er bare fordi der er nogle småting (bl.a. ømhed i lårmusklerne efter 14 dages med stræk og anspændthed) der lige skal fortage sig, så lægen er sikker på, at alt er i orden.
Min kone er lige med kort varsel blevet indlagt på sygehuset. Så jeg er ikke på Filmz i et stykke tid.
BN (1127) skrev:
Tusind tak for de gode ønsker!! Det varmer. :-) :-)
Som jeg lige har skrevet i Bedøm Alt-tråden, er alt gået godt. Vi frygtede for, hvad problemet var, og hvor stort et indgreb, der var nødvendigt. Det viste sig at være en stor discusprolaps i korsbenet, og operationen blev foretaget idag.
Sorry, men har først lige set dit indlæg nu.
Super godt at høre at operationen gik som den skulle og at din kone nu er i bedring.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ser det også først nu, da mit virke på Filmz ikke er så aktivt længere, men gode tanker til dig og konen herfra, BN, og god bedring med hende!
Mange tak skal du ha'! :-)
Ja, den slags ændrer tilværelsen lidt - ihvertfald indtil hun igen fungerer normalt. Smerterne er væk, men visse skavanker hænger ved, indtil kroppen selv og genoptræning forhåbentlig har elimineret dem.
Da rigmandsdatteren Melanie Daniels besøger den californiske kystby Bodega Bay på jagt efter den ledige ungkarl Mitch Brenner, angribes hun på uforklarlig vis af en måge. Snart efter begynder fugle af alle slags at angribe byens indbyggere.
Som ch, en bruger fra laserdisken.dk, siger: "Hvad der efter min mening gør The Birds til en af Hitchcocks bedste film, kan siges med ét ord: stemning. Der er en helt speciel foruroligende stemning, som er svær at forklare med ord." Denne stemning skabes gennem brugen af stilhed og elektroniske lydeffekter, samt med rolige, glidende kamerature; såsom når vi følger Mitch og Melanie henad en mennesketom gade, på vej for at hente Mitchs søster hos skolelærerinden Annie. Eller i slutscenen hvor
Mitch og hans moder hjælper den sårede og traumatiserede Melanie ud af huset og hen til bilen.
Stemning alene er naturligvis ikke nok - der skal også en god historie til. Og det er virkelig en utroligt spændende og medrivende en af slagsen, vi her får fortalt. 'The Birds' starter som et let og romantisk lystspil og udvikler sig derefter langsomt, men sikkert til en skrækfilm, idet tonen skifter fra det humoristiske til det alvorlige og dystre. Ja, som PlanetPulp.dk's anmelder Martin Jürgensen skriver: "The Birds er en snigende film, som takket være den veldrejede komik i begyndelsen, afleder opmærksomheden fra det, vi for alvor forventer at se. Vi er blevet lovet en historie om fugle der går amok, men Hitchcock holder sine flyvende angribere tilbage så tilpas længe, at man næsten helt glemmer dem. Det er et klassisk Hitchcock-trick. Han vidste, hvordan publikum skulle håndteres for at opnå maksimal effekt, og her brillerer han atter. Timingen er perfekt i The Birds, for ved først at lade fuglenes angreb sætte ind relativt sent i filmen, bliver det også muligt for ham at afvikle angrebet som en kompakt og intens blok uden alt for meget unødvendig dialog og drama. Personerne og deres relationer er for længst blevet introduceret, og det eneste man nu skal bekymre sig om er fuglene, som truer med at dræbe de personer, vi efterhånden er begyndt at holde af."
Skuespillerne gør det fremragende og særdeles overbevisende. Der er en god kemi mellem Rod Tayler og Tippi Hedren, der spiller h.h.v. Mitch og Melanie. Udviklingen af deres forhold virker meget troværdig og naturlig. Det er ikke en typisk romantisk og overfladisk love story vi får serveret, men derimod en kærlighed med forhindringer. Faktisk er Melanie lige ved at ombestemme sig, efter at have mødt Mitchs moder og hans tidligere kæreste. Og nu jeg er ved de to sidstnævnte karakterer, så leverer Jessica Tandy en stærk, følelsesladet præstation som Mitchs omklamrende, bekymrede moder Lydia, og Suzanne Pleshette er varm og jordnær som skolelærerinden Annie, der er blevet dumpet af Mitch. De indbyrdes relationer mellem disse fire hovedpersoner er glimrende skildret, med masser af små, fine nuancer.
