Det ville den bestemt den også være kommet på en musik-liste. Men fordi det her er en film-liste, føler jeg, at det ville være at rode min musiksmag sammen med min filmsmag, hvis jeg lod min forkærlighed for Pink Floyd afgøre dens placering.
#141: Tja. For mig er filmen også bare virkelig fantastisk. Hvor ofte ser man film med den slags dybder? Med den slags mareridtscenarier? Den slags ensomhed. Jeg kan virkelig godt lide filmen som helhed :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#141: Tja. For mig er filmen også bare virkelig fantastisk. Hvor ofte ser man film med den slags dybder? Med den slags mareridtscenarier? Den slags ensomhed. Jeg kan virkelig godt lide filmen som helhed :)
Det kan jeg skam også. Det er derfor jeg har den med på min liste. ;-)
Alan Parker havde en meget personlig og letgenkendelig visuel stil og fortællestil dengang, som gik igen fra 'Midnight Express' til 'The Wall' og videre til 'Birdy' og 'Angel Heart'. Idag er han (for det meste) lidt kedelig og i øvrigt heller ikke særlig produktiv.
#143: Jeg har alle hans andre film til gode, skulle jeg måske få gjort noget ved, men så igen. Der er så mange film jeg burde få set. Kan ikke nå dem alle på en gang :D
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Et flot, storladent og romantisk drama om historiens velnok mest berømte skibsforlis. Den er fortalt på den gammeldags måde og falder således naturligt ind i rækken af klassiske Hollywood-film, hvor tingene er sort/hvide og hvor der er en skarpt optrukken linje mellem helte og skurke.
Med tanke på James Cameron's tidligere film 'The Abyss' (fra 1989) virkede det helt naturligt, at han skulle lave endnu en film der foregår på og under havet. Og resultatet er som forventet både visuelt og teknisk imponerende. Jeg synes desuden, det er en god idé med den fiktive kærlighedshistorie om det unge par Jack (Leonard DiCaprio) og Rose (Kate Winslet), fordi den sammen med selve skibets forlis står som et smukt og passende symbol på det skel, som Første Verdenskrig satte i verdenshistorien. Med krigsudbruddet i 1914 var der mange ting der gik tabt - menneskeliv, relationer og troen på fremskridtet. Det samme skete som bekendt, da Titanic mod al forventning sank i 1912.
Ikke sådan at forstå, at jeg på nogen måde regner 'Titanic' for at være en budskabsfilm. Nej, filmen er først og fremmest god underholdning, omend med en ret nøjagtig historisk rekonstruktion af ulykken.
149) 12 Angry Men - (Sidney Lumet, 1957)
Et intenst, spændende retssalsdrama om 12 jurymedlemmer, der skal afgøre hvorvidt en ung mand er skyldig i overlagt mord eller ej. Ved den første afstemning stemmer 11 af mændene "skyldig", men en af de tolv er ikke så sikker i sin sag. Jurymedlem nr. 8 (Henry Fonda) kræver, at sagen bliver diskuteret ordentligt igennem. Det viser sig, at de fleste jurymedlemmer har deres helt egne motiver for at dømme knægten - motiver, der har meget lidt med beviser eller retfærdighed at gøre. Det bliver op til jurymedlem nr. 8 at finde frem til sandheden.
Filmen bør ses for sit interessante karakterstudie, sin troværdige dialog og sine fantastiske, indlevede skuespilpræstationer (ikke mindst fra Henry Fonda og Lee J. Cobb).
148) Kramer vs Kramer - (Robert Benton, 1979)
Verdens bedste skilsmissedrama, som jeg er helt enig med filmz-bruger Bruce i at betegne som "en helt igennem fantastisk film, ikke mindst båret oppe af Dustin Hoffman som faderen, der pludselig bliver enefar." Jeg holder meget af filmens stilfærdige, realistiske tone, samt det naturalistiske skuespil.
Filmz-anmelder The Insider har skrevet følgende meget rammende ord om, hvori filmens styrke ligger:
"Kramer mod Kramer" formidler og vækker store følelser uden store armbevægelser.
Og her er ingen overdrevne taler, pludselige twists eller pure onde eller godhjertede individer, men til gengæld godt, gedigent drama om almindelige mennesker under ualmindeligt pres. Ofte insisterer den her slags fortællinger på at få publikum til at heppe på enten manden eller kvinden, men "Kramer mod Kramer" nægter at lade os slippe let ved at gøre nogen oplagt at elske eller hade. I stedet inviterer filmen os med på samtlige karakterers personlige rejser og til aktivt at granske deres fortrin og brister på klos hold sammen med dem. Det er desværre sjældent, film respekterer tilskuerens egen dømmekraft og intelligens lige så meget som "Kramer mod Kramer".
