#190

Jeg ved skam godt, hvad du mente. Altså ift. andre i samme genre. Mener de fleste Pixer film også er G rated. Hvis man skal op i lidt mere "fare", så hedder det nok Alene Hjemme filmene :)

For satans søren jeg er bagud :\

Titanic - 3/6
12 Angry Men - ikke set
Kramer vs Kramer -ikke set
Scent of a Woman - ikke set
Legend of The Fall - ikke set
Inside Man - 4/6
Up - 4/6
Ratotuoille - 6/6
Toy Story 2 - 3-4/6
Toy Story 3 - 6/6
Toy story 5/6
Avatar 3/6
Alien 4/6
Alien 4/6
Spider-man 3 4/6
Spider-man 5/6
Spider-man 2 2/6
Blade runner 2/6

Fedt at se Pixar filmene på listen :)

Babe filmene er rigtig gode. Ellers er der kun at sige thumbs up til Alien og Blade Runner.

#196 - hehe, det er faktisk den eneste ting, der irriterer mig lidt :)

130) Ronin - (John Frankenheimer, 1998)

Actionfilm. En kvinde samler fem mænd (alle med en fortid som agenter), som får til opgave at stjæle en vigtig kuffert med et tophemmeligt indhold. Men de er ikke de eneste der er ude efter kufferten.

'Ronin' er hvad jeg vil kalde den perfekte action-film. Den har en international stjernebesætning, der leverer skuespil af højeste kvalitet, den er flot filmet og stramt klippet og fortalt, har masser af spænding og overraskelser, og så indeholder den nogle af
de bedste biljagter og shoot-outs jeg nogensinde har set. Ja, den lange, hidsige biljagt, der starter i Paris' små gader, fortsætter gennem en tunnel og ender ude på de større veje, er efter min mening en af filmhistoriens bedste biljagter. Ingen anden biljagts-scene har i samme grad som denne her indfanget det kaos og den forvirring, ja, den ødelæggelse og død en sådan kørsel nødvendigvis må medføre.

Jeg vil desuden fremhæve samspillet mellem Robert De Niro og Jean Reno, som især kan nydes i filmens få rolige øjeblikke - det er en fin skildring af to mænd, hvis venskab er baseret på en næsten tavs, gensidig forståelse.

Og sidst men ikke mindst er der den smukke, melankolske tema-melodi, komponeret af Elia Cmiral og spillet med det armenske blæseinstrument duduk'en. Det er et fantastisk og enormt stemningsskabende stykke musik.

129) Blue Velvet - (David Lynch, 1986)

Krimi/thriller. En ung mand mand, der leger privatdetektiv i sin fritid, stifter bekendtskab med uhyggelige, kriminelle elementer i en ellers tilsyneladende idyllisk forstad.

Kyle MacLachlan udstråler den rette blanding af uskyld, naivitet og nysgerrighed i hovedrollen som den unge mand Jeffrey. Laura Dern er god som pigen Sandy, der hjælper ham, Dean Stockwell er både bizar og komisk som den klovnesminkede, tydeligvis narko-dopede Ben, og Isabelle Rossellini har en af sine mest bemærkelsesværdige roller som den mystiske, traumatiserede sangerinde Dorothy Vallens, der bliver afpresset af den sexgale, sadistiske Frank Booth, som har kidnappet hendes mand og barn. Denne spilles af Dennis Hopper, og jeg er helt enig med filmz-brugeren rammy, som har skrevet følgende om ham: "Hans præstation som komplet utilregnelig, hysterisk, kold og ondskabsfuld psykopat i Blue Velvet (1986) står for mig som en af de bedste movie-bad-guys vi nogensinde har set." Personligt synes jeg, at det er hans bedste præstation nogensinde.

'Blue Velvet' indeholder elementer af både film noir og surrealisme, og så har den en fuldstændig unik stemning over sig med sine smukke, ofte foruroligende billeder, som på lydsiden ledsages af popklassikere som 'Blue Velvet' med Bobby Vinton og 'In Dreams' med Roy Orbison.

Filmen reflekterer over den ondskab, der lurer under ethvert samfunds overflade, og fokuserer på den blanding af fascination og afsky, nogle kan føle overfor sære, perverse og farlige personer og miljøer. Men samtidig hylder den også på ganske smuk og poetisk vis kærligheden og livet.

