"The Wall" skal sgu da længere op! :D Interessant liste, med masser af gode film, og så naturligvis også nogen jeg ikke kender, som jeg vil få set til på et eller andet tidspunkt forhåbentlig. I hvert fald nogle af dem :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Dette er efter min mening den bedste ungdomsfilm der nogensinde er lavet. Hvad der specielt imponerer mig, er John Hughes' modige beslutning om at lade næsten hele handlingen udspille sig i ét enkelt lokale og at lade de lange samtaler mellem de fem hovedpersoner fylde så meget i filmen. Ikke ligefrem den mest selvindlysende opskrift på en succesfuld ungdomsfilm.
Det er i bund og grund en meget eftertænksom film om, hvad det er der former et menneske i dets ungdom og sender det i en bestemt retning her i livet, samt om hvor stor skade uforstående eller strenge forældre og lærere kan gøre. Jeg tror ikke, der er nogen der ikke kan genkende en del af sig selv i enten én eller flere af de fem unge mennesker i dén film - hvad enten man er ung idag eller er blevet ældre og kan se tilbage på sin ungdom.
Og nåja, så er dette jo filmen, der indeholder det klassiske pop-hit "Don't You (Forget About Me)" med Simple Minds, en af mine all time favourites.
159) Monty Python and the Holy Grail - (Terry Gilliam & Terry Jones, 1975)
Som inkarneret tilhænger af Monty Python-holdets vanvittige, anarkistiske og ofte nærmest surrealistiske humor er det et absolut must at have mindst én af deres film med på min liste. Og det har ikke været et svært valg at træffe: 'Holy Grail' er efter min mening den mest vellykkede af deres film ... også selvom den både er frygteligt længe om at komme i gang, har et par hovsa-løsninger undervejs og slutter temmelig brat. ;-)
Filmen er en afsindigt morsom parodi på legenden om Kong Arthur og hans riddere, som i deres søgen efter den hellige gral møder mange forhindringer på deres vej; deriblandt uforskammede franskmænd, en trehovedet kæmpe, en gruppe mandfolke-hungrende kvinder, en sort ridder og en dræberkanin.
158) Red Dragon - (Brett Ratner, 2002)
Første gang denne historie blev filmatiseret (nemlig i 1986), var det med Michael Mann i instruktørstolen og med William Petersen som agent Will Graham og Brian Cox som Hannibal Lecter, og jeg må sige, at jeg følte mig godt underholdt. Så kom denne nye udgave, og nu var jeg endnu bedre underholdt, idet jeg nu også fik knyttet en følelsesmæssig forbindelse til hovedpersonen, hvilket en fremragende Edward Norton sørgede for. (William Petersen virkede efter min mening lidt for udtryksløs og fjern i rollen.) Dertil kommer, at Anthony Hopkins siden 'The Silence of the Lambs' er blevet synonym med Hannibal Lecter, og mens jeg hverken var spor skræmt eller imponeret over Brian Cox i rollen (han er simpelthen alt for kedelig, ordinær og høflig), så formår Anthony Hopkins med sit stirrende blik, sit isnende kølige og rolige væsen og sin indsmigrende, perfekt modulerede stemme at fremstå som både uhyggelig, farlig og underfundig.
157) The Silence of the Lambs - (Jonathan Demme, 1991)
Rollen som den kannibalistiske morder Hannibal Lecter er nok en af de roller, der har betydet mest for Anthony Hopkins' popularitet som skuespiller, og det er da også en uforglemmelig præstation, der i øvrigt udløste en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle. Styrken i denne film ligger ubetinget i det psykologiske spil mellem Lecter og den nybagte FBI-agent Clarice Starling, for hvem førstnævntes skarpe intellekt bliver noget af en prøvelse, ikke mindst da han ripper op i hendes barndomstraumer.
Starling spilles følsomt og intenst af Jodie Foster, og det er i mine øjne stadig dennes bedste rolle, selvom hun nu altid er god. Hendes Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle var bestemt velfortjent.
156) Psycho - (Alfred Hitchcock, 1960)
Da jeg som teenager første gang så denne film, rystede jeg bogstaveligt talt i knæene de første 20 minutter, og det selvom der ikke var sket nogen mord endnu. Dette siger lidt om Hitchcock's evne til at opbygge spænding eller suspense. 'Psycho' er Hitchcock's eneste deciderede gyser, hvor han særdeles effektivt bruger chokeffekter til at skræmme publikum med. Jeg tænker her på
brusebadsscenen, trappescenen med detektiven og scenen hvor de finder den for længst døde mor.