Dustin Hoffman spiller Ted Kramer - en ambitiøs PR-mand, som vi møder lige umiddelbart før, han kommer hjem fra arbejde og konfronteres af sin hustru, Joanna (spillet af Meryl Streep), der konstaterer, at hun forlader Ted og ikke længere elsker ham. Det er en hjerteskærende scene, som Streep og Hoffmans spidsfindige, Oscar-belønnede skuespil og Bentons replikker og nænsomme instruktion formår at gøre så troværdig, at man næsten bliver forlegen over at overvære den.
..... Filmen fokuserer først og fremmest på Ted og hans søn Billy (en sensationel, 7-årig Justin Henry), som bor alene sammen i månedsvis, indtil Joanna er kommet til hægterne igen og pludselig dukker op med et ønske om at overtage opdragelsen af Billy. Hoffman og Henry er fantastiske sammen, og det er en fornøjelse at overvære Hoffman skildre Teds forvandling fra en kynisk forretningsmand, som forsømmer sin søn og driver sin ensomme kone væk, til en vaskeægte far, der vil ofre alt for sit barn."
147) Scent of a Woman - (Martin Brest, 1992)
Ingen tvivl om, at det der først og fremmest gør denne film god, er Al Pacino's stærke, intense og rørende præstation som den blinde, pensionerede overst Frank Slade, der trækker den unge student Charlie med på en byrundtur i New York. Pacino gør så meget med sin rolle og sine replikker, at det er en sand fryd at overvære.
Det er en simpel historie, der i kraft af stort skuespil adstedkommer en række mindeværdige scener (såsom tangodansen, besøget hos Franks bror,
Charlie der taler Frank fra at begå selvmord og Franks brandtale til skolekomitéen.)
En fin, lille film, som jeg altid genser med glæde.
146) Legends of the Fall - (Edward Zwick, 1994)
Romantisk, omend også ret barsk og tragisk drama om de tre brødre, Samuel, Tristan og Alfred, der alle er forelsket i den samme kvinde.
Dramaet i denne film kommer ikke så meget af de skyderier og kampscener, som den også indeholder nogle stykker af, men i langt højere grad af personernes indestængte følelser og længsler.
På skuespilfronten vil jeg specielt fremhæve Aidan Quinn, der gennem sit nuancerede, nedtonede skuespil gør den ældste broder Alfred til filmens mest troværdige og interessante karakter, og Julia Ormonds, som yder en stærk, følelsesladet præstation som den hårdt prøvede Susannah. Anthony Hopkins er dog også god som brødrenes fader.
Filmen vandt en Oscar for Bedste Cinematografi, og den er bestemt også flot at se på.
145) Inside Man - (Spike Lee, 2006)
Thriller/kupfilm hvori intet er hvad det ser ud til.
Clive Owen er fuldstændig suveræn som den snu bankrøver Dalton Russell, Denzel Washington spiller rollen som politimanden Keith Frazier med humor, entusiasme og stort overskud, og Christopher Plummer og Jodie Foster er ligeledes fremragende i rollerne som h.h.v. bankens grundlægger og en såkaldt "fixer".
Det er sjældent man ser en så intelligent og veloplagt kupfilm. Dette er en af de eneste film nogensinde, hvor jeg har været tilbøjelig til at forsvare eller retfærdiggøre et bankrøveri. ;-)
The American Film Institute betegnede den i 2006 som en af dette års 10 bedste film.
144) Up - (Pete Docter, 2009)
Animationsfilm, hvis skabere fortjener stor ros for deres mod og evne til lave en langsom og eftertænksom film, der tager voksne emner som barnløshed, alderdom, ensomhed og død op, og som samtidig er sjov og eventyrlig.
143) Ratatouille - (Brad Bird, 2007)
Animationsfilm om en rotte, der i al hemmelighed bliver mesterkok i en restaurant i Paris. Det er en varm, charmerende og morsom film, og så er den spækket med smukke, detaljerede billeder, der skaber en hyggelig, fortættet atmosfære.