Filmen indeholder en scene hvor Lydia kører over til sin nabo
og finder denne liggende død med begge øjne hugget ud.
Det er en ret barsk scene, selv efter nutidens standarder. Men hvad der gør den endnu bedre, er at Hitchcock her undgår gyserfilms-klichéen med kvinden, der skriger højt ved synet af et uhyggeligt lig. I stedet for at skrige, løber Lydia ud af huset og hen til sin bil, med åbenstående mund og rædslen lysende ud af øjnene. Man kan vel passende kalde det et stumt skrig. En anden gyserfilms-kliché, der er fravalgt - ikke blot i denne scene, men i hele filmen - er den obligatoriske underlægningsmusik; noget der ellers plejer at være et uundværligt skræmmemiddel i gyserfilm, herunder også i flere af Hitchcocks egne film. Underlægningsmusikken er erstattet med fugleskrig og vingers basken, frembragt elektronisk af Oscar Sala og Remi Gassmann på et såkaldt trautonium, en forløber for synthesizeren. Martin Jürgensen skriver: "Resultatet er ... mageløst, for netop det fremmedartede og forstyrrende i de hektiske fuglelyde, giver filmen en realistisk stemning, som et traditionelt score kun svært ville have kunnet gøre bedre."
Udover de allerede nævnte scener vil jeg også fremhæve følgende:
Den berømte scene fra skolens legeplads, hvor
fuglene langsomt har samlet sig flere og flere på klatrestativet bag Tippi Hedrens ryg, hvorefter de angriber de flygtende og skrigende børn.
Jeg får gåsehud hver gang jeg ser den scene.
Og for nu igen at citere Martin Jürgensen: "De afsluttende scener under det store angreb [på huset] er fabelagtige, og her formår Hitchcock at skabe en brutal stemning af frygt og klaustrofobi ved kun at vise os ganske lidt og i stedet at give lydsporet fuld skrue." I et par af disse scener ser vi dog ganske meget; såsom
da nogle fugle er ved at hakke sig gennem en dør, og da Melanie bliver angrebet af krager og måger oppe på et loftsværelse.
Slutbilledet
af de tusindvis af fugle, som landskabet er oversået med, og som nærmest synes at skrige og skræppe i triumf over at have jaget menneskene på flugt.
Martin Jürgensen skriver: "Fuglenes angreb er komplet uforklarligt, og hverken seere eller filmens hovedpersoner kan finde nogen som helst logik i det, der sker. Men netop uforklarligheden skaber grobund for frygten og gruen, der griber os midtvejs gennem handlingen." Robin Wood, forfatter til bogen 'Hitchcock's Films Revisited', har sagt: "Fuglene repræsenterer udbruddet af kaos og uforudsigelighed. De står for at alt det, som vi ikke kan forstå og ikke kan kontrollere i vores verden; ikke kun i den fysiske verden, men også i vores indre verden."
Et andet underliggende tema i filmen er, at mennesker tager tingene for givet og går gennem livet uden nogensinde at stoppe op og tænke, hvorpå der så sker noget voldsomt, der giver anledning til eftertænksomhed.
34) North by Northwest - (Alfred Hitchcock, 1959)
Thriller. Den succesfulde, lidt selvglade reklamemand Roger Thornhill mødes med nogle kolleger på Plaza Hotel i New York til et par drinks. Her forveksles han af nogle skumle typer med en George Kaplan og han bortføres. Det lykkes dog ham at flygte, men ingen tror på hans historie, og snart er han også eftersøgt for mord.