Filmens billedside er sort/hvid og skummel, Bernhard Hermann's strygermusik er nervepirrende (men flot), og Anthony Perkins spiller sit livs rolle som den unge, nervøse motelejer Norman Bates, der er yderst høflig og hjælpsom overfor unge, kvindelige gæster - hvilket er mere end man kan sige om hans mor.
155) Strangers On a Train - (Alfred Hitchcock, 1951)
En thriller om to mænd, der mødes tilfældigt på et tog og aftaler - tror den ene af dem ihvertfald - at bytte mord.
Der er gennem de seneste årtier blevet lavet et utal af stalker movies, og når man ser 'Strangers on a Train', skulle man næsten tro, at den har dannet forbillede for dem alle. Alle de velkendte ingredienser er til stede: Den psykisk ustabile skurk der mener, at vores hovedperson har lovet eller skylder ham noget - hovedpersonen der i første omgang ikke fortæller andre om sit møde med skurken - skurken der begynder at blive mere og mere påtrængende, med det resultat at hovedpersonens familie bliver opmærksom på ham - skurken der begynder at chikanere, true eller måske endda udøve vold mod hovedpersonen og dennes familie - et afsluttende opgør mellem hovedpersonen og skurken.
Men selvom der er mange filmskabere der har brugt eller genbrugt denne opskrift, så er og bliver 'Strangers On a Train' en af de bedste af slagsen, hvilket hovedsageligt skyldes Hitchcocks unikke fortælleteknik og visuelle stil, samt en uhyre velspillende Robert Walker i rollen som den psykotiske Bruno Anthony. De to andre hovedrolleindehavere, Farley Granger og Ruth Roman, fungerer dog også perfekt som h.h.v. den viljesvage tennisspiller Guy Haines og dennes kæreste Anne Morton.
Filmen indeholder op til flere gåsehudsfremkaldende sekvenser, såsom scenen med et kvælningsmord der ses i et brilleglas, mens der spilles høj, munter karruselmusik.
154) Frenzy - (Alfred Hitchcock, 1972)
Hitchcock er tilbage i England hvor han begyndte sin karriere. En kvindemorder, der kvæler sine ofre med slips, er på spil i London, og den tidligere RAF-officer Richard Blaney bliver uskyldigt mistænkt for at være morderen.
Af alle film om seriemordere er der ikke mange der har sådan en stemning over sig, som 'Frenzy' har - en stemning, der skyldes en blanding af Hitchcocks særlige fortælleteknik og Ron Goodwins fantastiske underlægningsmusik. Hvad det første angår, vil jeg specielt fremhæve et baglæns tracking shot fra morderens lejlighed og ud på gaden, samt brugen af stilhed, f.eks. i en scene hvor hvor Hitchcock pludselig fjerner reallyden under et nærbillede af Anna Massey (der spiller Blaney's kæreste). Hvad det andet angår, er især det gennemgående dystre og truende musikalske tema yderst effektivt, idet det sørger for, at der næsten konstant er en underliggende stemning af fare og utryghed. Og det stykke musik - en langsom, næsten romantisk vals - der bruges i scenen hvor den virkelige morder Robert Rusk (Barry Foster) slapper af med rødvin på sofaen i sin lejlighed efter en voldtægt og et mord, er også virkelig godt, idet det meget fint understreger mandens vanvid.
Et interessant aspekt ved filmen, er at ingen af dens personer er særligt sympatiske. F.eks. er hovedpersonen Richard Blaney, der spilles stærkt og intenst af Jon Finch, ikke bare den sædvanlige sympatiske og flinke helt, men er meget af tiden sur og aggressiv, ja, ubehagelig. Dette kan overfladisk betragtet virke som et udtryk for et koldt og pessimistisk menneskesyn, men reelt tilfører det blot filmen en vis realisme, idet den klassiske opdeling af "de gode og de onde" erstattes af virkelighedens mere nuancerede og mere komplekse mennesker, der både har deres gode og dårlige sider. Det er således ikke kun skurken, der viser sig fra sin værste side, og det giver 'Frenzy' en mørkere og hårdere tone end Hitchcock's tidligere film, hvilket også gør, at hans velkendte humor fremstår mere sort og makaber end nogensinde før.