Men jeg tror ikke, jeg kan sige det bedre end mr gaijin, der skrev følgende om filmen:
"Normalt bryder jeg mig ikke om det sentimentale og sukkersøde, men Pixar er fuldkommen klar over, hvad de gør. De pakker alting ind i en blød og behagelig atmosfære, og de gør det enormt godt. Det bliver ikke klistret og ubehageligt, men derimod en dejlig og hyggelig filmverden at besøge. De fanger det romantiske og hyggelige ved Paris og atmosfæren ved en klassisk gammel restaurant. Jeg følte mig lidt som barn igen, der så en af de klassiske Disney-film."
142) Toy Story 2 - (John Lasseter, 1999)
Fortsættelsen til 'Toy Story'. Og næsten ligeså god.
141) Toy Story 3 - (Lee Unkrich, 2010)
En perfekt afslutning på historien om det levende legetøj. Faktisk er det en af de bedste 3'ere jeg nogensinde har set. Den er ligeså veloplagt fortalt og sjov og spændende som de to andre film, og tiden flyver bare afsted.
Jeg synes, at 3'eren er bedre end 2'eren - bl.a. fordi den i højere grad formår at engagere mig følelsesmæssigt.
Fede titler BN. I denne omgang har jeg faktisk set alle filmene, og jeg er glad for ikke at være den eneste der synes rigtig godt om titanic. :)
Titanic - 6/6 12 Angry Men - 5/6 Kramer vs Kramer - 4/6 Scent of a Woman - 5/6 Legend of The Fall 4/6 Inside Man 4/6 Up 5/6 Ratotuoille 4/6 Toy Story 2 - 5/6 Toy Story 3 - 5/6
Jeg gætter stærkt på at dit næste indlæg begynder med Toy Story. ;)
Up er en af de bedste film nogensinde. Aldrig har en animationsfilm (måske med undtagelse af The Lion King) rørt mig så dybt, som det er tilfældet, og man er virkelig fantastisk underholdt. Toy Story serien er også god (8/10 til hele banden). Ratatouille er også til 8/10, en rigtig god film, som jeg faktisk synes er bedre end Toy Story serien, men alligevel ikke på Up niveau..
Scent of a Woman er ret overvurderet, og det samme må jeg faktisk sige om Pacinos optræden, som jeg ikke finder helt Oscar værdig (han skulle have haft den meget tidligere). Scent of a Woman får 6/10.
Efter at have genlæst Ken Keseys roman, så jeg filmen med et andet perspektiv. Dens ligheder samt dens markante forskelle med romanen er konstrueret fantastisk, og Milos Formans fokus på fortællingen fremstår endnu mere intens end Keseys.
#141 BN 13 år siden
Hehe.
Det ville den bestemt den også være kommet på en musik-liste. Men fordi det her er en film-liste, føler jeg, at det ville være at rode min musiksmag sammen med min filmsmag, hvis jeg lod min forkærlighed for Pink Floyd afgøre dens placering.
#142 Collateral 13 år siden
#143 BN 13 år siden
Det kan jeg skam også. Det er derfor jeg har den med på min liste. ;-)
Alan Parker havde en meget personlig og letgenkendelig visuel stil og fortællestil dengang, som gik igen fra 'Midnight Express' til 'The Wall' og videre til 'Birdy' og 'Angel Heart'. Idag er han (for det meste) lidt kedelig og i øvrigt heller ikke særlig produktiv.
#144 Collateral 13 år siden
#145 BN 13 år siden
Et flot, storladent og romantisk drama om historiens velnok mest berømte skibsforlis. Den er fortalt på den gammeldags måde og falder således naturligt ind i rækken af klassiske Hollywood-film, hvor tingene er sort/hvide og hvor der er en skarpt optrukken linje mellem helte og skurke.
Med tanke på James Cameron's tidligere film 'The Abyss' (fra 1989) virkede det helt naturligt, at han skulle lave endnu en film der foregår på og under havet. Og resultatet er som forventet både visuelt og teknisk imponerende. Jeg synes desuden, det er en god idé med den fiktive kærlighedshistorie om det unge par Jack (Leonard DiCaprio) og Rose (Kate Winslet), fordi den sammen med selve skibets forlis står som et smukt og passende symbol på det skel, som Første Verdenskrig satte i verdenshistorien. Med krigsudbruddet i 1914 var der mange ting der gik tabt - menneskeliv, relationer og troen på fremskridtet. Det samme skete som bekendt, da Titanic mod al forventning sank i 1912.