'North by Northwest' er - som Filmz-bruger Bruce så rigtigt har sagt - "den første rigtige actionfilm i Hollywoods historie". Med denne film nåede Hitchcock den rene perfektion; både med hensyn til brugen af det, som var et af hans yndlingstemaer, nemlig "en mand på flugt for at bevise sin uskyld", og med hensyn til sine evige bestræbelser efter at skabe suspense, men så sandelig også hvad angår rollebesætning, cinematografi og underlægningsmusik. Ja, 'North by Northwest' er - med sin vellykkede blanding af spænding, action, mystik, intriger, romantik og humor - en af filmhistoriens mest stilfulde, elegante og underholdende thrillers. Det er efter min mening Hitchcocks bedste film. Eller som filmanmelderen Henrik Sylow skriver på dvdbeaver.com: "'North by Northwest' er den definitive Hitchcock-film. Den hylder alt det Hitchcock står for: fantastiske kulisser, forførende blondiner, spionage, den jagede bliver jægeren-motivet, forvekslede identiteter, uskyldigt anklagede personer, MacGuffins, toge, Hitchcocks humor og Cary Grant." Og at den er blevet så god som den er, skyldes ikke mindst Ernest Lehmans Oscar-nominerede manuskript.
Filmen er lavet med - og her citerer jeg High-Def Digest's anmelder David Krauss - "al den elegante kunst og frække innovation, der har gjort Hitchcock til en af filmverdenens mest ansete og beundrede instruktører." Den er - som nævnt af dvdtalk.com's anmelder Glenn Erickson - blevet kaldt "den stilistiske inspiration til James Bond[-filmene]", ja, en forløber for disse. Der er masser af humor i filmen; ja, særligt i første halvdel læner dens tone sig opad screwball-komedien. Glenn Erickson skriver meget rammende, at den har "en svag hældning mod selvparodi, men modstår trangen til at blive farce".
Den flotte og enormt dynamiske underlægningsmusik leveres af Hitchcocks hofkomponist Bernhard Herrmann, som aldrig har været bedre end her. Hans musik har - sammen med den ligeledes flotte, ofte storslåede billedside, som Hitchcocks yndlingsfotograf Robert Burks har stået for - en stor del af æren for filmens fantastiske stemning.
Scope-bruger Za Kannushi skriver: "Cary Grant er fænomenal med sin afslappede, vittige personlighed ..." som den uheldige Roger Thornhill, hvis velordnede liv kommer ud af kontrol. Og David Krauss siger samstemmende: "I sin fjerde, sidste og fineste Hitchcock-film viser Grant igen og igen, hvorfor han var sådan et aktiv for instruktøren. Kun få skuespillere besidder en sådan upåklagelig timing, kan få det ypperste ud af hver replik, udstråler en sådan charme, eller er så villig til at spille fjols, men Grant gør det hele og forbliver på en eller anden måde troværdig i processen."
Eve Marie Saint spiller den mystiske, kølige og forførende blondine Eve Kendall, som Thornhill "tilfældigt" møder i toget til Chicago. Hun er en heltinde, vi bekymrer os om; også selvom vi ikke rigtigt ved noget om hende. Og "filmens hovedskurk Phillip Vandamm - en herligt åleglat James Mason - er for en gangs skyld en Hitchcock-skurk uden moderbinding", som Glenn Erickson påpeger. Denne har fremsat følgende interessante tanke omkring Vandamm: "Fra James Masons synspunkt, er [North by Northwest] virkelig en tragedie. Vandamm har verden for sine fødder, men er så paranoid, at han uforvarende "skaber" en fjende til at modsætte sig ham. Vandamm forvandler ubevidst en almindelig borger til superspionen Kaplan, og må
derefter se hjælpeløst til, mens 'Kaplan' knuser hans liv og tager hans pige med i købet."
Nævnes skal også Martin Landau, der er tilpas slangeagtig som Vandamms nærmeste og mest loyale håndlanger.
Filmen er fyldt til randen med fantastiske scener, deriblandt disse:
Den legende, men alligevel potente elskovsscene mellem Grant og Saint i hendes trange togkupe. Det er flot, enkelt og elegant lavet. Man får virkelig følelsen af, at der kun er de to i hele verden, og at tiden bare står stille.
Hele auktions-scenen.
Den berømte scene med flyet, der jagter Cary Grant henover en åben mark.
Den ligeså berømte sekvens fra Mt. Rushmore, hvor helten og heltinden klatrer ned ad de store præsidenters udhuggede ansigter.