'Frenzy' er afgjort en af Hitchcock's allerbedste film. Og så indeholder den en af filmhistoriens bedste slutreplikker:
"Mr. Rusk, you're not wearing your tie."
153) Master and Commander: The Far Side of the World - (Peter Weir, 2003)
Et engelsk krigsskib på jagt efter et fransk krigsskib.
Hvis jeg gik i detaljer, kunne jeg nævne mange gode ting ved denne film; deriblandt det fine samspil mellem Paul Bettany og Russell Crowe som h.h.v. skibslægen Dr. Stephen Maturin og kaptajnen Jack Aubrey. Men generelt vil jeg blot sige det samme som Bruce i dennes tråd "200 ... nej ikke spartanere": "Master & Commander er den flotteste film til havs, jeg i mit liv har set."
152) Papillon - (Franklin J. Schaffner, 1973)
Klassisk flugtfilm om den stædige, ukuelige Papillon (Steve McQueen), der er uskyldigt dømt for mordet på en alfons, og som gentagne gange forsøger at stikke af fra fængslet, ja, aldrig opgiver håbet om at få sin frihed tilbage.
Filmen har mange kvaliteter, f.eks. den som en anden filmz-bruger 80eren har peget på: "i denne film fornemmer man mere end i nogen anden den klaustrofobiske følelse af at sidde i isolation. Puha!" Omvendt fornemmer man også den berusende følelse af frihed, som Papillon nyder under et længerevarende ophold hos en indianerstamme. Dette ophold, der (med udgangspunkt i sprogbarrieren mellem Papillon og indianerne) er skildret helt uden ord og kun med billeder og musik, føles nærmest som et besøg i paradis.
'Papillon' er nok den af Steve McQueens film hvor han viser størst skuespilmæssig bredde - her er han ikke bare den tavse, sammenbidte cool guy, men fremstår som et mere ægte og "levende" menneske. Dustin Hoffman er også god som Papillons nørdede ven Louis Dega (det rørende venskab mellem de to er noget det bedste ved filmen), men filmen tilhører først og fremmest Steve McQueen, der da også blev nomineret til en Golden Globe-pris for sin stærke præstation.
Det er en bevægende og opløftende film, hvis sidste billeder af Papillon
flydende væk på en båd lavet af sammenbundne sække fyldt med kokosnødder, på vej ud mod friheden
man sent glemmer.
151) Hot Shots! - (Jim Abrahams, 1991)
En yderst veloplagt spoof-film, der især parodierer Tom Cruise-filmen 'Top Gun'.
Nogen siger, at det har været svært at tage Charlie Sheen alvorlig, siden han spillede Topper Harley. Og det kan der måske være noget om, for hver gang jeg ser ham, synes jeg, jeg ser det samme underforståede, ironiske glimt i øjnene og det samme smil som han har i 'Hot Shots!' :-)
Der er særligt tre sekvenser i filmen jeg elsker: (1) hest-kontra-motorcykel-dysten med Dion's version af 'Dream Lover' på lydsporet, (2) "Buzz" Harley's uheldige død og (3) Pete "Dead Meat" Thompson's mindst ligeså uheldige død (inkluderende ambulanceturen og Jim "Wash Out" Pfaffenbach's afsluttende replik: "Thank you, Andre. I'll have the veal piccata.") :-D
Det er afgjort en af de sjoveste film jeg nogensinde har set.
160) The Breakfast Club - (John Hughes, 1985) Fantastisk film som også er på min egen topliste. Dog ligger den inden for min top 60.
159) Monty Python and the Holy Grail - (Terry Gilliam & Terry Jones, 1975) Har lige set Life of Brian, og nu håber jeg ikke jeg har været uopmærksom, men hvis ikke den har været endnu håber jeg også den kommer længere oppe. Den er en knivspids bedre end Holy Grail, men det ændre dog ikke på at denne også er god!
156) Psycho - (Alfred Hitchcock, 1960) Fantastisk film! Meget mere end bare en gyser.
151) Hot Shots! - (Jim Abrahams, 1991) Sjov film, og med en dejlig balance imellem spoof og helt almindelige dumheder! Både denne og Part Deux er fede!