Ikke sådan at forstå, at jeg på nogen måde regner 'Titanic' for at være en budskabsfilm. Nej, filmen er først og fremmest god underholdning, omend med en ret nøjagtig historisk rekonstruktion af ulykken.
149) 12 Angry Men - (Sidney Lumet, 1957)
Et intenst, spændende retssalsdrama om 12 jurymedlemmer, der skal afgøre hvorvidt en ung mand er skyldig i overlagt mord eller ej. Ved den første afstemning stemmer 11 af mændene "skyldig", men en af de tolv er ikke så sikker i sin sag. Jurymedlem nr. 8 (Henry Fonda) kræver, at sagen bliver diskuteret ordentligt igennem. Det viser sig, at de fleste jurymedlemmer har deres helt egne motiver for at dømme knægten - motiver, der har meget lidt med beviser eller retfærdighed at gøre. Det bliver op til jurymedlem nr. 8 at finde frem til sandheden.
Filmen bør ses for sit interessante karakterstudie, sin troværdige dialog og sine fantastiske, indlevede skuespilpræstationer (ikke mindst fra Henry Fonda og Lee J. Cobb).
148) Kramer vs Kramer - (Robert Benton, 1979)
Verdens bedste skilsmissedrama, som jeg er helt enig med filmz-bruger Bruce i at betegne som "en helt igennem fantastisk film, ikke mindst båret oppe af Dustin Hoffman som faderen, der pludselig bliver enefar." Jeg holder meget af filmens stilfærdige, realistiske tone, samt det naturalistiske skuespil.
Filmz-anmelder The Insider har skrevet følgende meget rammende ord om, hvori filmens styrke ligger:
"Kramer mod Kramer" formidler og vækker store følelser uden store armbevægelser.
Og her er ingen overdrevne taler, pludselige twists eller pure onde eller godhjertede individer, men til gengæld godt, gedigent drama om almindelige mennesker under ualmindeligt pres. Ofte insisterer den her slags fortællinger på at få publikum til at heppe på enten manden eller kvinden, men "Kramer mod Kramer" nægter at lade os slippe let ved at gøre nogen oplagt at elske eller hade. I stedet inviterer filmen os med på samtlige karakterers personlige rejser og til aktivt at granske deres fortrin og brister på klos hold sammen med dem. Det er desværre sjældent, film respekterer tilskuerens egen dømmekraft og intelligens lige så meget som "Kramer mod Kramer".
Dustin Hoffman spiller Ted Kramer - en ambitiøs PR-mand, som vi møder lige umiddelbart før, han kommer hjem fra arbejde og konfronteres af sin hustru, Joanna (spillet af Meryl Streep), der konstaterer, at hun forlader Ted og ikke længere elsker ham. Det er en hjerteskærende scene, som Streep og Hoffmans spidsfindige, Oscar-belønnede skuespil og Bentons replikker og nænsomme instruktion formår at gøre så troværdig, at man næsten bliver forlegen over at overvære den.
..... Filmen fokuserer først og fremmest på Ted og hans søn Billy (en sensationel, 7-årig Justin Henry), som bor alene sammen i månedsvis, indtil Joanna er kommet til hægterne igen og pludselig dukker op med et ønske om at overtage opdragelsen af Billy. Hoffman og Henry er fantastiske sammen, og det er en fornøjelse at overvære Hoffman skildre Teds forvandling fra en kynisk forretningsmand, som forsømmer sin søn og driver sin ensomme kone væk, til en vaskeægte far, der vil ofre alt for sit barn."
147) Scent of a Woman - (Martin Brest, 1992)
Ingen tvivl om, at det der først og fremmest gør denne film god, er Al Pacino's stærke, intense og rørende præstation som den blinde, pensionerede overst Frank Slade, der trækker den unge student Charlie med på en byrundtur i New York. Pacino gør så meget med sin rolle og sine replikker, at det er en sand fryd at overvære.
Det er en simpel historie, der i kraft af stort skuespil adstedkommer en række mindeværdige scener (såsom tangodansen, besøget hos Franks bror,
146) Legends of the Fall - (Edward Zwick, 1994)
Romantisk, omend også ret barsk og tragisk drama om de tre brødre, Samuel, Tristan og Alfred, der alle er forelsket i den samme kvinde.
Dramaet i denne film kommer ikke så meget af de skyderier og kampscener, som den også indeholder nogle stykker af, men i langt højere grad af personernes indestængte følelser og længsler.