Der er ikke megen psykologisk dybde eller spænding i 'North by Northwest', sådan som man ellers ofte ser det hos Hitchcock. En lille smule er der dog, idet vi i Roger Thornhill har en helt, der er bange for at miste såvel sin identitet som sit liv. Som Henrik Sylow skriver: "Ligesom alle Hitchcocks film beskæfter den sig med tabet af identitet. Og her endda i højere grad end ellers, eftersom Roger Thornhill til at begynde med faktisk ikke har en identitet. Han er stadig knyttet til sin moder ..... Ligeså snart han mod sin vilje bliver George Kaplan, bliver han en handlingens mand i stedet for en mand fuld af undskyldninger, og på den måde får han en personlighed, en identitet ..." Men identitetsforvirringen er nu ikke andet end et påskud for en fornøjelig omgang spænding og mystik.
'North by Northwest' er filmmagi så det basker. Jeg elsker den film!
33) The Dead Zone - (David Cronenberg, 1983)
Overnaturlig thriller. Om den stille, generte skolelærer Johnny Smith, der efter en trafikulykke ligger i koma i fem år. Da han vågner, har han fået evnen til at se ind i fremtiden.
Dette afdæmpede, men umådeligt stærke dramas største styrke er, at det er de menneskelige, følelsesmæssige elementer fremfor de overnaturlige der sidder på nethinden, når filmen er slut. Det er en tragisk historie om en mand, der har mistet alt - sin kæreste (med hvem han var forlovet), sit job og sit gode helbred. Og oveni dette er han tvunget til at leve en ensom og isoleret tilværelse. Tilsidst
mister han også livet. Filmz-bruger NightHawk betegner det som "en sand heltedød, ... der på sigt, hvad kun tilskueren ved besked om, redder menneskeheden [fra] den totale undergang."
Det er Christopher Walkens bedste rolle nogensinde. Han er med i næsten alle filmens scener, og selvom birollerne udfyldes af nogle meget velspillende skuespillere som f.eks. Martin Sheen, Tom Skerrit og Herbert Lom, så er det Walken der bærer filmen. Han "ejer" simpelthen den film - ikke blot fordi han har den altdominerende hovedrolle, men også fordi han spiller den så intenst og ud fra "less is more"-mottoet, samt på en sådan måde, at man virkelig fornemmer, hvordan alle mulige følelser - ulykkelig forelskelse, sorg, frustration, bitterhed, vrede og frygt - rumsterer i hans hoved og blot venter på at komme ud, hvilket også sker op til flere gange i løbet af filmen. Han er en de skuespillere, der med nogle ganske få ansigtsudtryk eller en enkelt gestus - et blik, en lille trækning med munden eller en håndbevægelse - kan fortælle 1000 ting uden at mæle ét eneste ord. Og så udstråler han den der ganske særlige autoritet, som gør, at man næsten bliver bange for ham, når hans karakter konfronterer moderen til en seriemorder eller smadrer en vase med sin stok, fordi faderen til en teenagedreng, han giver privatundervisning, ikke tager hans advarsel om en kommende ulykke alvorlig. Filmanmelderen Tobias Lynge Herler fra Philm.dk kalder det en "enestående kraftpræstation".
Som NightHawk siger, får Walken dog "stærkt modspil fra Martin Sheen, som den magtliderlige og dybt reaktionære præsidentkandidat" Greg Stillson. God er også Herbert Lom i rollen som den sympatiske læge Dr. Weizak, der forsøger at hjælpe Johnny. Tom Skerritt fremstår rolig, men myndig som sherif Bannerman. Anthony Zerbe, som plejer at spille skurk, har for en gangs skyld en sympatisk rolle som den kærlige, men ikke videre indsigtsfulde eller fornuftige fader, hvis søn får privatundervisning af Johnny. Og Brooke Adams spiller følsomt rollen som Johnnys kæreste Sarah. Fælles for alle filmens skuespillere er, at de personer, de fremstiller, virker ægte og troværdige, hvilket giver filmen et usædvanligt realistisk præg.