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg kan virkelig godt lide denne omgangs tilføjelser til din liste. Jeg har set dem alle, undtagen 2 af dem, The Breakfast Club og Papillion, hvor sidstnævnte står klar på hylden.
Jeg kunne ganske fint lide "Red Dragon", men jeg synes ikke den er god nok til at komme på min topliste, og da slet ikke i det fornemme selskab den er i her. "Monthy Python..." er en fremragende komedie, og "Hot Shots!" er også meget skæg, selvom at jeg nok ikke ville vurdere den ligeså højt. "Master & Commander" er en fremragende film, som desværre blev alt for overset, og "Silence of the Lambs" er en yderst fremragende thriller. "Frenzy" er en glimrende film, men jeg ville dog ikke rangere den ligeså højt som de to andre Hitchcock-mesterværker du nævner, "Psycho" og "Strangers on a Train". Fine beskrivelser du har af dem, og jeg kan godt lide at du undgår at spoile store detaljer hos dem, som er noget der burde være en selvfølge, men jeg har efterhånden læst alt for mange beskrivelser af især "Psycho" hvor det ikke er tilfældet.
Jeg kan også godt lide at du fremhæver små øjeblikke i filmene, som du synes er rigtigt gode, og jeg er helt enig i at det er nogle af de bedste øjeblikke. Et andet øjeblik jeg elsker i "Strangers on a Train", er der hvor Guy Haines kører i bil forbi en retsbygning(?) og man på afstand ser Bruno Anthony stå på trappetrinnet til den bygning. Det ene øjeblik får automatisk pulsen op at køre hos mig, da jeg synes at det er leveret så fantastisk af Hitchcock.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
The Breakfast club 4/6 Monty Python and the Holy Grail 5/6 Red Dragon 4/6 The Silence of the Lambs 5/6 Papillon - For længe siden til en karakter, men da jeg så den som lille knægt, syntes jeg den var fantastisk, så meget kan jeg huske. Hot shots! 5/6
So, at last we meet for the first time for the last time.
Har selv set 6-7 stykker. Mangler dog et par ældre Hitchcock film. Pudsigt du nævner Red Dragon, fandt den selv helt god. Den er bedre end både Mann's og Scott's Hannibal, men ikke helt på højde med Demme's Ondskabens Øjne.
#121 Collateral 13 år siden
#122 Åkepool 13 år siden
"The Boy in the Striped Pyjamas" har jeg haft stående i over et år tror jeg, så nu må jeg sgu snart tage mig sammen og se nogle af mine egne film.
Shine 3/6
Revolutionary Road 4½/6
King Kong (biograf udgave) 3/6
Rain man 4/6
The Majestic 4/6 (som jeg husker den. Det er noget tid siden).
Se7en 6/6
Resten mangler jeg at se.
#123 Babo Rises 13 år siden
#124 BN 13 år siden
Men det er muligt at vende tilbage fra limbo'en! hehe
Lige et øjeblik, så kommer de næste ti film ....
#125 BN 13 år siden
Dette er efter min mening den bedste ungdomsfilm der nogensinde er lavet. Hvad der specielt imponerer mig, er John Hughes' modige beslutning om at lade næsten hele handlingen udspille sig i ét enkelt lokale og at lade de lange samtaler mellem de fem hovedpersoner fylde så meget i filmen. Ikke ligefrem den mest selvindlysende opskrift på en succesfuld ungdomsfilm.
Det er i bund og grund en meget eftertænksom film om, hvad det er der former et menneske i dets ungdom og sender det i en bestemt retning her i livet, samt om hvor stor skade uforstående eller strenge forældre og lærere kan gøre. Jeg tror ikke, der er nogen der ikke kan genkende en del af sig selv i enten én eller flere af de fem unge mennesker i dén film - hvad enten man er ung idag eller er blevet ældre og kan se tilbage på sin ungdom.
Og nåja, så er dette jo filmen, der indeholder det klassiske pop-hit "Don't You (Forget About Me)" med Simple Minds, en af mine all time favourites.