128) One Hour Photo - (Mark Romanek, 2002)

En stilfærdig, psykologisk thriller.

Den aldrende Sy (Robin Williams) er en anonym enspænder, der står for
fremkaldelsen af fotos i et stormagasin. Hans yndlingskunder er familien Yorkin, bestående af Nina (Connie Nielsen) og Will (Michael Vartan) og deres 9-årige søn Jake (Dylan Smith). I sin egen verden er han familiens "onkel Sy", og han laver altid et ekstra sæt af deres billeder til sig selv. Da han får mistanke om at Will har en affære og samtidig mister sit job, bryder hans verden sammen.

Det er en film uden de store armbevægelser. Den fortæller sin historie i et langsomt tempo og gør en del brug af dvælende billeder og stilhed. Og det er virkelig en tankevækkende historie, fordi den tager udgangspunkt i temaer som ensomhed og svigt - svigt af den groveste slags. Robin Williams beviser - som han tidligere har gjort i bl.a. 'Insomnia' - at han er en talentfuld og dygtig skuespiller, der gør det ualmindeligt godt i seriøse roller, mens han generelt virker meget monoton og anstrengende i sine komiske roller. I 'One Hour Photo' spiller han sit livs rolle - hverken mere eller mindre. Som filmz-bruger misuma tidligere har skrevet, er det "lidt af en præstation at være skræmmende OG sympatisk." Og det er netop hvad Robin Williams er i rollen som den sindsforvirrede Sy. Ja, han har med sin fænomenale, nedtonede præstation skabt en tragisk og rørende figur, der er dybt fascinerende at følge. Sy er både blid, høflig, ynkelig, uhyggelig og farlig. Man føler sig utryg ved ham, men har samtidig ondt af ham.

Af billeder der har sat sig fast på nethinden hos mig, vil jeg specielt fremhæve den store fotosamling, som hans væg er fyldt med, og Og med hensyn til slutningen, finder jeg det forfriskende, at

Det er en film, der er svær at ryste af sig.

Reinhold Heil og Johnny Klimek har stået for filmens flotte, enkle og afdæmpede, men uhyre effektive synthezier-score.

127) Star Man - (John Carpenter, 1984)

Science fiction-drama / roadmovie om et rumvæsen, der antager form af en ung
kvindes afdøde mand og beder hende om at køre ham fra Wisconsin til Arizona.
Undervejs forsøger regeringsfolk at standse dem.

Mange vil nok mene, at Steven Spielbergs 'E.T'. er den bedste film der er lavet om en venlig gæst fra det ydre rum, men hos mig er det 'Star Man' der indtager denne plads.

Jeff Bridges er intet mindre end fantastisk i den Oscar-nominerede rolle som
rumvæsenet, der har materialiseret sig som et menneske. Gennem den stive, usmidige måde han går på og den fugle-agtige måde han drejer hovedet på, viser han, at rumvæsenet endnu ikke har vænnet sig til den menneskelige krop. Men det er først og fremmest gennem sin stødvise måde at tale på og gennem sit indtrængende blik og sit helt blanke, uskyldsrene ansigtsudtryk, at han skaber illusionen om, at der bag den lånte krop gemmer sig et væsen fra en helt anden verden. Det er en fascinerende præstation, der til en vis grad kan minde om Dustin Hoffmans autist i 'Rain Man'.

Overfor ham spiller Karen Allen (kendt fra 'Raiders of the Lost Ark'), der leverer en stærk, følelsesladet præstation i rollen som den sørgende og derfor ret sårbare enke; det er afgjort den bedste rolle jeg har set hende i. Charles Martin Smith (bogholderen fra 'The Untouchables') har også en fin birolle som videnskabsmanden, der finder ud af årsagen til rumvæsenets besøg på vores planet.

Det er en smuk, enkel og rørende film, der fortæller sin historie i et roligt og langsomt tempo og med stemningsfyldte billeder, og som kun indeholder ganske få actionscener. Filmen er ikke uden humor, såsom når rumvæsenet skal lære at køre bil eller besøger et offentligt toilet, hvor det får lejlighed til at lære hvad de forskellige fingertegn betyder. Men
der er overordnet tale om et seriøst drama, som reflekterer over menneskers gode og dårlige sider, samt kærlighedens væsen og betydning.

