Tak for jeres kommentarer. ;-)

Titanic - er en meget undervurderet film, hvis sidste scener ofte gør at filmen beskyldes for at være en "tøsefilm" eller lignende. Jeg synes det er en rigtig fin film, og af mange af de samme årsager som du selv nævner. Storladenheden blandt andet.

Up - Fantastisk film.

Ratatuoille - Ikke på højde med "Up" og "Wall-E" imo.

Toy Story 3 - Også en af Pixars bedste film :)

140) Toy Story - (John Lasseter, 1995)

Verdens første 100 procent computerskabte langfilm. (Den vandt en Oscar for Special Achievement.)

Grundideen bag historien er både original og sjov: At legetøjet er levende og i fuld aktivitet, nårsomhelst der ikke er nogen mennesker der kigger. Selve historien handler om legetøjs-cowboyen Woody, der føler, at hans position som drengen Andys yndlings-legetøj er truet, da legetøjs-astronauten Buzz Lightyear gør sin entré, og som derfor en dag i et anfald af jalousi skubber denne ud af vinduet.

Ud af dette er der kommet en virkelig morsom, hyggelig og charmerende film. Og det er ikke mindst komponisten Randy Newmans jazzede musik - herunder sangen "You've Got a Friend" - der bidrager til filmens hyggelige stemning.

139) Babe - (Chris Noonan, 1995)

Eventyrfilm om den godhjertede, lille gris Babe, der bliver opdraget af fårehunde på en gård langt ude på landet.

James Cromwell, som mange kender fra filmene 'L.A. Confidential' og 'The Green Mile', fik sit gennembrud i rollen som gårdejeren Arthur H. Hoggett i 'Babe' (en rolle han gentog i 'Babe: Pig in the City'), og han blev Oscar-nomineret for Bedste Mandlige Birolle. En interessant detalje i den forbindelse er, at hans replikker i filmen sammenlagt kun består af 171 talte ord og 62 sungne ord. Resten foregår med blikke og kropssprog.

Selvom børn naturligvis kan have stor fornøjelse af 'Babe', så indeholder den en del satire og underfundig, ironisk humor, som kun voksne vil kunne forstå. Og det er ikke mindst disse elementer der har gjort, at jeg er faldet for den.

'Babe' vandt i sin tid en Oscar for Bedste Visuelle Effekter, hvilket var fuldt fortjent, for effekterne er så naturligt inkorporeret i filmen, at det - bortset fra dyrenes mundbevægelser når de taler - er svært at se, hvornår der er tale om træning af dyrene og hvornår der er brugt effekter. (Filmen var - udover de allerede nævnte - nomineret i yderligere fem kategorier, deriblandt Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale.)

'Babe' og dens efterfølger 'Babe: Pig in the City' hører efter min mening til nogle af verdens mest charmerende film.

138) Babe: Pig in the City - (George Miller, 1998)

Efterfølgeren til 'Babe'. Den er bedre - mørkere, skævere, voldsommere og endnu mere magisk og eventyrlig - end sin forgænger.

Anmelderen Roger Ebert har bl.a. skrevet følgende om filmen: "Den begår ikke nogen af de fejl, den kunne have gjort. Den fokuserer ikke mere på de menneskelige karakterer - den fokuserer mindre på dem, og der er flere dyr med. Den genbruger ikke den første historie. Den præsenterer mange nye karakterer. Den overgår sig selv med de kulisser og særlige effekter, som "byen" består af. ... George Miller, der producerede, instruerede og var medforfatter på filmen, har forbedret og udvidet ideerne i 'Babe: Pig in the City', i stedet for at nøjes med at kopiere dem."

Det er en film der består af lige dele drama og humor.

Humoren er både af verbale og fysiske slags. F.eks. beskrives to habitklædte mænd, der kommer på uanmeldt besøg på gården, som "Mænd med blege ansigter og livløse øjne", hvorpå der konkluderes: "Sådanne mænd kunne kun komme ét sted fra - banken." En anden morsom scene er da anden Ferdinand forgæves forsøger at følge med det jetfly, som Mrs. Hoggett og Babe sidder i, og får følgeskab af en flok pelikaner, som han beder om at følge efter "den der tykke, fjerløse, flyvende ting" - altsammen til tonerne af 'Chattanooga Choo Choo' med Glenn Miller og hans bigband. Og nåja, så er der hunden Flealick, der elsker at jagte lastbiler, og kattene der synger opera bag lukkede døre, samt sidst men ikke mindst stenografen der har lidt svært ved at følge med, mens Mrs. Hoggett fortæller sin historie til den venlige dommer. ;-)

Hvad den dramatiske del angår, indeholder filmen mange fantastiske sekvenser, deriblandt den geniale brug af Edith Piaf-sangen "Non, Je Ne Regrette Rien" (opvågnings-sangen fra 'Inception') i en på én gang tragisk, stærkt symbolsk og visuelt blændende scene, hvor en klovns optræden på et børnehospital ender i en katastrofe. Eller den hidsige forfølgelsesjagt, hvis bevægende finale vises i slow-motion og med krydsklip, der illustrerer, at Babes liv passerer revy for ham netop som hans sidste time synes at være kommet. Eller det fuldstændig magiske øjeblik, hvor et enkelt vågent barn en sen, mørk aften på børnehospitalet ser det ene dyr efter det andet passere forbi sin seng.