159) Monty Python and the Holy Grail - (Terry Gilliam & Terry Jones, 1975)
Som inkarneret tilhænger af Monty Python-holdets vanvittige, anarkistiske og ofte nærmest surrealistiske humor er det et absolut must at have mindst én af deres film med på min liste. Og det har ikke været et svært valg at træffe: 'Holy Grail' er efter min mening den mest vellykkede af deres film ... også selvom den både er frygteligt længe om at komme i gang, har et par hovsa-løsninger undervejs og slutter temmelig brat. ;-)
Filmen er en afsindigt morsom parodi på legenden om Kong Arthur og hans riddere, som i deres søgen efter den hellige gral møder mange forhindringer på deres vej; deriblandt uforskammede franskmænd, en trehovedet kæmpe, en gruppe mandfolke-hungrende kvinder, en sort ridder og en dræberkanin.
158) Red Dragon - (Brett Ratner, 2002)
Første gang denne historie blev filmatiseret (nemlig i 1986), var det med Michael Mann i instruktørstolen og med William Petersen som agent Will Graham og Brian Cox som Hannibal Lecter, og jeg må sige, at jeg følte mig godt underholdt. Så kom denne nye udgave, og nu var jeg endnu bedre underholdt, idet jeg nu også fik knyttet en følelsesmæssig forbindelse til hovedpersonen, hvilket en fremragende Edward Norton sørgede for. (William Petersen virkede efter min mening lidt for udtryksløs og fjern i rollen.) Dertil kommer, at Anthony Hopkins siden 'The Silence of the Lambs' er blevet synonym med Hannibal Lecter, og mens jeg hverken var spor skræmt eller imponeret over Brian Cox i rollen (han er simpelthen alt for kedelig, ordinær og høflig), så formår Anthony Hopkins med sit stirrende blik, sit isnende kølige og rolige væsen og sin indsmigrende, perfekt modulerede stemme at fremstå som både uhyggelig, farlig og underfundig.
157) The Silence of the Lambs - (Jonathan Demme, 1991)
Rollen som den kannibalistiske morder Hannibal Lecter er nok en af de roller, der har betydet mest for Anthony Hopkins' popularitet som skuespiller, og det er da også en uforglemmelig præstation, der i øvrigt udløste en Oscar for Bedste Mandlige Hovedrolle. Styrken i denne film ligger ubetinget i det psykologiske spil mellem Lecter og den nybagte FBI-agent Clarice Starling, for hvem førstnævntes skarpe intellekt bliver noget af en prøvelse, ikke mindst da han ripper op i hendes barndomstraumer.
Starling spilles følsomt og intenst af Jodie Foster, og det er i mine øjne stadig dennes bedste rolle, selvom hun nu altid er god. Hendes Oscar for Bedste Kvindelige Hovedrolle var bestemt velfortjent.
156) Psycho - (Alfred Hitchcock, 1960)
Da jeg som teenager første gang så denne film, rystede jeg bogstaveligt talt i knæene de første 20 minutter, og det selvom der ikke var sket nogen mord endnu. Dette siger lidt om Hitchcock's evne til at opbygge spænding eller suspense. 'Psycho' er Hitchcock's eneste deciderede gyser, hvor han særdeles effektivt bruger chokeffekter til at skræmme publikum med. Jeg tænker her på
Filmens billedside er sort/hvid og skummel, Bernhard Hermann's strygermusik er nervepirrende (men flot), og Anthony Perkins spiller sit livs rolle som den unge, nervøse motelejer Norman Bates, der er yderst høflig og hjælpsom overfor unge, kvindelige gæster - hvilket er mere end man kan sige om hans mor.
155) Strangers On a Train - (Alfred Hitchcock, 1951)
En thriller om to mænd, der mødes tilfældigt på et tog og aftaler - tror den ene af dem ihvertfald - at bytte mord.
Der er gennem de seneste årtier blevet lavet et utal af stalker movies, og når man ser 'Strangers on a Train', skulle man næsten tro, at den har dannet forbillede for dem alle. Alle de velkendte ingredienser er til stede: Den psykisk ustabile skurk der mener, at vores hovedperson har lovet eller skylder ham noget - hovedpersonen der i første omgang ikke fortæller andre om sit møde med skurken - skurken der begynder at blive mere og mere påtrængende, med det resultat at hovedpersonens familie bliver opmærksom på ham - skurken der begynder at chikanere, true eller måske endda udøve vold mod hovedpersonen og dennes familie - et afsluttende opgør mellem hovedpersonen og skurken.