Komponisten Jack Nitzsche blev nomineret til en Golden Globe for sin musik til filmen, og det er da også hans iørefaldende tema-melodi, der sammen med et nærbillede af Karen Allens kønne ansigt, udgør den uforglemmelige slutning på filmen.

126) His Girl Friday - (Howard Hawks, 1940)

Screwball-komedie. En avisredaktør (Cary Grant) bruger alle kneb for at afholde sin eks-kone (Rosalind Russell), der længe har været avisens stjernereporter, fra at gifte sig igen. Efter mange anstrengelser lykkes det ham at gøre hende interesseret i en historie om den netop forestående henrettelse af en dømt morder.

Det er en rigtig sjov og skør komedie med sine afsindigt hurtige og meget vittige replikker, sin hektiske stemning og sin satiriske fremstilling af pressefolk og politikere. Det bedste i filmen er dog samspillet mellem mellem Cary Grant og Rosalind Russell - deres had/kærlighedsforhold og deres pingpong-dialog er en fornøjelse at overvære.

125) That Touch of Mink - (Delbert Mann, 1962)

Romantisk komedie. En rig forretningsmand (Cary Grant) og en ung kvinde (Doris Day) føler sig tiltrukket af hinanden, men han ønsker kun en affære, mens hun ønsker at blive gift - og at forblive jomfru indtil da.

Det er en letbenet, elegant og meget fornøjelig komedie med masser af vittige replikker og forvekslinger.

Gig Young har en morsom birolle som Cary Grants neurotiske sekretær, der beklager sig når han får lønforhøjelse og bonusser, og som er ret uheldig hver gang han benytter madautomaten på den overfor liggende restaurant.

Film blev nomineret til en Oscar for Bedste Originale Manuskript, og den
vandt en Globen Globe for Bedste Komedie. Cary Grant blev nomineret til en
Golden Globe for Bedste Skuespiller i en komedie.

124) It Happened One Night - (Frank Capra, 1934)

En romantisk komedie (der udvikler sig til en road movie) om den forkælede
millionærdatter Ellie (Claudette Colbert), der stikker af fra sin far, fordi denne har annulleret hendes ægteskab med den uduelige playboy King Westley. Under sin flugt møder hun den arbejdsløse, kyniske journalist Peter (Clark Gable), som straks øjner muligheden for en god historie, men som ender med at forelske sig i hende.

Selvom filmen er fra 1930'erne, har den noget forholdsvis moderne eller tidløst over sig, som nok skyldes den naturligt flydende dialog, den hverdagsagtige stemning i mange passager og den stærkt begrænsede brug af underlægningsmusik. Det er filmhistoriens første screwball-komedie, og det er stadig en af de bedste af slagsen. Man morer sig virkelig over de sarkastiske replikker der flyver i luften mellem de to hovedpersoner, og
over de mange komiske situationer der opstår. Slutningen er forudsigelig, men vejen dertil er belagt med skænderier, vrede og misforståelser, som det er enormt underholdende at være tilskuer til.

Clark Gable har aldrig været en af mine yndlingsskuespillere, men han fungerer perfekt, når han som her og i 'Gone With the Wind' spiller kyniske enspændere, der viser sig at have hjertet på rette sted. Claudette Colbert er også god som den forkælede, oprørske pige - af de film jeg har set hende i, er dette absolut hendes bedste præstation.

Filmen vandt 5 Oscars. (Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale, Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle.)

123) Bringing Up Baby - (Howard Hawks, 1938)

En løssluppen og vanvittig komedie. Dr. David Huxley (Cary Grant) er en distræt, smånørdet og ubehjælpsom palæontolog med lidenskab for fortidsøgler. Og Susan Vance (Katherine Hepburn) er en forkælet og anarkistisk overklassepige. Da de tilfældigt mødes, sætter Susan straks kløerne i ham, idet hun på enhver måde forsøger at holde på ham, selvom han allerede er forlovet med sin stramtandede, kedelige assistent Alice.

'Bringing Up Baby' regnes af mange for at være den definitive screwball-komedie, og den er da absolut også en af de bedste af slagsen. Filmen er fyldt til randen med uheld og forviklinger, og tempoet i den er ret højt.