Med hensyn til filmens billedside og underlægningsmusik er jeg enig med Tobias Lynge Herler, som skriver: "teknisk lægges der fra starten en sart og afventende stil i kameraføring og klipning, der sætter publikum i en intens sfære af spænding og uhygge.
Michael Kamens musik er meget flot og inspireret og hører unægtelig til blandt den bedste filmmusik, han har skabt."
Filmz-bruger sluppermand opsummerer det hele meget godt: "The Dead Zone er en gribende og intelligent thriller. David Cronenberg og manusforfatter Jeffrey Boam har gjort en fantastisk stykke arbejde ..... Skuespilpræstationerne, fra især Walken og Martin Sheen, er fantastiske. Filmen er spændende fra start til slut og virker hele tiden uhyggelig troværdig."
Som filmkritikeren Roger Ebert har sagt: "The Dead Zone gør hvad en god overnaturlig thriller skal gøre. Den får os til at glemme, at den er overnaturlig."
2 fede film du har med der, jeg skal lige have genset The Dead Zone igen, som jeg husker som en absolut god film. Så nogen afsnit af TV serien som jeg af en eller anden åndssvag årsag hang sammen med filmen, meeen det gjorde de så ikke :)
#1131 BN 12 år siden
Jo tak. ... Jeg kan kun sige: Pyha!
Hun skal blive på hospitalet lidt længere end forventet, men det er bare fordi der er nogle småting (bl.a. ømhed i lårmusklerne efter 14 dages med stræk og anspændthed) der lige skal fortage sig, så lægen er sikker på, at alt er i orden.
#1132 NightHawk 12 år siden
Sorry, men har først lige set dit indlæg nu.
Super godt at høre at operationen gik som den skulle og at din kone nu er i bedring.
#1133 Hr. Nielsen 12 år siden
#1134 BN 12 år siden
Mange tak til jer begge. :-)
#1135 evermind 12 år siden
#1136 BN 12 år siden
Mange tak skal du ha'! :-)
Ja, den slags ændrer tilværelsen lidt - ihvertfald indtil hun igen fungerer normalt. Smerterne er væk, men visse skavanker hænger ved, indtil kroppen selv og genoptræning forhåbentlig har elimineret dem.
#1137 Kiksmann 12 år siden
#1138 BN 12 år siden
#1139 BN 12 år siden
Da rigmandsdatteren Melanie Daniels besøger den californiske kystby Bodega Bay på jagt efter den ledige ungkarl Mitch Brenner, angribes hun på uforklarlig vis af en måge. Snart efter begynder fugle af alle slags at angribe byens indbyggere.
Som ch, en bruger fra laserdisken.dk, siger: "Hvad der efter min mening gør The Birds til en af Hitchcocks bedste film, kan siges med ét ord: stemning. Der er en helt speciel foruroligende stemning, som er svær at forklare med ord." Denne stemning skabes gennem brugen af stilhed og elektroniske lydeffekter, samt med rolige, glidende kamerature; såsom når vi følger Mitch og Melanie henad en mennesketom gade, på vej for at hente Mitchs søster hos skolelærerinden Annie. Eller i slutscenen hvor
Stemning alene er naturligvis ikke nok - der skal også en god historie til. Og det er virkelig en utroligt spændende og medrivende en af slagsen, vi her får fortalt. 'The Birds' starter som et let og romantisk lystspil og udvikler sig derefter langsomt, men sikkert til en skrækfilm, idet tonen skifter fra det humoristiske til det alvorlige og dystre. Ja, som PlanetPulp.dk's anmelder Martin Jürgensen skriver: "The Birds er en snigende film, som takket være den veldrejede komik i begyndelsen, afleder opmærksomheden fra det, vi for alvor forventer at se. Vi er blevet lovet en historie om fugle der går amok, men Hitchcock holder sine flyvende angribere tilbage så tilpas længe, at man næsten helt glemmer dem. Det er et klassisk Hitchcock-trick. Han vidste, hvordan publikum skulle håndteres for at opnå maksimal effekt, og her brillerer han atter. Timingen er perfekt i The Birds, for ved først at lade fuglenes angreb sætte ind relativt sent i filmen, bliver det også muligt for ham at afvikle angrebet som en kompakt og intens blok uden alt for meget unødvendig
dialog og drama. Personerne og deres relationer er for længst blevet introduceret, og det eneste man nu skal bekymre sig om er fuglene, som truer med at dræbe de personer, vi efterhånden er begyndt at holde af."