Men selvom der er mange filmskabere der har brugt eller genbrugt denne opskrift, så er og bliver 'Strangers On a Train' en af de bedste af slagsen, hvilket hovedsageligt skyldes Hitchcocks unikke fortælleteknik og visuelle stil, samt en uhyre velspillende Robert Walker i rollen som den psykotiske Bruno Anthony. De to andre hovedrolleindehavere, Farley Granger og Ruth Roman, fungerer dog også perfekt som h.h.v. den viljesvage tennisspiller Guy Haines og dennes kæreste Anne Morton.
Filmen indeholder op til flere gåsehudsfremkaldende sekvenser, såsom scenen med et kvælningsmord der ses i et brilleglas, mens der spilles høj, munter karruselmusik.
154) Frenzy - (Alfred Hitchcock, 1972)
Hitchcock er tilbage i England hvor han begyndte sin karriere. En kvindemorder, der kvæler sine ofre med slips, er på spil i London, og den tidligere RAF-officer Richard Blaney bliver uskyldigt mistænkt for at være morderen.
Af alle film om seriemordere er der ikke mange der har sådan en stemning over sig, som 'Frenzy' har - en stemning, der skyldes en blanding af Hitchcocks særlige fortælleteknik og Ron Goodwins fantastiske underlægningsmusik. Hvad det første angår, vil jeg specielt fremhæve et baglæns tracking shot fra morderens lejlighed og ud på gaden, samt brugen af stilhed, f.eks. i en scene hvor hvor Hitchcock pludselig fjerner reallyden under et nærbillede af Anna Massey (der spiller Blaney's kæreste). Hvad det andet angår, er især det gennemgående dystre og truende musikalske tema yderst effektivt, idet det sørger for, at der næsten konstant er en underliggende stemning af fare og utryghed. Og det stykke musik - en langsom, næsten romantisk vals - der bruges i scenen hvor den virkelige morder Robert Rusk (Barry Foster) slapper af med rødvin på sofaen i sin lejlighed efter en voldtægt og et mord, er også virkelig godt, idet det meget fint understreger mandens vanvid.
Et interessant aspekt ved filmen, er at ingen af dens personer er særligt sympatiske. F.eks. er hovedpersonen Richard Blaney, der spilles stærkt og intenst af Jon Finch, ikke bare den sædvanlige sympatiske og flinke helt, men er meget af tiden sur og aggressiv, ja, ubehagelig. Dette kan overfladisk betragtet virke som et udtryk for et koldt og pessimistisk menneskesyn, men reelt tilfører det blot filmen en vis realisme, idet den klassiske opdeling af "de gode og de onde" erstattes af virkelighedens mere nuancerede og mere komplekse mennesker, der både har deres gode og dårlige sider. Det er således ikke kun skurken, der viser sig fra sin værste side, og det giver 'Frenzy' en mørkere og hårdere tone end Hitchcock's tidligere film, hvilket også gør, at hans velkendte humor fremstår mere sort og makaber end nogensinde før.
'Frenzy' er afgjort en af Hitchcock's allerbedste film. Og så indeholder den en af filmhistoriens bedste slutreplikker:
153) Master and Commander: The Far Side of the World - (Peter Weir, 2003)
Et engelsk krigsskib på jagt efter et fransk krigsskib.
Hvis jeg gik i detaljer, kunne jeg nævne mange gode ting ved denne film; deriblandt det fine samspil mellem Paul Bettany og Russell Crowe som h.h.v. skibslægen Dr. Stephen Maturin og kaptajnen Jack Aubrey. Men generelt vil jeg blot sige det samme som Bruce i dennes tråd "200 ... nej ikke spartanere": "Master & Commander er den flotteste film til havs, jeg i mit liv har set."
152) Papillon - (Franklin J. Schaffner, 1973)
Klassisk flugtfilm om den stædige, ukuelige Papillon (Steve McQueen), der er uskyldigt dømt for mordet på en alfons, og som gentagne gange forsøger at stikke af fra fængslet, ja, aldrig opgiver håbet om at få sin frihed tilbage.
Filmen har mange kvaliteter, f.eks. den som en anden filmz-bruger 80eren har peget på: "i denne film fornemmer man mere end i nogen anden den klaustrofobiske følelse af at sidde i isolation. Puha!" Omvendt fornemmer man også den berusende følelse af frihed, som Papillon nyder under et længerevarende ophold hos en indianerstamme. Dette ophold, der (med udgangspunkt i sprogbarrieren mellem Papillon og indianerne) er skildret helt uden ord og kun med billeder og musik, føles nærmest som et besøg i paradis.