At filmen er blevet så vellykket som den er, skyldes især de to hovedrolleindehavere. Cary Grants komiske timing var altid upåklagelig, hvadenten han skulle agere verdensfjern og forvirret, klodset og febrilsk, fortvivlet og desperat eller vred og ustyrlig - i 'Bringing Up Baby' gør han brug af hele registeret. Og med hensyn til hans medspiller, Katherine
Hepburn, så mærker man slet ikke, at det var hendes første komedierolle, for hun er virkelig i topform, ja, står bestemt ikke tilbage for Cary Grant med hensyn til komisk overskud og evnen til at levere hurtige, vittige replikker.

Hvad mere er der at sige? ... Jeg elsker simpelthen bare den absurde, fjollede humor i den her film. :-D

122) The Philadelphia Story - (George Cukor, 1940)

Romantisk komedie om tre mænd, der alle er forelsket i den samme kvinde.

Tracy Lord (Katherine Hepburn) er en rig, ung overklassekvinde fra Philadelphia, der to år efter at være blevet skilt fra C.K. Dexter Haven (Cary Grant) nu skal giftes med den nyrige George Kittredge (John Howard). Men dagen før brylluppet dukker eks-manden Dexter op i hendes hjem sammen med sladderjournalisten Mike Connor (James Stewart) og fotografen Liz Imbrie (Ruth Hussey). Resultatet bliver for Tracy, at hun bliver fanget mellem Mike, Dexter og George.

Cary Grant og Katherine Hepburn spiller her sammen for tredje gang, og det slår virkelig gnister mellem dem - især i en fremragende scene, hvor Dexter laver en både rosende og kritisk analyse af Tracys personlighed. James Stewart er også god som Mike, men det er mig uforståeligt, hvorfor han vandt en Oscar for den her film, for han overskygges fuldstændig af Cary Grant.

Lad mig i den forbindelse citere Bruce fra dennes tråd '200 ... nej ikke spartanere': "I denne periode, var Cary Grant ganske enkelt urørlig indenfor komik og det til trods for, at han havde sit perfekte udseende imod sig." ... Bruce afrunder sin bedømmelse af filmen med følgende konklusion: "Mesterligt manuskript og en af alletiders bedste komedier." Også disse ord kan jeg fuldt ud tilslutte mig.

Filmen har i øvrigt en af de morsomste startscener jeg nogensinde har set (som
samtidig også er en af de morsomste afslutninger på et ægteskab): Grant er ved at forlade hjemmet efter et voldsomt skænderi med Hepburn. Han skal lige til at sætte de to tasker, han bærer på, ind i bilen, da hun kommer ud af døren, bærende på hans golfkølletaske, som hun går hen og smider på jorden foran ham - dog først efter at have taget en enkelt kølle ud af tasken. Hun brækker derefter køllen midtover og kyler også dén på jorden, hvorpå hun vender om og går tilbage. Grant siger ikke et ord, men følger efter hende hen til døren, lægger sin hånd henover hendes ansigt og skubber hende lodret bagover, så hun
vælter omkuld på gulvet i entréen. Og hele scenen foregår i dybeste tavshed, altså uden
nogensomhelst form for dialog. ... Det var så dét ægteskab! ;-D

121) Charade - (Stanley Donen, 1963)

En charmerende, romantisk krimi-komedie. Reggie Lamperts (Audrey Hepburn) mand bliver myrdet, og hun erfarer at han var en del af en røverbande og har scoret udbyttet på 250.000 dollars til sig selv. Resten af banden vil gerne have fat i pengene og de tror, at Reggie ved hvor de er. Det ved hun imidlertid ikke, så hun beder den galante Peter Joshua (Cary Grant) om hjælp. Men kan hun stole på ham?

Cary Grant og Audrey Hepburn har en rigtig god kemi, og det er samspillet mellem de to der bærer filmen, som i øvrigt både er morsom og spændende. Det er en af Audrey Hepburns bedste roller, og selvom Cary Grant er blevet lidt ældre, brillerer han stadig med sin elegante, ironiske stil.

Og så er der jo - ikke at forglemme - Henry Mancinis enormt stemningsfulde og meget tidstypiske musik.

'Charade' er af nogle blevet kaldt "den bedste Hitchcock-film, som
Hitchcock aldrig selv fik lavet."