Jeg elsker desuden filmens visuelle opfindsomhed, såsom den sammensatte storby, hvis skyline består af Hollywood-skiltet, tv-tårnet i Berlin, Big Ben, operahuset i Sidney, World Trade Center, Eiffeltårnet, Golden Gate-broen og Frihedsgudinden, foruden mange andre større byers varetegn - eller det travle byliv, hvor én gade er fyldt med biler og folk som de så ud i 1940'erne, og en anden gade med folk som de så ud i 1990'erne (og stadig ser ud idag).

Filmen beskriver meget rammende og humoristisk sin egen verden som "et sted lidt til venstre for det 20. århundrede".

I mine øjne er 'Babe: Pig in the City' det ypperligste der nogensinde er lavet indenfor den del af eventyrgenren, der har dyr som hovedpersoner.

137) Avatar - (James Cameron, 2009)

Et flot og spændende science fiction-eventyr om menneskenes forsøg på at infiltrere eller fordrive en race af 3 meter høje, blåhudede naturfolk, kaldet Navi, fra planeten Pandora, for i fred at kunne udnytte de naturressourcer der findes der.

Instruktøren James Cameron er kendt for at lave film, der indeholder muskuløs action, og hvori hovedpersonerne med alle forhåndenværende midler må forsøge at bekæmpe en overlegen fjende. Og 'Avatar' hører også til denne kategori.

Det kan godt være, at det er en simpel historie, men jeg blev revet med af den, og var også følelsesmæssigt involveret i personerne. Og for mig er det dét der betyder noget. Lad mig i den forbindelse citere filmz-anmelder Benway:

"Et synspunkt, man i disse dage ofte hører i forhold til James Camerons "Avatar", er, at filmen ganske vist er visuelt flot, men at historien ikke desto mindre er alt for simpel og banal. Den opfattelse forekommer mig dog fuldstændig forfejlet. "Avatar" fungerer ikke til trods for sin grundlæggende enkle handling, men på grund af den, og det er i det hele taget et typisk træk ved alle de bedste eventyrfilm, at deres basale historier er ganske simple."

136) Alien - (Ridley Scott, 1979)

Tjah, det er svært at sige noget om denne film som ikke allerede er blevet sagt. Monster-film er normalt ikke min kop te, men den her skiller sig positivt ud fra alle andre. Det, jeg så godt kan lide ved filmen, er den ganske særlige stemning der er i den, det utroligt gennemførte miljø og det naturalistiske skuespil, samt det at dramaet er mere psykologisk end det er fysisk.

135) Aliens - (James Cameron, 1986)

Fortsættelsen til 'Alien'. Camerons film er mere actionpræget end forgængeren, men indeholder alligevel visse scener, der er ligeså stemningsmættede og klaustrofobiske. Det er især efter denne film at den intelligente, viljefaste og handlekraftige Ellen Ripley kommet til at stå som en af filmhistoriens stærkeste kvindefigurer, og rollen er da også blevet Sigourney Weavers signaturrolle. (Rollen skaffede hende helt fortjent en Oscar-nominering for Bedste Kvindelige Hovedrolle.)

Efter for nylig at have genset 'Aliens', har jeg skiftet mening: Jeg synes faktisk, den er en tand bedre end 'Alien'. Jeg havde helt glemt, hvor rolig og stemningsfyldt den første time af filmen er. Her er ingen action, kun en række scener hvor vi bliver præsenteret for hovedpersonerne og får indblik i hvor traumatiseret Ripley er (som følge af begivenhederne i 'Alien'). I filmens anden time er der masser af flot iscenesat action, men det er skildringen af Ripley som en temperamentsfuld, vred og følelsesladet kvinde, samt moder/datter-forholdet mellem hende og Newt, der udgør filmens hjerte.

'Aliens' rører mig simpelthen mere end 'Alien'.

134) Spider-Man 3 - (Sam Raimi, 2007)

Det, jeg elsker ved de tre Spider-Man-film, er deres perfekte blanding af eventyrlig spænding og ironisk humor; en blanding som også kendes fra Indiana Jones-filmene og 'Back to the Future'-trilogien. Spider-Man-trilogien adskiller sig dog fra disse derved, at den også indeholder et element af tragedie og melankoli, som skyldes to ting: (1) den omstændighed, at ingen af skurkene i Spider-Man-filmene er helt igennem onde og usympatiske, men alle har en tragisk, menneskelig baggrund, der gør at man har en vis sympati og medlidenhed med dem og ikke bare ønsker dem en gang tæsk og en voldsom død, og (2) at slutningen på hver film aldrig er glad eller lykkelig, men derimod mere eller mindre trist og vemodig.