'Papillon' er nok den af Steve McQueens film hvor han viser størst skuespilmæssig bredde - her er han ikke bare den tavse, sammenbidte cool guy, men fremstår som et mere ægte og "levende" menneske. Dustin Hoffman er også god som Papillons nørdede ven Louis Dega (det rørende venskab mellem de to er noget det bedste ved filmen), men filmen tilhører først og fremmest Steve McQueen, der da også blev nomineret til en Golden Globe-pris for sin stærke præstation.
Det er en bevægende og opløftende film, hvis sidste billeder af Papillon
151) Hot Shots! - (Jim Abrahams, 1991)
En yderst veloplagt spoof-film, der især parodierer Tom Cruise-filmen 'Top Gun'.
Nogen siger, at det har været svært at tage Charlie Sheen alvorlig, siden han spillede Topper Harley. Og det kan der måske være noget om, for hver gang jeg ser ham, synes jeg, jeg ser det samme underforståede, ironiske glimt i øjnene og det samme smil som han har i 'Hot Shots!' :-)
Der er særligt tre sekvenser i filmen jeg elsker: (1) hest-kontra-motorcykel-dysten med Dion's version af 'Dream Lover' på lydsporet, (2) "Buzz" Harley's uheldige død og (3) Pete "Dead Meat" Thompson's mindst ligeså uheldige død (inkluderende ambulanceturen og Jim "Wash Out" Pfaffenbach's afsluttende replik: "Thank you, Andre. I'll have the veal piccata.") :-D
Det er afgjort en af de sjoveste film jeg nogensinde har set.
#126 Collateral 13 år siden
Fantastisk film som også er på min egen topliste. Dog ligger den inden for min top 60.
159) Monty Python and the Holy Grail - (Terry Gilliam & Terry Jones, 1975)
Har lige set Life of Brian, og nu håber jeg ikke jeg har været uopmærksom, men hvis ikke den har været endnu håber jeg også den kommer længere oppe. Den er en knivspids bedre end Holy Grail, men det ændre dog ikke på at denne også er god!
156) Psycho - (Alfred Hitchcock, 1960)
Fantastisk film! Meget mere end bare en gyser.
151) Hot Shots! - (Jim Abrahams, 1991)
Sjov film, og med en dejlig balance imellem spoof og helt almindelige dumheder! Både denne og Part Deux er fede!
#127 Kruse 13 år siden
Jeg kunne ganske fint lide "Red Dragon", men jeg synes ikke den er god nok til at komme på min topliste, og da slet ikke i det fornemme selskab den er i her. "Monthy Python..." er en fremragende komedie, og "Hot Shots!" er også meget skæg, selvom at jeg nok ikke ville vurdere den ligeså højt. "Master & Commander" er en fremragende film, som desværre blev alt for overset, og "Silence of the Lambs" er en yderst fremragende thriller. "Frenzy" er en glimrende film, men jeg ville dog ikke rangere den ligeså højt som de to andre Hitchcock-mesterværker du nævner, "Psycho" og "Strangers on a Train". Fine beskrivelser du har af dem, og jeg kan godt lide at du undgår at spoile store detaljer hos dem, som er noget der burde være en selvfølge, men jeg har efterhånden læst alt for mange beskrivelser af især "Psycho" hvor det ikke er tilfældet.
Jeg kan også godt lide at du fremhæver små øjeblikke i filmene, som du synes er rigtigt gode, og jeg er helt enig i at det er nogle af de bedste øjeblikke. Et andet øjeblik jeg elsker i "Strangers on a Train", er der hvor Guy Haines kører i bil forbi en retsbygning(?) og man på afstand ser Bruno Anthony stå på trappetrinnet til den bygning. Det ene øjeblik får automatisk pulsen op at køre hos mig, da jeg synes at det er leveret så fantastisk af Hitchcock.
#128 Åkepool 13 år siden
Monty Python and the Holy Grail 5/6
Red Dragon 4/6
The Silence of the Lambs 5/6
Papillon - For længe siden til en karakter, men da jeg så den som lille knægt, syntes jeg den var fantastisk, så meget kan jeg huske.
Hot shots! 5/6
#129 Babo Rises 13 år siden
#130 IK 13 år siden