Skuespillerne gør det fremragende og særdeles overbevisende. Der er en god kemi mellem Rod Tayler og Tippi Hedren, der spiller h.h.v. Mitch og Melanie. Udviklingen af deres forhold virker meget troværdig og naturlig. Det er ikke en typisk romantisk og overfladisk love story vi får serveret, men derimod en kærlighed med forhindringer. Faktisk er Melanie lige ved at ombestemme sig, efter at have mødt Mitchs moder og hans tidligere kæreste. Og nu jeg er ved de to sidstnævnte karakterer, så leverer Jessica Tandy en stærk, følelsesladet præstation som Mitchs omklamrende, bekymrede moder Lydia, og Suzanne Pleshette er varm og jordnær som skolelærerinden Annie, der er blevet dumpet af Mitch. De indbyrdes relationer mellem disse fire hovedpersoner er glimrende skildret, med masser af små, fine nuancer.
Filmen indeholder en scene hvor Lydia kører over til sin nabo
fremmedartede og forstyrrende i de hektiske fuglelyde, giver filmen en realistisk stemning,
som et traditionelt score kun svært ville have kunnet gøre bedre."
Udover de allerede nævnte scener vil jeg også fremhæve følgende:
Den berømte scene fra skolens legeplads, hvor
skrigende børn.
Og for nu igen at citere Martin Jürgensen: "De afsluttende scener under det store angreb [på huset] er fabelagtige, og her formår Hitchcock at skabe en brutal stemning af frygt og
klaustrofobi ved kun at vise os ganske lidt og i stedet at give lydsporet fuld skrue." I et par af disse scener ser vi dog ganske meget; såsom
Slutbilledet
Martin Jürgensen skriver: "Fuglenes angreb er komplet uforklarligt, og hverken seere eller filmens hovedpersoner kan finde nogen som helst logik i det, der sker. Men netop uforklarligheden skaber grobund for frygten og gruen, der griber os midtvejs gennem handlingen." Robin Wood, forfatter til bogen 'Hitchcock's Films Revisited', har sagt: "Fuglene repræsenterer udbruddet af kaos og uforudsigelighed. De står for at alt det,
som vi ikke kan forstå og ikke kan kontrollere i vores verden; ikke kun i
den fysiske verden, men også i vores indre verden."
Et andet underliggende tema i filmen er, at mennesker tager tingene for givet og går gennem livet uden nogensinde at stoppe op og tænke, hvorpå der så sker noget voldsomt, der giver anledning til eftertænksomhed.
34) North by Northwest - (Alfred Hitchcock, 1959)
Thriller. Den succesfulde, lidt selvglade reklamemand Roger Thornhill mødes med nogle kolleger på Plaza Hotel i New York til et par drinks. Her forveksles han af nogle skumle typer med en George Kaplan og han bortføres. Det lykkes dog ham at flygte, men ingen tror på hans historie, og snart er han også eftersøgt for mord.
'North by Northwest' er - som Filmz-bruger Bruce så rigtigt har sagt - "den første rigtige actionfilm i Hollywoods historie". Med denne film nåede Hitchcock den rene perfektion; både med hensyn til brugen af det, som var et af hans yndlingstemaer, nemlig "en mand på flugt for at bevise sin uskyld", og med hensyn til sine evige bestræbelser efter at skabe suspense, men så sandelig også hvad angår rollebesætning, cinematografi og underlægningsmusik. Ja, 'North by Northwest' er - med sin vellykkede blanding af spænding, action, mystik, intriger, romantik og humor - en af filmhistoriens mest stilfulde, elegante og underholdende thrillers. Det er efter min mening Hitchcocks bedste film. Eller som filmanmelderen Henrik Sylow skriver på dvdbeaver.com: "'North by Northwest' er den definitive Hitchcock-film. Den hylder alt det Hitchcock står for: fantastiske kulisser, forførende blondiner, spionage, den jagede bliver jægeren-motivet, forvekslede identiteter, uskyldigt anklagede personer, MacGuffins, toge, Hitchcocks humor og Cary Grant." Og at den er blevet så god som den er, skyldes ikke mindst Ernest Lehmans Oscar-nominerede
manuskript.