'Spider-Man 3' er måske nok den svageste af de tre film, men det er stadig en rigtig god film. Humoren er intakt, historien om Sandman er enkel og rørende (hans tilblivelse er en af trilogiens smukkeste sekvenser) og filmen forbliver fokuseret, fordi den ligesom de to foregående film lægger mest vægt på skildringen af de følelsesmæssige relationer mellem de tre venner, Peter, Harry og Mary Jane.

133) Spider-Man - (Sam Raimi, 2002)

Den første Spider-Man-film er - for nu at låne et udtryk fra Bogart's Ole Michelsen - "vildt underholdende". Tobey Maquire er perfekt i hovedrollen som den generte, unge Peter Parker, der som følge af en genmanipuleret edderkops bid kommer i besiddelse af overnaturlige kræfter. Og jeg synes bestemt også, at Kirsten Dunst og James Franco er gode som h.h.v. nabopigen Mary Jane og Peters ven Harry.

Filmen er sjov - især i scenerne hvor Peter Parker opdager og afprøver sine nye evner. Og den er dramatisk på den meget intense måde, når Spider-Man f.eks. konfronterer en simpel tyveknægt eller den endnu farligere skurk Green Goblin (herligt dæmonisk spillet af Willem Dafoe).

132) Spider-Man 2 - (Sam Raimi, 2004)

Den bedste af de Spider-Man-film.

Det er ikke nemt at passe både uddannelse, job og dame, når man er en superhelt, der forsøger at bekæmpe kriminaliteten i New York. Peter Parker/Spider-Man bliver denne gang ramt af en svær identitetskrise.

2'eren står som trilogiens højdepunkt, fordi den har den helt rette følelsesmæssige tyngde, som den henter gennem sit øgede fokus på figurerne, udviklingen af deres personlighed og Peter Parkers forhold til dem, især hans forhold til Mary Jane. Dette gør, at man er ligeså interesseret i de mere hverdagsagtige scener som i actionscenerne, og at actionscenerne for deres del føles mere vedkommende, og ikke bare som ren tju-bang.

Filmen vandt en Oscar for Bedste Visuelle Effekter, hvilket nok ikke mindst har noget at gøre med en kamp på frontsiden af en høj bygning og en kamp ombord på et tog. ;-)

131) Blade Runner - The Final Cut - (Ridley Scott, 1982)

Et filosofosk og eksistentielt science-fiction-drama, der handler om den ensomme og ikke specielt heroiske "Blade Runner" Deckard (Harrison Ford), der får til opgave at finde og dræbe en gruppe undslupne replikanter, d.v.s. menneskelignende androider. Opgaven vanskeliggøres af, at de netop ligner mennesker til forveksling og kun kan opdages via en omfattende test, der afslører deres følelsesmæssige reaktioner.

Med hensyn til såvel filmens dybere mening som den underholdningsværdi, kan jeg ikke selv udtrykke det bedre end filmz-anmelder The Insider har gjort:

"Hvor er det ironisk, at en film, der til tider anklages for at være et følelseskoldt effektorgie, ender med at være en af filmhistoriens mest livsbekræftende fortællinger. Replikanternes kamp for at forlænge deres kortvarige liv tvinger os til at erkende værdien af vores egne eksistenser og alt det, vi tager for givet som beboere i en uoverskuelig verden med en horisont, der konstant flytter sig. Næsten hver eneste scene i 'Blade Runner' stiller seeren det vigtigste af alle spørgsmål: Hvad vil det sige at være et menneske? Deckards modstander, [replikanten] Roy Batty, leverer en hjerteskærende og dybt poetisk monolog (som en ubeskriveligt fremragende Rutger Hauer selv forfattede halvdelen af), der smukt minder os om tidens flygtige væsen og nuets enorme betydning.

Naturligvis må man ikke glemme, at "Blade Runner" ikke kun er en filosofisk og eksistentiel affære, der fornemt hylder de værdier, som romanforlæggets ophavsmand, Philip K. Dick, værdsatte. Ridley Scotts blot tredje film er tilmed en ofte vanvittigt underholdende thriller og et gribende kærlighedsdrama. Harrison Ford er perfekt som den asociale, ensomme Deckard, der forelsker sig i replikanten Rachel. Hun spilles af Sean Young, der hverken før eller siden har mønstret en præstation af samme kaliber."

Visuelt er filmen betagende smuk, og det samme er Vangelis' synthesizer-musik.

Et sandt mesterværk.

Spider-Man 3 sniger sig lige ind over Alien-filmene? Jeg spår, at du meget snart vil få tæsk ;)

BN (156) skrev:

Det kan godt være, at det er en simpel historie, men jeg blev revet med af den, og var også følelsesmæssigt involveret i personerne. Og for mig er det dét der betyder noget.

To mænd, en tanke.

Toy Story – 5/6, Min ynglings pixar-film
Avatar - 5/6
Alien - 5/6
Aliens - 5/6
Spider-man 3 - 4/6
Spider-man – 5/6
Spider-man 2 – 5/6
Blade Runner The Final Cut – 4/6, en film der er blevet bedre for hvert gensyn.