På skuespilfronten vil jeg specielt fremhæve Aidan Quinn, der gennem sit nuancerede, nedtonede skuespil gør den ældste broder Alfred til filmens mest troværdige og interessante karakter, og Julia Ormonds, som yder en stærk, følelsesladet præstation som den hårdt prøvede Susannah. Anthony Hopkins er dog også god som brødrenes fader.
Filmen vandt en Oscar for Bedste Cinematografi, og den er bestemt også flot at se på.
145) Inside Man - (Spike Lee, 2006)
Thriller/kupfilm hvori intet er hvad det ser ud til.
Clive Owen er fuldstændig suveræn som den snu bankrøver Dalton Russell, Denzel Washington spiller rollen som politimanden Keith Frazier med humor, entusiasme og stort overskud, og Christopher Plummer og Jodie Foster er ligeledes fremragende i rollerne som h.h.v. bankens grundlægger og en såkaldt "fixer".
Det er sjældent man ser en så intelligent og veloplagt kupfilm. Dette er en af de eneste film nogensinde, hvor jeg har været tilbøjelig til at forsvare eller retfærdiggøre et bankrøveri. ;-)
The American Film Institute betegnede den i 2006 som en af dette års 10 bedste film.
144) Up - (Pete Docter, 2009)
Animationsfilm, hvis skabere fortjener stor ros for deres mod og evne til lave en langsom og eftertænksom film, der tager voksne emner som barnløshed, alderdom, ensomhed og død op, og som samtidig er sjov og eventyrlig.
143) Ratatouille - (Brad Bird, 2007)
Animationsfilm om en rotte, der i al hemmelighed bliver mesterkok i en restaurant i Paris. Det er en varm, charmerende og morsom film, og så er den spækket med smukke, detaljerede billeder, der skaber en hyggelig, fortættet atmosfære.
Men jeg tror ikke, jeg kan sige det bedre end mr gaijin, der skrev følgende om filmen:
"Normalt bryder jeg mig ikke om det sentimentale og sukkersøde, men Pixar er fuldkommen klar over, hvad de gør. De pakker alting ind i en blød og behagelig atmosfære, og de gør det enormt godt. Det bliver ikke klistret og ubehageligt, men derimod en dejlig og hyggelig filmverden at besøge. De fanger det romantiske og hyggelige ved Paris og atmosfæren ved en klassisk gammel restaurant. Jeg følte mig lidt som barn igen, der så en af de klassiske Disney-film."
142) Toy Story 2 - (John Lasseter, 1999)
Fortsættelsen til 'Toy Story'. Og næsten ligeså god.
141) Toy Story 3 - (Lee Unkrich, 2010)
En perfekt afslutning på historien om det levende legetøj. Faktisk er det en af de bedste 3'ere jeg nogensinde har set. Den er ligeså veloplagt fortalt og sjov og spændende som de to andre film, og tiden flyver bare afsted.
Jeg synes, at 3'eren er bedre end 2'eren - bl.a. fordi den i højere grad formår at engagere mig følelsesmæssigt.
#146 Bruce 13 år siden
#147 IK 13 år siden
Titanic - 6/6
12 Angry Men - 5/6
Kramer vs Kramer - 4/6
Scent of a Woman - 5/6
Legend of The Fall 4/6
Inside Man 4/6
Up 5/6
Ratotuoille 4/6
Toy Story 2 - 5/6
Toy Story 3 - 5/6
Jeg gætter stærkt på at dit næste indlæg begynder med Toy Story. ;)
#148 BN 13 år siden
Hehe. Godt gættet.
De næste ti film er klar imorgen eftermiddag.
#149 MMB 13 år siden
Toy Story serien er også god (8/10 til hele banden). Ratatouille er også til 8/10, en rigtig god film, som jeg faktisk synes er bedre end Toy Story serien, men alligevel ikke på Up niveau..
Scent of a Woman er ret overvurderet, og det samme må jeg faktisk sige om Pacinos optræden, som jeg ikke finder helt Oscar værdig (han skulle have haft den meget tidligere). Scent of a Woman får 6/10.
Titanic kræver et gensyn...
#150 Antlion 13 år siden
Efter at have genlæst Ken Keseys roman, så jeg filmen med et andet perspektiv. Dens ligheder samt dens markante forskelle med romanen er konstrueret fantastisk, og Milos Formans fokus på fortællingen fremstår endnu mere intens end Keseys.