Filmen er lavet med - og her citerer jeg High-Def Digest's anmelder David Krauss - "al
den elegante kunst og frække innovation, der har gjort Hitchcock til en af filmverdenens
mest ansete og beundrede instruktører." Den er - som nævnt af dvdtalk.com's anmelder Glenn Erickson - blevet kaldt "den stilistiske inspiration til James Bond[-filmene]", ja, en forløber for disse. Der er masser af humor i filmen; ja, særligt i første halvdel læner dens tone sig opad screwball-komedien. Glenn Erickson skriver meget rammende, at den har "en svag hældning mod selvparodi, men modstår trangen til at blive farce".
Den flotte og enormt dynamiske underlægningsmusik leveres af Hitchcocks hofkomponist Bernhard Herrmann, som aldrig har været bedre end her. Hans musik har - sammen med den ligeledes flotte, ofte storslåede billedside, som Hitchcocks yndlingsfotograf Robert Burks har stået for - en stor del af æren for filmens fantastiske stemning.
Scope-bruger Za Kannushi skriver: "Cary Grant er fænomenal med sin afslappede, vittige personlighed ..." som den uheldige Roger Thornhill, hvis velordnede liv kommer ud af kontrol. Og David Krauss siger samstemmende: "I sin fjerde, sidste og fineste
Hitchcock-film viser Grant igen og igen, hvorfor han var sådan et aktiv for instruktøren. Kun få skuespillere besidder en sådan upåklagelig timing, kan få det ypperste ud af hver replik, udstråler en sådan charme, eller er så villig til at spille fjols, men Grant gør det hele og forbliver på en eller anden måde troværdig i processen."
Eve Marie Saint spiller den mystiske, kølige og forførende blondine Eve Kendall, som Thornhill "tilfældigt" møder i toget til Chicago. Hun er en heltinde, vi bekymrer os om; også selvom vi ikke rigtigt ved noget om hende. Og "filmens hovedskurk Phillip Vandamm - en herligt åleglat James Mason - er for en gangs skyld en Hitchcock-skurk uden moderbinding", som Glenn Erickson påpeger. Denne har fremsat følgende interessante tanke omkring Vandamm: "Fra James Masons synspunkt, er [North by Northwest] virkelig en tragedie. Vandamm har verden for sine fødder, men er så paranoid, at han uforvarende
"skaber" en fjende til at modsætte sig ham. Vandamm forvandler ubevidst en almindelig borger til superspionen Kaplan, og må
Filmen er fyldt til randen med fantastiske scener, deriblandt disse:
Den legende, men alligevel potente elskovsscene mellem Grant og Saint i hendes trange togkupe. Det er flot, enkelt og elegant lavet. Man får virkelig følelsen af, at der kun er de to i hele verden, og at tiden bare står stille.
Hele auktions-scenen.
Den berømte scene med flyet, der jagter Cary Grant henover en åben mark.
Den ligeså berømte sekvens fra Mt. Rushmore, hvor helten og heltinden klatrer ned ad de store præsidenters udhuggede ansigter.
Der er ikke megen psykologisk dybde eller spænding i 'North by Northwest', sådan som man ellers ofte ser det hos Hitchcock. En lille smule er der dog, idet vi i Roger Thornhill har en helt, der er bange for at miste såvel sin identitet som sit liv. Som Henrik Sylow skriver: "Ligesom alle Hitchcocks film beskæfter den sig med tabet af identitet. Og her endda i højere grad end ellers, eftersom Roger Thornhill til at begynde med faktisk ikke har en identitet. Han er stadig knyttet til sin moder ..... Ligeså snart han mod sin vilje bliver George Kaplan, bliver han en handlingens mand i stedet for en mand fuld af undskyldninger, og på den måde får han en personlighed, en identitet ..." Men identitetsforvirringen er nu ikke andet end et påskud for en fornøjelig omgang spænding og mystik.
'North by Northwest' er filmmagi så det basker. Jeg elsker den film!
33) The Dead Zone - (David Cronenberg, 1983)
Overnaturlig thriller. Om den stille, generte skolelærer Johnny Smith, der efter en trafikulykke ligger i koma i fem år. Da han vågner, har han fået evnen til at se ind i fremtiden.
Dette afdæmpede, men umådeligt stærke dramas største styrke er, at det er de menneskelige, følelsesmæssige elementer fremfor de overnaturlige der sidder på nethinden, når filmen er slut. Det er en tragisk historie om en mand, der har mistet alt - sin kæreste (med hvem han var forlovet), sit job og sit gode helbred. Og oveni dette er han tvunget til at leve en ensom og isoleret tilværelse. Tilsidst
Det er Christopher Walkens bedste rolle nogensinde. Han er med i næsten alle filmens scener, og selvom birollerne udfyldes af nogle meget velspillende skuespillere som f.eks. Martin Sheen, Tom Skerrit og Herbert Lom, så er det Walken der bærer filmen. Han "ejer"
simpelthen den film - ikke blot fordi han har den altdominerende hovedrolle, men også fordi han spiller den så intenst og ud fra "less is more"-mottoet, samt på en sådan måde, at man virkelig fornemmer, hvordan alle mulige følelser - ulykkelig forelskelse, sorg, frustration, bitterhed, vrede og frygt - rumsterer i hans hoved og blot venter på at komme ud, hvilket også sker op til flere gange i løbet af filmen. Han er en de skuespillere, der med nogle ganske få ansigtsudtryk eller en enkelt gestus - et blik, en lille trækning med munden eller en håndbevægelse - kan fortælle 1000 ting uden at mæle ét eneste ord. Og så udstråler han den der ganske særlige autoritet, som gør, at man næsten bliver bange for ham, når hans karakter konfronterer moderen til en seriemorder eller smadrer en vase med sin stok, fordi faderen til en teenagedreng, han giver privatundervisning, ikke tager hans advarsel om en kommende ulykke alvorlig. Filmanmelderen Tobias Lynge Herler fra Philm.dk kalder det en "enestående kraftpræstation".
Som NightHawk siger, får Walken dog "stærkt modspil fra Martin Sheen, som den magtliderlige og dybt reaktionære præsidentkandidat" Greg Stillson. God er også Herbert
Lom i rollen som den sympatiske læge Dr. Weizak, der forsøger at hjælpe Johnny. Tom Skerritt fremstår rolig, men myndig som sherif Bannerman. Anthony Zerbe, som plejer at spille skurk, har for en gangs skyld en sympatisk rolle som den kærlige, men ikke videre indsigtsfulde eller fornuftige fader, hvis søn får privatundervisning af Johnny. Og Brooke Adams spiller følsomt rollen som Johnnys kæreste Sarah. Fælles for alle filmens skuespillere er, at de personer, de fremstiller, virker ægte og troværdige, hvilket giver filmen et usædvanligt realistisk præg.
Med hensyn til filmens billedside og underlægningsmusik er jeg enig med Tobias Lynge Herler, som skriver: "teknisk lægges der fra starten en sart og afventende stil i kameraføring og klipning, der sætter publikum i en intens sfære af spænding og uhygge.
Michael Kamens musik er meget flot og inspireret og hører unægtelig til blandt den bedste filmmusik, han har skabt."
Filmz-bruger sluppermand opsummerer det hele meget godt: "The Dead Zone er en gribende og intelligent thriller. David Cronenberg og manusforfatter Jeffrey Boam har gjort en fantastisk stykke arbejde ..... Skuespilpræstationerne, fra især Walken og Martin Sheen, er fantastiske. Filmen er spændende fra start til slut og virker hele tiden uhyggelig
troværdig."
Som filmkritikeren Roger Ebert har sagt: "The Dead Zone gør hvad en god overnaturlig thriller skal gøre. Den får os til at glemme, at den er overnaturlig."
#1140 Kiksmann 12 år siden